Oh happy days

[Isiah Jared Marsters]

Isiah rystede lidt på hovedet, "nej heller ikke jeg," indrømmede han. Han lo lidt over at Athene og hendes svirgerinde mindede om hinanden på det punkt, "kvinder, altid så betænksomme." Jokede han igen, skønt han heller ikke var helt sikker på at han selv ville kunne forlade selvskabet bare for at vende tilbage med uldret hår og skævtsiddende tøj. Isiah morede sig lidt over det drømmende smil manden havde fundet frem, det lod til at han stadigvæk var lige så forelsket i sin kone som dengang, og Isiah misundede ham det lidt. Den form for forelskelse havde han aldrig følt, og det var på trods af at han faktisk allerede var gift med den smukke Sage. Udseenet var dog det eneste smukke ved den kvinde det var da helt sikkert. Det havde været praktisk at gifte sig med hende dengang, de var begge i Dødsgarden, men der havde bestemt ikke været kærlighed mellem dem, og nu anede han ikke engang om hun var i live, for det ville da ikke undre Isiah om Theodore havde slået hende ihjel efter Isiah flygtede. Det mest skræmmende var nok at Isiah var ligeglad, hun måtte hellere end gerne være død og begravet, og hvis ikke, ville der være en stor chance for at hun ønskede det samme om ham. Isiah hev sig selv lidt ud af tankestrømmen da Joyce valgte at afslører at sangen var skrevet til Athene hvilket blot gjorde alt være. Han så lidt på den utålmodige lille pige, "Okay okay..." sukkede han og prøvede at ignorere tilskuerne. Han begyndte lidt forsigtigt at spille, til din store ærgelse kunne hna godt huske hvordan, lidt tøvende gav han sig til at synge teksten på sangen og kæmpede for ikke at rødme samtidig.

Right now I feel - just like a leaf on a breeze 

Who knows where it's blowin' 

Who knows where it's goin' 

I find myself somewhere I - I never thought I'd be 

Going round in circles 

Thinking about you and me 

How do I expalin it when I don't know what to say 

What do I do now - so much has changed 

Nothing I have ever known - has made me feel this way 

Nothing I have ever seen - has made me want to stay 

but here I am - ready for you 

I'm turnin', I'm fallin' - I hear my home callin' 

hey - I've never felt somethin's so strong - oh no 

I'ts like nothing I've ever known 

Now you're the one I'm looking for 

You're the one I need 

You're the one that gives me - a reason to believe 

Following a star - has lead to where you are 

It feels so stong now - this can't be wrong now

Nothing I have ever known - has made me feel this way
Nothing I have ever seen - has made me want to stay
but here I am - ready for you
I'm turnin', I'm fallin' - I hear my home callin'
Hey - I've never felt somethin's so strong - oh no
I'ts like nothing I've ever known

// OOG sangen tilhører Bryan Adams og hedder "Nothing I've ever known"

[Deleted]

Alle stimlede sammen rundt om Isiah men Joyce blev siddende lige overfor så hun kunne se hvad han lavede. Det var så sødt at han havde skrevet en sang til Athene! Da han endelig begyndte at spille begyndte hun at rokke en smule frem og tilbage overhovedet ikke i takt, men bare for at vise for ham at hun altså synes det var en god sang!
De voksne opfattede lidt mere. Hendes mor havde taget fat om sin anden datter og stod med et smil der nærmest ikke kunne være i hovedet. Langsomt begyndte hendes øjne også at blive lidt våde i ren og skær glæde. "Jeg er så lykkelig for at hun har fundet en god mand," hviskede hun undskyldende til sin egen mand der stod ved siden af og forsøgte at klappe hende lidt trøstende på ryggen, De søde toner fyldte haven, og skabte en komplet stilhed.
Athene kunne godt lide høre inde fra køkkenet at der foregik et eller andet. "Det lader til at der er musik.. kom lad os se," hendes svigerinde tog et par af skålene med diverse salater og gjorde tegn til at hun skulle følge med. Athene tøvede lidt, for hun havde en idé om hvem der havde sat sig ved guitaren, men kunne han spille? Årh hul i det! Hun greb de resterende skåle og bevægede sig langsomt ud af mod den lille flok der alle stod samlet om et eller andet. Hun satte skålene fra sig på bordet og listede lidt forsigtigt tættere på. De søde toner og den rørende tekst, fik hende til at synke en klump lidt, særligt da hendes mor lagde en arm om hendes ryg for at fører hende ind i ciklen så hun kunne få frit udsyn. "HVor er det smukt at han har skrevet en sang til dig! Hold fast i ham kære," bad hendes mor og tørrede en tårer væk. Hun så nærmest forfærdet på Isiah. Havde han bildt dem ind at sangen var til hende? Var den det? Nej... han havde altid hadet hende og nu gjorde han bare livet endnu mere surt for hende, alligevel kunne hun ikke undgå at stå og lytte.

