Jeg har det pludselig meget bedre!

[Trescott Roden]

Glimtet i hendes øjne spottede Scott lynhurtigt og han kunne på ingen måde stoppe et bredt smil fra at sprede sig på sine læber. Hvor havde han dog savnet at se hende på den måde! "Det kan jeg jo ikke modsige dig." Sagde han i en lidt munter tone. Han håbede så inderligt på at det ville kunne lykkedes ham at trække hende op af det sorte hul han selv havde været med til at smide hende ned i. Hun skulle komme op igen! "Jeg har hørt om det, men aldrig selv set det. Altså ikke før nu" Sagde han stille, han elskede hende så højt, der var ikke den ting han ikke ville gøre for at genvinde hendes tillid. "Nej, men det betyder ikke at tanken strejfede mig en enkelt gang eller to." Sagde han så og så ned på sine hænder.

Tanken havde strejfet ham et par gange, ja, men han havde ikke gjort det fordi han elskede Chriss, men også fordi at hun jo altid havde holdt ham tilfredsstillet. Han havde lidt glemt sig selv i deres forhold, men her med Aly var det anderledes. "Mit og Chriss' forhold var meget anderledes end det vi to har Aly, jeg glemte nok lidt hvem jeg var sammen med hende. Det var bare trygt og godt" Indrømmede han og sukkede blidt. "men med dig..er det perfekt." Han havde det skidt med at han havde ødelagt det med det han havde gjort, men han kunne ikke ændre det. "Jeg var en idiot at jeg ødelagde det, men havde Chriss været i dine sko nu, så havde jeg været hende utro for lang tid siden, og jeg ville aldrig have bedt om tilgivelse bagefter." Han så igen på hende. Chriss og ham havde jo ikke haft nogen videre kriser i deres forhold, ikke rigtigt, det var bare ligesom kørt. "Den eneste krise Chriss og jeg havde i forholdet var da vi fandt ud af at jeg havde Zach, og du ved jo hvordan det endte." Påpegede han med et forsigtigt smil.

[Alyxia Iearen McBeth]

Det blev nemmere for hver dag. Sorgen ville nok aldrig forsvinde helt, men hun var i det mindste nået til et punkt hvor hun faktisk kunne smile nu. Alting virkede bare uoverskueligt og alligevel knoklede hun for at kæmpe sig op igen, hun havde været nede før, og var kommet op mod alle odds, men hvor hårdt kunne livet behandle hende endnu? "Jeg troede kun det skete i myter og den slags," hun rystede lidt på hovedet og vidste ikke rigtigt hvordan hun skulle forholde sig til det.

Hendes blik rettede sig pludselig mod ham som et signal til at han skulle uddybe. "Tanken har strejfet fik?" spurgte hun lidt hæst. Chriss havde nok været.. livlig på det område og glædeligt givet ham alt, hun forestillede sig i det i hvert fald sådan uden at vide hvor langt fra sandheden det lå. "Du faldt til ro.. det ved jeg ikke om betød det samme som at du glemte dig selv," påpegede hun og vidste ikke helt hvordan hun skulle have det med det hele. "Perfekt er ikke lige det ord jeg vil bruge.. jeg mener, vi havde det fantastisk ind til jeg ødelagde det med Cara og den manglende intimitet og.." hun tav og mærkede tårerne stryge ned over hendes kinder, hvilket slet ikke var meningen! "Jeg er bare så glad for dig, og alting har altid været så nemt når vi har været sammen og det er det pludselig ikke," hun lagde sig lidt ned mod ham med hovedet forsigtigt på hans skulder uden egentlig at lægge vægt på i frygt for at han skulle gå ondt. På bare det år, havde de haft så mange kriser og dem havde de i det mindste klaret.

[Trescott Roden]

Scott trak let på skulderen, "åbenbart ikke kun i myter." Sagde han stille. Han havde virkelig gloet dumt på det store dyr, igen som Aly sagde havde han hørt om det, men aldrig.. troet at det var noget der faktisk skete. Han smilede igen lidt smørret, "jeg var også tæt på at spørge den om min egen patronus var gået på ferie eller noget siden at gedebukken dukkede op." Han blinkede. Majestætisk dyr, slet ikke, de var store men..for pokker..det var en elg! Alligevel var han lykkelig for at den havde ændret sig, det gav også ham et tegn på at sammen med Aly, kunne han være sig selv. Det betød virkelig noget og var ikke bare noget random et eller andet til noget bedre dukkede op. Deres forhold var værd at kæmpe for!

