I got your message

[Deleted]

Det var ved at være hen på eftermiddagen i det fine efterår. Det var ved at være koldt, bladene faldt af træerne, og det var ikke til at finde ud af om det var jakkevejr eller hvad det var. Shade derimod, havde helt andre ting i tankerne på denne halvkolde dag, end at tænke på hvad han skulle have på. Han sad i bilen på vej igennem London. En af de ting, som han havde taget til sig fra Mugglernes verden, da han ønskede at falde godt ind der, når muligheden endelig bød sig til det. Han havde boet alene siden Iris’ død. Tabet til kræften havde slået ham lidt ud af kurs, og nu hvor han ikke havde set Piper igennem det, som efterhånden måtte være et år, så var det på tide, at tage hånd om de løse tråde og snittet havde han set, da han havde modtaget uglen fra hende.
Bilen fik han parkeret foran det uslelignende lejlighedskompleks, som hun boede i. Selv ville han mene, at hun fortjente mere end det, men det måtte jo være hendes kald. Han trådte ud af bilen, kun med hans skjorte og hans frakke på. Lidt koldt var der jo, det kunne han jo godt mærke. Han rettede sig op, og så op mod komplekset. Det var måske et godt skjul.. og så alligevel ikke. Han stoppede op foran fordøren, hvor blikket gled mod ringeklokkerne.. hendes navn stod der.. Han rystede på hovedet og fandt staven frem fra inderlommen og lagde den mod fordørens lås. Han fik den op, og trådte indenfor og op af opgangen, for at komme op til hendes lejlighed. Lugten var trang og tung her. Det var virkelig ikke omstændigheder, som han ville have hende i. Staven pakkede han igen væk, da han stod foran hendes dør og bankede på. Afventede, at hun ville åbne døren for ham, og for den fortid, som hun havde flygtet fra, det sidste år.

[Deleted]

Piper sad i et mørkt værelse med et hav af bøger slået op foran sig på skrivebordet. Lyset fra vinduerne var forhindret af mørke stykker stof der hang så ingen ville kunne se op til hende selvom hun boede på anden sal i et lejlighedskompleks med mugglere. Hun havde ikke brugt en besværgelse eller noget der lignede i et år.. et langt og frustrerende år, men hun vidste at magi kunne spores og Theodore kunne ende med at finde hende. Hun havde levet sådan her siden hun havde forladt skolen.. og Shade. For sig selv i et usselt faldefærdigt værelse med kun en sofa og et bord til rådighed. Hun havde penge til mere, men det havde aldrig været planen at de skulle bruges på noget som det her, desuden ønskede hun ikke at vække opsigt overhovedet faktisk. I det ene hjørne stod hende uglebur. Magica – hendes ugle stod og skrappede lidt utilfredst, det var ikke ofte hu blev lukket ud i det hele taget lige foruden for et par dage siden da hun havde sendt besked til Shade i ren og skær desperation.
”Så ti da stille,” mumlede hun træt og forsøgte at koncentrere sig om at læse en af sine gamle skolebøger, hun havde ikke meget andet at give sig til nu om dage. Hun opgav dog hurtigt og rejste sig i stedet for at gå hen til buret. Idet hun stak en finder ind mellem tremmerne bed den smukke hornugle hende i fingeren. ”Hold nu op med at være tøsefornærmet,” sagde hun en smule irriteret. Hun skulle netop til at åbne buret da det bankede på døren. Hun stirrede på den i lange sekunder med et bankende hjerte. Ikke en eneste gæst havde besøgt hende i et år. Hun sank en klump og fremdrog langsomt sin stav. Havde han fundet hende? Yderst forsigtigt sneg hun sig til døren og strakte sig for at se ud af det lille lurerhul i døren. Synet forundrede hende en hel del. Shade?! Hun trådte tilbage og låste dørens tre forskellige låse op for at åbne den i stedet. Hendes mørke øjne fandt hurtigt til hans skikkelse. Hvordan havde han fundet hende? ”Shade..”