[Isiah Jared Marsters]

Isiah gjorde et stort nummer ud af at holde blikket rettet mod sine hænder og gurtaren. Han kunne slet ikke huske hvornår han sidst havde været så forlegen! Dette her var jo slet ikke meningen, han ville bare have spillet for Joyce og nu stod hele familien pludselig omkring ham som var han en ny turristatraktion. Det værste kom dog da han ud af øjenkrogen opfattede at Athene sluttede sig til kredsen, han vovede forsigtigt at kigge op, bare lige i håb om at han tog fejl, men nej, gange rigtigt stod Athene nu også og lyttede med, en svag rødmen væltede op i hans elles blege ansigt, han sendte hende et næsten genert smil og så så tilbage på sine hænder. Tænk engang han var vandt til at snakke foran store forsamlinger, det havde han både gjort i Dødsgarden, han havde gjort det dengang som professor og også som rektor og alligevel formåede han at blive forlegen over dette. Som han afsluttede sangen, skyndte han sig at give guitaren tilbage til Joyce inden han blev bedt om at give ekstranummer. "Og nu er jeg godt nok sulten, er der nogen der holder øje med maden?" Dette var udelukkende for at få fjernet opmærksomheden fra sig selv. Han smilede lidt til Athenes mor og rejste sig op, hun var helt ødelagt, hvilket blot gjorde ham endnu mere forlegen. Han så flygtigt på Athene, men kunne ikke helt holde øjenkontakten uden at rødme en smule. Det var bestemt ikke meningen at hun skulle have hørt det. Pludselig følte han sig som en lille skoledreng der havde sendt sit første kærestebrev til en pige som nu stod foran ham. 

[Deleted]

Alle familiens medlemmer stod mere eller mindre tryllebundet af den søde sang. Selv Athene måtte erkende at hendes hjerte pludselig begyndte at banke hurtigere og hun hadede tanken lidt, det var jo slet ikke meningen! Den sang var slet ikke til hende, det var bare et eller andet åndssvagt han havde bildt dem ind for at gøre livet mere surt for hende, for de elskede ham allerede. I det lange øjeblik det varede, stod hun selv og opdagede ikke at hun ligesom de andre bare nød og lytte til tonerne, frem til han til sidst stoppede. Hunn mødte hans blik og følte pludselig hendes kinder brænde en smule, det virkede så.. reelt på så mange punkter og hun vidste allerede at det var én stor løgn. De lå lidt af hans ord og delte sig lidt for at se til maden igen men det var som om de var forsvundet lidt for hende, det eneste hun kunne se var Isiah. Hendes mor rev hende lidt ud af den verden ved at tage lidt fat om hende. " Efter alle de år min skat.. har du virkelig fundet en mand der elsker elsker og forguder dig, jeg er så glad på jeres vegne" hun kyssede hendes kind før hun gik ind i køkkenet. "Tak mor.. du skulle bare vide," hun sukkede og slog blikket næsten sørgmodigt ned. Sandheden var at Isiah hadede hende, han ville bare have sin morskab, det eneste var en løgn, og hun var stadig alene.

[Isiah Jared Marsters]

Isiah åndede lidt lettet op da de atter begyndte at fordele sig for at se til maden og hvad de nu ellers havde lavet før de var blevet kaldt over. Da deres blik kortvarrigt mødtes måtte han næsten omgående kigge i den anden retning, mest fordi han ikke var helt vil med tanken om at hun faktisk havde hørt sangen. Han hørte godt hvad hendes mor sagde til hende og han mærkede et strejf af dårlig samvittighed. Dette her var jo kun en løgn, eller hans følelser for hende var sådan set rigtige nok...han hadede hende kun fordi at han ikke fortjente hende og det var lettere at hade hende end at have følelser for hende der ikke var gengældt. Som hendes mor gik sukkede han dybt, "okay det er nok noget af det mest pinlige jeg nogensinde har prøvet," Sagde han og slog lidt ud med hånden, "det var ikke meningen at nogen som helst skulle have hørt det udover Joyce. Mind mig lige om at give din bror en over nakken for den dér." Han stillede sig ved siden af Athene og så pludselig det lidt sørgmodige blik, langsomt lod han en hånd glide ned over hendes kind og under hendes hage for at løfte hendes blik op til hans. "Er du okay?" Hans stemme var på ingen måder hånlig, nærmere bekymret, og det irriterede ham lidt.

