One step in a wrong direction..? (ADVARSEL)

[Deleted]

//Seksuelt indhold

Det var ved at være hen på aftenen, og skyggerne kastede sig lange over huset, som lå ved den lille sø midt i Irland. Herude var der forholdsvis roligt, og ganske fredeligt, selvom det var svært, at fornemme på alt det, som faktisk foregik rundt omkring ellers. Mattheus sad hjemme og stirrede ind i pejsen, som i aftenens anledning, faktisk braste i flammer. Det var noget som gav en god og behagelig varme, og det var uden tvivl noget som han nød af, selvom den ikke rigtigt tog den kulde, som lå i stemningen omkring ham. Hvilket faktisk vakte en meget stor og tydelig frustration, selv for ham.

Et svagt suk brød hans læber, idet han lænede sig en smule frem og strøg hånden igennem håret. Han var usikker, og han hadede virkelig at have det på den måde. Det var så dejlig nemt at give Chriss skylden, en nu hvor Aly var begyndt at tage Scott i forsvar og det hele.. Han var ikke i tvivl om, at der måtte ligge noget der, og det frustrerede ham kun yderligere! Køkkenet henlå i en temmelig tydelig ro, og mørke, ingen tvivl om det. Hvor Aly egentlig var, vidste han ikke, da han igennem den seneste tid, havde siddet rigtig meget i sin egen verden, uden egentlig at finde ud af, hvordan han skulle komme ud eller ind af den igen. Varsomt rejste han sig, for at komme ud i køkkenet og hen til køleskabet. Når man var usikker på tingene, så spiste han.. Og i den her tid, så spiste han virkelig meget, selvom det faktisk ikke var til at se. Matthew kørte hårdt på dem i Aurorkorpset, og det var svært.. endnu en af de mange ting, som han havde det svært ved. Han hadede det! Han endte med at finde en ingefærøl frem, og tog pladsen ved det lille spisebord, hvor han med staven, fik tændt noget lys, og tog en slurk. Det var virkelig en tung stemning i huset efterhånden.
    

[Alyxia Iearen McBeth]

Det var efterhånden ved at være sent, så Aly var langt om længe drevet hjemover efter at have tilbragt dagen sammen med sin far. Hendes humør var løftet en lille smule, det var lang tid siden de bare havde været sammen far og datter, og han havde jo en fantastisk evne til at opmuntre hende lidt. For første gang i lange tider glædede hun sig til at komme hjem. Det var fantastisk at kunne bevæge sig uden for igen, selvom hun stadig var påpasselig og egentlig ikke brød sig meget om mørket, men hun overlevede.. for nu. Idet hun slog døren op faldt skyggerne naturligt langs gangen og klumpen i halsen vendte tilbage. Hun fjernede sin kappe og hang den på en stumtjener inden smygede sig gennem skyggerne så hurtigt hun kunne. ”Matt? Jeg er hjemme,” kaldte hun roligt og kastede et kort blik ind mod stuen der tilsyneladende var tom. Var han ikke kommet hjem fra ministeriet endnu? Hun strøg hånden gennem det mørke hår og besluttede sig for at gå ud i køkkenet, hvor han lidt overraskende havde sat sig. Synet fik hende til at stoppe i døren. ”Det ser ret ensomt ud. Brug for selskab?” spurgte hun og sendte ham et varmt smil. Hun forsøgte virkelig på alle måder at slå den trykkede stemning ihjel, men intet havde været godt mellem dem siden de var kommet ud, og hun frygtede på mange måder at det heller ikke ville blive det samme igen, uanset hvor meget hun hadede den tanke. ”Jeg skulle hilse fra min far og din mor, hun havde lavet lækker mad i aften siger jeg dig. Jeg troede ikke du ville være hjemme,” plaprede hun mens hun gik hen til køleskabet for at finde sin egen ingefærøl.