[Deleted]

Hvordan omstændighederne havde været for Piper igennem den sidste tid, vidste Shade ikke, men en ting var han dog klar over: Det var ikke optimale levevilkår hun levede under, og det var slet ikke noget som han brød sig om. Faktisk så ville han slet ikke have, at hun skulle være der, men nu hvor hun var myndig, så kunne hun jo gå sine egne veje, også selvom han havde stået som hendes værge, og stadig var det som han betegnede sig selv som. Uglen var kommet med brevet, og han havde holdt øje med hvor den søgte tilbage til – sådan havde han fundet hende. Nu hvor han stod foran døren, og afventede at blive lukket ind, havde han gemt staven væk igen. Han ville gøre det på en ordentlig måde, i og med, at det her jo også var hendes hjem, men hendes ugle havde været ham et råb for hjælp. Og det var det, som han reagerede på, og derfor havde han taget den beslutning at tage af sted, nu hvor han alligevel var hjemme i London på en weekend. Tabet af Iris havde uden tvivl taget hårdt på ham også.
Selv blev Shade stående roligt udenfor døren, frem til den blev åbnet, og han fik lov til at kigge på hende. Han havde savnet hende, ingen tvivl om det, men havde accepteret hendes valg, for at søge bort herfra, selvom han havde været dybt uenig. ”Jeg modtog din besked, Piper.. Må jeg komme ind?” spurgte han roligt. Man kunne jo lige så godt bare bryde isen. Han var uanset ikke typen som pakkede ting ind. Selvom han nu var glad for at se hende, så var det uanset et farligt liv hun levede. Dagligt læste han Profettidende i håbet om, at Theodore var blevet indfanget igen, men så langt var der intet held i sagen. Hænderne foldede han roligt over ryggen. Han kunne høre hendes ugle tude inde fra hendes lejlighed.. som for øvrigt var meget tom og ekstrem mørkelagt. Det var virkelig som en fange på flugt.. Og han brød sig bestemt ikke om det.

[Deleted]

Piper tog sig selv i bare at stirre på ham i lange øjeblikke. Shade var den eneste mand som rigtigt havde taget hende til sig, den eneste som hun havde betydet noget for, og hun havde ikke rigtigt regnet med at hun ville savne ham, men nu gik det op for hende at hun virkelig havde.. ham og Dusty. Hun rømmede sig en smule ved hans stemme og kastede kort et blik over skulderen stadig med sin stav i hånden. Det kunne være en i forklædning og hun tog ikke chancen. ”Ja selvfølgelig. Kom ind,” svarede hun endeligt og trådte tilbage så han kunne komme i det ydmyge hjem. Der var ingen møbler, ingen farve eller glæde kun mørke og ting nok til at hun hurtigt ville kunne flygte om det skulle blive nødvendigt. Tanken om at han var derude og kun satte ind på at tage livet af hende eller det som var værre, gjorde hende rædselsslagen, men hun ville aldrig erkende det.
Det var gået op for hende at dette var et valg hun havde taget, et liv hun havde valgt at leve, men hvis hun skulle stå en chance var hun nødt til at have en uddannelse, så hun håbede inderligt at Shade kom med gode nyheder. Hun havde hørt om hans tab af Iris, men ikke vidst hvad der var sket med hende i fraværet. Hun lukkede roligt døren bag ham og kastede kort et blik på gangen for at sikre sig at ingen så hende. ”Jeg er ked af at det bliver på denne måde Shade, men jeg vidste ikke hvem jeg ellers skulle kontakte,” erkendte hun med et lille suk. Hele hendes udseende bar præg af de mange søvnløse nætter og manglen på sol og frisk luft som hun virkelig ikke fik særlig meget af.

