Agreement

[Nia Venus Jones]

Tilegnet Carmine Rigel

Nia havde fundet den alsides kro i London yderby, som hun havde aftalt med Carmine Rigel de skulle mødes på. Hun agtede, at hun skulle forvandles til en varulv, og hun ville gerne have det aftalt af ham. Ikke at hun ville vide hvornår det skete, men hun ville gerne snakke med ham inden det skulle foregå. Hun valgte det frivilligt, og nogle ville måske mene det var mærkeligt. Det syntes hun ikke. Hun havde sine private årsager, andet end hun bare nogle gange tog en beslutning ret hurtigt, fordi hun kunne være ret spontan og mærkelig. Hun havde altid været en outsider, underlig og unormal. Hun var iført meget mørkt tøj i form af jeans og en tættsiddende hættetrøje samt mørk make up. Hun havde en regel; Onsdage skulle man bære sort. Hun gik op til baren og bestilte en øl, hvorefter hun fandt et bord at sidde ved. Hun kiggede på de mennesker, der var rundt omkring hende. De fleste der gik herind var lurvede mænd, der søgte tilflugt fra kulden. Stedet var også en anelse snasket, men udover det var det faktisk hyggeligt, hvis man fandt den mørke, fattige del af London hyggelige. Det gjorde hun. Hun ville hellere fremstille som en person der manglede penge, trods for det langt fra var sandheden. 
Hun tog en tår af sin øl, lænede sig tilbage. Overvejede situationen lidt. Tænk, hun skulle spørge selveste Carmine Rigel om han ville bide hende! Det var helt utroligt, og et ønske der blev opfyldt. Hun ville bare så gerne være varulv, at hun for en gangs skyld følte en form for eufori og ekstase, sjælden følelse at fange hos hende. Tit mærkede hun ingenting. Hun følte sig tilmed helt lillepigeglad. 

[Carmine Rigel]

Carmine fandt med lethed fem til kroen. Han var blevet kontaktet via ugle af en kvinde der åbenbart ønskede at blive til en af dem, hvilket Carmine jo i aller højeste grad godt kunne forstå. Dog var der et par ting han lige skule have på det rene. For det første; var hun det værd. For det andet; de personer han bed, forventede han loyalitet fra, at de sammen kunne støtte deres fælles sag, om de ville eller ej. Ville de ikke tvang han dem. Og sidst, men absolut ikke mindst; hvor pokker havde hun hørt om ham fra? Hvis hun havde kunne finde ham, eller i det hele taget vidste noget om ham, måtte det betyde at han havde en lekage et sted i sin flok. Dette kunne han ikke accepterer da det satte hele hans mission i fare. Et sådan fejltrin ville blive straffet med døden.

Han gik ind på den lille tilsnusede kro. Stanken herinde var næsten uudholdelig for ham, men han havde trods alt også langt finere sanser en de pelsløse, som han valgte at kalde ikke-varulve. Nu var det jo ikke ligefrem fordi han selv bar pels medmindre det var fuldmåne, men ordet faldt ham nu godt ind alligevel. Han rankede ryggen og gik med elegante skridt ned mod bordet hvor en kvinde sad. Han kunne genkende hendes duft fra brevet der var blevet sendt. Dette var ikke et talent mange varulve ejede. Langt de fleste der blev bidt prøvede at holde det nede og glemme det i hverdagen. Tåbeligt efter hans mening. Selv var han født med gaven og kunne kontrollerer den til fulde. Ikke at han kunne forvandle sig til ulv uden for fulmånen, men han kunne da nogle små tricks. "Nia Jones." Konstaterede han og satte sig overfor hende. Hans blik var intenst og vagtsomt.

[Nia Venus Jones]

Nia måtte indrømme at hun bare havde hørt sin chef forbande Carmine Rigel langt væk, og havde fundet ud af at hendes chef var varulv. Valentine Cavalier kunne lære at holde sine tanker for sig selv; for man var sjældent alene, når man følte sig det. Hun havde hørt ham, og hun syntes at det lød spændende at være varulv og ikke mindst sjovt. Hendes tankegang var ret primitiv på det punkt. Hun gjorde, hvad hun fandt sjovt i øjeblik og pis værd med hvad der så skete bagefter. Hun fortrød ingenting. Hun ville gerne være med i hans lille hundehvalpeflok, men det betød ikke at han skulle bestemme over hende. Det var der ingen der gjorde - og det skulle han nok finde ud af. Hun var dog smart nok til at bedømme hvornår det var til fare for hendes liv eller ej. 

