The Fool on the Hill

[Evan Riley]

Luana Lethbridge
The Fool on the Hill

---

Tik tak. Tik tak. Tiden gik, og det gjorde Evan også. For en gangs skyld i sit korte liv, havde han helt frivilligt sat sit mål et sted han normalt ikke ville befinde sig; Biblioteket. Han kunne næsten høre den lille klapsalve et par af professorerne ville komme med, hvis de hørte det. Han kunne næsten se forsiden, på skoleavisen; ’Den dumme fra Hufflepuff tager på biblioteket.’ Gisp. Skolen, eleverne og professorrene skulle dog ikke glæde sig for tidligt, for han var ikke kommet for at studerer, og besynderligt nok, var han heller ikke kommet af ren kedsomhed. For pokker om han gad bruge sin dyrebare fritid på at læse!

Nej, han var kommet på grund af én ting; En gnom. En af drengene fra hans årgang havde fortalt ham, at han havde hørt nogle professorer snakke om at der var en gnom løs på slottet, og at den lige nu befandt sig på biblioteket, hvor den bed alt og alle der kom i nærheden, og hvilken person ville Evan være, hvis han ikke lige tjekkede det ud? Det var jo ikke fordi han kunne dø af et enkelt, lille gnom-bid!
Så nu var han der, i ukendt farvande. Han vidste selvfølgelig godt hvor Den Forbudte Afdeling lå, da han havde forsøgt at snige sig derind med et par af hans kammerater på deres 4. år. Han stirrede rundt på de mange hylder og bøger, og var næsten nødt til at synke en klump, som havde sat sig fast i hans hals. Det overraskede ham altid, hvor stort stedet faktisk var.

Britten skulle jo starte fra en ende af, så han haltede ind imellem hylderne, til han fandt et sted, som han var overbevist om, ville være perfekte omgivelser for en vildfaren gnom, og lige da han havde tænkt den tanke, blev hans opmærksomhed vendt imod et sted på én af hylderne hvor bøgerne bevægede sig. Evans blå øjne stirrede fra stedet hvor bøgerne havde bevæget sig, til det lange bord, som stod tæt op til bogreolen. Der sad en pige of skrev, men hun ville sikkert ikke havde noget imod at Evan forstyrrede lidt. Der var jo andre elever på biblioteket som sad og snakkede og fniste. Evan gjorde hverken det ene, eller det andet! Derfor besluttede han sig for, at halte hen til bordet og sætte hænderne imod, hvorpå han trak sig selv op, for til sidst at rejse sig helt op, så drengen nu stod på bordet, med et grin der gik helt op til ørene.

Lyden af glas som ramte bordpladen, fik ham til at kigge til højre, for at opdage at han var kommet til at skubbe til pigens blækhus, som var væltet og nu havde farvet bordet sort.
”Whoops,” lød det fra ham, ganske forsigtigt. ”Erh, det må du undskylde. Her, nu skal jeg hjælpe!” Han satte sig på hug, stadig oven på bordet, hvor han fandt et lille lommetørklæde frem, for at begynde et halvhjertet forsøg på at tørre det sorte blæk op. Der gik ikke engang et sekund, så var det, ellers, hvide lommetørklæde farvet sort, og det samme med drengens fingre. Et lille grynt kunne høres fra ham, idet han sagtens kunne se det sjove i det.

[Luana Lethbridge]

Det var ikke mærkeligt at finde Lu på biblioteket. Faktisk var det mere mærkeligt, hvis hun nu ikke havde været der. Hvis hun havde været udenfor eller spildt tiden i Opholdsstuen eller sådan noget; det gjorde hun bare ikke. Nej, biblioteket. Der kom hun hver dag, uden undtagelse. Lige så meget for at lave sine lektier, som for sin egen fornøjelses skyld. Lu elskede at skrive. Og hun brugte tid på det så ofte, hun kunne finde rum til det, side op og side ned. Efterhånden havde hun fyldt et betragteligt antal pergamentruller med sin lille, tætte håndskrift. En fin håndskrift, der naturligvis kom sig af de mange timer, hun havde siddet med en fjerpen i hånden, hvor skriften langsomt var blevet forfinet. Hun havde et utrolig stort forbrug af blæk.
I dag var selvfølgelig heller ikke nogen undtagelse. Hun var gået derned efter de sidste lektioner var slut, så hendes skoletaske stod ved siden af, op af det ene bordben. De lyse krøller faldt tilfældigt ind foran hendes ansigt, mens hun skrev, og der var ingen tvivl om, at den krumbøjede stilling på ingen måde var god for hendes ryg, men det skænkede hun selvfølgelig ikke en tanke. Hun blev forstyrret, da der kom en eller anden hen til bordet og løftede blikket, men uden at ændre sit ansigtsudtryk det mindste. En eller anden gut… Kunne det passe, hun havde set ham i Opholdsstuen på et tidspunkt? Eller, nej vent… Var han ikke Anfører for Quidditchholdet? Lu var ikke sikker, men for øjeblikket spekulerede hun også som en gal over, hvad i alverden, han havde gang i, selvom det ikke var til at se på hende. Hun stirrede på ham et langt øjeblik, mens han kravlede op på bordet, før hun hurtigt vendte opmærksomheden imod sine papirer igen. Det angik ikke hende, hvad han lavede. Altså, indtil han væltede hendes blækhus. Lu strøg op fra sin stol nærmest inden, blækhuset havde ramt bordet, fordi hun ikke var interesseret i at det skulle løbe ud over bordpladen og ned på hendes tøj.
”Klovn.” bebrejdede hun ham tonløst med endnu et blik på ham, før hun rejste blækhuset op og forsigtigt begyndte at sortere de pergamenter fra, som ikke var blevet stænket til.

