I got your message

[Deleted]

Shade havde tilsyneladende elsket Iris, selvom han ikke sagde det højt så havde Piper ret hurtigt spejdet savnet i hans blik hvilket gav hende lidt af en klump i halsen. Tanken om Dusty løftede hende lidt, mest fordi hun vidste at det lille væsen tilsyneladende ikke havde glemt hende. ”Det er der nu ingen grund til. Jeg mangler ham,” erkendte hun med en undertone af afsavn. Hun var ikke vant til at savne som hun havde gjort det sidste år, hendes familie havde aldrig betydet det mindste for hende. Hun bed sig i læben igen og lod blikket falde til et tilfældigt sted bag ham. Hvad skulle hun gøre bagefter? ”Jeg håber stadig på at kunne blive auror, men vi må se. Jeg må tage en dag af gangen og lige nu er det at få en uddannelse og forhåbentligt så får de ham bag tremmer, ellers må jeg før eller siden konfronterer ham, jeg kan ikke blive ved med at flygte,” svarede hun med en dyb indånding. Egentlig lød det langt mere modigt end hun egentlig følte sig. Det blide kærtegn havde hurtigt revet hendes opmærksomhed til ham, fået hendes hjerte til at banke. Det var så fristende bare at trykke sig ind til ham , begrave sig mod hans bryst og bare... give slip på de mange facader, men det kunne hun selvfølgelig ikke. Hun overvejede virkelig hans tilbud frem og tilbage, forsøgte at opveje risikoerne. ”Det kostede dig næsten livet at huse mig sidste gang og jeg frygter ærlig talt at han har noget større i sinde at ha..” hun tav øjeblikkeligt og lod armene falde. Selvfølgelig! Når han havde samlet kræfter og folks å ville han lokke hende frem og hvem skulle han gå efter ud over Shade og Dusty? Hvis hun ikke var der, kunne hun ikke beskytte dem. ”Fint jeg tager med,” svarede hun endeligt.

[Deleted]

Shade havde virkelig været glad for Iris, og det have været ham en kortvarig glæde, og en mulighed for at fokusere lidt mere på andre ting, end det som Piper havde sat i ham, igennem tiderne. At det så var noget som gjorde hende ked af det, måtte han jo bare acceptere for nu. Han vidste hvor forkert det var, men skaden var sket.. Hun behøvede bare ikke at vide det. Han trak svagt på smilebåndet. ”Han mangler også dig, Piper. Der går ikke en dag, hvor han ikke spørger ind til fruen,” pointerede han næsten morende. Dusty var det nærmeste, som han kom en søn, og den tanke var noget som han kunne lide. Det lille væsen var noget af det kæreste for ham. Han nikkede til hendes ord. ”Det er som sagt, ikke helt utænkeligt, men det kræver at jeg kan få dig ind på Hogwarts igen, og jeg lover dig, at jeg skal gøre hvad jeg kan, for at få ham til at give dig den chance. Men en konfrontation med den mand, vil koste dig livet, Piper.. Tænk dig nu meget godt om,” sagde han med en yderst sigende mine. Han ønskede jo heller ikke ligefrem, at hun skulle komme galt af sted.
Shade lod hovedet søge en kende på sned. Han ønskede ikke at se hende blive her, og hvis hun tog med ham, kunne han da om ikke andet så passe på hende. ”Selv jeg har lært efter den hændelse. Jeg går faktisk med staven på mig nu. Desuden.. I min husholdning, kan selv jeg passe på dig,” pointerede han sigende. At hun så endelig valgte at gå med, var noget som faktisk passede ham særdeles fint, og det var tydeligt. Han nikkede. ”Godt, så pak dine få ejendele, og så tager vi af sted med det samme,” sagde han roligt. Meget vel at han måtte kalde Dusty hjem fra Hogwarts, så Piper ikke sad hjemme alene. Selv vidste hun, at Dusty kunne meget mere, når han var sat til det.

[Deleted]

Det var bedt bare at accepterer at Shade var og forblev hendes professor og intet andet, selvom det til tider kunne være svært, særligt nu hvor hun stod overfor ham igen. Antydningen af et smil sneg sig over hendes læber. ”Jeg er ikke hans frue mere.. det var jeg faktisk aldrig,” påpegede hun sigende. Hun havde bare været en gæst i hans hjem til hun kunne klare sig selv og blev myndig, Iris havde været den reelle frue, men hun var glad for at Dusty ikke så det på helt samme måde. Hun foldede hænderne roligt foran sig. ”Tak Shade, jeg skylder dig virkelig, jeg ved godt at det ikke bliver nemt. Og ja jeg ved godt at en konfrontation muligvis vil koste mig livet, men en dag finder han mig, hvordan og hvornår ved jeg ikke, men med mindre at ministeriet får fingeren ud af hullet, så kommer det til at ske,” fastholdt hun en smule stresset. Hun hadede tanken men det var ikke løgn, hun kendte sin far bedre end nogen anden nok. Piper lod ham bare være i troen på at hun tog med så han kunne beskytte hende, selvom hensigten egentlig var omvendt. ”Det er ikke dit job at passe på mig. Jeg ville være glad hvis du bare passer på dig selv,” påpegede hun sigende og gik hen til sofabordet hvor hun skubbede de mange bøger ned i en kuffert. Mere havde hun faktisk ikke rigtigt ud over lidt tøj men det var ikke så vigtigt. Hun lukkede den roligt hvorefter hun greb om ugleburet. Magica ville nok elske at komme ud i den frie luft snart. ”Jeg er klar,” tilkendegav hun endeligt og sendte ham et forsigtigt smil.

