There is a secret I have to tell

[Leonardo Cornelly]

Igen så han tvivlsomt på hende. Han ville ikke miste hende, hun var mere eller mindre alt han havde. "Nej det håber jeg ikke for dør du så...ja så begår jeg selvmord eller noget i den stil." Så ville hun måske passe lidt bedre på hvis hun vidste at han ville gøre det. Dog var han ikke sikker på at han ville kunne gøre det, men bare hun troede på det, så var det godt nok for ham. Egentlig var det heller ikke meningen at han ville blive sur og skælde hende ud som var hun et lille barn der havde tegnet på væggene. Han kunne bare ikke helt håndterer tanken om at hun skulle rode sig ud i noget så farligt. Hun var simpelthen for god af sig, hun burde få mere ud af sit liv, hun havde trods alt alverdens muligheder!

Skønt hun prøvede at berolige ham virkede det ikke rigtigt. Han havde set hvad Theodore gjorde ved folk der forrådte ham. Den skæbne kunne han på ingen måde lade overgå hende, det holdt han simpelthen for meget af hende til. "Du aner ikke hvem du er oppe imod!" Sagde han bestemt og blev overrasket da hun begyndte at svare igen. "Hvis du ved det, hvorfor fanden kaster du dig så ud i det?!" Spurgte han vredt og kæmpede for ikke at hæve stemmen. Det var jo ikke fordi at han kunne tillade sig at bestemme hvordan hun skulle leve sit liv, men han kunne alligevel ikke lade være med at prøve. "I modsætning til dig så har jeg omgået mørk magi stort set hele mit liv Nymfe! Jeg ved hvordan det er, du kan ikke bare rende rundt i sin lille boble og tro at det hele nok skal gå," Han var ved at blive godt sur nu, ikke på hende i sig selv, men over hendes tåbelige valg. Han betragtede hende som hun gik op og ned af gulvet. "Hvad skal jeg så sige? Min familie betalte mig penge for at ændre efternavn så folk ikke skulle tro at jeg hørte til dem!" Sagde han vredt, "det er ingen undskyldning for at ødelægge dit liv!" Hendes tåre gav ham forfærdelig dårlig samvittighed og han rejste sig for at gå en til hendes og lagde hænderne på hendes overarme. "Jeg er bare så bange for at der sker dig noget," hans stemme var pludselig langt mere mild.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Det var tydeligt at han forsøgte at give hende dårlig samvittighed og det lykkedes også. "Leo! Du må ikke sige sådan noget!" Udbrød hun og tanken om at han ville dø, var slet ikke til at bære. Hun tænkte så det knagede, men kunne slet ikke tage en beslutning. Det sidste hun ønskede var at såre Leo, men hun ville bare så gerne gøre en forskel i verden mellem det gode og det onde. Måske hun bare skulle erkende, at hun ikke egnede sig til andet end at sidde på sin lille røv og gøre ingenting.

"Tror du ikke, at jeg har tænkt det hele igennem og ved hvad jeg går ind til?" Spurgte hun ham forarget. Intet menneske ved sine fulde fem, ville tage sådanne beslutninger uden at have tænkt alle ting igennem inden. "Hvor dum tror du jeg er?" Hun så lidt skuffet på ham. Hvorfor behandlede han hende som et barn? Ja det var jo tydeligt at han ville beskytte hende, men hvorfor kunne han ikke bare forstå det? Endnu en gang trykkede samvittigheden ved hans ord. Hvordan kunne hun have glemt at tænke på det? At Leo også havde mistet alt og at hun muligvis var den eneste han sådan rigtig havde til at passe på ham. Hun så på ham med ulykkelige øjne. En trang til at passe på ham voksede i hende og at joine en modstandsgruppe med risiko for at blive slået ihjel virkede nu som den tåbeligste ide. Hvis hun døde, hvem skulle så tage sig af ham? Hvorfor havde hun ikke tænkt på det noget før. Da Leo kom hen til hende kastede hun bare armene om nakken på ham og begravede ansigtet mod hans brystkasse, mens hun hviskede om og om igen. "Undskyld. Undskyld undskyld undskyld." Hun så op på ham med tårer ned ad kinderne. "Jeg er været selvisk og dum og jeg har først set det nu. Du får din vilje." Hun sendte ham et lille skævt smil mellem tårerne. "Jeg skal ingen steder, for hvem skal så passe på dig Tornado?" Åh hvor hun hadede sig selv for at have gjort ham så bekymret og sur på hende.