Han lod blikket hvile lidt på sine hænder som han blidt nussede hendes ben uden på tæppet. "Ja..dengang med dig.." sagde han og bed sig lidt i læben. "Havde jeg været fuld eller sur den dag..eller begge dele.." han slog lidt ud med hånden som forklarede det sig selv. "Jeg faldt til ro, det var også det jeg blev ved med at sige til mig selv, men jeg tror Matt havde ret, jeg var alt for langt fra den jeg plejede at være." Sagde han stille, "med dig kan jeg falde til ro, og stadigvæk være mig." Han smilede sødt til hende. Da hun pludselig tog skylden på sig lod tårerne falde så han næsten forfærdet på hende. "Aly det var ikke din skyld at jeg var et svin! Den er på mig og kun mig! Du gennemgik nogen ting og jeg var der ikke for dig, men det komme aldrig til at ske igen." Han fik det helt dårligt over at hun følte det var hendes skyld. "Det bliver godt igen, det lover jeg dig," forsikrede han hende. Han ville i hvert fald gøre alt for det. Han lade sin arm omkring hende og trak hende ind til sig og ignorerende totalt smerten i siden det forårsagede.

[Alyxia Iearen McBeth]

"Nej åbenbart ikke," konkluderede hun og lød stadig lidt overrasket. Det skulle ske så umådelig sjældent, så at det var sket for ham.. det sagde jo en hel del. "Det er ikke en gedebuk!" udbrød hun med et lille grin. Der var forskel.. ged var normale og kedelige, elge var smukke og ædle på deres helt egen måde. Det var næsten svært at tro på, enten var det de havde virkelig ægte, hvilket hun rigtig gerne ville ville tro på, det var bare svært med det der var sket. Hun så ned på hans hånd og overvejede at flytte den, men det var rart endelig at mærke ham lidt, det var mere intimt end det de havde haft i flere måneder.

"Hvis du havde været sur eller fuld, havde du været utro med hvem som helst," påpegede hun og tørrede sine tårer væk. Hun hadede at græde, hadede at han skulle se hende svag, men tingene voksede hende bare over hovedet, hvad hun ikke ville gøre for bare lidt fred. "Det er fordi den mand du plejede at være hoppede på mere eller mindre alt der kunne krybe og kravle," hun himlede med øjnene og trak benene lidt tættere op under sig. "Jeg skubbede dig væk Scott.. jeg ville virkelig gerne give dig hvad du havde brug for, men jeg kunne ikke, det er min skyld," hun lagde sig ind mod ham, meget forsigtigt det skulle jo ikke gøre ondt. "Det håber jeg.. lige nu er det bare uoverskueligt," hviskede hun.

[Trescott Roden]

Han smilede lidt. Det var uden tvivl en stor ting og siden det ikke ligefrem var noget der ændrede sig på dagligt basis, så måtte det jo betyde at det han havde med hende var mere end bare, 'noget der ville går over'. Han kunne ikke undvære hende. Faktisk ville han ikke engang forsøge at klare sig uden hende. Hun var den der holdt ham oppe i alt dette vandvid. Hendes latter smittede omgående af på ham, det føltes næsten som før i tiden, før alt gik galt. "Det er herre meget en gedebuk, den har horn," påpegede han med et flabet smil. "Og dens mule er mærkelig..og lang.." nu drillede han hende blot, han havde intet imod elge, og ja de var flotte på deres egen lidt særpræget måde, men han havde bare savnet at drille hende og den reaktion der kom når han gjorde.

