Breathe easy..?

[Deleted]

Det var ved at være hen på dagen, og Shade var klar over, at Piper sad i det møde, som ville afgøre hendes videre skæbne som elev her på Hogwarts. Som lovet, havde han ikke fortalt Piper noget om hvem som var rektor på stedet, for han vidste, at hun var smart og ikke mindst intelligent nok til ikke at begå lige præcis de fejl igen. I øjeblikket sad han på sit kontor, som var et lokale som lå bagved hans undervisningslokale. Han sad med et stykke pergament foran sig, hvorpå at han var ved at forberede den kommende undervisning for hans lille gruppe fra de høje årgange. Det var ikke særlig mange, som i det hele taget fik lov til at fortsætte med hans fag. Efter U.G.L-eksaminerne, var han en mand, som lukkede kassen i, fandt den korte lunte frem, og kun ville undervise de bedste af de bedste elever, som faktisk viste interessen for faget, samt det faktum, at indikere, at det var et fag, som de kunne bruge til noget.
Dusty lå og sov i sengen inde i rummet ved siden af, hvor Shade også havde sin seng, et værelse, samt alle hans personlige ejendele. Fjerpennen hvilede i hans venstre hånd, mens han skrev ned af de tanker som han gjorde sig. De var efterhånden kommet så langt i forløbet nu, at han kunne tillade sig, at blive krævende, og det var noget af det, som faktisk passede ham særdeles udmærket når alt endelig kom til alt. Han dyppede roligt fjerpennen i blækhuset igen, efter en kort tanke til overvejelser og refleksion. Der skulle være mening i det hele.. Det skulle ikke være noget som kunne minde om at forsøge at lokke dem til den mørke side, og specielt nu, hvor han sad med Ministeriets øjne i nakken, var hans tilværelse ikke ligefrem lutter lykke! Han så kort op.. Dusty kunne han høre snorke i sengen ved siden af. Det arme kræ fandt sig slet ikke til rette her. Det var lige før, at han havde ondt af ham.

[Deleted]

Piper gik med hastige og målrettede skridt ned af gangen. Det var blevet ret sent og de fleste elever havde for længst fundet deres opholdsstuer, men mødet var trukket en hel del ud med Isiah. På nuværende tidspunkt var hun nærmest ved at sprænges efter at skulle dele den fantastiske nyhed med Shade. Hun skyldte virkelig den mand et tak! Det mørke hår dansede lysgtigt omkring hendes skuldre i den livlige gang ned mod klasseværelset til Magiens Historie. Selvom det var et helt år siden hun sidst havde sat sin fod på skolen, så kunne hun stadig vejen af langt de fleste af gangene. Roligt stoppede hun op foran døren og skubbede den op til det tomme klasselokale, der som altid var ryddeligt og pænt. Selv i mørket krydsede hun det ubesværet for at komme videre til hans kontor. Under normale omstændigheder ville hun selvfølgelig have banket på, men det tænkte hun ikke på lige nu, og desuden så ventede han hende trods alt. Hun skubbede døren op og trådte ind i de efterhånden velkendte omgivelser. Faktisk var hun i tvivl om hvor vidt hun havde brugt de fleste skoletimer i klasselokalet ved siden af eller om hun havde brugt det herinde sammen med ham. Et velkendt sug gik gennem maven på hende. Hun skubbede døren i og vendte sig mod Shade der sad på samme sted hvor hun sidst havde forladt ham. Så godt som han kendte hende kunne han nærmest se resultatet af samtalen ud fra hendes blik, der var et helt særligt glimt i øjet, selvom hun ikke gjorde meget andet end bare at sende ham et lettet smil. ”Det lader til at du hellere må gøre plads til endnu en elev på holdet,” meddelte hun lidt kækt og vendte blikket mod døren ind til soveværelset hvor snorkenen kom fra. Det kunne ikke være andre end Dusty, hun havde ligefrem savnet den del selvom det i sin tid havde forhindret hende i at få en del søvn.