Nia havde fundet sig en smøg frem. Noget fornuftigt skulle hun lave mens hun ventede - og selvom der egentlig var et skilt om at man ikke måtte ryge derinde, så havde hun valgt at gøre det alligevel. De kunne sgu da rende hende et hvis sted. De bestemte ikke overhende - som sagt, så var der ingen der gjorde. Hun kiggede op da nogle nævnte hendes navn og hendes blik blev intenst, da det gik op for hende hvem det var. Hvor var det dog spændende! Hun smilede skævt ved synet af ham og fuglte med blikket at han satte sig ned. Hun kunne mærke hvordan en varm fornemmelse spredte sig i hendes krop - Hun blev anspændt og ophidset på den måde, når man glædede sig til noget og lige nu var hans tilstedeværelse en påmindelse om hvad der skulle ske, og ikke mindst fordi han også var en pæn mand. "Carmine Rigel" sagde hun roligt efter han havde sat sig. 

[Carmine Rigel]

Carmine betragtede kvinden. Hun virkede ikke så gammel. Ikke i forhold til ham i hvert fald. Havde hun overhovedet nogen anelse om hvad det var hun var ved at går ind til? Et møde med ham var ikke noget man bare lige fik. I hvert fald ikke uden at betale en pris på den ene eller den anden måde. Dog var det ikke normalt at han bare lod hvem som helst komme ind i flokken. Men han var da nysgerrig på at vide hvem hun var. Enten var hun meget modig eller meget dum. Det ville jo vise sig i løbet af deres møde. Han håbede bare lidt at hun var klar over hvad hun gik ind til så hun ikke bare var tidsspilde. Var man først en del af hans flok, måtte man accepterer ham som leder, eller lide en skæbne der var langt være end døden.

Han sad i tavshed og bare kiggede på hende. "Du har kontaktet mig." Konstaterede han med en silkeblød stemme der alligevel havde en lidt faretruende undertone. Han rankede elegant ryggen og hvilede sine albuer på bordet mellem dem som han follede hænderne. De blå øjne var gennemborende. "Normalt dukker jeg ikke bare op på denne måde, du må forstå jeg er en travl mand, så jeg håber ikke at du spilder min tid." Stemmen var stadigvæk blød, men med en undetone der fortalte at man ikke skulle komme ham på tværs. Han brdød sig ikke i at blive opsøgt. Hvis en tilfældig kvinde kunne finde ham, så kunne aurorne vel også. Ikke at de havde nogen mistanke til hans underjordiske organisation. De skød alles forsvinden over på Dødsgarden for tiden, hvilket passede ham glimrende, på den måde kunne han arbejde sig op uden videre mistanker. Han var trods alt heller ikke eftersøgt.

[Nia Venus Jones]

Det var ikke fordi Nia ikke vidste, hvad hun gik ind til. Hun havde længe tænkt på det, og hun havde sine grunde. Hun vidste godt, hvad det ville betyde for resten af sit liv. Hun var ikke en dum pige, overhovedet. Hun kunne også accepterer ham som leder, så længe hun selv havde noget bestemmelse over sit liv. På det punkt skulle han virkelig ikke blande sig. Hun var ligeglad med hvilke konsekvenser det havde, desuden lød det sjovt at være del af en flok. Dybest inde var hun jo egentlig ensom, hun ville bare ikke indrømme det. 

Hun kiggede lidt på ham, hendes tilstedeværelse gjorde hun spændte i hele hendes krop af ekstase. Hun hævede et øjenbryn ved hans ord om at hun have kontaktet ham og hørte godt tonen. Hun havde lyst til at grine, mest af alt over hans konstatering men også fordi han var faretruende overfor hende. Hun kiggede op i de blå øjne, og følte næsten han så gennem hendes sjæl. Hun bed sig i læben ved hans ord. "Det tror jeg gerne. Bare rolig, jeg spilder ikke din tid. Nærmest tværtimod," svarede hun med et skævt smil. Hun havde ikke tænkt sig at komme på tværs af ham, og da slet ikke når hun gerne ville bides af ham. Hun sukkede kort og fandt en smøg frem og tændte den. Hun pustede så røg ud, så op i hans øjne. Hendes blik var ikke hårdt eller venligt. Bare en smule dødt, og hvis man endelig skulle sætte en følelse eller et ord på, intimiderende. "Jeg vil gerne bides af dig" sagde hun lavt, så så forventingsfuldt op på ham. Det var virkelig al for spændende til at hun kunne sidde stille. 