[Evan Riley]

Drengen satte sig ned, med benene hængende ud fra bordkanten, stadig smilende, også selvom pigen, hvis papirer han havde sølet til, lige havde kaldt ham en klovn. På et eller andet punkt havde hun jo fuldkommen ret, hvilket også var grunden til at han ikke sagde noget til det. Han satte hænderne mod kanten af bordpladen og skubbede sig fremad, for at lande på gulvet. Hans fingre lavede sorte mærker på bordet, hvilket fik at til at søge rundt, for at finde noget han kunne tørre dem af i. Han nåede frem til, at hans kappe var den bedste løsning, og tørrede så det værste af. Hans kappe var jo alligevel sort, så man kunne ikke se det så tydeligt.
”Jeg håber ikke at det var noget vigtigt.” Han vidste at der var mange elever, som brugte tid på Biblioteket, for at få fred og ro til at lave lektier. Godt nok gjorde han det ikke selv, men han vidste hvor surt det var at have siddet i lang tid og lavet noget vigtigt, for så at nogen kom og spolerede det. Han bandede indvendigt af alle de folk som havde ødelagt de fantastiske snemænd han havde lavet hen af årene.

Han tog fat i nogle af de pergamenter som ikke havde lidt så meget, og han prøvede at læse hvad der stod, men teksten var en smule for kompliceret for hans hoved. Det lignede bare en masse bølger og kruseduller. I forhold til hans egen skrift, kunne man godt se at hun var vant til at skrive, da hans lignede noget et børnehavebarn kunne finde på at lave.
Evan lod sine øjne falde på pigen, og hans øjenbryn faldt hen i et undrende udtryk. Hvor gammel var det lige hun var? Nu var han jo ikke så helt forfærdeligt høj selv, hvilket gjorde det svært for ham at bedømme andres alder, og nu hvor han sådan set havde set hendes fine skrift blev han endnu mere i tvivl. Han havde ikke set hende i klassen, hvilket gjorde det umuligt fir hende at være en 6. års elev. Måske var hun en 5. års? Piger havde jo sådan set også en pænere håndskrift end drenge. Endeligt nåede hans blå øjne symbolet på hendes kappe, og han smilede idet han pegede på det. ”Hey! En Puffer!” Han skubbede sit bryst en smule frem, for at vise sit eget symbol.

”Sjovt at jeg ikke har set dig før!” Det undrede ham faktisk ikke det mindste, at han ikke havde set hende før. Han var ikke den mest opmærksomme person, så ansigter og navne var dømt til at forsvinde hen af vejen, dette vidste han godt, og han havde egentligt bare sagt det for at sige noget.

[Luana Lethbridge]

”Det var det.” konstaterede hun tonløst og fandt efter et sekunds overvejelse sin tryllestav frem fra tasken, hvorefter hun begyndte at prikke til blækklatterne for at få dem til at forsvinde. Vigtigt og vigtigt. Det var vel relativt. Det var ikke lektier. Lu var ikke kun på biblioteket for at lave lektier. Hun var der også for sin egen skyld, fordi hun elskede at skrive, og hun kunne gøre det i flere timer uden at få krampe i fingrene. Hun skævede op til ham, da han med ét udbrød, at hun var en puffer, og lod et kort øjeblik blikket hvile på Hufflepuff-symbolet på hans kappebeklædte bryst, før hun så ned igen og fortsatte med at fjerne blækklatter fra papirerne.
”Ja.” bekræftede hun lavmælt og måtte stryge håret om bag øret, fordi det blev ved med at falde ind foran hendes ansigt. De pergamenter, der var sølet mest til, var hun nok nødt til at skrive om, troede hun. Spild af værdifuld tid, tid, hun kunne have brugt på at skrive mere, hvis ikke én havde besluttet at vælte hendes blækhus. Lu samlede de fortabte papirer op og kastede dem i den nærmeste skraldespand, før hun i stedet rettede staven umotiveret og uforvarende mod drengen. ”Tergeo.” mumlede hun lavt, og efterlod ham dermed med helt rene fingre igen. ”Og du er Anfører for Quidditchholdet.” Det var halvvejs et spørgsmål, halvvejs en konstatering. Lu var ikke særlig meget i tvivl i hvert fald, for selvom quidditch ikke fyldte det mindste i hendes hverdag, så dukkede hun da op til kampene alligevel for at vise sin støtte til kollegiet. Hun brød sig ikke om koste. Og hun var heller ikke særlig god til dét med koste. Skulle hun op at flyve, foretrak hun langt hellere, at det var på ryggen af en thestral eller abraxanhest. ”De plejer at have for travlt til at se særlig langt udover deres egen næsetip.” Det var på ingen måde ment som en fornærmelse, selvom det godt kunne lyde sådan. Nej, det var simpelthen bare en bemærkning møntet på at skulle forklare, hvorfor han ikke genkendte hende. Som sagt interesserede Lu sig ikke vanvittigt for quidditch, men hendes erfaringer sagde, at anførere var den slags quidditchfanatikere, som ikke havde andet i hovedet end, hvornår næste kamp skulle finde sted, og hvilket taktik de mon skulle bruge dér. Indrømmet. Lu var af den opfattelse, at quidditchspillere i hvert fald ikke hørte til de dybeste tallerkner i skabet, men de kom jo også kun sjældent på biblioteket, så hun havde faktisk ikke haft mange muligheder for at lære dem at kende nok til, at hun ville ændre mening.