[Leonardo Cornelly]

Han kunne godt mærke at han havde ramt rigtigt. Det passede ham fint. Hun skulle ikke spilde sit liv på den slags! Hun skulle finde sig en sød kæreste, få nogle børn, ikke ligge og rode rundt med Dødsgarden. "Nej det tror jeg faktisk ikke helt du har!" Sagde han og så alvorligt på hende, "du siger at du kender konsekvensen, men så kan jeg fortælle sig at Theodore havde en auror holdt fanget i sit hjem i over et halv år, udelukkende for at torturerer hende, så det kunne ramme hendes fyr! Hvad tror du at han ville gøre med med en der videregav informationer?!" Han så alvorligt på hende, "han ville tortuterer dig så meget at du til sidst ville tigge om at blive slået ihjel!" Leonardo var vred over at hun ikke kunne se hvor forskruet den mand var. Han ville bruge alle kneb for at skade hende.

Da hun brød helt sammen lagde han armene omkring hende og gik fra at være vred og højtråbende til at være den gode trøstende ven igen. Det havde ikke været hans mening at ødelægge hende på den måde. Han holdt hende tæt ind til dig og støj en blid hånd over det blonde hår. "Betyder det virkelig så meget for dig Love?" Spurgte han forsigtigt som hun så op på ham. "Jeg har måske en ide," han var ikke meget for det, men hvis det betød at han kunne skåne hende lidt og så alligevel gøre så hun følte at hun gjorde en forskel, så ville det være det værd. Eller det håbede han da at det ville. Han tørrede tårerne væk fra hendes kinder med tommelfingrene.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Hun ville ikke høre mere. Hun kunne ikke klare at høre mere. Det han fortalte, havde hun hørt nogen af lærerne på skolen snakke lidt om. "Stop. Bare stop Leo." Hun vidste inderst inde at han havde ret. Hun så ham i øjnene og var lettet over, at han faldt så hurtigt ned igen. Han var nu alligevel den bedste ven. Hun nikkede til hans spørgsmål. "Ja det gør det virkelig." Indrømmede hun med en lidt trist og modløs stemme. Hun havde egentlig ikke lyst til at give slip på ham igen, men da han sagde, at han havde en idé, trådte hun et skridt tilbage og så på ham med et nysgerrigt blik. "Hvad mener du med en idé? Jeg troede du var imod det?" Hun vidste, han var imod det, men hun var spændt på at høre hvad han ville sige, selvom hun ikke helt forstod hans ændring i holdning.

[Leonardo Cornelly]

Han havde ikke lyst til at stoppe uden at han var helt sikker på at hun var indforstået med hvor alvorligt det var det hun var ved at blande sig selv ind i. "Jeg prøver bare at beskytte dig Nymfe," sagde han i en underlig mild tone. Han var ellers normalt meget kontant og en kende grov i sit toneleje, men Nymfe havde altid kunne sno ham om lillefingeren. Han sukkede meget dramatisk. Hun havde altid støttet ham, også selvom hun ikke altid var enig i hans valg. Ej heller havde hun stille spørgsmål eller skældt ham ud når han blandede sig med de forskellige folk, skønt han udmærket vidste hvor meget hun hadede dem. Det mindste han kunne gøre var vel at vise hende den samme respekt.