[Deleted]

Shade var nu kun glad for, at Piper var blevet så påpasselig, for med den mand i hælene, så var det et liv med en kæmpe risiko, og han ønskede uden tvivl det bedste for hende – Og det var altså ikke det her! Tabet af Iris havde tvunget ham til at tage et par dage fri efter hendes bortgang, og stadig nu kunne han mærke eftervirkningen af det hele. De havde fundet ud af det, og han havde siddet ved hende til det sidste.. At falde bort alene, var der ingen som havde fortjent i hans øjne. Han vendte blikket sigende mod hende og nikkede, da han endelig fik lov til at træde indenfor. ”Mange tak,” sagde han med en rolig stemme og trådte ind, så hun kunne lukke døren efter ham. Selv kunne hun jo ikke engang vide sig sikker på, at han var ham, og ikke en som havde gjort brug af polyjuice. Han stoppede op og vendte sig mod hendes skikkelse. Han fandt roligt staven frem. ”Det kunne godt bruge noget lys herinde..” Han svang staven, hvor han ved hjælp af en nonverbal Lumos, fik tændt lidt op, bare så det var til at se.
Shade havde allerede revet i frygtelig mange tråde for Piper, og han havde skænket hende det løfte, at han nok skulle få hende igennem alle 7 skoleår, og det var det som han havde i tankerne at gøre. Han vendte blikket mod hende. Hendes ugle havde været et råb om hjælp. Han var om ikke andet, så glad for, at hun tog kontakt med ham. Han havde jo stort set ikke set noget til hende, efter at Theodore havde valgt at rasere hele hans hjem i sin søgen efter hende. ”Du ved, at jeg altid har stået på din side i det her, Piper. Jeg er mere ked af, at du lader dig selv leve i disse kår,” sagde han sandfærdigt. Han havde savnet hende, og Dusty også.. Den arme husalf snakket jo ikke om andet! ”Fortæl mig direkte hvad jeg kan gøre, for at hjælpe dig,” opfordrede han. Han havde allerede noget klar.. Men han ville høre hende sige det.

[Deleted]

Piper var forsigtig med at stole på ham alt for hurtigt. Polyjuice var altid en mulighed selvom han virkede ret reelt, så kunne hun ikke vide sig sikker på at han var den rigtige Shade. Hun lukkede roligt døren og vendte sig så mod ham uden at pakke sin egen stav væk. Lyset han fremdrog skar hende næsten i øjnene og hun måtte se lidt væk. Det var så lang tid siden hun havde set dagens lys. Jovist var hun ude i ny og næ for at hente en form for mad, men det var aldrig lang tid eller særlig længe af gangen. ”Hvilket valg har jeg? Han er derude Shade, jeg ved ikke hvor eller med hvilke tanker, jeg ved bare at han ikke dropper det før jeg er død. Det her er meget lidt opsigsvækkende,” påpegede hun bare.
Der var en grund til hun ikke havde inviteret ham, hun vidste at han ville påpege det. Det og så det faktum at det havde været svært for hende at være omkring ham siden ham og Iris var fundet sammen.. det havde været dråben for hendes vedkommende. Hun kørte træt hånden gennem sit mørke hår og fugtede læberne med tungespidsen. ”Jeg har brug for en uddannelse. Jeg hverken kan eller vil gemme mig på den her måde resten af mine dage og jeg mangler kun mine F.U.T''er... jeg ønsker at du skal hjælpe mig tilbage på skolen,” afsluttede hun direkte med en glimt i blikket der sagde at hun udmærket vidste at det var et nærmere umuligt ønske. Ingen blev lukket ind hvis de først frivilligt havde forladt skolen.

[Deleted]