[Deleted]

Athene glemte helt at forsvinde i mængden med de andre, det havde ellers været hendes plan før Isiah fik mulighed for at henvende sig til hende. Hun rystede på hovedet og kom lidt til sig selv ved lyden af hans bekymrede stemme. "Hvad havde du forventet?" spurgte hun lidt sigende og gned sin arm. Det var en ret underlig følelse. Hendes blik endte i hans da han blidt strøg hendes kind og hage. Hun lukkede øjnene og nød hans berøringer et øjeblik inden hun bare rystede på hovedet. "Skal jeg være ærlig, så nej," svarede hun dæmpet og lod blikket glide omkring. Failien hyggede sig. Hendes svoger og far ordnede grillen, hendes bror stod og strøg lidt diskret sin kone over lænden og det var tydeligt hvor hengiven han var til hende, hun misundte dem.. sin egen bror. "De forguder dig Isiah.. de tror virkelig at du og jeg skal leve resten af vores dage sammen," hun sank en klump og slog blikket ned. Det gjorde ondt på hende at lyve for dem, men ikke ligeså ondt som at vide at hun faktisk langsomt begyndte at blive glad for Isiah og at han kun udnyttede hende til egen morskab. Hun var nødt til at stoppe det, men det var svært når det... føltes oprigtigt det halve af tiden.

[Isiah Jared Marsters]

Han rystede en smule på hovdet "at folk var optaget af alt muligt andet?" Sagde han lidt tøvende, hvor skulle han vide fra at alle ville komme rendende? Det havde bestemt ikke været en del af planen! Han så lidt trist på hende som hun indrømmede at hun ikke var okay, han forstod hende nu godt. Alt dette her var simpelthen ved at gå over gevind, men han ønskede virkelig ikke at stoppe, han nød for meget at være tæt på hende på denne måde, også selvom hun aldrig kunne få det at vide. Han sukkede let over hendes ord. "Jaah...men indtil du har noget bedre, betyder det så noget?" Det var nok verdens dummeste spørgsmål, han trak hende lidt ind til sig skønt han vidste at familien ikke skænkede dem nogen blikke lige nu. "Jeg mener, så slemt er det her da ikke, er det?" Kors hvor han dog hadede sig selv for at være på denne måde, men han ville bare ikke havde det til at slutte. Hun kunne sagtens afslutte det her hvis hun virkelig ville, men hun gjorde det ikke, nok mest fordi hun ikke ville tabe ansigt foran dem allesammen, men en del af ham håbede naturligvis også på at det avr fordi bare en lille del af hende nød det, som han gjorde.

[Deleted]

Hendes skuldre sank opgivende et øjeblik. "Jeg troede du havde luret min familie. Hvis der er underholdning så står de der," mumlede hun lidt opgivende. Hun slog blikket ned og strøg frustreret en hånd gennem sit blonde hår og følte en under lyst til at løbe ned over sletterne, komme væk fra alle de løgne. Pludselig var der ren familieidyl, hendes familie respekterede hende på en anden måde end de nogensinde havde gjort, og det var alt sammen bare et uheldigt skuespil. Hun så op på ham med et lidt strengt blik. "Det er en stor løgn, Isiah, desuden så er der ikke vildt stor sandsynlighed for at jeg finder en ny mand inden for de næste 9 måneder, hvor mine forældre forventer et bryllup mellem dig og mig," hun tog en dyb indånding og lod ham af en eller anden grund trække hende ind til sig. Egentlig lagde hun hænderne på hans bryst for at skubbe ham væk, men i stedet lænede hun sig lidt ind mod ham uden egentlig at vide hvorfor, det var slet ikke nødvendigt. "Nej det er problemet. Hvis det her havde været ægte, så kunne jeg ikke ønske noget bedre, men det er det jo ikke," påpegede hun med et tungt suk. Han hadede hende.. "Jeg synes du er et arrogant fjols og du synes jeg er et sølle mudderpjok, og se os lige," hun hævede langsomt blikket til hans.