"Okay.." sagde han lidt tøvende. "Du skal vide at jeg stadigvæk hader din ide!" Startede han, "men hvis det er så vigtigt for dig så lad mig i det mindste hjælpe." Han så på hende med alvorlige blå øjne. "Jeg snuser rundt, og finder ud af de forskellige ting omkring Theodore, informationerne giver jeg til dig og så kan du give dem videre." Han fugtede læberne, "jeg vil ikke have at du kommer i kontakt med dødsgardisterne, lad mig om det." Ikke at det var noget han kunne bestemme, men han håbede da at hun ville accepterer tilbuddet.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Nymfe betragtede ham med spørgende øjne, mens hun venter på, at han forklarede, hvad han mente. Da han begyndte at fortælle, hvad hans idé var, var hun nødt til at sidde ned, så hun tog Leo vd hånden og trak ham med hen i sofaen igen. "Jeg ved godt du hader det." Sagde hun med et lille skævt og håbefuldt smil. Hun så på ham med et alvorligt og betænksomt blik. Hun var ikke så vild med ideen om, at han skulle beskæftige sig mere med de mennesker end han allerede gjorde og så for hendes skyld. Hun kunne ikke klare tanken om, at han blev udsat for farer pga hende. Hun rystede på hovedet lidt og hendes indre skreg og tiggede hende om at sige nej, for at beskytte Leo, men inderst inde vidste hun, at dette var løsningen, hvis det skulle fungere og desuden, så kunne hun jo godt snuse lidt ved siden af uden at Leo fik det at vide. Hun rynkede lidt på brynene og nikkede så. "Okay. Okay Leo. Men.." Hun så ham i øjnene og tog hans ansigt mellem begge hænder. "Men du lover mig at du passer på. Jeg vil aldrig tilgive mig selv, hvis jeg er skyld i, at der sker dig noget." Tanken fik hende til at gyse. Hun strøg en tommelfinger hen over hans kind. "Du skal bare vide, at hvis der sker dig noget, eller nogen fra dødsgangen får fat i dig , så tøver jeg ikke ét eneste sekund på at prøve at redde dig." Hun vidste det lød latterligt, men det var faktisk sandt. Hun kærtegnede ham fra panden og ned over kinden og lod så fingrene glide igennem håret på ham. "Der må ikke ske dig noget kæreste Leonardo." Sagde hun med en mild og dog lidt sørgmodig stemme

[Leonardo Cornelly]

Han lod hende trække ham tilbage til sofaen, nu var han også faldet nok ned til at han kunne sidde ned igen. Han nikkede på hovedet som et lille barn der blev stillet et meget alvorligt spørgsmål. "Det har du fuldkommen ret i min egen." Han kunne ikke klare tanken om at hun skulle udsætte sig for fare og da slet ikke når han alligevel levede omkring de mennesker og så dem på daglig basis. Desuden havde Theodore brug for ham, så på den måde var han jo sådan set lidt mere sikker end hun var. Han sendte hende et blik der fortalte at det ikke stod til diskussion. Han ville ikke have at hun kom galt afsted fordi hun skulle rende rundt og lege heltinde!

Han skulle lige til at sige noget med så overgav hun sig og han mærkede tilfredsstillelsen ved dette udforme sig i et skævt triumferende smil på læberne. Igen var det ikke fordi han havde særlig meget lyst til at snuse rundt i Theodores sager, men det gav ham bare lidt mere ro i sjælen end at hun skulle gøre det. Han stivnede en lille smule som hun holdt hans ansigt mellem sine hænder på den måde. Det var en smule, intenst på en eller anden måde. "Min egen lille personlige heltinde," sagde han i en underlig blid stemme. Var det bare ham eller var der pludselig blevet lidt varmt? Han lavede jo pis med hende nærmest på dagligt basis med at skubbe lidt til grænserne, men dette her var..anderledes. Hendes søde kærtegn sendte en underlig følelse gennem kroppen. "Jeg skal nok passe på." Lovede han hende.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Hun så ned på sine hænder et øjeblik for så igen at se ham i øjnene. "Men Leo?" Begyndte hun og legede lidt med sine fingre, mens hun ledte efter ordene. "Du siger det, hvis du ikke vil mere ikke? Jeg mener, hvis det bliver for meget, så vil jeg gerne vide det." Hun holdte hans blik fast, så hun var sikker på at han vidste, at hun mente det. Tanken om at han skulle snuse endnu mere rundt pga hende, gjorde hende forfærdeligt ilde til mode, men måske skulle hun bare lade være med at tænke på det og lade det hele gå sin gang. Men hvordan skulle hun kunne det?

