Here, There and Everywhere

[Deleted]

Ja, det var i hvert fald synd at sige, at Levi havde været en artig dreng, der lavede sine ting, dengang han gik på skolen. Han havde jo været et stort, blodfanatisk svin, der var så fuld af selvmedlidenhed, at han ikke engang gad forsøge sig med at lave sine ting. Men han var jo alligevel blevet reddet ud af et, og hr. Riley forsøgte endda, så det var ikke helt håbløst, selvom det var sent i forløbet. Han nikkede derfor til drengen. "Ja. Jeg var en enormt, arrogant røvhul, da jeg gik i skole (for at sige det mildt) og jeg gad ikke engang forsøge mig med at lave mine ting. Så du må ikke tænke for lavt om dig selv." Det var jo så den vigtigste del af det hele. Eleverne gav ofte op, af hvad han selv havde oplevet, fordi de ikke havde troen på, at de kunne. Dette skyldtes ofte, at de bare skulle have sig et ekstra skub fremad og så kørte det ellers, men det nyttede ikke noget at tage selvtilliden fra dem på denne måde. Det kunne man selvfølgelig godt beskylde ham for at gøre i timerne til tider, men det var jo som sagt kun, når det selv satte sig for det. For de skulle jo på den anden side set også lære, at der var konsekvenser ved deres handlinger.
Levi var overbevist om, at dette ville kunne hjælpe ham. Om ikke det helt store, så ville det i hvert fald kunne få ham i den rigtige retning og hjælpe ham til at bestå sine eksamener. Det var mål, som Levi satte for øjeblikket. Han ville ikke satse så højt som til, at han skulle kunne få topkarakterer i alle fag, men med hans karaktergennemsnit for tiden, så ville det jo være en stor sejr, hvis han bare kunne forbedre sig nok til at bestå sine sidste to eksamener med okay karakterer. For det var han dog alligevel ikke i tvivl om var muligt. Han havde nemlig aldrig haft det indtryk, at drengen var dum, men bare doven. Så hvis dette ikke engang var tilfældet, så skulle det undre ham rigtig meget, hvis han ikke kunne hæves op til gode karakterer.
Han nikkede endnu engang til ham. Han var også lidt lettet over, at han åbenbart endelig havde fået blødgjort drengen en smule, så han ikke gik fuldstændig amok over det hele. At der ikke skulle yderligere overtalelse til at give ham hjælp, var jo også et godt tegn. Det betød jo, at han faktisk ønskede at gøre noget ved det, og hvis man bare havde lysten til det, så kunne det ikke være umuligt. Drengens formulering af spørgsmålet fik næsten Levi til at trække på smilebåndet, men så også kun næsten. "Du skal selvfølgelig have din fritid, ingen tvivl om det. Jeg tænker måske en eller to timer alt efter nødvendighed, nogle gange om ugen. Hvornår må du selv vælge, da det nødigt skal falde sammen med jeres quidditchtræning. Jeg har ingen faste dage, hvor jeg ikke har tid, så du kommer bare, når du mener, der er behov for det. Det stoler jeg på, at du selv vil kunne vurdere." De fik jo lektier for hver uge, så han havde forberet sig på, at det måtte være nogle gange om ugen. Han ville desuden gerne give ham chancen for selv at tage ansvar for det i begyndelsen, men hvis der aldrig skete noget sådan, så ville han selvfølgelig selv tage over der. Men det var nu alligevel rart selv at kunne kontrollere.

[Evan Riley]

Evan måtte blinke engang med øjnene da Wolf fortalte hvordan han selv havde været, dengang han var yngre. Det var mest ordvalget der havde overrasket ham. Et røvhul ligefrem? Han kom med et kort grynte-grin og måtte tage hånden op foran munden, da han jo egentligt gerne ville høre hvad Professoren sagde. Hans grin blev reduceret til et lalleglad smil, og han følte en pludselig kontakt til sin professor, som han i hvert fald ikke havde før. ”Professor? De er rimelig sej, alligevel,” grinte han, og undlod at kommenterer dét med at tænke lavt om sig selv. Ikke fordi det var noget han tit gjorde, da han jo egentligt var ret sikker på sig selv, det var kun lige dét med at spørge om hjælp og dét med at han egentligt ikke brød sig om at folk vidste hvor dum han egentligt var til alt det faglige. Gad vide om Wolf egentlig vidste hvad det lige præcis var, som han havde meldt sig til?