Polyjuice var en forfærdelig ting, men Shade var og blev nu Shade – heldigvis. Han betragtede hende med en sigende mine. Hans øjne var gennemborende som de altid var.. Selv en vis maske havde lagt sig, efter han havde mistet Iris. Det havde været en kortvarig lykke, og nu var det ovre.. Han var endnu en gang alene, og specielt efter at Piper havde valgt at tage væk fra ham og lade ham alene med Dusty. ”Meget lidt opsigtsvækkende, men også direkte paranoidt, Piper,” pointerede han med en kortfattet mine. Han havde ikke været bange for at være hjemme, efter at det var sprængt i stykker, og nærmest havde kostet ham livet, hvis Piper ikke havde fundet ham. Han var kun begyndt at gå med staven på sig efter det. ”Du har valgt en løsning, som jeg frarådet dig allerede dengang.” afsluttede han.
Shade stod fast på, at han havde givet Piper det løfte, at han ville have hende igennem alle 7 skoleår. Han var virkelig ked af, at hun havde valgt at springe fra ved det sidste.. Det allersidste af dem! Som hun snakket uddannelse, lyttede han intenst til hende. Hun havde ret.. Hun havde brug for en uddannelse, som hun havde brug for mulighederne, som det ville bringe med sig. Det var noget af det mest fornuftige, som han længe havde hørt hende sige, men hvorvidt om det var muligt.. var jo en anden sag. ”Jeg håber virkelig for dig, at du er klar over, hvor svært det vil blive for mig, at få dig optaget det sidste år, Piper,” pointerede han med en alligevel alvorlig stemme. Han ville bestemt ikke udelukke, at han ville gøre hvad han kunne, for hun havde ret og i og med, at hun ikke var smidt ud, så burde det da også være en mulighed, ikke? ”Jeg har ikke hørt om nogen, som har formået at få den ekstra chance,” afsluttede han alligevel med en tænksom mine. Han gned kort hagen, inden han så sig om i den ellers frygtelig tomme lejlighed. Havde hun virkelig boet her i et helt år? Det var jo direkte umenneskeligt!

[Deleted]

Hun bed sig lidt i den bløde underlæbe og følte hvordan hendes mave trak sig en smule sammen. Hun hadede at Shade skulle se hende på den her måde, men hun var trods alt den som havde smidt sine egne forældre i Azakban og fordi de ikke havde været forsigtige nok, så måtte hun nu leve i frygt som en eller anden fange. Hun tog en dyb indånding for ikke at komme til at lukke sine alt for mange frustrationer ud på ham. ”Paranoidt eller ej, så er det, det mest sikre,” svarede hun bare. Det havde allerede været så tæt på at koste Shade livet, det ønskede hun ikke at risikerer igen ligesom hun ikke ønskede at sætte Dusty i jepody. Efter at han havde fundet Iris så måtte hun ligeså erkende at hun havde gjort for det for deres skyld.. for ikke at være en belastning, selvom det havde slået hende mere eller mindre ihjel at forlade det eneste sted ud over Hogwarts hvor hun havde haft det godt. ”Muligvis, men det var før det elendige ministerium mistede grebet om Theodore,” svarede hun med en undertone af hidsighed. Hun ville ikke snakke om det. Hun var presset til randen, stresset og det var tydeligt.
Shade havde givet hende et løfte for mange år siden, men nu var det ikke sikkert han kunne opretholde det og i det tilfælde ville Piper end ikke bebrejde ham. ”Jeg ved at det er en nærmere umulig opgave, men jeg er nødt til at prøve. Jeg har ikke udført så meget som en besværgelse i et år Shade, jeg vil ikke leve mit liv som en muggler,” påpegede hun lidt sigende og skævede kort til sin stav. Det virkede næsten underligt at have den i hånden for det havde hun oftest ikke, ikke mere. ”Det har jeg heller ikke,” erkendte hun en smule opgivende.

[Deleted]

Shade brød sig bestemt ikke om denne ændring i det hele, for selv han måtte stå fuldkommen fast på, at Piper fortjente bedre end det her. Hun havde gjort hele samfundet en tjeneste, da hun havde sat sine forældre i Azkaban, og han havde lovet at støtte hende, og det havde han gjort hele vejen, og det var noget, som han stod fuldkommen fast på. ”Du trives ikke i det. Du skulle være blevet hos mig i stedet for det her,” sagde han sigende. Dog ikke fordi, at han ville skændes med hende, for det var slet ikke noget, som man kunne sige, at han var ude på. Ikke det mindste, men det irriterede ham mindst lige så meget, at ingen af dem, kunne vide sig sikre mere. ”Ministeriet fungerer. Det er mere hvor effektivt de arbejder, for at finde den mand, og få ham indsat hvor han hører hjemme igen, der halter,” sagde han med en sigende mine. Dødsgardisterne stod dagligt i Profettidende, men ingen kunne finde dem, og Theodore var som sunket i jorden, og han brød sig ikke om det. Han frygtede vel, at det skulle vise sig at blive en tredje Troldmandskrig?
At få Piper tilbage på Hogwarts, vidste Shade allerede, ville blive en stort set umulig opgave, og specielt fordi, at hun havde valgt at forlade skolen bare sådan. Han vidste end ikke, om det løfte, som han havde skænket hende, var noget som han kunne leve op til, og han kunne slet ikke fordrage den tanke! Hun gjorde det godt nok heller ikke nemt for ham! Han trak vejret dybt, inden han lagde armene over kors – Stadig med staven i sin hånd. Hun gjorde det så sandelig heller ikke nemt for ham. Han var virkelig fanget i Pipers hule hånd.. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. ”Det kommer an på hvordan vores nye rektor ser på tingene. Det er altid et held, at han er udefrakommende, og ikke ved, hvad situation, som du befinder dig i.” Han sukkede dæmpet, men tænksomt. Han skulle gribe det an på den helt rigtige måde.

