Tidsfordriv

[Deleted]

Evan Riley og @ben
Rækkefølgen er: @sithmaith --> Evan Riley --> @ben

Marts. Vintervejret var heldigvis endelig på vej væk. Síthmaith havde været ved at blive sindssyg de sidste mange uger, føltes det som, af at være buret inde på Hogwarts på grund af storm og snevejr og alt muligt andet. Så nu, da det var blevet tilnærmelsesvist bedre, var Síthmaith selvfølgelig søgt udenfor. Der var nu ikke mange elever at se nede på den store gårdsplads, kun en enkelt eller to, der hastede igennem af og til. Hun stod oppe i klokketårnet og kiggede ned. Der var en smule læ, men ellers fes vinden jo nærmest lige igennem. I præcis 17 minutter, havde hun stået der. Normalt gik hun ikke særlig meget op i tid, men eftersom hun havde det store urværk bogstaveligt talt lige for næsen af sig, så var det ret svært at undgå at følge med.
Professorerne var allerede gået i eksamens-mode alle sammen. Sådan noget pjat. Der var stadig laaang tid til eksamen og Síthmaith orkede simpelthen ikke at gå i panik over det endnu. Bare hun fik fine karakterer i Forvandling og Forsvar mod Mørkets Kræfter, var hun tilfreds, for der var alligevel ikke rigtigt andet, hun var god til. Alt over Acceptabelt måtte jo også være spildt arbejde. Apropos, så havde hun da en opgave i Magiens Historie, der skulle laves færdig. U.G.L.-år og alt det, der var så meget at lave hele tiden. Men ikke lige nu.
Den friske luft herude var befriende efter at have været indenfor i lang tid. Hun støttede sig op ad gelænderet og lænede sig faretruende ud over, så hun kunne se ned for foden af klokketårnet. De røde lokker faldt irriterende ind foran hendes ansigt, så hun måtte stryge det utålmodigt om bag øret.

[Evan Riley]

Trapper, trapper, trapper. I alle sine år, var det det eneste, som Evan rigtig kunne tage sig tid til at brokke sig over. Med et skadet ben, var det ikke bet for den britiske dreng at bevæge sig rundt på slottet, da man skulle op af så mange trapper, bar for at gå til time. De kunne godt have installeret en elevator. Godt nok var slottet gammelt og fint, men de kunne da godt lige. Selvom han kunne bruge måneder på at udtrykke sit had for trapper, kunne han alligevel godt finde på noget værre, da han havde spottet en orange farveplet oppe i klokketårnet, og han kendte kun én person med sådan en manke.
Derfor havde han begivet sig op på den længere rejse, som Sith fik lov til at betale for senere, men lige nu havde han kun øje for én ting: Ballade.

Lige så snart Evan havde set hende, havde tanken faldet ham ind og fået ham til at smile skummelt, så selvfølgelig havde han skyndt sig så meget han kunne, op af de forbandede trapper, for at hilse pænt på sin bedste ven. Om hun så kunne lide det eller ej.
Han var noget op på det sidste trin, hans ben gjorde nas, men det skulle ikke ødelægge hans sjov. Han listede sig ind på hende, så godt han nu kunne, med sine kluntede bevægelser. Hun lænede sig ud over kanten, og lige i det samme ville hun kunne mærke et par arme rundt om hendes liv, som løftede hende et par centimeter op i luften.

”Pas på! Du falder ned!” Havde hans britiske stemme lydt, nok så hele Hogwarts havde hørt ham, efterfulgt af hans drengede latter.

[Deleted]

Miles sukke let, idet han rette kosten mod jorden, og fløj rolig ned for så at hoppe af. Siden han havde fået fri havde han været nede og træne på quidditch banen, men nu var han ved at være sulten og havde besluttet sig for at bevæge sig tilbage imod skolen. Hans nimbus 3000 hang over skulderen, han var nettop blevet udtaget til quidditch holdet for sit kollegium Pufferene og skulle derfor søger for at få trænet. Men det var intet problem, da han altid havde holdt meget af den sport, og har kunne flyve siden han var ganske lille, nu var han bare stolt af at komme på et hold, og endda som søger. Miles bevægede sig op imod skolen da han lage mærke til to skikkelser oppe ved klokketårnet som så velkendte ud, derfor besluttede han sig for at gå op og se hvem den mon var. Han snuppede dog først et æble i spisestuen før han begav sig op af alle de mange trapper. Miles smilede let da han endelig kom op af den sidste trappe, genkendte han de to skikkelser, hans søster og Evan deres ven. Miles smilede letter drilsk da han sneg sig tætter på hvorefter han sagde højt"hej søs og Evan " imens han let lage hoved på skrå og betragtede dem let " hvad laver i dog her oppe?"tilføj han lidt undrende og mistænksom. Han tog kosten af skulderen og holdt den roligt i hånden imens han så på dem begge, med et skævt smil på læben. Han så afventende på dem, imens han roligt begyndte at spise sit æble. 