[Carmine Rigel]

Carmine var ikke typen der gav ved dørene. Han havde mange ting på programmet og ville ikke opholdes uden grund. Det var en stor hjælp af Ministeriet stadigvæk ikke rigtigt havde åbnet øjnene for hvad han rendte rundt og lavede. De var alt for optaget af at jagte Dødsgarden. Det var næsten så dumt at det var morsomt, men igen så længe hans organisation var sikret så kunne de da lege katten efter musen lige så tosset de ville. Alt dette var dog ligegyldigt nu. Nu gjaldt det om at finde ud af hvem denne kvinde var, og hvad hun havde tænkt sig. Egentlig vidste han heller ikke helt hvad det var ved hendes brev der havde fanget hans opmærksomhed, men nu var de her så hun måtte jo begyndte at forklare sig.

Brynene blev hævet da hun forsikrede ham om at dette ikke var tidsspilde, en sag han nok mente han selv bedst kunne bedømme. Han gengældte ikke smilende, men sad bare og betragtede hende som hun snakkede. Hans sanser var på det skarpeste for at sikre sig at dette ikke var en form for fælde. "Jeg lytter," kommenterede han blot som. Da hun kom frem til pointen fik hans blik et særligt skær. Ikke direkte begejstring, men noget derhen ad. "Må jeg spørge hvor du har denne ide fra?" Spurgte han igen lettere faretruende. Det var kun hans mest betroede medlemmer der fik lov til at få informationer omkring hele hans fortagende. Om hun kunne blive en af dem var endnu for tidligt af afgøre.

[Nia Venus Jones]

Hun ville gerne bedømme for ham, om det var et tidsspilde eller ej. Hun var aldrig et tidspilde for nogen, om han så ville mene det, ville hun aldrig være enig. Hun var vigtig. Hun kiggede ham i øjnene da han sagde han lyttede. Selvfølgelig gjorde han det, det havde han bare af! Hun holdt forsat øje med hans blik, og smilede så tilfredst for sig selv, da det lod til at hun nu virkelig havde hans fulde opmærksomhed, og vigtigst af alt, så fokuserede han kun på hende og var ikke et tidspilde for ham. "Det er en idé jeg fik ud fra noget der en gang skete for mig. Desværre, så er det ikke noget jeg fortæller fremmede om" sagde hun kortfattet, og blev kort hård og tom i sit blik. Egentlig var idéen først og fremmest at skulle pisse hendes far af - Ham, som havde hadet hende de sidste mange år af hendes liv. Det jo hendes skyld, at moren var død i følge ham. De var blevet angrebet af varulve, og moren havde reddet Nia. Det kunne vel aldrig være hende den var galt med. Hun havde ikke bedt om det. Hvad med hende? Hun havde set det hele ske, og det eneste hendes far kunne tænke på var hendes åndssvage lillesøster Nora og ham selv. Hun hadede dem alle samen!

"Du behøver ikke vide den primære årsag," rettede hun, og holdt fast i sin arm og strøg den. "Men grundene er mange. For det første føre jeg en form for krig mod mugglere. For det andet, så tror jeg det kunne være morsomt" forklarede hun ham. Hun regnede ikke med at Carmine selv betroede sig til alle, så hvorfor skulle hun? Det kunne godt være, at dette fik hende til at virke naiv. Det var ikke der den lå. 

[Carmine Rigel]

Hendes attitude prallede af på ham. Han bed ikke bare hvem som helst, de skulle helst have et formål og de skulle stole på ham som deres leder. Han havde rigeligt af fejltagelser der troede at de bare kunne løbe rundt og gøre som det passede dem. Folk som Mattheus Anglérax og Tyler Morgenstern hvor han blev nødt til at afpresse dem. Ikke at Carmine havde noget problem med at afpresse folk, men det var nu engang altid bedst hvis det var frivilligt. Han øjne lynede svagt, men han forholdt sig tavs. Sad bare i stilhed og aflæste hende. Hun måtte da tage ham for en idiot hvis hun regnede med ta han bare ville bide hende uden en god grund.