[Deleted]

Mattheus følte det var problematisk det hele.. Han kunne slet ikke overskue det mere. Lyden af den velkendte stemme, fik alligevel et smil frem på hans læber. Det var jo trods alt her hun var.. Men ønskede hun det? Det var virkelig svært det hele, og han kunne slet ikke have med det at gøre! Han rettede sig en anelse op. Han var selvfølgelig glad for, at hun begyndte at søge ud igen, for det havde hun uden tvivl haft brug for, og uden at han stod og lagde lidt pres på hende, for det gjorde han jo. ”Jeg er herude!” kaldte han igen, frem til hun stod i døren. Det lignede ham måske ikke at tage en ingefærøl på den her tid, men et eller andet havde han brug for at få ned, for at få de mange tanker væk, og de kom altså, når han var alene med dem, og når hun var ude. For var hun sammen med Trescott? Han vidste jo, at hun var glad for ham.. Og han kunne slet ikke have det! ”Du skal være velkommen,” sagde han sandfærdigt, inden han gjorde tegn til at hun kunne sætte sig i den anden stol overfor ham. Han sendte hende et skævt smil. Det var virkelig dumt at han gjorde sig de tanker, men han kunne virkelig ikke lade være. ”Det er da typisk min mor, er det ikke? Det er da godt du har hygget dig.. Og rart at se dig komme lidt ud igen,” sagde han ærligt, inden han tog en ny tår. Han forsøgte virkelig bare at være der for hende, men det var for pokker da ikke nemt, når han ikke fik lov til det. ”Jeg tog noget, da jeg kom hjem. Så jeg har spist,” afsluttede han. Det havde ikke været meget.. Men da alligevel lidt.

[Alyxia Iearen McBeth]

Det var stressende når Matt så på hende som om at hun forsøgte at narre ham til et eller andet, for det gjorde hun altså ikke! Hun elskede ham og lige nu ville hun virkelig bare gerne have det til at fungerer, hvilket ikke var det nemmeste når han konstant anklagede hende! ”Tak.. hvorfor sidder du ikke i stuen?” spurgte hun og rynkede på panden. Det plejede han jo at gøre. Med en ingefærøl i hånden, dumpede hun ned ved siden af ham med et tungt suk. Hun var lidt kold for de havde brugt det meste af tiden udenfor og det var et spørgsmål om tid før sneen ville begynde at falde. Hun gengældte smilet og tog en tår af sin ingefærøl. ”Ja det er dejligt at komme lidt ud igen, se noget andet end husets fire vægge. Måske vi burde gå lidt ud.. sammen?” foreslog hun lidt håbefuldt. Det var måske bare endnu et forsøg på at redde noget som lige nu bare gik ned af bakke, men det kunne da være hyggeligt! Hun måtte bare have i mente hverken at nævne Scott eller Chrissandra, så gik det oftest fint. ”Det var godt. Har du haft en god dag?” spurgte hun interesseret og lænede sig en smule tilbage. De så mere til hinanden nu hvor han ikke var på slottet mere, hvilket hun var glad for, hun havde nok savnet ham mere end ventet faktisk.

[Deleted]

”Forandring fryder,” sagde Mattheus med et kort træk på skuldrene. Man kunne ikke ligefrem sige, at deres forhold kørte på skinner, for det gjorde det virkelig ikke. Som det nu var sagt, var det egentlig kun for at understrege det faktum, at der ikke var noget galt. Han forsøgte da om ikke andet, selvom det bestemt heller ikke var så nemt igen, kunne man jo sige. Hun var begyndt at komme ud igen, så mon ikke, at det var noget som også kunne hjælpe dem bare en smule? Det var da det, som han uden tvivl sad og håbede på, hvis han nu endelig skulle sige det helt ærligt. ”Det ville være rart, at få dig lidt med ud og lidt alene for en gangs skyld,” sagde han ærligt. Han ville jo virkelig gerne have, at de skulle finde ud af det, men det var bare.. svært. Det var hårdt at sige det, men når man ikke kunne stole på den som man var sammen med, hvem kunne man så stole på? Han knyttede næven lidt mere om sit glas ved tanken, inden han tog endnu en tår og satte det fra sig. At hun viste interessen for ham, og hans arbejde, havde han faktisk ikke noget imod, for han havde ikke noget imod at fortælle hende om det. Matthew var fuldstændig rablende vanvittig, hvilket Scott og ham, hurtigt havde kunnet konkludere, og det blev jo kun værre og værre. ”Det går som det nu går.. Matthew behandler os som var vi skoleelever på en rundtur.. Derudover, har jeg meldt mig til et kursus i stavkontrol og besværgelser.. jeg vil virkelig gerne lære det ordentligt,” fortalte han med et smil på læben. Han kunne godt lide, når hun endelig viste ham interessen.. frem for Scott.