[Isiah Jared Marsters]

"Næste gang må du gerne komme med advarslen inden jeg begynder på den slags," sagde han sigende som om at det hele bundede i at hun ikke havde advaret ham om at han ikke kunne tage en guitar og begynde at spille uden familien ville stå omkring ham. Han så lidt eftertænksom ud, "hvilket leder os tilbage til om du vil holde brylluppet her i haven eller er du mere en kirke-pige?" Han vidste godt at hun nok ville hade ham for ikke at tage det mere seriøst, men den mere skræmmende del var at han næsten var klar til at få igennem med det hele. Det glædede ham dog alligevel at hun ikke skubbede ham væk skønt han i et kort øjeblik havde troet at det var det hendes intention havde været. "Så hvis det havde været ægte ville du ikke have haft noget imod at være forlovet med mig?" Spurgte han med hævede bryn, det chokerede ham faktiks en smule at høre hende sige det. "Altså jeg har da ikke beklaget mig endnu...lige bortset fra i morges, men det var en uheldig situation for os begge," sagde han med et skævt smil og trak hende lidt tættere ind til sig.

[Deleted]

Athene rynkede på panden. "Som om det var min skyld.Og hvad var det for noget med at fortælle at sangen var til mig?" spurgte hun lidt tvært. Hun ville have elsket at nogen havde skrevet en sang til hende, og den havde været fantastisk, men hvorfor skulle han hele tiden smørre så tykt på? Den manglende form for seriøsitet fik hende til at sukke opgivende og rive sig lidt løs af hans greb. "Vi skal ikke giftes Isiah.. men når det er sagt så er jeg mere en have-pige," hun sendte ham et lidt skævt smil før hun igen rystede på hovedet. Hun gned sin arm lidt forsigtigt. "Hvis det her ikke havde været et skuespil så nej, du har respekteret mig de sidste par dage, guderne må vide at jeg ikke aner hvorfor, men det har været rart, jeg er mere end en mudderblod," hun sendte ham et lidt sigende blik før hun lagde armene omkring sig. Maden var færdig men hun var ikke sulten.. faktisk ville hun hellere gå en tur nede ved vandet og kunne ikke lade være med at spejde længselsfuldt efter det. "Du har ikke beklaget dig fordi det her er din egen perverse, lille fest. Den stopper før eller siden," påpegede hun bare.

[Isiah Jared Marsters]

Han så på hende med et lidt provokernede smil, "du kunne stadigvæk godt have advaret mig," sagde han blot og morede sig tydeligvis. Dog forsvandt det dumme grin lige med det samme da hun spurgte ind til det med sangen, han blev pludselig underlig nervøs, "det var bare...du ved...for skuespillet..." han var virkelig en elendig løgner når det kom til hende. Alle andre kunne han lybe for så let som ingenting, men ikke hende, ikke rigtigt. Han gengældte smilet og nikkede så, "godt...det er jeg nemlig også....altså lige bortset fra kønsrollen." Han blinkede og smielde skævt til hende. At vide at hun faktisk godt kunne lide at bruge tid sammen med ham når han opførte sig civiliseret overfor hende fik han hjerte til at slå en smule hurtigere, hvilket var tåbeligt, det kunne jo aldrig ske. "Jeg har faktisk også nydt det," indrømmede han inden han kunne nå at fange sine egne ord. Okay det var virkelig akavet, for at undgå at skulle skabe øjenkontakt fulgte han blot hendes blik ned mod stranden. "Måske...men så fortrækker jeg siden," sagde han og tog impulsivt fast om hendes ene hånd, "Kom.." sagde han blot og trak hende med sig ned mod vandet skønt maden nok var færdig ganske snart, han ville bare gerne være lidt alene med hende uden at skulle spille komedie.

[Deleted]

"Næh nej mester, den var du selv skyld i," fastholdt hun stædigt. Det kom ikke rigtigt bag på hende at det med sangen var en del af løgnen, men hun mærkede alligevel et stik af skuffelse. Selvom han var elendig til at lyve opfattede hun det ikke rigtigt. "Var det virkelig nødvendigt? Min mor kunne spise dig, Isiah, nyder du virkelig at gøre det så svært for mig?" spurgte hun og lagde lidt opgivende hovedet på skrå. Svaret kendte hun sådan set allerede, han satte en dyd i at gøre livet svært for hende. Hun rynkede på panden. "Det havde været godt hvis der kom et bryllup," gentog hun uden helt at vide hvorfor han blev ved med at snakke som om de faktisk skulle giftes. "Hold nu op, det eneste du har nydt er at gøre det svært for mig," hun så væk.. ud over havet et sted bag ham og overvejede hvor meget af det der var sket de sidste par dage, faktisk havde været ægte.. okay til morgen var der virkelig slået gnister, men det var vel bare let for ham. "Du opfører dig mærkelig.. vent hvad? jamen maden!" forsøgte hun og så sig kort over skulderen, men hun protesterede ikke meget over at han trak hende med væk.. hendes forældre var ikke helt enige og begyndte at kalde på dem, hvilket bare fik hende til at småløbe lidt for at komme væk fra dem.

