Ny Botanikprofessor?

[Deleted]

Callum lyste op i et smil, da hun snakkede om han elskede hjemland, et land han ikke rigtig ønskede at flytte fra, han følte sig hjemme her " det er også et meget smukt land"sagde han roligt og nikkede let " ja jeg må nok indrømme at jeg er ægte skotte, det kan jeg vist ikke løbe fra" sagde han muntert, han havde altid haft en stærk accent, nok fordi hans far også snakkede på samme måde hans stemme var bare dybere og ikke så hæs som Callums. Han lage roligt hoved på skrå da hun så lidt tvivlende på ham, han ville kun fortælle ting videre hvis hun bad ham om det, han kunne ikke finde på at sladre om ting fra andre samtaler " alt, jeg siger kun noget videre hvis du beder om det" svarede han fuldkommen alvorligt og mødte hendes blik, med øjne der tydeligt viste at han mente sine ord. Han smilede let og lyttede interesserede imens han drak lidt mere af kaffen. Callum havde næsten altid drukket kaffe, selv da han var barn, hugge han gerne en slurk når forældrene kiggede væk, om den så havde været iskold drak han det med glæde. Callum betragtede hende roligt" ja der er mange af sådan fuldblods familier, men ja jeg kan forstille mig at det kan være svært, men hvis man har viljen til det, så skal man gøre det"sagde han roligt, og så let rundt" tænk på alle de fantastiske planter mugglerne har, og de er ligeså stærke som vores magiske planter, det kræver bare forståelsen for det" sagde han roligt, hvorefter han rejste sig op og gik hen og hentede en potteplante med en rød rosen plante i. Han satte den foran hende på bordet, før han satte sig ned og så le på hende" tænk på dem som roser, det kan godt være de stikker og har torne, men de er smukke og viljestærke "sagde han filosofisk, det var nok det bedste måde han kunne komme på, for at ændre bare en smule på hendes synspunkt vis han kunne. Han sendte et let smil" du må meget gerne få denne rose, hvis du vil have den med dig ?"sagde han høfligt, måske den ville minde hende om hans ord. 

[Deleted]

”Det er meget tydeligt at høre på Dem. Ja og se, for den sags skyld.” sagde Sacha med antydningen af et smil. Det ildrøde hår var ret afslørende, og sammenlagt med accenten, ja, så var der ikke megen tvivl længere. Sacha havde nok lidt en svaghed for sådan noget rødt hår, endnu en ting, som hendes veninder fandt meget mystisk. Hun snoede lidt fraværende en af sine egne krøller om pegefingeren, som hun tog endnu en slurk af kaffen. Det var ganske behageligt bare at sidde på den måde og snakke. Det ville hun sagtens kunne vænne sig til at gøre oftere, troede hun. ”Det sætter jeg pris på, professor.” Og det gjorde hun virkelig. Hvis ellers, han holdt ord - det kunne man aldrig være sikker på, men han lignede sandelig ikke én, der ville bryde sit ord. Lige nu havde hun dog ikke noget presserende på tungen, som på den måde var fortroligt. Hun ville heller ikke chokere ham ved at være alt for åbenmundet. Endnu. Hun skulle jo stadig have den der dispensation.
Da han startede med at sammenligne mugglerne med blomster, begyndte det at dæmre en smule for hende. Hun fulgte ham let med øjnene, som han rejste sig fra sin plads og hentede en potteplante hen til dem. Sacha genkendte den selvfølgelig straks som en rose, hvilket enhver anden elev sikkert også ville have gjort. Rosen var trods alt en, hvis ikke dén, mest populære blomst, der fandtes. Alle kendte rosen. Alle vidste, hvad den symboliserede. Og alle kendte til de ordsprog, det omhandlede den. Livet var en dans på roser, ja, men roser havde også torne, og så videre. ”Det forstår jeg!” udbrød hun en smule overrasket og smilede langsomt, mens hun lod blikket hvile på potteplanten foran dem. Hun løftede den ene hånd og berørte ganske blidt de spæde kronblade med fingerspidserne. ”Rose is a rose is a rose is a rose...” citerede hun lidt mumlende, formentlig den eneste mugglerforfatter, hun kendte. Formentlig også det mest kendte rosendigt, der fandtes. Et øjeblik glemte hun næsten helt, at professoren sad overfor, men rystede så lidt på hovedet for at klare tankerne.
Et lille smil brød frem på hendes læber, da han tilbød hende rosen. ”Det vil ikke se pænt ud, hvis De forærer roser til Deres elever, professor. De ved nok, hvad en rose betyder.” bemærkede hun lavmælt og betragtede ham sigende med hovedet en anelse på skrå. Hun hentydede selvfølgelig til, at man siden Antikken havde tillagt forskellige blomster forskellige betydninger og rosen havde altid været og ville altid være, uanset farve, et symbol på kærlighed. Det måtte professoren også vide, selvom det ikke var en videre videnskabelig form for Botanik.