[Alyxia Iearen McBeth]

”Det er sandt, der er bare knap så hyggeligt her,” påpegede hun og lod blikket glide omkring. Køkkenet var det næste der trængte til en mindre renovering, det føltes lidt koldt på mange måder, dog elskede hun resten af huset. De forsøgte lige nu at bygge det op de havde haft en gang, og Aly gjorde virkelig også et forsøg, det var bare svært når han altid var så anklagende og overbevist om at hun havde noget med Scott, for det havde hun ikke! ”Det tænkte jeg og det er lang tid siden vi har lavet noget rigtigt sammen. Vi kunne tage ud at spise eller sådan noget?” foreslog hun med et lidt lettet smil. Når alt kom til alt, så lod det til at han gerne ville være sammen med hende og så kunne det næppe gå helt galt. Hun lyttede til ham, var oprigtigt interesseret i hans dag mest fordi hun havde erfaret at på den måde slap hun for problemerne ved at skulle diskuterer om Scott, hun orkede det ikke mere. Hendes far havde foreslået bare at lægge kortene på bordet overfor Mattheus, men hun kunne ikke få sig selv til at bringe det op, han ville jo bare blive vred igen. ”Han skulle være ret streng ham Matthew, men tror du ikke at han nok skal gøre jer dygtige?” spurgte hun videre. Hendes smil bredte sig en smule da han nævnte kurset som han ville tage. ”Ved du hvad? Det ville også gøre mig langt mere rolig. Jeg synes idéen er fantastisk,” hun støttede op om hans beslutninger. Hvad der så et sted fik modet til at synke lidt, var at hun kunne se at han gjorde sig anstrengte tanker, og hun ville ønske at han bare kunne smile og være.. Matt.

[Deleted]

”Jeg kan nu godt lide, at sidde her,” sagde Mattheus ærligt. Måske at det var fordi, at det var det rum, som hun ikke brød sig særlig meget om at sidde på, så var det bare sådan at det måtte være. Det var svært.. han vidste, at der var noget mellem de to, og det gjorde det ikke nemt, når hun konstant tog den mand i forsvar.. Den mand, som altid havde overgået ham, og han kunne slet ikke have med den tanke at gøre. Han trak svagt på smilebåndet. ”Vi er stort set aldrig alene, Aly… det ville virkelig være rart, at få dig lidt ud.. og ud og spise..? Det lyder faktisk som en rigtig god idé,” sagde han med et stille smil på læben. Han ville virkelig gerne finde ud af det sammen med hende, for han kunne slet ikke forestille sig, at skulle leve med andre omkring sig, end hende.. Hun var virkelig det vigtigste i hans liv, og han følte bare ikke, at det blev set. Han trak vejret dybt og tog en tår mere, inden han igen lod flaske klinge ved bordet. Matthew var uden tvivl rigtig dygtig, så det at han skulle lede det ene korps, forundrede ham bestemt heller ikke, for det gav faktisk ganske god mening, hvis han nu selv skulle sige det. ”Han er virkelig, virkelig dygtig, det er jeg slet ikke i tvivl om. Han har noget af en erfaring, kan jeg sige dig.. men vi er altså ikke børn mere, som bare er rundvisning i Ministeriet,” sagde han med en dæmpet og sigende mine. Han ville virkelig gerne lære at styre og kontrollere den tryllestav.. så han igen også kunne vise, at han kunne finde ud af det. ”Det håber jeg virkelig.. Jeg vil virkelig gerne lære det ordentligt.. Og så bare håbe, at det virker.. Så det bliver et par gange om ugen, den kommende tid,” fortalte han med et svagt smil.

[Alyxia Iearen McBeth]