Som hun lukked det med årsagen smilede han blot lidt hånligt. "Jamen så har vid vidst ikke mere at snakke om." Sagde han koldt og gjorde antydning til at ville rejse sig. Han kastede blikket mod hende igen, der var en smule afsky at spore. "For det første bider jeg ikke ikke folk for at de han have det sjovt," sagde han i en sigende mine. "Varulvene er min familie og de skal stole på at jeg gør det der er rigtigt for dem." Han så koldt på hende. " Jeg giver en del af mig selv ved at bide folk, biddet er en gave, men for at modtage den gave forventer jeg naturligvis noget til gengæld. Hvis ikke du har lyst til at fortælle mig den oprigtige årsag, så kan jeg ikke bruge dig." Sagde han ligeud. "Desuden er der ingen mugglerhad i min flok. Det er ikke dem der er problemet." For Carmine var det alle dem der ikke var varulve som var problemet uanset blodstatus. De værdige vendte han, de uværdige slog han ihjel. Det var sådan hans strategi var. "Vi er vidst færdige her." Han rejste sig, nu skulle hun sandelig oppe sig hvis hun bar noget håb om at få sit ønske opfyldt.

[Nia Venus Jones]

Hun kiggede lidt på ham da han sagde, at de ikke havde mere at snakke om. Hun kunne mærke hendes hjerte begyndte at pumpe hurtigt og hun spændte i kroppen - Hun var desperat. Han skulle ikke til at gå nu! Han skulle sætte sig ned, og så skulle han lytte til hende! Hvad forventede han lige? At hun ville fortælle en fremmed om store tragiske, men dog milepæle i sit liv? Heck no! Hun brød sig ikke om at få folk tæt. 

"Vi har en masse at snakke om, Carmine Rigel" sagde hun hurtigt, og ville fastholde hans opmærksomhed på hende. Gøre sig attraktiv for ham. Hun satte sig frem mod bordet, så op på ham. Hun lyttede til det han sagde. Hun vidste godt hendes argument var vattet. Hun vidste godt, at hun blev nødt til at snakke om noget, hun aldrig før havde nævnt for nogen. Hun kunne dog ikke lade være med at blive irriteret over hans holdning til mugglere. Hun gad dog ikke deltage i Theodores børnehave flok, hun var bedre end det. Desuden kunne hun bedre lide Carmines udstråling. Hun rejste sig op da han selv gjorde, velvidende at hun ikke havde svaret på noget af det han sagde, andet end de skulle blive ved med at snakke. Hun stillede sig ind foran ham, og tog fat i hans hånd for at sikre sig han blev. Hun så op på ham, en anelse fortørnet og ikke mindst nervøs. Ikke for hans tilstedeværelse - Hun var ikke bange for nogen eller noget. Hun var ret ligeglad med sit liv på det punkt. Der var dog mere end det, som der var inde i hende - en usikker pige, som manglede sin mor. Det viste hun aldrig til nogen. Hun så ned, træk vejret en anelse hurtigt. For helved! Fandens til følelser! "Grunden til jeg gerne... sådan rigtigt, du ved.. gerne vil være varulv, er for at hædre min mor," begyndte hun og håbede lidt det var nok. Det var det sikkert ikke. "Hun var varulv, en smuk kvinde... Hun døde da jeg var 7-8 år slået ihjel af sine egne. Min far vidste ikke hun var varulv, da hun havde holdt det hemmeligt for ham. Hun blev forvandlet ikke længe efter min søster og jeg var født. Hun holdt det hemmeligt, da han hadede varulve. Jeg vil vise ham at de er smukke, og jeg vil hædre min mor" hun så ikke på ham, mens hun sagde det. Hendes stemme knækkede et par gange. Mindet om hendes mor gjorde ondt, hun havde set det hele ske, dog gemt væk. Hun havde glemt de fleste af detaljerne.. Eller nok nærmere fortrængt det. Det var dog lige meget. 

[Carmine Rigel]

Han kunne spore panikken i hende da han rejste sig. Hun var desperat, men det var bare ikke nok. Ville hun være en del af hans flok måtte hun bevise overfor ham at hun var det værd. Han gad ikke have svage led i sin flok! For Carmine var følelser ikke nødvendigvis en dårlig ting, det viste at der var personlighed bag desuden hvor der var følelser kunne man manipulerer hvis man viste hvilke knapper man skulle trykke på. Som hun tog fat i ham rettede han blikket mod hendes hånd og så så tilbage på hende med et koldt skær i de grå øjne. For et par korte sekunder skiftede de farve til en ravgul farve, der tilhørte "den anden side" af ham, ulven. Han fandt sig ikke i at blive taget fat i på denne måde.