[Deleted]

Det hele havde virket så enkelt da hun havde meldt sine forældre, vidnet mod dem og sat dem i Azkaban, det havde været en byrde som var lettet fra hendes skuldre, men nu var den kun mere tung end den nogensinde før havde været. Takket være deres dårlige arbejde, havde hun været tvunget til at forlade alt og alle uden at se sig tilbage, fordi hun risikerede at de kom til skade. Hans ord hende bare til at sukke. Hun rystede på hovedet. ”I så fald havde du været død nu og Dusty med,” svarede hun bare.
Det var ikke den egentlige grund til at hun var taget af sted, egentlig havde det mere været for ikke at skulle se Shade og Iris sammen hver eneste aften, hun havde jo set det lys den kvinde malede i hans blik når hun ikke selv kunne. ”Det er ikke meningen at man skulle kunne undslippe Azkaban, så nej i mine øjne fungerer det ikke,” hun kastede et kort blik på bunken af aviser henne ved siden af sofaen. Hun fik Profettidende hver eneste dag for at kunne følge lidt med også selvom det ikke rigtigt gav noget at gå efter. Han var der endnu og i og med at han endnu ikke havde fundet hende, så vidste Piper at han planlagde noget større.. noget vigtigere. ”De fleste læser Profettidende, han har med garanti hørt om det hele. Jeg håber bare at han vil være villig til at give det en chance, jeg vil ikke spilde den,” fastholdt hun lidt lovende, nu vidste Shade jo også hvor tæt på hun havde været på bortvisning med Sebastian i sin tid, det ville hun ikke gøre igen, ikke på vilkår!

[Deleted]

I udgangspunktet havde det hele virket efter hensigten – frem til Theodore havde formået at stikke af fra Azkaban vel at mærke. Nu havde Shade selv siddet der, så han vidste hvor.. umuligt det var, og et sted, var det en tanke som han fandt skræmmende. Han rystede på hovedet. Dusty havde i værste tilfælde været chokeret for resten af livet.. Ham derimod.. Han havde været død, hvis Piper ikke var kommet hjem, og havde fundet ham. ”Du dømmer det hele for hårdt.. Jeg havde måske været væk.. Men det er jeg ikke nu, vel? Jeg klarer mig trods omstændighederne,” afvigede han. Døden havde han som sådan aldrig været bange for, og nu hvor han havde set den i hvidøjet, da Iris døde, så frygtede han den endnu mindre. Han havde set hvor fredelig hun havde haft det til sidst.
Selv kunne Shade ikke fortælle hvordan manden var sluppet ud. Selv han kunne huske hvor grusomt det havde været at sidde der, også selvom han ikke havde siddet der i særlig lang tid, så var det grusomt nok, kunne man jo sige. Han kneb øjnene let sammen. Ministeriet skulle ikke dømmes så hårdt.. Selvom de havde deres mangler. ”Du dømmer det for hårdt,” sagde han ganske sigende, da han igen vendte blikket mod hende. Det kunne godt være, at meget af det kunne læses i avisen, og det var bestemt ikke fordi at Pipers navn ikke var nævnt herunder, men det gjorde ikke nogen forskel, for han have lovet hende, at han ville få hende igennem de skoleår, og det var noget, som han havde i sinde, at gøre. ”Det er meget muligt, men jeg tror ikke, det er helt utænkeligt.. Nej, det tror jeg ikke..” Han så sig om, med en yderst tænksom mine. Han hadede virkelig de her situationer, og det faktum, at man skulle træde så varsomt med tingene, for han ville jo heller ikke have at Theodore skulle finde hende. Han så igen i hendes retning. ”Det vil jeg så sandelig heller ikke, kan jeg fortælle dig,” sagde han med en sigende mine. At spilde tiden var livet for kort til, og da specielt nu. ”Du an ikke leve her, Piper.. Tag med mig hjem,” opfordrede han.