Han skar en mindre grimasse, "med største sandsynlighed." Sagde han lidt usikkert og tilføjede så "men jeg lover at jeg aldrig kommer til at gå i vrede igen, og jeg drikker mig kun fuld i nærheden af dig..eller Mattheus." Han tænkte lidt videre over det inden han kom med endnu en tilføjelse, "ikke at jeg kunne finde på at gøre det igen, for det kan jeg ikke! Det er også mere for os, jeg skal nok lade være med at stikke halen mellem benene og bare skride." Lovede han og så alvorligt på hende. For der var vel stadigvæk et 'dem'. Hendes ord fik ham til at smile lidt overgivende, "ja..jeg har altid haft et lidt stort drive.." indrømmede han og rystede så på hovedet af sig selv. Han kunne slet ikke håndterer at hun tog sylden for hans fejl og han løftede forsigtigt hendes hoved lidt opad med en finger under hagen for at fange hendes blik. "Aly det vil jeg ikke høre! Det er ikke din fejl at jeg var en idiot. For at være ærlig fortjener jeg ikke en pige som dig, og jeg fortjener slet ikke din tilgivelse, men jeg håber alligevel at jeg får den en dag." Han lænede sig frem og placerede et meget forsigtigt og kortvarrigt kys på hendes læber.

[Alyxia Iearen McBeth]

Det var begrænset hvor meget erfaring Aly havde med forhold, hun havde jo kun været sammen med én person, men til gengæld havde hun heller aldrig haft så stærke følelser for nogle, det var bare noget andet at finde sammen med sin bedste ven. ”Ja, ja, din mule er også lang og det er lige før du gror horn, så kan du også være en ged,” drillede hun. Tårerne trillede stadig, det var en lidt underlig følelse både at le og græde på samme tid, men det var en hårfin balance mellem hvornår hun følte sig nede og hvornår han fik hende til at smile.

Han måtte virkelig være desperat. Aly så op på ham med et såret blik og vurderede hans løfter til at være reelle nok. ”Det er okay, jeg vil ikke bestemme hvordan og hvornår du skal drikke dig fuld jeg vil bare.. kunne stole på dig og det kan jeg ikke lige nu,” indrømmede hun lidt skamfuldt. Faktisk havde hun jo nok aldrig stolet på ham, det var svært efter alt det med Mattheus. ”Jeg kunne have stoppet dig,” indskød hun og lukkede øjnene et kort øjeblik. Hun var træt, det havde været en hård dag og det ville nok ikke blive lettere. ”Jeg håber på at få det igen en dag, men lige nu har jeg bare bare brug for ikke at tænke på den slags, eller have dårlig samvittighed over at jeg ikke kan,” hun tørrede sine øjne ved at gnide med håndfladerne og sukkede. ”Jeg..” hun tav da han kyssede hende og blev et øjeblik bare siddende, før hun gengældte. ”Jeg vil gerne have det til at fungere med dig Scott, men jeg er nødt til at tage det uden pres og jeg er nødt til at vide at jeg kan stole på dig, så måske vi bare skal.. starte stille og roligt?” foreslog hun stille.

[Trescott Roden]

Han lo over hendes kommentar til trods for at hun samtidig græd. "Jeg er da bestemt ikke noget ged!" Sagde han med et stort smil "du kunne bare have haft en sejere patronus, som en løvinde, eller noget, så ville jeg ikke føle mig nødslaget til at mobbe dig," jokede han, og gjorde det tydeligt i stemmeføringen at han udelukkende gjorde det for at drille hende, det var på ingen måde en anklage. Faktisk følte han lidt at denne patronus passede langt bedre til ham, det var som at have en del af hende med sig, hvilket var en varm og betryggende følelse.

Han fugtede sine læber lidt, "det forstår jeg godt," sagde han og sukkede let, "men jeg lover at jeg vil gøre alt for at genvinde din tillid." Sagde han og så på hende med et beslutsomt dog lidt trist blik. Det gjorde ondt at vide hun ikke stolede på ham, også selvom han vidste at det var hans egen skyld. Hun kunne godt have stoppet ham, alt hun havde behøvet at gøre var at sige det, men han bebrejdede stadigvæk ikke hende for hans fejl. "Det håber jeg også," sagde han blot og turde slet ikke tænke på hvis ikke hun kunne. At kysse hende var lidt et sats, derfor blev han lettet over at hun gengældte det. Det fik håbet til at spirer på ny. Han nikkede, "okay, hvis det er det der skal til," sagde han og nikkede, "hvor 'stille og roligt' snakker vi om? Bare så vi er på samme side og du ikke føler dig presset." Sagde han og frygtede nok lidt hendes svar.