Det skuffede faktisk drengen en smule, at den ældre ikke havde nogen yderligere reaktion på spørgsmålet med den seksuelle undertone. Havde han ikke forstået den? Ikke fordi Evan ønskede en voldsom reaktion, bare et lille smil, eller måske en form for forlegenhed… I hvert fald noget, som var bedre end ingenting! Han gjorde det til et lille, personligt mål at få Professoren til at vise mere følelse… Eller i det mindste bare få ham til at grine.
Drengen stirrede undrende på manden i et kort sekund, før hans tanker fik ham til at stirre ud den tomme luft i stedet. Stolede han virkelig så meget på Evan? Oh, Merlin. Han fik forfærdelig følelse i maven af den tanke. Han følte sig en smule i tvivl, om han overhoved kunne håndterer sådan et ansvar, men han havde det også som om at han havde et umættelig behov for, at gøre Professoren stolt, hvilket hurtigt fik overtaget den forfærdelige følelse. Eller gjorde den? Hans øjne faldt på Wolf igen. Jo, jo det gjorde den. ”Kan du i morgen, efter sidste lektion?” Han smilede lidt akavet til den ældre, idet ordene slap ud af hans mund. Han følte lidt at han blev nødt til at aftale noget med det samme, for ikke at komme til at ’glemme det’, som han var rimelig god til.

En vigtig detalje faldt ham pludselig ind og han trak en stol ud fra et bord, for at sætte sig, da hans ben var begyndt at gøre ondt. ”Hvor skal jeg egentligt møde?” Spurgte han og lod sin arm hvile på bordet, hvor en elev havde glemt sine noter fra dagens time. ”Hvis vi skal lave noget… fysisk, skal der vel være plads?” Han besluttede sig for, at blive ved med de små, frække undertoner, også selvom han selv blev pinligt berørt af det. Han ville se hvor langt han kunne gå, før manden lagde mærke til noget, nu hvor det ikke så ud til at han forstod sådan noget.

[Deleted]

Sådan. Isen var brudt. På en måde i hvert fald. Drengen virkede i hvert fald ikke ligeså modvillig overfor ham lige nu, som han havde gjort i starten. Om det var fordi han kunne relatere en smule mere til ham, eller hvad det end var, så var de i hvert fald ikke helt fremmede for hinanden længere. Også selvom hr. Riley ikke var ligeså slem som Levi selv havde været, dengang han var yngre, så vidst han selv havde fået indtryk af. Den medlidenhed Levi dengang havde haft for sig selv, havde oversteget alt andet og gjort ham enormt arrogant, og han havde haft den tåbelige idé om, at han kunne tillade sig alt, hvad han ville. Ikke noget professorene havde syntes det mindste om. Han var desuden fra en velhaven familie, der gennem mange generationer havde været store politikere, indtil folk blev mere fornuftige med hensyn til folks blodstatus, og de blev jaget i skjul, hvor de heldigvis endnu var. Levi var jo også den eneste, der bar navnet 'Wolf', der ikke sad i Azkaban, og sådan skulle det meget gerne blive. Hans eneste besvarelse af drengens konstatering var at kaste let med hovedet. Han havde nu aldrig selv sejt sig selv som 'sej' heller ikke dengang. Dengang havde han bare manglet opmærksomhed fra sine forældre og fik det ved at være en nar over for andre i stedet, det indrømmede han gerne i dag.
Han nikkede til drengens spørgsmål. "Sagtens," sagde han. Det var jo ikke fordi, han havde meget andet at give sig til. Han skulle hurtigt hjem og tage sig af hestene, men det var jo ikke vintertid længere, det var der rigeligt med tid til. Det eneste han ellers skulle var at kigge til stormhateliksiren, som han var ved at brygge. Det ville jo være katastrofalt, hvis den ikke blev lavet korrekt. Selvfølgelig havde han endnu et stort lager for en sikkerheds skyld, men det skadede aldrig at være på den sikre side. Specielt ikke ved noget så vigtigt som dette, så kunne man aldrig være for sikker. Det var jo trods alt sket to gange, at han var kommet til at bide nogen. Og de to gange var to gange for meget. Specielt fordi en af dem havde været lærer på skolen for et stykke tid siden. Havde det været en elev og ikke en lærer...
Levi fangede godt den perverse undertone i spørgsmålet, men holdt sig endnu i sine sædvanlige folder. "Du møder bare op herinde, når tiden kommer," sagde han og begyndte at tænke lidt om formuleringen af spørgsmålet endnu engang var et tilfældigt uheld, eller om han faktisk gjorde det med vilje. Det vidste man jo aldrig, men han ville ikke være en første, der forsøgte at få Levi til at grine, så hvis det var hans taktik, så fred være med det. Men det var hidtil ikke lykkedes for nogen endnu, selvom han ikke engang forsøgte at lade være. Han vidste bare ikke særlig mange følelser.