[Deleted]

Hvordan det var sket forstod ingen sig på, men piper havde jo forsøgt at fortælle alle hvilken farlig mand hendes far var og altid havde været, og nu stod de med konsekvenserne af ikke at lytte til hende, noget som gjorde hende direkte vred! ”Du er her fordi jeg tog væk. Hvis jeg ikke havde gjort det havde jeg sat både dig og Dusty i spil for ikke at tale om Iris,” påpegede hun uden helt at tænke sig om. Hun vidste godt at den kvinde havde betyder alverden for ham, og at hun var gået bort. ”Undskyld Shade. Jeg er virkelig ked af den skæbne hun led,” tilføjede hun og lagde hovedet lidt på skrå. Hun mente det oprigtigt. Hendes gamle professor havde været god nok, den eneste grund til at Piper personligt ikke brød sig om hende, var tanken om at Shade havde været forelsket i hende altid. Hun sukkede og rystede på hovedet før hun roligt vendte sig mod mod ham igen. ”Det vil jeg ikke mene. Jeg har ingen tillid til systemet i det hele taget,” erkendte hun ærligt. Drømmen om at blive auror sank mere og mere for hver dag nu hvor hun havde fundet ud af hvor skidt det hele faktisk stod til, hun stolede virkelig ikke på nogle mere. ”Virkelig?” spurgte hun med et øjebliks håb i de mørke øjne, noget som man generelt ikke sporede ved hende, hun var opgivende.
Hans tilbud kom lidt bag på hende. Egentlig ville hun gerne med hjem så hun kunne se Dusty igen, og være sammen med ham men det var bare næppe klogt. ”Jeg takker, men det er bedst at jeg bliver her,” mumlede hun og strøg lidt usikkert sin arm før hun så ned i jorden så han ikke skulle se hvor meget hun havde lyst til at takke ja.

[Deleted]

Shade havde været klar over den trussel, som Theodore havde udgjort for samfundet, og naturligvis var det forfærdeligt, at manden havde formået at bryde ud! Han trak vejret dybt. Det var lettende at se hende igen. At hun så derimod skulle bringe Iris op, var som et slag direkte i maven, som omgående slog knuder. Han havde elsket hende.. Og han havde været frygtelig glad for hende i den tid, hvor han havde haft muligheden for det. Han rystede på hovedet. ”Hun havde ikke ondt.. Det er det vigtigste.. Desuden spørger Dusty ofte og meget efter dig.” Han vendte blikket stille mod hendes skikkelse endnu en gang, også selvom han virkelig forsøgte at virke upåvirket af, at hun netop havde nævnt Iris. Det gjorde ondt på ham.. Det gjorde virkelig ondt, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det af den grund. Selv troede han ikke på, at det var helt umuligt, men det var vel bare at gøre det, så godt som man nu kunne, og så få det bedste ud af det, og håbe på, at han kunne få hende kæmpet ind? Det var jo trods alt det, som han var ude på i den anden ende. ”Du har måske ikke tilliden til systemet, men vi vil ikke kunne undvære det. Uden det vil vi for alvor have de store problemer, og nej.. Jeg tror ikke det vil være helt umuligt, at få dig tilbage på Hogwarts igen. Den nye rektor er en gammel ven af mig,” pointerede han med et svagt smil. Det skulle jo have sine fordele!
Han selv stod fast på, at det valg som Piper havde taget, ikke var noget, som de kunne bruge på længere sigt. Han vidste, at hun var mere værd end at gemme sig i en ussel lejlighed, hvor hun ikke kom ud og så dagens lys i frygten for at blive fanget. Han lod hovedet søge let på sned, inden han søgte hen til hende. Staven og lyset sænkede han en smule, inden han lagde hånden under hendes hage, for at hæve hendes blik mod sig. ”Jeg synes nu stadig du skulle tage med,” afsluttede han.

