Måske alligevel ikke spild af tid?

[Deleted]

Flo nikkede let, det var da rart at vide at hans elever lærte noget af hendes bøger, ikke fordi det var derfor hun havde skrevet dem for det var det ikke. Det var vel hendes måde at kommunikere med omverden, et lille råb om hjælp som dog igen rigtig forstod, men det var rart for hende at kunne tømme sit sind og lade ordne flyde uden at de skulle siges højt. Hun var trods alt en usikker kvinde, som alt i alt havde brug for kærlighed og opmærksomhed, at blive skubbet ud af hendes komfortzone og opleve nye ting, snakke med mange flere folk. Men alt dette ville kun kunne ske, hvis hun fandt en mand som kunne åbne hende mere op, en som hun rent faktisk kunne snakke om sin baggrund med, for inderst inde havde hun brug for at fortælle det nogle, at kunne forarbejde det på en anden måde end i sit roede sind. En tanke slog hende, tænk hvis denne mand, var den mand hun havde længdes efter i så mange år, tænkt hvis han kunne elske hende og komme tæt på hende, men disse tanker var mere håb og ikke noget hun troede på for hvorfor skulle han få følelser for en kvinde som hende. Hun skubbede de nedgørenede tanker væk, for så at tage en tår af teen før hun vendte opmærksomheden imod ham, endnu engang og sendte et blidt smil til ham. Han var sørme en flot mand, konstaterede hun endnu engang, men hvordan skulle hun dog få chance for at komme tæt på ham, men mere nåde hun ikke rigtigt at tænke for koppen væltede da hun satte den ned. Væsken flød over bordet og ramte ham, hun så usikkert på ham, hvorefter hun rystede på hoved" undskyld, det var slet ikke mening" sagde hun lidt desparart, før hun fandt et lommetørklæde frem fra hendes taske, hvorefter hun rejste sig op og gik hen til ham, hvorefter hun forsigtigt prøvede at fjerne væsken fra hans tøj. Hendes ansigt var en smule rødt af flovhed, især fordi hun nu rørte ham og ikke var van til at være så tæt på en fyr, hun lagde lommetørklæde foran ham før hun satte sig ned" det er nok bedre du selv ordneren det"sagde hun lidt flovt, imens hun så på ham og prøvede at sende et forsigtigt smil. Inderst inde håbe hun på at han tog det pænt, men det havde jo været et uheld og det var tydeligt, så forhåbentligt kunne han tilgive hende. Hun rette let på sit hår,  lyttede til hans ord" det lyder interessant, og heste er meget smukke dyr" sagde hun blidt, for at prøve at få en samtale igang igen. Efter hendes uheld følte hun sig ærligtalt en smule fortabt, chancen for at få ham til at kunne lide hende syntes hun selv var forduftet fuldkommen" jeg laver ikke så mange spænende ting, jeg skriver rigtig meget og læser en hel del, og min barndom er langt fra noget at råbe hurra for"sagde hun let, og kiggede en anelse ned, men tvang sig så til at møde hans blik. Hendes øjne strålede af følelser. Hendes navn var så kort, at hun aldrig rigtig havde haft brug for kælenavne, selvom hun faktisk ville ønske at der bare var en som ville finde på et til hende.