[Deleted]

Det ville uden tvivl være en løgn, dersom Shade ville påstå, at han faktisk ikke var nervøs… For det var han. Derfor sad han med lektier og pensum, bare for at have noget at give sig til, men det var bare sådan at det var. Dusty lå og snorkede i sengen i værelset inde ved siden af, hvilket var noget som selv fik Shade til at smile for sig selv. Når det nu var sagt, så var det virkelig vigtigt for ham, at Piper ikke forspildte denne chance, selvom det vel var noget, som hun var for intelligent til? Hun vidste, at det var denne ene mulighed, som hun ville få, og det var uden tvivl noget, som han håbede, at hun tog til sig. Han skrev karakteren ’Flot’ på pergamentet til en dygtig og imponerende 4. årgangselev, inden han gik i gang med en næste.
At døren så endnu en gang, skulle gå op, fik Shade til at hæve hovedet og ansigtet i retningen af døren. At se Piper, fik ham til at lægge fjerpennen fra sig. Et sted, så var han virkelig nervøs for at han skulle føre hende hjem igen. Glimtet i hendes øje, sagde ham dog noget andet, og hendes ord bekræftede det kun. Smilet bredte sig næsten lettet på sine læber. ”Jeg tror ikke, at du skal være bange for, at jeg ikke har plads i mit klasselokale, Piper. Lad mig være den første til at ønske dig velkommen på Hogwarts skole for Heksekunstner og Troldmandskab,” sagde han med en rolig stemme, inden han rejste sig op og vendte sig mod hende. At vide, at hun nu var her, gjorde også, at han kunne stå foran hende i stedet for. ”Velkommen tilbage,” afsluttede han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Antydningen af hans smil var nok tilfredsstillelse for hende, i det store og det hele handlede det jo ligeså meget om at få lov til at være sammen med ham ligeså meget som det handlede om at få sin uddannelse. Hun lænede sig en smule op af døren og sendte ham et smil der nåede hendes øjne. Hun havde vitterligt ikke regnet med at Isiah ville lukke hende ind, og selvom hun ikke stolede på ham, så var det ligegyldigt nu.. det var livsnødvendigt for hende at få den her uddannelse. Idet han rejste sig, rykkede hun sig fra døren og gik ham i møde med et lidt smørret smil. ”Det havde jeg en lille idé om.. og tak Shade, både for det og for din hjælp,” tilføjede hun og bed sig en smule i læben. Sandheden var jo nok, at det aldrig var blevet sat i værk uden ham. Hun hævede sit blik til hans, han var en hel del højere end hende, hvilket stadig kunne komme bag på hende. ”Hjem kære hjem,” mumlede hun og så sig omkring. Det føltes faktisk meget som hjem efter alt den tid. ”Og jeg foreslår at vi fejre det med en eftersidning,” hun hævede og sænkede panden lidt drillende og trådte forbi ham for at sætte sig i den slidte stol foran hans skrivebord. Ligeså provokerende som hun nu engang var, slog hunbenene op på bordet og lænede sig tilbage med hænderne foldet over maven. Se nu var det som at være hjemme og hun holdt sig bestemt ikke tilbage!

[Deleted]

Shade var lettet over, at vide, at hun virkelig havde fået den mulighed, og så var det virkelig vigtigt for ham, at understrege, at han faktisk var det – for hendes skyld om ikke andet. Han selv valgte at rejse sig op, kun for at træde ud på gulvet foran hende. Han ville mere end glædeligt byde hende velkommen i hans klasselokale igen. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse, som han let lod hovedet søge på sned. Isiah havde givet hende muligheden.. og det var noget som faktisk betød uendelig meget for ham. ”Jeg er bare glad for, at han valgte at gøre som jeg ville – igen,” tilføjede han med en ganske tilfreds mine. Han havde ramt mange ømme punkter ved Isiah, men det havde da virket, og det var da det vigtigste! At hun så bare valgte at passere ham og tage pladsen i stolen og smækket benene op på bordet, fik ham roligt til at ryste på hovedet, uden at smilet falmede. Selv han var kommet godt igen efter det hele.. Også selvom han vidste, at hendes far var ude, og ville være efter dem.. Specielt nu. ”Fejrer det med en eftersidning…” Han endte med at søge hen til sin plads igen, som han tog plads i. Han samlede hænderne foran sig. ”Fortæl mig hvad han har sagt,” opfordrede han med en rolig stemme, og tydeligt en anelse… nysgerrigt faktisk. Det næsten så gennemborende blik, hvilede på hendes skikkelse. Iskoldt vel og mærke.