[Evan Riley]

Drengen blev pludselig nervøs ved mandens ord, om at de sagtens kunne mødes efter sidste lektion i morgen, men han smilede ikke desto mindre til manden og kløede sig kort på kinden, idet han så væk, endnu en gang som om han var blevet forlegen. Man kunne vel i teorien kalde det en date, kunne man ikke? Hvis dette var tilfældet, skulle de fandeme på mange dates, hvilket Evan jo egentligt ikke havde så meget imod. Eller…? Vent, hvad? Han rystede næsten usynligt på hovedet og rynkede kort på næsen over sine tanker. Han mærkede efter i maven, og fandt ud af at han faktisk på ingen måde havde noget imod at skulle tilbringe så mange timer sammen med den, meget, ældre mand. Følelsen gjorde ham en anelse bange, men så var det alligevel ikke værre.
Evan blev kun en anelse skuffet, da Professoren svarede på hans spørgsmål, og afslørede at de bare skulle være i klasselokalet. Han havde egentligt håbet at de skulle være på hans kontor, så det var en anelse mere privat. Dét lå der dog ikke en seksuel tanke ved, det var mere dét at der, til hver en tid, kunne brase en elev ind og se dem, og derved havde chancen for at skabe et rygte om, at Evan, anfører og basker for Quidditch-holdet, var ufatteligt dum og havde brug for ekstra timer, for bare at kunne klarer eksamen til 7. årgang. Han turde ikke engang tænke på, når han skulle til eksamen på sit sidste år. ”Fedt, ehm…” Han overvejede at undskylde for sin opførsel i timen, men kom ikke videre. Det ville være akavet at gøre nu, hvor Professoren havde været så sød imod ham, og endda skulle befinde sig på skolen i længere tid, end højst nødvendigt. Han fik pludselig dårlig samvittighed, og følte sig til besvær, men tænkte, at det måtte han gøre op for senere. ”Tak,” smilede han da endelig, og så op på sin Professor med et undskyldende smil.

”Må jeg... gå nu?”
Spørgsmålet kom pludseligt og blev sagt lidt som en joke, selvom det var fuldstændig seriøst. Han havde et drenget smil på læben og havde allerede rejst sig for, langsomt, at halte baglæns imod døren, også selvom han overhoved ikke havde fået svar. Han håbede lidt på at hans smil kunne overtale Professoren. Selvom han egentligt gerne ville blive og tale med manden lidt længere, så havde det ikke været helt løgn, da han havde sagt at han skulle op på Hospitalsfløjen. Drengens ben var begyndt at gøre latterligt ondt, og selvom hans forældre ikke brød sig om alle de der "magiske løsninger," så var han alligevel begyndt at tage dem til sig. De øvelser han lavede, hjalp ikke en disse. "Så lover jeg at gøre det godt i morgen! Jeg sværger!" 