”Jamen jeg skal bestemt ikke stoppen dig, det er godt at det bliver brugt lidt, jeg foretrækker bare stuen,” hun lo lidt for sig selv selvom smilet ret hurtigt døde ud i en lille grimasse. Hvorfor havde hun en idé om at han undgik hende.. igen? Hun fugtede læberne og så ned i sin ingefærøl mens stilheden lagde sig en smule. Hun forsøgte virkelig at holde fast i det gode humør som hun var kommet hjem med, men pludselig virkede hendes fars ord som var de langt væk. Hun så op med et hævet øjenbryn og dog et lille smil. ”Hvad mener du? Vi er altid alene, lige foruden når far eller Sophie kigger forbi, men så ofte sker det da heller ikke,” sagde hun lidt undrende. Nu ramlede det da sammen for den stakkels mand, men jo det lød godt at bruge lidt tid med hinanden, de havde behov for det efterhånden. Hun lyttede interesseret til hans ord selvom hendes tanker allerede var gledet en smule videre. Tilbage til de evige bekymringer om hvor vidt de ville finde ud af det eller ej. ”Han ser jeres potentiale en dag, det er jeg sikker på. Det er nok bare en test, tror du ikke?” spurgte hun og nippede til øllen. Hun ville jo gerne høre hvad der foregik i hans liv, særligt når hun følte sig så distanceret fra ham, men samtidig foregik der så meget i hendes tanker. ”Du må sige til hvis du har brug for hjælp, du ved at jeg gerne vil hjælpe dig,” påpegede hun og rakte forsigtigt over bordet for at lægge sin hånd over hans.. næsten prøvende. Hun burde ikke tænke så meget over det, men det gjorde hun.

[Deleted]

”Det ved jeg godt du gør. Jeg kan bare godt lide at sidde her.. og tænke over, hvad jeg kan gøre ved det,” sagde Mattheus med en rolig stemme. Måske lidt en undskyldning, for sandheden var vel lidt, at han faktisk forsøgte at undgå hende lidt. Det kørte slet ikke mellem dem, og det vidste de jo godt begge to, og han frygtede virkelig, at hun var ved at se sig om efter andre end ham. Han havde ikke fået det særlige blik eller glimt, siden de havde gået i skole.. og det var ved at være mange år siden. Han lod blikket falde til hans øl. Et sted havde hun ret, og det vidste han jo udmærket godt. ”Hvis det ikke er vores forældre, som kommer rendende, så skændes vi, Aly.. Det er ikke ofte, at vi bare kan være sammen.. uden at der er noget galt,” sagde han ærligt, inden han igen vendte blikket mod hende. Han tog en ny tår. Det var bestemt ikke fordi, at han ville prikke hul på ballonen igen. Mattheus var virkelig ikke meget for Matthew, og specielt ikke sådan som han førte sig frem. Manden var virkelig dygtig. Det var slet ikke det, men når man så blev behandlet på den måde, så følte man det bestemt heller ikke værdigt, så det var bestemt heller ikke noget som sagde så lidt igen i den anden ende. ”Han får mig til at føle, som var jeg et lille barn, som ikke kan finde ud af noget.” Han ville jo gerne vise, at han kunne finde ud af det, men det var altså ikke nemt! At hun så viste ham interessen, havde han ikke noget imod. Tvært imod! Så kunne han virkelig godt lide det. ”Jeg vil bestemt ikke sige nej.. Men jeg vil jo heller ikke have, at du kommer til skade,” afsluttede han sigende.

[Alyxia Iearen McBeth]

”Er du kommet på noget til nu?” spurgte hun lidt nysgerrigt. Køkkenet var lidt kedeligt i hendes øjne, derfor sad hun der sjældent, men lige nu ville hun hellere være sammen med ham end at gemme sig, hvilket de begge var blevet alt for gode til. Hun havde elsket ham i mange år, et liv uden var svært at forestille sig, men på det sidste var det bare blevet... mere anstrengende at være hjemme og sammen med ham end at være selv. Til tider ønskede hun ligefrem at hun ikke var kommet ud af Azkaban, selvom hun selvfølgelig ikke sagde det højt. Hun sukkede stille. ”Ja vi er blevet for gode til at skændes. Jeg har ikke lyst til det mere, så måske vi bare skulle prøve at lade være? Det her skal fungerer,” sagde hun og bed sig i læben. Hendes stemme var lidt håbefuld, hun håbede virkelig inderligt at han ville arbejde sammen med hende, frem for at blive ved med at modarbejde hende ved at være sur og fornærmet. Hun bundede sin øl og lænede sig tilbage. Af en eller anden grund følte hun sig lidt bedre tilpas nu. ”Det ved vi jo godt ikke er sandt, du er dygtig. Desuden er det vel ikke kun dig der bliver behandlet sådan?” spurgte hun sigende. Det havde hun meget svært ved at forestille sig i hvert fald. Hun trak hånden til sig da han ikke lod til at være interesseret i den og flettede i stedet hænderne foran på maven med en skjult skuffelse. ”Du glemmer vidst let hvem der er dygtig til magi her. Jeg skal nok klare mig,” sagde hun selvsikkert.