[Deleted]

Síthmaith hørte hverken dit eller dat, for hun var alt for optaget i øjeblikket af at koncentrere sig om, hvor langt, hun mon kunne læne sig ud over gelænderet uden at få overbalance. Måske ikke det mest gennemtænkte foretagende, men hun skulle jo bare lige have tiden til at gå. Hun havde ikke lyst til at gå indenfor igen. Derfor gik det fuldstændig hendes næse forbi, at hun havde fået selskab oppe i klokketårnet, altså lige indtil hun mærkede et par arme om livet og blev blæst omkuld af Evans stemme nærmest lige ud for hendes øre. Først hvinede hun - ret tøset -, fordi hun måske troede, hun fik overbalance alligevel og greb fat i gelænderet med sine hænder, inden det gik op for hende, at det var Evan. Så gik hvinet hurtigt over i en lys latter.
”Evan! Det er ikke sjovt!” skældte hun grinende på sit pikante irsk og vred sig rundt, da hendes fødder rørte jorden igen, så hun kunne puffe ham let i brystet. ”Vi kunne være kommet til skade!” Det føltes stadig som om, hjertet sad oppe i halsen på hende på grund af forskrækkelsen, derfor gav det også et lille sæt i hende, da en tredje stemme pludselig blandede sig med deres, og hun fik øje på sin bror.
”Vi laver ikke noget!” udbrød hun straks, da hun registrerede hans mistænksomhed og lod hurtigt hænderne falde igen, eftersom de stadig havde været solidt plantet i brystet på Evan. ”Evan var bare ved at slå os begge to ihjel.” tilføjede hun tørt med et halvbebrejdende sideblik til ham, ude af stand til at opretholde en alvorlig mine.

[Evan Riley]

Evans karakteristiske grynte-grin slap et par gange ud, da den rødhårede hvinede og grinte næsten helt på samme tid. Han fik skæld ud, men det så ikke ud til at smilet på hans læber ville forsvinde lige med det samme. ”Årh, lad være, jeg havde da fat i dig!” Grinede han. Det var ikke første gang han havde forskrækket hende, på den måde. Det skete regelmæssigt, når han så hende i Storsalen, når hun sad på biblioteket. Det var faktisk begyndt at blive en vane, at de mødtes på dén måde, og Evan blev nok aldrig træt af at høre hende råbe sådan op.
Han gav slip på hende, lige da en velkendt stemme henvendte sig til dem begge, og med et lille drej med hovedet, kunne Evan konstatere at han han havde ret, det var sgu Miles! Han så smilende hen på ham, og grinede endnu engang, da Sith forklarede at han var ved at slå dem ihjel.

”Hey Miles! Du skal overhoved ikke høre på hvad hun siger, jeg tror at hun har drukket gammel græskarjuice!” Han hævede sin hånd, og lod sin pegefinger kører rundt i ring, ud foran sin tinding, som for at vise at hun var skør.
Den britiske dreng haltede hen og greb fat i Miles’ skulder og arm, for at få støtte, som en gammel mand med sin stok. Stokken var dog i dette tilfælde Miles, som var meget højere end en stok. ”Årh, min lille Søger-dreng, vidste du at alle de nye på holdet, skal give anføreren fodmassage?” Evan så kækt op på den højere dreng, med sit drillende smil og klappede ham en gang på skulderen.

[Deleted]

Miles tog en sidste bid af æblet, før han gik hen til kanten for så at kaste det så langt ud som overhovedet muligt. Derefter vendte han sig roligt om imod det to andre, og lod blikket vandre imellem dem, for så at stoppe ved sin søster, da hun snakkede til ham. Miles løftede let et øjenbryn og så tvivlsomt på hende " og det skulle jeg tro på søs?"spurgte han tvivlende, før han sendte et perlehvidt smil. Han kunne se på hende, at hun snart ville flække af grin, og hvorfor skulle han dræbe dem begge? det gav ikke nogen mening. Han lage armene over kors imens han så på dem begge igen, Evans ord fik ham dog til at udstøde et let grin "er det noget nyt?"svarede han kækt og sendt et drilsk smil til sin søster. Miles hævede et øjenbryn, da Evan kom humpende hen imod ham, for så at støtte sig til ham. Miles var helt klart højere ende Evan, ca. to hoveder højere og det syns han var ret så sjovt. Miles fnøs let af hans ord, og rode ham let i håret med sin frie hånd " du drømmer smukke" svarede han kækt" men vi kan træne sammen en dag" tilføj han dog venligt. Ha vendte igen blikket mod sin søster og lage hoved let på skrå " hmm skal vi ikke finde på noget og lave?"spurgte han så let, Miles havde det med at at kede sig hurtigt og der skulle helst ske noget, heletiden så han var underholdt. Han vendte dog blikket mod Evan igen " hvordan gik den der snak med læren i FMMK ?"spurgte han så lidt nysgerrig, Miles havde aldrig selv skulle sidde efter, men det skulle sikkert nok komme en skønne dag, han kunne huske at Evan var kommet for sent til sin time og læren var blevet  ret så sur. Han løsenet sig roligt en smule fra knægten, men støtte ham dog stadig. Han smilede lidt for sig selv, imens han lidt utålmodigt ventede på deres ord, måske de var friske på at lave et eller andet, om så det skulle være ballade, ville det være bedre en kedsomhed, som han lige nu følte og en mærkelig trang til at løbe sig en tur rundt et eller andet sted. Men ind til videre blev han stående, i håb om at de var friske, ellers ville han nok løbe sig en tur. Miles var typen som elskede at dyrke motion, at mærke musklerne knokle og forbedre sin kondi, som ellers allerede nu var i topform og et marathon ville ikke være noget problem.