Hun rystede på hovedet af ham, da han fik et triumferende smil på læberne. Den her diskutioner var langt fra gået, som hun ville have det, men hun fandt sig o deres forlig. På denne måde var de begge trods alt nogenlunde tilfredse. Af en eller anden grund rødmede hun, da han kaldte hende det. Hun havde ikke noget imod at være hans heltinde. Hele situationen blev en smule intens og da hun ikke ville gøre Leo utilpas, så fjernede hun sig lidt fra ham og skænkede noget mere whiskey op i sit glas. "Vil du have mere?" Spurgte hun ham og hældte op til ham også uden at vente på et svar. Hun så på flasken, der snart var tom og overvejede at gå ud efter en ny, men besluttede sig for at vente lidt, for der havde været en eller anden connection i luften lige før og den ville hun ikke bryde. Hun vendte derfor igen om mod ham, tog hans ene hånd i sin og lod sin anden hånd ville på hans skød. Måske skulle hun bare fortælle ham, hvad hun følte? "Leo, jeg..." Begyndte hun, men fortrød og så ham blot i øjnene.

[Leonardo Cornelly]

Han tænkte kort over hendes anmodning og nikkede så. "Jeg skal nok sige til." Om han så rent faktisk havde tænkt sig at gøre det var en anden sag. Hun skulle ikke rodes ind i det spil, man kom jo aldrig ud af det igen og det var ikke et liv han ønskede for hende. Hellere selv bakse rundt med lortet end at lade hende gøre det. Det var underligt når han normalt var et virkelig selvisk menneske, men for hende, var der stort set ikke det han ikke ville gøre. I det mindste var de kommet frem til enighed så var det vel også bare bedst at lade det ligge nu.

Hele stemningen havde pludselig ændret sig. Den var blevet underlig intens hvilket ellers ikke var normalt for dem. De plejede jo at joke rundt og lave fis og ballade, slet ikke som nu hvor de nærmest sad og bare kiggede hinanden dybt i øjnene. Hendes spørgsmål vækkede ham lidt op af trancen hun havde sat ham i. "Ja det har jeg vidst brug for," sagde han med et nyt drenget smil på læben og tog imod glasset der allerede var blevet fyldt op. Han tømte det i en slurk og vendte så igen blikket mod hende. Da hun tog hans hånd, lukkede han sin som omkring hendes og mærkede hvordan alkohollen begyndte at slå rigtigt til. Han mærkede hendes anden hånd falde ned i hans skød, men sagde ingenting til det. "Hvad?" Spurgte han en smule nysgerrigt, hun kunne da ikke bare starte en sætning og så ombestemme sig.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Nymfe tømte sit glas i en slurk. Hun kunne efterhånden tydelig mærke alkoholen. En følelse hun var begyndt at vænne sig til. Hun havde håbet på, at Leo ikke ville bede hende fortælle, hvad hun skulle til at sige. Hvordan skulle hun kunne fortælle ham om sine følelser? De havde jo sådan en nært venskab. Ville det ikke bare ødelægge det hele. Hun blev lidt sørgmodig ved tanken. Hun kunne slet ikke bære at miste ham. Hun så han i øjnene mens hun tænkte lidt over, hvad hun skulle sige. "Der er noget, som jeg længe har tænkt over, om jeg skulle fortælle dig." Fik hun sagt og man kunne ret tydeligt høre, at hun var nervøs. Hun bed sig i læben og så ned på deres hænder, mens hun fortsatte. "Jeg har i er stykke tid set dig som lidt mere end bare min bedste ven." Hun tav og ønskede at trække ordene tilbage. Hun forventede overhovedet ikke, at han gengældte hendes følelser, men hun frygtede så inderligt at han ville vende hende ryggen. Hun havde aldrig haft held i kærlighed, så hvorfor skulle hun dog have det nu? Hun blev ved med at se ned for at undgå hans blik og kunne mærke at hun virkelig havde fået varmen. Hvorfor havde hun ikke bare holdt mund?