[Deleted]

Mattheus trak let på skuldrene. ”Jeg ved det ikke rigtigt endnu. Jeg vil gerne have gjort det lidt mere lyst og lidt mere hjemligt.. Men jeg er ikke rigtigt kommet længere end det.. Jeg er lidt idéforladt for tiden,” sagde han med et dæmpet suk, hvilket uden tvivl var en tanke, som faktisk irriterede ham lidt. Bare han havde noget at bruge hænderne til, for det vidste han da, at han i det mindste kunne finde ud af. Han vendte blikket igen mod hende. De var virkelig blevet gode til at skændes, og det var slet ikke en tanke som han brød sig om overhovedet, for han ønskede jo slet ikke at miste hende.. overhovedet ikke! ”Det er til tider nemmere sagt end gjort, Aly, og det ved du godt.. Det har været.. kaotisk siden vi begge kom ud..” Han drømte virkelig om, at de ville få det til at fungere, for det andet ville han da slet ikke have, hvis det nu endelig skulle være i den anden ende. Det var heldigvis ikke bare ham, Matthew kørte på, og det var uden tvivl lettende og alligevel frustrerende, for han var virkelig træt af, at folk hele tiden skulle køre på ham! ”Han har kørt voldsomt på Scott, siden han kom for sent til det møde.. men ja.. det er hårdt.. virkelig..” Han var lidt nede for tiden, selvom han virkelig forsøgte ikke at lade sig påvirke af det, så var det faktisk utrolig svært, selv for ham, hvis han selv skulle sige det. Han smilede svagt. ”Du fik mig igennem det på skolen.. Men jeg vil virkelig ikke have, at du skal komme galt af sted, Aly.. Du er det vigtigste for mig..” forsøgte han igen, hvor han denne gang rakte ud efter hendes hånd.

[Alyxia Iearen McBeth]

”Du plejer ellers at være god til den slags. Måske vi borde skifte møbler? De her er lidt mørke,” påpegede hun og lod fingrene glide hen over bordet de sad ved. Hele samtalen virkede ret kunstig, nok mest fordi hun var ivrig efter at fører en samtale uden at det skulle ende i et skænderi og det pres, stressede hende, hvilket var svært at skjule. Hun sukkede og sendte ham et næsten lidt undskyldende blik. Det var ikke hendes mening at ødelægge noget, men det var som om at han aldrig bebrejdede hende for et eller andet, hun kunne bare ikke finde ud af hvad. ”Det har det. Jeg ved godt at en del af det skyldes at jeg.. har mine ting at kæmpe med efter Azkaban, men du skal vide at jeg virkelig arbejder på det,” lovede hun en kende desperat. Det var nok naivt at tro at problemerne lå der, men hun var bange for at han havde mistet interessen fordi hun havde ændret sig og den tanke skræmte hende lidt. Hun elskede Matt, men på mange punkter var han også hendes trygge base, hun kunne ikke forestille sig at leve uden ham. Et lille smil gled over hendes læber da han forklarede omkring deres chef. Det forundrede hende ikke at Scott var kommet for sent, nej faktisk kunne hun nemt se det for sig. ”Det er også typisk den mand, han er håbløs,” hun lo for sig selv og himlede med øjnene uden rigtigt at tænke over det. Blikket gled ned på deres hænder som igen mødtes. Hun vendte sin hånd for at lade den gribe blidt om hans.. det var rart at blive berørt bare en smule igen. ”Jeg skal nok passe på. Jeg vil virkelig gerne hjælpe dig.. for du er også det vigtigste for mig,” tilføjede hun sandfærdigt.

[Deleted]