[Deleted]

Selvom hans blik var mere eller mindre blottet for følelse, så vidste Piper at han var glad på hendes vegne, for hende var det dog stadig lidt underligt at være tilbage og så omkring ham, men hun var hjemme... langt om længe. Isiah var ikke til at stole på, ikke med hans baggrund, men lige nu var han trods alt mere troværdig end Theodore. ”Ja du er snedig er du, men glem nu ikke hvem der charmerede sig ind på ham ham,” påpegede hun med et selvtilfredst smil og et alt for uskyldigt blik idet hun pegede sigende på sig selv. Hun lænede sig godt tilbage og lagde hovedet på sned. Han var tilsyneladende i gang med noget, men hun ville virkelig gerne forstyrre ham lidt, mest bare for at have en undskyldning for ikke at søge op på sovesalen med det samme. ”Som i gode gamle dage,” tilføjede hun med et lidt for selvtilfredst grin. Det faldt lidt idet han satte sig overfor med det typiske, strenge blik, hun trak sig dog ikke af den grund. ”Jeg lovede ham bare at holde mig ude af problemer, det var mere eller mindre det,” sagde hun og trak på skuldrene. Hvis det var alt han krævede så skulle hun nok sørge for at opfører sig pænt, ikke mere af den slags som med Sebastian, det var helt sikkert! Hun sukkede dæmpet og strøg hånden gennem sit mørke hår.

[Deleted]

Piper var nok den som kendte Shade bedst, og vidste hvad glimtet i hans øjne betød, hvilket nok også glædede ham. Han selv tog roligt pladsen overfor hende. Det var ligesom i de gode og gamle dage.. Hun var kommet igennem nåløjet, og kunne nu fokusere på sin uddannelse, hvilket uden tvivl, var noget som passede ham helt fint, velvidende om, at det nu var her, at Theodores fokus ville komme til at ligge. ”Jeg vidste, at du om ikke andet, var intelligent nok til at sno ham om din lillefinger,” sagde han med en sigende mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Han lod armene søge over kors. For nu, lod han hende sidde med benene over bordet.. Han så ikke på det som en eftersidning. Ikke lige nu i hvert fald. ”Så lang tid, du ikke laver det nummer med Sebastian om igen, så.. Men eftersidning, siger du?” Han rettede sig op igen og vendte blikket mod sin ene skuffe.. Hun kunne jo lige så godt komme ordentlig ind i det hele i så fald. Han rev en gammel opgave op, som syvende og sidste årgang havde lavet som start her på året, og lagde den foran hende. Han vendte blikket sigende mod hende. ”Så kan du jo starte her,” afsluttede han med et lettere kækt glimt i øjet, idet han igen satte sig tilbage og med opgaven, som nu lå foran hende.. En opgave, som gik på arbejdet i Ministeriet, Aurorkontoret specielt. ”Jeg formoder med din kendskab til Ministeriet, at den ej, skal den ikke opgave blive et problem,” sagde han roligt.