[Leonardo Cornelly]

Leo kunne godt se at hun lige nu sad og tænke som en gal. Tydeligvis var det et eller andet meget bekymrende, hun så da i hvert fald pludselig helt trist og nervøs nu. Leonardo kunne mærke hvordan hendes nervøsitet smittede af på ham. Hvad ville hun nu fortælle ham? Han syntes næsten at de havde fået spænding nok for i dag. Noget hun længe havde tænkt over? Det lød næsten som om at hun var ved at forlade landet eller noget i den stil. Han lod hovedet falde en kende på skrå. "Og hvad er det?" Spurgte han lidt forsigtigt uden helt at vide om han turde høre svaret.

De blå øjne betragtede hende opmærksomt. Som han afventede hvad hun havde på hjertet. Han var møg nysgerrig, men også virkelig nervøs for det hele. Hendes ord fik hjertet til at slå lidt hurtigtere og synke lidt på samme tid. "Hvad mener du?" Spurgte han forsigtigt skønt han havde en ganske god ide om hvad hun mente. det skræmte ham bare. Han ville jo ikke kunne være sammen med hende, igen fordi han holdt alt for meget af hende og ville frygte at hun kom noget til. Han tog fat om hendes hænder med sine og gav dem et blidt klem. Hun ville altid være hans svage punkt, og han brød sig ikke om at virke svag. og da slet ikke med det spil han spillede.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Nymfe forsøgte at tage sig sammen til at løfte blikket og møde hans. Hans spørgsmål om at få hende til at uddybe fik hende til at blive endnu mere nervøs. Hvad ville han sige til hende? Hvordan ville det ende? Hun turde næsten ikke tænke tanken. Hun så endelig op på ham og stirrede ind i de blå øjne. "Jeg er ret sikker på, at du allerede ved, hvad jeg mener." Sagde hun med en lidt lav stemme. Han fik hendes hjerte til at banke hurtigere, så hun var sikker på at man kunne se det, da han gav hendes hænder et klem. I dette øjeblik gik det op for hende, hvor meget hun egentlig ville have ham som mere end ven. "Jeg ved at du vil sætte dig imod pga min sikkerhed osv." Begyndte hun før han ville kunne sige et hende imod. "Men Leonardo, det forbyder jeg at du gør." Hun vidste jo slet ikke om han delte hendes følelser, men kunne kun håbe på det. "Der er ikke nogen, der behøver at vide noget. Vi kan fortsætte som vi altid har gjort." Hun så på ham med håbefulde øjne og håbede at han ville godtage det og sige at han også ville have hende som mere end ven. Det var i øjeblikket hendes allerstørste ønske.

[Leonardo Cornelly]

Nu var det hans tur til at slå blikket ned. Han vidste udemærket godt hvad hun mente, men tanken skræmte ham. Han kunne jo aldrig nogensinde blive den hun ønskede eller fortjente. Hun ville altid eje en lille del af hans hjerte, det herskede der ingen tvivl om, men at blive et par med hende. Det ville helt sikkert ende galt. Enten ville Theodore bruge dem mod hinanden, eller også ville han sikkert ende med at være hende utro og så miste hende på den måde.

"Nymfe.." begyndte han og så igen op på hende. "Du er så vigtig for mig, hvis der skete der noget på grund af mig ville jeg aldrig kunne tilgive mig selv." Han strøg blidt hendes hånd med sin tommelfinger. "Som vi altid har gjort? Du har sandelig ikke høje forventninger til et parforhold." Sagde han med et skævt smil, for at løfte stemningen lidt. Han tog en dyb indånding. "Men Love, du ved da at jeg ikke er den rette for dig," han bed sig lidt i læben. "Jeg er jo lidt af en røv." En grimasse gled over hans ansigt. Han ville virkelig ikke ende med at såre hende.