[Alyxia Iearen McBeth]

"Løvinder er ordinærer, desuden ville den have flået dig levende, så vær du bare lykkelig for at det en elg," hun smilede bag tårerne der langsomt var begyndt at foretage sig igen. Hun tog en dyb indånding og faldt lidt til ro. Uanset hvor meget hun prøvede at skubbe ham fra sig, så ændrede det ikke det faktum at hun elskede ham. Det var måske ret naivt at give ham en chance til, det havde ikke fungeret for hende sidste gang, og hun ville ikke begå den samme fejl to gange, derfor var de nødt til at tage en dag af gangen.

"Jeg vil virkelig gerne.. stole på dig," hun så op på ham med næsten et bedende blik, og håbede inderligt at han faktisk ville gøre det. Hendes læber brændte stadig lidt efter hans læber, hun fugtede dem med tungespidsen næsten i håb om at smagen stadig sad der, hvilket dne selvfølgelig ikke gjorde. Det var ved at være sengetid, det havde været en så udmattende dag at Aly næsten følte for bare at sove her og nu. "Vi tog alt i forkert rækkefølge sidste gang.. måske vi bare skulle holde det venskabeligt? Om ikke andet i en periode, så kunne gøre ting sammen, gå ud.. og så tage resten en da af gangen?" hun så lidt usikkert på ham, bange for at han ville blive vred på hende, det va rjo ikke fordi hendes følelser var forsvundet eller noget, tværtimod men hun havde brug for at være uden pres, brug for at de bare kunne være sammen uden at hun skulle have det skidt med sig selv.

[Trescott Roden]

Scott sukkede dramatisk og slog let ud med hånde, "det er da ikke ordinært," hans smil var stort og bredt, det var skønt at mærke glæde på denne måde igen, det føltes lidt som at blive vækket til live igen. Han var ikke helt sikker på om dette her betød at de var sammen igen, han håbede naturligvis, men turde ikke at spørge i frygt for hun sagde nej. Han sad lidt og bare nød at de sad så tæt. Levede drømmen en lille smule ud. Han strammede grebet lidt omkring hende skønt det gjorde ondt i siden.

Blikket gled ned på hende, han smilede stille. Okay igen så var håbet ikke ude, hun ville give ham en chance for at gøre det godt igen. Eller sådan lød det da. Som hun atter begyndte at snakke lyttede han opmærksomt, men kunne mærket smilet falmede jo mere hun sagde. "Venner?" Spurgte hans lidt modløst. Naturligvis ville han gerne være venner, men han ville jo hellere noget mere. "Sååh..venner hvordan?" Spurgte han lidt lavmeldt uden at vide om han turde kende svaret, "bliver du boende her? Altså sammen med mig?" Han så forhåbningsfuldt på hende, "og hvad med at...se andre?" Han ønskede ikke at se hende med en anden fyr, det ville han virkelig helst undgå. "Jeg er ikke sikker på at jeg vil kunne se dig sammen med en anden." Indrømmede han lidt nedslået.

[Alyxia Iearen McBeth]

Det virkede for grænseoverskridende bare at tilgive ham og så håbe på det bedste, den metode havde hun gjort brug af en gang før, og hvordan var det lige gået hende? Alligevel så føltes det meget rart at han var tæt på hende, holdt om hende og fik hende til at grine, som nu kun han kunne. Hans ord fik smilet frem på hendes rosa læber. Glimtet var ikke helt så kraftigt som det plejede at være, men det var jo et godt sted at starte. "Vel er det så," kommenterede hun lidt stædigt og glemte lidt at han muligvis havde ret ondt, det var bare rart at han holdt armene omkring hende.