[Deleted]

Shade kunne ikke benægte, at hans tætte forhold til Piper igennem hendes skoletid, alligevel havde sat visse spor selv i ham, og det var noget som han selv direkte måtte foragte et eller andet sted, for han vidste jo hvor forkert det var. ”Sådan har han nu altid betegnet dig. Jeg tror ikke du får ham til at skifte mening,” sagde Shade med en rolig stemme. Ikke fordi, at det var en tanke, som gjorde ham noget som sådan. Han gjorde meget for hende, og det var han klar over, men det var den mulighed som han havde, og det var det, som han havde i sinde, at gøre noget ved. ”Jeg ved godt, at det er et tungt arbejde, som jeg lægger på skuldrene, men jeg gør det gerne. Så kan jeg stadig leve op til det løfte, som jeg skænkede dig for mange år siden. Desuden er jeg sikker på, at Ministeriet gør, hvad de kan.” sagde han med en sigende mine. Det kunne godt være, at hun ikke ville have, at han skulle passe på hende, men han turde vove at påstå, at han kunne langt mere, end det som hun kunne ved hjælp af staven, og specielt hvis hun heller ikke havde brugt sin igennem det sidste år. Han nikkede til hendes skikkelse. ”Vær du af den opfattelse,” sagde han med en rolig stemme. Han kunne uden tvivl sagtens passe på sig selv, hvis det var det, og det var nu bare sådan at det var. Han vendte blikket mod hende, da hun fik pakket sine få og små ejendele sammen. Det var ikke mange, og det kunne hun da tydeligt se. Han nikkede sigende. ”Godt.. Jeg tager den der.. Bilen holder dernede, så kører vi hjem,” sagde han sigende, inden han søgte hen til hende, hvor han tog kufferten med alle bøgerne i. Han tog den til sig og førte hende mod døren. ”Hav staven klar, hvis du føler dig mest komfortabel med det,” tilføjede han og tog i håndtaget og tvang døren op, inden han begyndte at bakse med kufferten ned af trappen og ned til bilen.

[Deleted]

”Jeg har ikke et enormt behov for at få ham til at skifte mening,” erkendte hun roligt. Dusty var et fantastisk lille væsen, der var ikke meget hun ikke ville gøre for ham, for at være ærlig, og hvis han stadig anså hende for at være sin frue, så ville hun bestemt heller ikke klage. ”Jeg ved det er nærmest umuligt hvad jeg har bedt dig om Shade, hvis ikke du kan opretholde det løfte så bebrejder jeg dig ikke, det er stort at du overhovedet vil gøre forsøget, det havde jeg end ikke regnet med,” hun så op på ham med trætte øjne. Det var udmattende at sidde fanget i den samme lejlighed mere eller mindre skræmt fra vid og sans og paranoid. Som Fuldblodsmagiker var det ekstremt svært for hende heller ikke at bruge magi. Hun stillede kufferten der kun var tung takket være bøgerne, ved siden af ham og tog selv ugleburet, for det var faktisk mere eller mindre alt hvad hun ejede, det vækkede ikke opsigt. Hun nikkede roligt. For første gang passede det hende fint at de tog bilen, mest fordi det var det mest sikre på nuværende tidspunkt, bare at blændes ind med mængden. Hun glædede sig til at komme hjem.. til at se Dusty igen, det gik først nu op for hende hvor meget hun faktisk havde savnet dem begge to selvom tanken om Shade ofte havde krydset hendes tanker, han var jo nærmest bare blevet en naturlig del af hendes liv efter alle de år. ”Jeg har altid staven klar,” tilføjede hun og fulgte efter ham. Lejlighedsdøren lukkede hun bare, der var ingen grund til at låse. Hun havde staven i kappen så mugglerne ikke skulle se den, men lige ved hånden. Roligt fulgte hun ham ned til bilen så de endelig kunne komme hjem.

//Out

[Deleted]

”Det anede mig noget,” svarede Shade. Dusty spurgte ind til fruen hver eneste dag, og Shade var efterhånden løbet tør for ting, som han kunne fortælle det stakkels væsen, som kun savnede sin frue så tydeligt. Det gjorde naturligvis ondt på Shade, at Piper havde valgt at tage den beslutning, at skulle tage derfra, for der var jo ikke ligefrem kommet noget godt ud af det, i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det stadig vigtigt for ham, at hun havde det godt.. Og det ville han personligt sørge for, at hun ville få. ”Jeg er en mand af ord, Piper, og det burde efterhånden længe være gået op for dig. Kan jeg få dig tilbage på Hogwarts, så gør jeg det.. Du fortjener den uddannelse og den mulighed for et normalt liv,” pointerede han sigende, idet han greb omkring hendes kuffert. Den var tung, men ikke noget, som han ikke kunne bære. Det var ikke mange ejendele, som hun havde i sin besiddelse, hvilket også gjorde det til en forholdsvis nem opgave, at få hende flyttet fra stedet her. Dusty kunne passe på hende i huset, inden han skulle tage snakken op med den nye rektor. Han var nu temmelig sikker på, at han godt kunne få den trumflet igennem, hvis han bare kørte en smule på ham.. Og det var han jo god til i forvejen. Han baksede det hele ned i bilen, hvor han også lod Piper sætte sig ind. Han fik bilen sat i gear, og kom hurtigt ud på vejene. Hvis Theodore kunne finde dem der, så var han altså dygtig. Der var ekstremt mange biler på vejene, og specielt i London. Han fik hende hurtigt bragt til sikkerhed i hans hjem, hvor Dusty tydeligt ventede på dem.

//Out