[Deleted]

Callum lo muntert og trak let på skulderen" ja det kan jeg ikke helt løbe fra"sagde han munter, han var vel det man kaldte en vakse ægte skotte, både med sin kraftige accent og det naturlige røde hår, men han var nu også meget stolt af sit hjemland det var et smukt land, med fjelde og masser af natur og kultur. Han så roligt på rosen, betragtede den let, det havde nu altid været hans yndlings blomst nok også fordi den havde så mange betydninger og var en fascinerende plante. han vendte dog opmærksomheden mod hende da hun snakkede til ham" tak, så lov mig at kom hvis du for brug for det" sagde han roligt men med en alvorlig undertone som dog var svag, men virkelig forklarede at hans ord var sande og  ikke til at spøge med, hun måtte bare lære at tro på ham, men det kom nok efter lidt tid det var trods alt første gang de snakkede sammen. Callum betragtede hende, imens hun betragtede rosen, han kunne fornemme på hende at hans ord gav mening og tænkt hvis det blot var det der skulle til for at ændre lidt på hendes syn af andre blodtyper, han smilede skævt til hende" det var da godt, nogle gange skal man bare formulere det på en måde som passer bedst til vedkommet" sagde han let, og lage hoved på skrå da hun nævnte noget fra et digt, han engang selv havde læst men ikke regnede med at hun kendte da det ikke var fra den magiske verden. Da hun begyndte at afslå hans tilbud, smilede han muntert til hende, ja roser var ofte et symbol på kærlighed, men den havde forskellige symboler alt efter hvilken person man er" jeg er udmærket klar over det" startede han roligt ud imens han fangede hendes øjne i sine " men hvis du tænker over det, har den mange symboler og jeg forære den ikke til dig af det symbol alle sammenligner den med" sagde han fortsat" jeg forære den til dig, fordi jeg har givet dig en anden måde at se den på, og hvis folk skulle undre sig, kan du vel bare fortælle at det er fra en beundre, det plejer at virke"sagde han muntert, med en lidt mystisk klang ved de sidste ord. Den gang han selv havde gået her, fik han også en blomst af sin botanik lære, men alle drengene lo af den og spurgte hvem han havde fået den af, men da han så sagde det var fra en beundre fik de respekt for ham og han behøvede ikke længere at bekymre sig om planten. Han håbede hun nu ville tage imod den, efter hans nye ord, ellers ville de i det mindste få hende til at tænke en smule anderledes. Callum var en meget filosofisk mand, han så ofte tingende på andre måder, han fandt ofte andre meninger i ord og han så på en måde verden med anderledes øjne, men det krævede dog at man åbnede sit sind, og lod sig tænke at alt i verden har en mening. 