Som hans smil falmede, gjorde hendes det samme. Det lod ikke til at han var helt vildt meget med på idéen. Hun slog blikket ned og fumlede lidt med sine hænder uden at vide præcis hvad hun skulle sige, for i virkeligheden ville det nok dræbe hende at se hende med en anden, men hvis de ikke var sammen, havde han jo sin fulde ret til det. "Hvis du ikke har noget imod det, så vil jeg gerne blive boende. Vi kan bare sove hver for sig," foreslog hun stille uden at se på ham. Lettelsen vældede dog lidt op i hende ved hans ord. Hun så op og lagde en blid hånd på hans kind. "Jeg har brug for at tage det stille og roligt, men selvfølgelig håber jeg at det giver sig selv og at vi finder ud af det sammen, Scott. Jeg vil ikke væk fra dig, jeg vil ikke se dig med en anden, så måske vi kunne være venner der bare kun.. så hinanden?" hun vidste godt selv hvor dumt det foreslag lød.

[Trescott Roden]

Han lo varmt, som ansigtet fortrak sig lidt i smerte. Det gjorde ondt at le, men hvor var det dog befriende. "Du aner ikke hvad du snakker om," sagde han drilsk og gav hende et let klem, som han lod det emne passerer en smule. Det kunne godt være at hun ikke var helt tilbage til at være sig selv endnu, men glimtet i øjet var da et skridt på vejen, også selvom det ikke var helt så fremtrædende som det ellers plejede at være.  Hans blik var blevet en kende mere alvorligt, det var en samtale der var nødvendig at have, men det gjorde den ikke mindre rar og da slet ikke når hun kun 'ville være venner'.

Tænk hvis hun fandt en anden, det ville han slet ikke kunne håndterer. "Jeg vil elske at have dig boende." Sagde han meget hurtigt. "eh..sove hver for sig?" Igen et lidt skuffet blik, men han nikkede så og bed sig i læben. "Ja okay..hvis det er det du helst vil..jeg kan bare sove på gæsteværelset." Han bed sig let i den bløde underlæbe. Han blev en kende forvirret over hvad hun egentlig ville, men hvilede kinden mod hendes hånd som hun forklarede. Hun ville ikke være kærester, men ville heller ikke have at han så andre? Det lød mere som en periodeløsning til de fandt sammen igen, hvilet han godt kunne accepterer. Han smilede lidt svagt til hende. "Den er jeg med på, vi ser ikke andre...må jeg.." han tøvede lidt og så lidt håbefuldt på hende, "...må jeg gerne kysse dig selvom vi 'kun' er venner?" Det ville være en umulig opgave at lade være var han ret sikker på.

[Alyxia Iearen McBeth]

Aly lod ligeså emnet passerer og stirrede lidt ind i den brændende pejs med et smil hvilende på læben. Han var stadig hendes Scott, desværre indebar det også lidt at han var glad for kvinde,r og hun havde brug for at han kun skulle være glad for hende. En periode som venner ville måske klare forvirringen op og give hende mulighed for langsomt at bygge ene tillid op til at han kun ville være tæt på hende. "Jeg har heller ikke lyst til at flytte," svarede hun lidt lettet. Det her var blevet et trygt hjem, hun elskede det og tanken om at finde en boligsituation allerede.

"Det er okay, jeg kan godt tage gæsteværelset," forsikrede hun. Det virkede ikke helt rimeligt at smide ham ud af soveværelset. Selvfølgelig ville det blive svært at holde fingrene fra ham, men det var vel heller ikke direkte nødvendigt, hvis lysten kom op i hende, var det jo bare at følge den. Hun sendte ham et næsten undskyldende blik, velvidende om at det måske var for meget at bede ham om. "Det passer mig fint," sagde hun lidt taknemmeligt. Hans forespørgsmål fik hende til at læne sig frem og plante et stille kys på hans læber. "Det ville jeg ikke være foruden," hun rejste sig med et lille smil. "Jeg går i seng nu.. vil du sove her?" spurgte hun blidt.

[Trescott Roden]

Scott ville have det ufattelig svært ved at accepterer hvis hun flyttede ud, så at hun blev boende sammen med ham i huset, var en ufattelig lettelse. At han så måtte affinde sig med at ligge på hver sit værelse til at starte med, det måtte så være hans straf for at have gjort som han havde gjort så det var vel egentlig fair nok. "Det er jeg glad for," hviskede han blidt. Så langt så godt. Bare det at vide at hun var der når han vågnede om morgenen, var en trøst, så måtte han bare kæmpe noget mere for at vinde tilliden tilbage. Han rystede sikkert på hovedet, "nej, du tager soveværelset." Sagde han bestemt som for lige at understrege at det ikke stod til diskussion. 