Dog genvandt han hurtigt kontrollen og øjenfarven skiftede tilbage. Som hun endelig begyndte at fortælle den egentlige grund blev hans blik også en del mere interesseret. "Se, det var da ikke så svært." Kommenterede han en smule arrogant. "Jeg forstår godt din frustration." Sagde han og fugtede sine læber. Han kunne godt sætte sig ind i det, hans far blev dræbt af en idiot der ikke engang vidste at hans far prøvede at hjælpe varulve til at leve i den magiske verden ude at være til fare for omverden, men efter faderens mord havde Carmine set sig surt på alle de pelsløse. Med et lidt vuderende blik så han op og ned af hende. "Måske du alligevel har en chance for at blive en del af min flok." Sagde han tænksomt, "men jeg har visse krav, forventninger og regler som jeg naturligvis forventer du overholder." Han kunne ligeså godt være ærlig omkring det.

[Nia Venus Jones]

Nia hadede følelser. Hun hadede, at tale om dem og hun hadede, at hun havde dem. Hun brugte kun følelser, hvis de gavnede hende selv og hun kunne ikke rigtig finde ud af det. Manipulere med andre, var dog intet problem. Han skulle slet ikke bekymre sig om hvorvidt hun var et svagt led eller ej, og ej hellere skulle han sige det højt. Nia skulle ikke anses som værende svag. Hun kiggede op på ham, da hun havde taget fat i hans hånd og kunne et eller andet sted godt regne ud, at det var en vildt dårlig idé. Hun gav da også slip, for nu havde hun da i det mindste fået ham til at lytte til hvad det var, hun gerne ville sige.

Hun kunne mærke irritationen ved hans arrogance, da hun følte, at han gjorde grin med hende. Hun måtte virkelig beherske sig, for at ikke at sige noget til det. Hun holdt kæft, kiggede op på ham da han sagde, at hun godt forstod hendes frustration. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle svare på det. Det gjorde han sikkert, men nu var det ikke hans forståelse hun ville have. Det var hans bid. Hun skulle nok lære sin far et par ting eller to omkring varulve. "Tak" svarede hun både til forståelsen men også til det med at være en del af hans flok. Det ville hun gerne. Det betød dog ikke, at hun ændrede holdning til hans blodstatus. Det gjorde hun ikke. Hun kiggede på ham, da han nævnte noget om regler og forventninger. Hun hadede regler. Hun hadede forventninger. Hun bed sig i læben. "Hvilke forventninger og regler det?" spurgte hun. Ordene gav hende nærmest kvalme. 

[Carmine Rigel]

Han vidste godt at han var provokerende, men det var lige så meget for at teste hende. Hun blev nødt til at accepterer hans betingelser og regler hvis hun ville gøre sig håb om at blive en del af hans flok. Listen var rimelig lang, men kunne hun ikke accepterer det måtte hun få biddet et andet sted fra, han var ikke bare en eller anden pusher der delte gaven ud til alle og en hver. Hvis de ville have noget af ham, forventede han at de gav noget igen, og han tolererede ikke forræderi eller at blive holdt for nar.

De grå øjne fik et lusket skær og han satte sig atter ned for at indikerer at dette nok ville komme til at tage lidt tid. "Den første og vigtigste regel er naturligvis at du accepterer mig som din leder og følger mine befalinger." Sagde han ligeud. "Jo mere jeg stoler på dig, jo løsere tøjler får du." Det ville nok ikke falde i så god jord hos hende, men det var han ligeglad med. "Altså hvis jeg siger hop, siger du 'hvor højt,' ingen spørgsmålstegn." Han fugtede læberne. "Jeg tolererer ikke noget som helst der kan bringe min flok i fare, det vil sige unødig opmærksomhed i form af ligegydige drab." Forklarede han videre og holdt inde lidt så de første krav lige kunne synke ind.

[Nia Venus Jones]

Hun kunne godt regne ud, at hun i en eller anden grad skulle testes. Hun kunne også regne ud hvorfor, og det var ikke fordi hun ikke havde tænkt sig at følge hans regler, for hun ville gerne have hans tillid. Hun havde jo fuld forståelse for, hvad det var han gjorde. Hun havde jo selv gjort det samme, hvis det var hende. Hun var ikke så dum, som nogen måske synes hun gav udtryk for eller lignede.