[Deleted]

Det her var nøjagtig ligesom i gode gamle dage hvor hun havde tilbragt halve sit liv på det her kontor. Det at være tilbage fik hende for en stund fik hende til at glemme alt om den jagt der var sat ind på hende, og det var rart for en gangs skyld at føle sig tryg. ”I det mindste? Du lader ikke til at gøre mig særlig store tanker om mig Shade, jeg er en kende skuffet må jeg sige,” svarede hun med en falsk fornærmet tone der lod sig ødelægge af det smil der ret hurtigt bredte sig på hendes læber. Det falmede i samme øjeblik han nævnte Sebastian, hvilket i samme omgang fik hende til at slå blikket væk i skam. Hun havde været alt for naiv med den mand, men han havde bekræftet hende på måder som ingen andre havde, og hun havde været for nem. ”Jeg er blevet ældre end det, jeg begår ikke den fejl igen,” sagde hun sammenbidt og fumlede en smule med hænderne inden hun fjernede fødderne fra bordet og satte sig op med en vis form for nysgerrighed da han i stedet begyndte at rode i sine skuffer. Blikket fangede den opgave han smed på bordet hvorefter hun igen så op på ham med et: det-mener-du-ikke-blik. ”Ligesom gamle dage,” mumlede hun og sukkede men greb alligevel ud efter papirerne som han havde smidt foran hende. ”Nej det håber jeg ikke,” påpegede hun bare og satte sig med dem. Egentlig var hun ikke i humør til at lave lektier, men hvis det betød længere tid med ham så gjorde hun det gerne. Hun fandt en fjerpen på bordet og gik i gang.

[Deleted]

Shade kendte udmærket godt Piper, og det var skam ikke altid, at han vidste om det var en god eller en skidt ting. Når det nu var sagt, så var han selvfølgelig glad for den mulighed, som hun havde fået til at fuldføre de 7 skoleår, og at han kunne hjælpe hende igennem det hele, som han havde lovet hende i udgangspunktet. ”Jeg vil vove at påstå, at jeg kender dig bedre end de fleste.. Jeg ved hvad du kan, bare ved et blik og at åbne munden,” kommenterede han med en sigende mine. Han tog det nu ikke så tungt igen, måtte han ærligt indrømme. Sebastian havde uden været en kæmpe fejl, som han var glad for, at hun havde lært rigtig meget af i den anden ende. ”Jeg ved det godt.. Og så lang tid, det ikke sker igen, går jeg ikke ud fra at der er noget problem,” sagde han med en ganske sigende mine. Opgaven som han havde givet sine elskede elever tidligere på ugen, og det ville da altid være et glimrende punkt for hende at starte, så hun kunne komme lidt ind i det, også fordi at det var forberedelse til en kommende udflugt. ”Ligesom i gamle dage,” medstemte han med en rolig stemme. Selv ville han ikke tvinge hende til at lave den nu.. Det var bare sjovt at se hvor lang tid, at han kunne trække den, før hun ville begynde at brokke sig over det. Han foldede igen armene over kors, og med blikket hvilende på hendes skikkelse. Glimtet var ikke til at tage fejl af. Han var faktisk rigtig glad på hendes vegne.

[Deleted]

Allerede nu ville Piper mene at Shade havde præsteret at holde sit løfte til hende hvilket hun var virkelig glad for. Han havde givet hende en enestående chance for at gennemfører sin uddannelse og samtidig lærer at forsvare sig mod den mand der ville slå hende ihjel. ”Mener du det her?” spurgte hun og sendte ham et charmerende smil og blinkede. Okay det var dumt.. men hun var i forfærdelig godt humør for en gangs skyld og der var ikke noget der kunne ødelægge hendes dag nu! Hun så ned og rødmede en smule men uden at sige mere. I stedet så hun på den nye opgave og gav sig i krig med den. Den var ikke vildt svær men stadig udfordrende efter et helt år væk fra skolebænken, det ville være rart at komme i gang igen. ”Det kommer ikke til at ske igen Shade, Sebastian var den største jeg har begået og han tog det jo også virkelig meget som en mand,” påpegede hun og himlede med øjnene. Hun kunne godt mærke at hans blik havde brændt sig fast på hende mens hun sad optaget i sin opgave, men hun gav sig alligevel i krig med at skrive. ”Ved du hvad det her minder mig om?” spurgte hun med et lidt farligt glimt i øjet. Hun så dog ikke op men fortsatte med at skrive, det var trods alt en fordel at være en kvinde og kunne gøre flere ting på samme tid!