Han nikkede for at lukke anden del af aftalen, den med ikke at se andre. Igen en kæmpe lettelse for ham. Da hun lænede sig frem og kyssede ham, gengældte han det blidt. Hjertet slog hårdt i brystet og han smilede lettet over hendes ord, "det var en lettelse, for jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne lade være." Indrømmede han. Da hun så ville i seng sukkede han lidt ærgerlig, han ville ønske at de kunne sove sammen, bare lige i nat, bare så når han vågnede ville han vide at hun stadigvæk var der, så en lusket ide sneg sig frem. "Jeg kan godt sove herinde i nat, men.." Han tog en lidt dramatisk indånding. "Altså nu slynger jeg bare et forslag ud..." Han bed sig lidt i læben, "siden jeg jo har hjernerystelse og det, måske det ville være nemmere for dig at holde øje med mig, hvis vi lå sammen...bare for i nat naturligvis." Han så på hende med et uskyldigt blik.

[Alyxia Iearen McBeth]

Ligen nu var det for svært for hende at have ham så tæt på, så hun følte sig nødsaget til at lægge lidt afstand, men bestemt ikke så meget at hun havde planer om at flytte nogle steder hen! Det var jo ikke meningen at de skulle gå hver til sit nu og så bare bo sammen som venner, lidt en mellemting af det hele. Hun slog blikket ned et kort øjeblik før hun så op under sine bryn på ham med et forsigtigt smil. Det tog han nu meget pænt. "Okay jeg tager soveværelset," overgav hun sig endeligt, han havde jo ikke tænkt sig at lade den gå, hvilket var ret tydeligt.

Aly trak sig fra hans læber igen og havde det lidt underligt. Det vakte stadig de mange følelser i hende, men hun bebrejdede også sig selv lidt for ikke at kunne lade være med at nyde det, eftersom han jo havde været sammen med en anden. "Det er okay.. men kun herhjemme okay?" bad hun. Matthew og hans mor og alle dem skullle ikke få en masse forventninger hvis de nu ikke var i stand til at holde det. Hun rejste sig og så ned på ham. Hun skulle lige til at forlade ham da hans ord stoppede hende. Hendes mimik ændrede sig til noget lidt strengt. Hun så på ham med et opgivende blik, desværre havde han en god pointe og sygeplejersken havde jo sagt at han faktisk havde pådraget sig en hjernerystelse. "Okay.. kun i nat og du bliver på din side af sengen," sagde hun med løftet pegefinger. Det havde de jo også gjort som venner flere gange, så det var vel okay?

[Trescott Roden]

Scott var lettet over at hun ville blive og det at de ikke skulle se andre. Desværre var han nok lidt bange for at hun pludselig fik kolde fødder og ikke ville forsøge alligevel. Tanken blev skubbet væk. Det kunne han ikke bære at tænkte på, han blev nødt til at håbe på det bedste og give hende al grund til at vælge at give det en ekstra chance. "Fint." Sagde han og så lidt mod mindekuglen på bordet der stadigvæk viste at de sad i hinandens arme foran juletræet. Tænk at det var over et år siden. Alting havde virkede så enkelt den aften, og perfekt. Ikke så trygget som nu. Dog glemte han det lidt i det blide kys.

Han sukkede og nikkede så, "okay, så herhjemme må jeg gerne kysse på dig," det fik igen smilet frem på læberne. Det var trods alt en fantastisk nyhed! Bedst som han sad og nød øjeblikket rejste Aly sig og han mærkede skuffelsen glide ind over sig. Han ville ikke have at hun skulle flytte sig. Igen lyste han op som hun overgav sig skønt det så ud til at hun havde haft en indre diskussion med sig selv om hvor vidt det var en god ide eller ej. "Så jeg må kysse dig, men ikke ligge armen omkring dig?" Spurgte han og så på hende med et flabet udtryk i ansigtet. Han vidste allerede nu at det var noget han ikke ville kunne overholde. Men så måtte han jo bare vente til hun sov og så ligge armen omkring hende.