[Deleted]

At der kunne risikere at komme andre folk ind i lokalet, mens de var i gang med at arbejde, bekymrede ikke Levi det fjerneste. Han havde ikke en gang oplevet, at der var kommet folk ind i det klasseværelse efter undervisningen var slut. Hvis folk virkelig ville snige sig rundt til i lokaler efter undervisningen, så brugte de aldrig dem, hvor der blev afholdt lektioner i. De valgte altid dem, der stod ubrugte. Det vidste han alt om for ved hver fuldmåne, luskede han nemlig ind i lige netop dette lokale i sin ulveskikkelse (selvfølgelig under påvirkning af stormhateliksiren), og han var aldrig blevet opdaget derinde. Han var så tilgengæld engang blevet opdaget på vejen derhen, hvilket havde været noget af det mest forfærdelige, der var sket for ham længe. Den var hans tidligere kollega Kevin Ideex, der havde været på nattevagt og set ham, hvorefter Levi selvfølgelig var flygtet, da han ikke ønskede, at nogen skulle opdage, at der var en varulv på skolen. En fuldvoksen en endda. Dette havde jo også været før rektor vidste noget om det. Den situation var i hvert fald endt med, at Ideex var rendt efter ham, og Levi var endt med at slå hovedet og blive rykket ud fra eliksirens virkning, hvorefter han havde bidt manden. Et skrækkeligt minde som han virkelig ønskede, han kunne gøre til en løgn, men desværre. Han havde aldrig nogensinde ønsket at skulle forvandle nogen, og han havde det elendigt med det den dag i dag, men der var desværre ikke noget at gøre ved det.
Levi nikkede til drengen, som han spurgte, om han måtte gå. Der var jo ingen grund til at holde på ham længere end højst nødvendigt, og specielt ikke når aftalen allerede var lavet. Et skævt smil formede sig, da drengen svor, at han ville gøre det godt. "Det ser jeg frem til," sagde han sandfærdigt. Selvom drengen måske ikke var blandt de mest aktiv i klassen og alt det der, så var Levi nu alligevel ikke i tvivl om, at han var en god dreng. Selvom han selvfølgelig havde dømt lidt på han en smule før, så skulle det ikke stoppe ham fra, at give ham endnu en chance. Nu hvor han også vidste, hvordan tingene hang sammen, så var der jo bare ekstra meget grund til det. Han ville gerne se, om han kunne lokke det fulde potentiale ud, eller som det mindste, så i hvert fald få ham til at synes en smule bedre om at skulle gå i skole, ved at hjælpe ham på vej med det. Levi vidste jo selv fra erfaring, at nogen gange så var det faktisk ikke meget, der skulle til, før en persons adfærd ville ændre sig til det bedre.

[Evan Riley]

Hvis Evan vidste at manden der stod foran ham, var en varulv, havde han muligvis svaret nej til tilbuddet om lektiehjælp. Nu var det ikke fordi han var ekspert i varulve, og han var rimelig sikker på, at han var faldet i søvn til den time, men det var vel jævnt farligt at stifte bekendtskab med en varulv. Især hvis man var en elev, som ikke rigtig havde styr på noget som helst og nok ikke ville kunne forsvarer sig selv i sådan en situation. Det eneste han kunne, var at svinge et bat, hvis der overhoved kom en dag, hvor han havde brug for at forsvarer sig på den måde. Han satsede dog rimelig kraftigt på, at han aldrig ville befinde sig i sådan en situation. Fandtes der en besværgelse, som kunne få et bat til at dukke op?



Evans hjerte sprang næsten et slag over, da manden pludselig smilede til ham, og han havde det som om han var med i en dårlig kærlighedsfilm. ”Fint,” smilede han og vendte sig om, for at gå de sidste skridt, hen imod døren. Drengen hev den op, og stirrede en sidste gang hen imod sin nye yndlings professor. ”Så ses vi vel i morgen, Professor.” Han nikkede hen imod manden, og lod sine blå øjne glide en enkelt gang op og ned af ham før han, med et lalleglad smil, trådte ud af døren og smækkede den efter sig. Glad og tilfreds og med en følelse af lykke indeni, for en gangs skyld, satte han kursen mod Hospitalsfløjen, hvilket han i den grad ville kunne mærke i morgen. Gad vide om Professoren havde magiske fingre, når det kom til sådan noget... Tanken fik ham til at smile endnu mere, hvilket tvang eleverne på gangen til at vende sig, for at kigge efter ham.





//Out