[Deleted]

Shade var en mand af løfte, også selvom det havde taget ham lang tid, at overbevise Piper om det, så havde det da virket når det virkelig gjaldt. Han vendte blikket sigende i hendes retning. At hun så fyrede det blik af, fik ham til at trække sådan på smilebåndet, at det ene smilehul viste sig ved hans højre mundvig. Han himlede med øjnene. ”Lige præcis,” sagde han med en morende stemme. Det morede ham virkelig.. Det var uden tvivl noget af det, som hun gjorde bedst. Han lod hovedet føre en kende på sned. Sebastian havde virkelig ikke været megen mand, måtte han erkende. ”Jeg vil bestemt ikke påstå, at der var meget mand over ham, da jeg fandt Jer nede ved søen, Piper… Jeg er kun glad for, at han efterfølgende valgte at forlade stedet her,” tilføjede han ærligt. Den mand havde været.. en trussel et eller andet sted, og det var en tanke, som uden tvivl også irriterede ham en hel del. Han skød brynet let til vejrs.. Hvad det her mindede ham om? En af de mange millioner eftersidninger som de havde været igennem om ikke andet. ”Hvad det helt principielt skulle minde mig om? Det ringer ikke rigtigt nogen bjælde.. Foruden de mange eftersidninger vi hertil har været igennem… Hvorfor?” spurgte han efterfølgende. Han trak vejret dybt.. Hun gjorde noget… Hun havde noget i tankerne, men lige hvad det var, havde han svært ved at regne ud. Han skulle jo selv lige vænne sig til, at hun var der igen nu.

[Deleted]

Shade var måske ikke det rette selskab at gøre det i, men Piper kunne alligevel ikke dy sig for at sende ham et af sine sine typiske smil – charmerende og uskyldigt, med andre ord alt andet end hvad hun nok i virkeligheden. ”Jeg er så god at jeg kan få sig dig til at smile,” sagde hun en kende stolt og skød brystet en smule frem. De tanker hun gjorde sig og hvad hun følte, ville hun aldrig kunne dele med ham, og så var det at situationer som Sebastian opstod, hvilket hun ikke skulle igennem igen. ”Nej det ville sandelig være synd at sige,” mumlede hun lidt bittert. Måden han bare havde kastet den over på hende kunne stadig gøre hende lidt vred, men faktisk var hun mest flov over at Shade havde set dem så tæt på hinanden, i et kort øjeblik havde hun følt sig utro selvom de aldrig ville finde sammen. Endelig så hun op og lagde opgaven en smule i skødet. ”Jeg burde næsten være skuffet,” hun klikkede fornærmet med tungen men kunne ikke lade være med at grine. ”Det minder mig om den eftersidning hvor jeg kyssede dig.. lige foruden at jeg er i langt bedre humør og ikke længere så naiv,” tilføjede hun sigende og genoptog sine skriblerier, mest fordi hun ikke rigtig turde se hendes reaktion på at hun bragte det op. Det der stadig sad i hendes var at han havde besvaret kysset.. han havde rørt hende. Det gik op for hende at hun var blevet varm i kinderne... igen, hvilket fik hende til at se ned.

[Deleted]