”Jeg ved det godt.. Det ligner ikke mig, at rende rundt og være idéforladt.. Møblerne er mørke, det er rigtigt. Er der nogen specielle du gerne vil have, eller er der nogen, som jeg skal lave?” Hvis der var noget, som var gået op for Mattheus, så var det jo, at han faktisk var temmelig god med hænderne, og at han var god håndværksmæssigt, og det var også det, som han ønskede at arbejde med. Det var ikke fordi, at han havde lyst til at rende rundt og klandrede hende for ting og sager, men et eller andet sted, så kunne han jo heller ikke ligefrem lade være. Han rystede let på hovedet. ”Aly, jeg ved godt, at du har taget ting med dig derindefra, som du forsøger at arbejde med.. jeg kan jo godt se det. Du har været ude stort set hele dagen i dag, og er selv kommet hjem. Det er virkelig flot.” Det var skam heller ikke fordi, at han havde tænkt sig, at skulle stå og snakke til hende, som var hun et barn, men.. han ville gerne rose og anerkende hende, når han kunne se, at hun faktisk prøvede sig med tingene. Han trak svagt på smilebåndet. Det var jo faktisk hans skyld, at Scott var kommet for sent. ”Jeg efterlod ham i atriummet, da jeg fandt ud af, hvilket aurorkorps jeg var endt på.. Jeg turde ikke risikere at komme forsent,” pointerede han med et stille smil. Han tog om hendes hånd, som han trykkede let omkring. Han kunne godt lide, at sidde der sammen med hende.. Og faktisk føle, at de var et par. ”Altså.. du ved at den eneste besværgelse jeg har styr på, er bombardio ikke? Jeg vil ikke udsætte dig for det samme, som Mallorie gjorde..” Han kunne ikke undvære hende, og tanken om at skulle udsætte hende for smerte.. Det kunne han da slet ikke klare!

[Alyxia Iearen McBeth]

Hun rystede på hovedet. ”Det gør det ikke, men vi har alle vores perioder, ikke? Jeg kan godt lide de møbler du laver, så måske du selv skulle prøve at kaste dig ud i noget?” foreslog hun med et lidt overbærende smil. Selv Aly havde erfaret at han blev i bedre humør af at bruge hænderne lidt og han var ret så god til det, så hun var ganske tryg ved at lade ham lave hvad end han havde lyst til.. måske det endda betød at han ville blive mere positivt indstillet overfor hende? Hun betragtede deres hænder og vovede at stryge tomlen blidt hen over den varme hånd. Han var den bedste ven hun havde, ud over Scott selvfølgelig. Hun bed sig let i læben og slog blikket ud af vinduet, det var tydeligt at hun skammede sig, men om ikke andet kæmpede hun virkelig for at se sin frygt i øjnene. ”Tak Matt.. det er ikke nemt men det hjælper lidt når jeg ikke er alene. Det at min far var med gjorde en kæmpe forskel,” sagde hun ærligt.. det var ikke en hun kunne påtage sig alene på trods af at hun gerne ville. Et lille glimt meldte sig i hendes blik, hun kunne ikke dy sig for at le ved forestillingen om de to.. det var rart nogle gange at tingene var ved det samme. ”Okay det var faktisk også ret modbydeligt af dig,” påpegede hun men lod egentlig mest til at morer sig. ”Heldigt for dig er jeg ret skarp til protego... bedre end dengang med Mallorie,” tilføjede hun og lagde hovedet en smule på sned. Godt hun ikke længere skulle bekymre sig om den dør!

[Deleted]

Mattheus nikkede tænksomt. ”Jeg kan lave så meget efterhånden.. Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte.. Jeg har tænkt mig at prøve mig med nogen af de der irske graveringer,” fortalte han videre. Han forsøgte virkelig at lyde og være optimistisk, selvom hun bestemt heller ikke gjorde det nemt for ham altid, men det var virkelig forsøget værd! Han trykkede let omkring hendes hånd.. De sad pludselig som et par, og han måtte i sandhed erkende, at han virkelig godt kunne lide, at sidde sådan her sammen med hende. Han sendte hende et let smil. ”Jeg ved, og jeg kan jo se, at du virkelig prøver.. Det er vel også det vigtigste, ikke? Jeg tror også at din far nyder at have dig lidt for sig selv, engang imellem,” fortalte han med et stille smil på læben. Manden havde i hvert fald ofte givet udtryk for det. ”Jeg ville da ikke komme for sent til fordelingen med Matthew Jameson!” sagde han leende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han trykkede igen omkring hendes hånd. Hun var måske blevet bedre til protego siden dengang, men han var altså også blevet rigtig god til bombardio af en eller anden mærkelig grund! Selv han havde ikke skænket Mallorie en tanke igennem rigtig mange år, og det selv for ham, var ekstremt befriende. Det var ikke ligefrem et af hans mest heldige øjeblikke, kunne man da sige. ”Du lader mig virkelig ikke slippe, gør du?” spurgte han morende. Et let drillende glimt meldte sig i hans øjne.. Måske det faktisk blev en god dag alligevel..?