Hun satte sig ned overfor ham, så på ham med rolige øjnene, dog gemt bag en lettere irritation over ordet ’regler’ og ’forventninger’. Det havde hendes far også haft, og det havde ikke gået særlig godt. Selvfølgelig var Carmine ikke hendes far, og det var hun også glad for. Hun nærrede et had til alle fadrefigurer, og hun kunne ikke forestille sig lige nu, at skulle have en far der var hverken værre eller bedre, selvom hun næsten ville tro, at Carmine var bedre. Hun rystede på hovedet af sig selv over de tankespor hun var kommet hen på, inden hun så kiggede på ham, for at lytte til hans tåbelige regler. ”Naturligvis,” svarede hun til de første ting, han sagde, og nikkede for at vise, at hun havde forstået det. Selvfølgelig faldt det ikke i god jord hos hende, men hun vidste da, at der var konsekvenser. Det var bare ikke altid, hun tog konsekvenser seriøst. Hun frygtede dog ikke Carmine, for Nia var nået til det stadie i sit liv, hvor hun ikke havde mere at være bange for. Hun respekterede ham dog. Hun nikkede til det med hop og bed sig i læben. ”Nej selvfølgelig” svarede hun, og tænkte lidt over hans krav. Lige nu var de fair nok. Hun var under alle omstændigheder tvunget til at være indforstået med dem.

[Carmine Rigel]

Carmine håbede for hendes egen skyld at hun havde tænkt sig at følge reglerne for han viste ingen nåde overfor dem der trodsede ham, hvilket han heller ikke lagde skjul på. Han stod inde for hvad han sagde, han bed ikke bare hvem som helst, man skulle være værdig for at blive en del af hans flok og sådan var det bare. Fordi en eller anden lille tøs kom rendende og troede at hun kunne få lov til at blive medlem bare sådan uden videre. Han forsatte som hun gjorde tegn til at hun havde forstået. "Ved hver fuldmåne forlanger jeg at du befinder dig i vores fangekælder, i hvert fald de næste år frem til jeg stoler nok på dig til at give dig Stormhateeliksir." Han lod sine fingre tromme let på bordet uden at fjerne blikket fra hende.

Denne regel var simpelthen for at undgå unødig opmærksomhed hvis en varulv gik i blodrus hvilket de nyeste havde det med at gøre. "Du fortæller naturligvis ingen om mig eller vores hemmelige samfund, i så fald ville det ikke længere være hemmeligt." Sagde han i en bestemt tone. Sidst nogen havde hørt om samfundet havde det kostet mange menneskeliv. "Overholder du ikke mine regler eller prøver du at stikke af, vil jeg finde dig og jeg vil slå dig ihjel." Sagde han ligeud. Der var ingen grund til at lægge skjul på det, hun måtte jo vide hvad hun gik ind til.

[Nia Venus Jones]

Nia havde tænkt sig at følge reglerne, men det var ikke fordi hun var bange for ham. Hun var heller ikke bange for konsekvenser, for død og drab skræmte hende ærlig talt ikke. Hun var blevet ret ligeglad med sådan nogle ting, hende og Anthony havde oplevet ting, da de var sammen som bare havde bidraget til at hun var blevet kold overfor sådanne ting. Hun lyttede til det han sagde, og kunne rimelig hurtigt identificerer et problem, i det han sagde. ”Rigel, jeg arbejder på et apotek. Jeg kan ikke undgå at lave Stormhatteeliksir, men jeg kan give dig mit ord på, at jeg ikke selv tager det.” forsvarede hun sig, da han blev nødt til at forstå, at hun lavede eliksirer til hverdag, og hun ikke bare en eller anden dag helt tilfældigt kunne fortælle sin chef, at det kunne hun ikke lave mere.



Hun forstod jo godt, at hans regler var til at beskytte mod alle mulige ting, og for at undgå en hel masse, og hun kunne også godt forstå dem. Hun var stadig bare ikke glad for, at der ikke var frie tøjler. ”Nej selvfølgelig heller ikke, jeg har ærlig talt heller ikke nogen at fortælle det til,” svarede hun, da hun ikke var typen der gad at have venner. Hun var mere en type, som udnyttede folk, så hun kunne ikke se, hvorfor hun skulle fortælle dem om Carmine. Hun kiggede på ham, da han påpegede, at han ville slå hende ihjel, hvis hun ikke overholdt reglerne. ”Hvis jeg ikke overholder dem, så ja, fint nok. Så kan du bare slå mig ihjel,” sagde hun roligt. Hun vidste jo godt, det ville være hendes egen skyld.