[Deleted]

Det var svært at lægge bånd på sig selv nu hvor hun ikke havde set ham i alt for lang tid. Hun ville så gerne være sammen med ham.. det havde hun altid villet men ikke hvis det betød at hans liv var i farer og da slet ikke når hun skulle se ham med en anden kvinde. Han var lærer og hun var elev, det ville aldrig blive til noget hvilket hun jo havde vidst hele tiden, men at få det bekræftet havde været lidt et slag for hende. Eftersom han valgte at lade emnet om Iris ligge, gjorde hun det samme. ”Har han det godt? Dusty?” spurgte hun nysgerrigt. Hun havde et sted frygtet at hun var blevet glemt, hvilket ikke lod til at være tilfældet. Det irriterede hende lidt at han tog ministeriet i forsvar, for det fungerede slet ikke optimalt, hun havde mistet alt tro og alt håb på at nogen kunne hjælpe hende efterhånden, frygten for at hun skulle leve som en fange på flugt hver dag i hendes liv var kvælende. Hun så op på ham. Og kunne ikke lade være med at lade hans lidt smørrede smil smitte lidt af på hende. ”Måske men så må de godt tage sig lidt sammen. Jeg håber du har ret i at han vil lytte og måske bøje reglerne bare denne en gang,” svarede hun med både håb og længsel. Hun savnede Hogwarts så inderligt! Hendes blik hvilede i jorden frem til hun pludselig mærkede hans varme hånd under hendes hage. Hendes kinder brændte, antog en rødelig farve idet hun så op og lod blikket møde hans igen. Hun hadede sig selv for at reagere sådan på ham, men hvad skulle hun gøre? I lange øjeblikke så bare op i hans blik med en underlig længsel. ”Jeg.. tror virkelig ikke at det er en god idé Shade, det ville være oplagt.. han kunne finde o..mig,” rettede hun hurtigt sig selv. Der var ikke noget 'dem' og det ville der aldrig komme.

[Deleted]

Iris var Shade slet ikke meget for at snakke om. Det var ham stadig et ømt punkt, selvom han virkelig forsøgte at komme over det. Det var bare svært.. Sværere end det som han lige havde regnet med. Han havde fået hende lagt til hvile et godt og smukt sted, for hun fortjente intet andet. ”Han har det godt, men spørger efter dig konstant. Han er bekymret for dig,” svarede han med en ærlig stemme, for løgn var det bestemt heller ikke i den anden ende. Han vendte sig mod hende. Han var lidt bedre indstillet på det, nu hvor han vidste at rektoren var en af hans nære venner, så mon ikke at han kunne trække i de tråde, som skulle til, netop for at få det til at vende til deres fordel. ”Jeg håber på det i hvert fald. Han er nylig ansat.. Jeg håber, at jeg kunne rive i de tråde, som skal til, for at få dig optaget på syvende og sidste årgang, og derved få dig igennem din F.U.T-eksamen.. Men hvad så efterfølgende, Piper? Vil du fortsætte med at flygte og gemme dig?” spurgte han med en sigende mine.
Hånden lod Shade roligt glide under hendes hage, som havde det været et blidt kærtegn. Ikke noget som man skulle tro, ville komme fra en mand som ham og af den fortid og med det dystre udseende, men han ønskede jo ikke at forvolde hende noget ondt. Han lod hovedet søge en kende på sned. ”Til tider må man bare erkende, at man ikke kan kæmpe krigene og kampene på egen hånd. Theodore ved jeg, er som sunket i jorden, og det er dig, som han er ude efter. Jeg beder dig om at tage med mig hjem, så jeg kan være behjælpelig, når det er nødvendigt,” bad han endeligt, og med en rolig stemme. Han ønskede slet ikke at se hende kæmpe med det selv, når han kunne se så tydeligt, at det slet ikke var noget som hun havde lyst til.