[Nymfe Tita Bliss Cole]

Hun kunne godt forstå hans bekymring og hun var da også selv bekymret, men det var en risiko, hun var villig til at løbe. Hun tog hans hoved mellem sine hænder og så ham dybt i øjnene. "Jeg tror, at folk allerede ved, at vi er hinandens svaghed." Sagde hun ærligt. Hun havde i hvert fald ikke lagt skjul på, at Leo var det vigtigste for hende. Så efter hendes mening, hvis der var nogen der ville bruge dem mod hinanden, havde de længe gjort det. Hun trak hænderne til sig igen. "Det er bare så meget jeg gerne vil det. Jeg vil gøre alt." Sagde hun roligt, men også bestemt. Hun rettede sig lidt op og smilede til ham. "Må jeg nu ikke selv bestemme, hvem der er den rette for mig?" Spurgte hun drillende og løftede begge bryn. "Jeg er udmærket klar over, at du er noget af en røv." Sagde hun og blinkede til ham. "Men det har du aldrig været overfor mig, så hvorfor skulle du være det nu?" Hun så spørgende på ham og fortsatte. "Og hvis det skulle være, at du kom til at være en røv over for mig, så tager vi den derfra." Hun strøg en hånd over hans kind. "Du mister mig aldrig, uanset hvad du kommer til at gøre. Jeg er villig til at finde mig i en masse ting for dig, Leo." Og det mente hun faktisk. Self var der en grænse, men hun vidste med sig selv, at hun var villig til at tilgive ham mange gange, hvis det blev nødvendigt.
"Jeg er ikke ude på at lave om på dig på nogen måde. Jeg ved hvem du er, hvad du laver og alt det der og jeg elsker dig på trods af det." Sagde hun stille, hvorefter det gik op for hende, at hun ikke havde nævnt for ham, hvor lang tid hun egentlig havde været vild med ham. Hun rødmede ved de ord, for nu havde ordene 'jeg elsker dig' lige pludselig en anden betydning. De havde ofte sagt det til hinanden uden at lægge noget i det, men denne gang betød det noget andet.

[Leonardo Cornelly]

Leonardo sat helt stille og mødte hende blik. Gad vide om det var alkohollen der havde gjort dem helt sentimentale. Det var underligt, Nymfe havde jo altid været speciel for ham, men at være sammen med hende som par, det turde han simpelthen ikke. "Det er ikke alle der ved det," sagde han stille. Dødsgarden havde ikke fået nys om det endnu og det var også derfor han var så påpasselig omkring hende. De måtte ikke finde ud af det, og da slet ikke så meget som han altid formåede at pisse dem af. "Men jeg er slet ikke god nok til dig Love, du skal have en sød fyr der forstå at behandle dig som en prinsesse." Sagde han og lod hovedet falde lidt på skrå som han fangede hendes hænder.

Han smilede skævt til hende. Det værste var jo at en lille del af ham havde lyst til at give det et forsøg, men den anden del vidste også godt at det aldrig ville gå, han ville ende med at såre hende. Han trykkede let sin kind mod hendes hånd, hun var helt fantastisk ingen tvivl der. "Men du burde ikke finde dig i en masse fra mig," svarede han bedrevidende og lod hovedet falde på skrå. "Hvad så hvis jeg endte med at være dig utro?" Nu var det ham som hævede et bryn af hende. "Du ved jo at jeg aldrig binder mig i et forhold." Han smilede forsigtigt. Da hun gav ham de store ord kunne han ikke helt blive enig med sig selv om han skulle grine eller græde, det her var bare så forbandet forvirrende. "Jeg tror vidst jeg har brug for endnu en omgang." Mumlede han og fyldte sit glas. "Hvad med dig?" Han hold flasken frem mod hende.