Det var ikke nogen hemmelighed at Shade faktisk smilede sjældent.. For det skete faktisk ikke særlig ofte. Han rystede på hovedet og vendte så blikket mod hende endnu en gang. ”Lad det i så fald, forblive vores lille hemmelighed,” sagde han med en dæmpet og sigende mine. At hun alligevel så bare kastede sig ud i opgaven, var noget som virkelig passede ham fint. Så var hun om ikke andet, så med i forberedelserne til den kommende udflugt, som han var i færd med at planlægge, og det plejede faktisk ikke at blive et problem at komme af sted. ”Han var ikke det værd, det kan vi meget vel blive enige om,” sagde han sigende. Samtalen om Sebastian gik ham stadig på, og han vidste, at det ikke var noget som det burde gøre, hvilket han bestemt heller ikke kunne gøre for i længden! Han vendte blikket mod hende igen… Burde han kunne huske de mange eftersidninger? Han smilede let for sig selv, da hun kommenterede den ene aften, hvor de havde kysset. Ja, han havde gengældt det, og det var nok også en af de eftersidningsaftener, som han faktisk kunne huske. Han lænede sig roligt mere tilbage i sin stol. ”Åh ja.. Det mindes jeg skam. Hvor frustreret du var over, ikke at slippe for opgaven, som skulle ligge på mit skrivebord… Jeg husker stadig dit ansigt,” pointerede han, idet han let blinkede i retningen af hende. Han kunne ganske enkelt ikke lade være, når hun selv valgte at lægge sådan op til den.

[Deleted]

Det var ikke ofte Shade smilte på den måde, hun kunne ikke undgå at blive lidt varm ved synet, mest fordi hun vidste at det var takket være hende på trods af at han ikke følte for hende som hun følte for ham. ”Hvorfor? Det klæder dig engang i mellem,” komplimenterede hun og trak lidt ligegyldigt på skuldrene. Det iskolde blik var charmerende på sit vis, men smilet var noget helt andet. Hun lagde roligt det ene ben over det andet og sank sin opgave som hun allerede var temmelig godt i gang med, det var trods alt hende og vanerne overmandede hende ret hurtigt igen. ”Han var ikke et sølvsegl værd magen til vatp.. ja skal man lede længe efter,” sagde hun og fugtede læberne med tungen. Han havde i det mindste kunnet tage sin del af ansvaret, men det havde han jo ikke engang gjort! Hun rystede tanken lidt af sig.. selvom det var pinligt at Shade havde fundet dem, så var hun taknemmelig for at han havde stoppet det. Hun fnøs og rystede lidt på hovedet med en rødmen i kinderne og håbede på at han ikke bed sig fast i det, for det var så forkert på alle måder! ”Det var også et ret urimeligt kort at spille,” påpegede hun strengt og gav sig igen til at skrive med det lille smil på læben. Hvor ville hun dog gerne gøre det igen!

[Deleted]

Shade trak let på skuldrene. Han havde bare aldrig rigtigt haft nogen grund til at smile. Et liv alene, og nu hvor han havde mistet de to, som han faktisk havde holdt af.. det var virkelig svært til tider. ”Så snart jeg har ting at smile af, så er det også langt nemmere, Piper,” sagde han roligt. Selv for ham, føles det virkelig underligt, at smile.. Det var slet ikke noget som lå til ham normalt, for han havde jo aldrig nogensinde noget som helst at skulle smile af! Sebastian ville han slet ikke tænke på.. Den klaphat var væk fra skolen her, og det var skam slet ikke fordi, at han ville fortsætte med at køre rundt i det, for det var slet ikke hans hensigt med dette.. Tvært imod. ”I det tilfælde, er det fint, at han forlod skolen.. Jeg tror ærlig talt, jeg truet ham til at smide sin opsigelse,” sagde Shade med en ærlig stemme, og med et kort træk på skuldrene. Det var jo faktisk ikke fordi, at han havde noget imod det.. Han havde stoppet dem i at gøre noget, som Piper uden tvivl ville fortryde efterfølgende, og det synes han virkelig ikke var retfærdigt. Det var hun for værdifuld til. Selv for ham. Smilet kunne han ane, samt den røde farve i hendes kinder.. Det gav ham blod på tanden til at fortsætte det. ”Synes du virkelig? Jeg synes det var.. Det perfekte kort at spille.. En smuk og flot kvinde i mit skød.. og jeg fik min opgave.. Hvor ofte, er det man får i pose og sæk?” spurgte han hende ganske sigende. Hvorfor lyve for hende? Han havde jo fået tingene helt præcist, som han gerne ville have dem.