[Deleted]

Så professoren vidste altså godt, at han på alle områder lignede en skotte. Et fuldskæg ville virkelig have været prikken over i’et, men tanken fik næsten Sacha til at smile. Selvfølgelig skulle den virkelige test stå den dag, hun så ham gå ombord i den skotske whisky. Skotland havde århundreders tradition for produktion af whisky i baglommen, så man var ganske unormal, hvis ikke det var en drik, man nød. Desværre sagde skolereglementet, at det var forbudt at drikke alkohol på skolens grund - forbandet være det reglement! - så de få gange, Sacha havde tilladt sig at nyde alkoholens virkning, var det foregået ved en aften illegalt at snige sig til Hogsmeade igennem den hemmelige passage på 4. sal. Pokker stå i det. Hun brød sig overhovedet ikke om ingefærøl, men drak ildwhisky som havde hun aldrig levet for andet.
”Det skal jeg nok.” forsikrede hun ham og drak lidt mere kaffe igen. En dag. I det hele taget var Sacha ikke en pige, der betroede sig til alle og enhver, snarere tværtimod. Jo, hendes søster havde ganske vidst hendes fortrolighed, men det var nærmest også den eneste. Det var eksempelvis en umulighed at snakke drenge-problemer med de umodne gutter, der rendte rundt på Hogwarts, og så holdt hun det bare hellere for sig selv. Ja, det var sådan set også en umulighed at snakke pige-problemer med dem, hvis det skulle være. Problemer i det hele taget.
Det var tvivlsomt at den éne lille sammenligning af mugglere og planter ville udrydde Sachas fordomme fuldstændigt. Men det havde alle dage været sådan, at hun forstod planterne bedre, end hun forstod menneskene, så det skulle sikkert nok hjælpe hende at tænke på sine mugglerfødte klassekammerater som roser med torne.
Altså hun vidste da godt, at det ikke var dérfor, professoren tilbød hende rosen. Det havde også været en anelse creepy, dersom det havde været tilfældet, eftersom de kun lige havde mødtes og professoren var, ja, hendes professor og alt muligt. Lidt uskyldigt flirteri var aldrig af vejen, men derfra og så til at indblande ordet ’kærlighed’, var der sandelig meget lang vej endnu. Dertil var hun meget mere komfortabel med ’begær’. Et fysisk forhold rørte hende ikke, men hvis der var nogen, der nævnte noget om følelser, løb hun med garanti skrigende bort.
Som han foreslog, hun bare kunne fortælle de andre, at det var fra en beundrer, smilede hun lidt håbløst. Det var ikke en holdbar løsning. ”Er det da det?” spurgte hun med et lidt drillende blik og slog det så hen med en lille hovedrysten. ”Mine beundrere ville aldrig give mig blomster.” fortalte hun med en lille grimasse. Desuden var det også sikkert og vidst, at hvis hun fik en blomst fra en eller anden, ville Jay og Lewis drille hende for evigt i et forsøg på at finde ud af, hvem der dog havde givet den. For ikke at tænke på Élise. Yikes. Sacha ville ikke få et øjebliks fred. Men heldigvis var der nu ingen beundrere, der tillod sig at gøre det, mest fordi hun havde for vane at bide hovedet af dem, hvis de kom for tæt på. Hun havde visse… standarder, ikke? Hun lod sig bestemt ikke nøjes med hvem-som-helst. ”Men hvis De lader den stå her, lover jeg at komme forbi af og til for at se på den og huske Deres ord.” foreslog hun i stedet og så på ham med et spørgende udtryk.

[Deleted]

Callum smilede roligt og drak lidt mere af sin kaffe, han ville aldre forelske sig i en elev, det ville kunne få ham fyret og dette job, havde længe været en drøm for ham så det ville være dumt. Han betragtede hende lidt, hun var en flink elev ihvertfald overfor ham og det gjorde ham da glad" ville de ikke? sikke en skam" svarede han roligt, før han drak en tår mere af sin kaffe. Han vidste ikke helt hvad han mere skulle sige nu, men han kunne dog også godt lide den rolige stilhed omkring dem. Han kørte let en hånd igennem håret og sendte et skævt smil"hvis det er det du vil" svarede han ærligt" men du kan få den med dig når du slutter her"sagde han venligt, efter at have givet den til hende, ville han have det mærkeligt med at beholde den. 

// undskyld dette sene, og ikke kreative svar//