[Isiah Jared Marsters]

Han slog lidt ud med hånden, "pfff hvornår lærer du at det aldrig er min skyld?" Sagde han jokende, "Som jeg sagde så var det ikke meningen at din mor skulle have hørt det, desuden var det Joyce der fortalte din mor at sangen var til dig, ikke mig. Og jeg som troede at Joyce kunne holde en hemmelighed.." Da det gik op for ham at han havde sagt det sidste højt, mærkede han en mild rødmen. Han rømmede sig en smule, "sandt, men det er da meget godt at vide." Sagde han med en lidt eftertænksom mine. Han rystede opgivende på hovedet af hende, "du er simpelthen så snæversynet ved du godt det? Jeg har faktisk andre ting at tage mig til end at gøre livet surt for dig," påpegede han skønt hans blotte tilstedeværelse sagde det modsatte. Han ignorerede hendes milde protest og trak hende med, han hørte godt at hendes forældre kalde og overvejede kort om de skulle vende om, men så blev han overhalet af Athene der begyndte at småløbe, han kunne ikke lade være med at grine en smule for sig selv som han lod sig trække med i løb. Han stoppede ikke før de nåede stranden hvor de ikke længere kunne høre forældrenes forgæves kalden.

[Deleted]

"Du vil blive forbavset over hvor meget er din skyld," svarede hun med et lidt kækt glimt i øjet. Hvorfor fungerede de pludselig så godt sammen? De sidste.. ja faktisk siden de var startet i skole, havde de hadet hinanden som pesten. Athene opfattede ikke rigtigt at han faktisk stod og afslørede sig selv. "Hun er et barn og hun er ivrig. Det var virkelig dumt gjort, de tror jo at vi er forelskede nu, særligt med den sang der. Vi er virkelig på dybt vand," konkluderede hun og rystede lidt på hovedet. Hendes forældres kalden døde langsomt ud da de nærmede sig stranden. Sandalerne vægtede lidt tungt i de små sandkorn, så hun skubbede den af uden at slippe hans hånd og lod dem bare ligge. Der kom aldrig nogle her alligevel. Den blide brise tog lidt fat i hendes lokker og dansede så livligt foran at hun ikke kunne se mellem dem. "Er jeg snæversynet? Undskyld mig, men for en måned siden stod du og kaldte mig mudderblod på biblioteket og kunne have kværket mig, og jeg ved godt at du kom her så jeg rigtig kunne smage ydmygelsen.. jeg forstår bare ikke hvorfor du er blevet, for jeg troede faktisk at du havde bedre at give dig til," hun så ud over det rolige hav for derefter at skæve ned til deres hænder. Der var så meget i hele det her foretagende som ikke gav mening.

[Isiah Jared Marsters]

"Tsh..nu overdriver du," Sagde han blot og rystede lidt på hovedet, skønt hun havde ret. Hun skulle bare vide hvor meget af hendes situation der faktisk var hans skyld. Da hun tilsyneladende var så forblændet af at sangen var et 'fupnummer' hørte hun slet ikke efter da han påpegede at den faktisk var ægte. Han gad dog ikke give hende flere chancer for at opfatte det, det havde jo været ydmygende nok i forvejen. "Jaa din mor elsker mig," konkluderede han lidt toneløst, men fandt så det kække smil frem igen, "jeg forstår hende dog godt! Hvad er der ikke at elske." Han slog lidt ud med den frie hånd og blinkede til hende. Han kommenterede ikke på at hun sparkede sendalerne af, men bed mærke i at hun endnu ikke havde sluppet hans hånd skønt de var langt ude af øjesyn fra familien. "Jeg kaldte dig da ikke mudderblod," protesterede han lidt mens han prøvede at erindre om det måske var sluppet over hans læber. Det var det nok, gamle vaner kunne være svære at slippe. Han var dog kommet over det stadie dengang han blev auror og han så ikke længere mugglere og mugglerfødte for at være laverstående. Men lige Athene kunne virkelig sætte hans pis i kog sommetider. "Ja jeg indrømmer gerne at jeg kom her, udelukkende fordi jeg nød tanken om at det ville gøre dig rasende, men det er ikke derfor jeg er blevet." Sagde han ærligt, "for ja jeg har faktisk andre ting at tage mig til, og jeg tør slet ikke tænke på hvor meget arbejde der ligger til mig når jeg kommer tilbage, men alle har vel lov til at holde en lille pause i ny og næ?" Han så lidt på hende.