Do I know you?

[Deleted]

@willy

Solens stråler kunne knap skinne igennem træernes store kroner, og det underlige tusmørke stod allerede hårdt til nede ved den fremmede unge kvinde. Hendes brune øjne var en anelse hævet og blå, og hendes underlæbe var flækket så en lille stribe af blod blev ved med at rende ned af hagen på hende, selvom hun blev ved med at tører det væk. Det mørke krøllede hår der var slidt og beskidt hang ned af ryggen på hende, hvilket formede hendes tynde ansigt. Det tøj kvinden havde på var beskidt og ødelagt, hvilket afslørede store huller af hendes blege hud. Tøjet var alt for stort - faktisk var det præcis det samme tøj som hun havde haft på den dag for mange år siden hvor hun var blevet bortført af familie Loren. Hvilket vidste hvor meget hun havde tabt sig. Det var blevet vasket en gang i måneden, hvor familien bare havde efterladt hende nøgen og sønderknust nede i den mørke kælder. Nede i mørket hun frygtede så meget.  Hun var 15 år dengang. Hvor gammel var hun nu?

"Stop stop." hviskede Skylynn da hr. Lorens ansigt kom frem i døren. Hun vidste hvad der skulle ske nu. Hun vidste hvad han ville gøre. "Du må ikke slukke lyset. Jeg beder dig." græd hun i samme sekund som lyset gik ud, hvilket efterlod hende i mørket. I det mørke hun frygtede. Og få sekunder senere kunne hun mærke hr. Lorens hænder overalt på sin krop, hvilket fik hende til at lukke af. 


Den fremmede, udsultet kvinde faldt ned på sine knæ ved mindet om dengang. Det var flere uger siden hun var flygtet ud i skoven. Uden sin tryllestav, uden noget. Hun vidste næsten ikke engang hvem hun selv var længere. De klare tårer løb ned af kinderne på hende, hvilket efterlod en våd linje ned af hende beskidte kind, og maven trak sig sammen af sult. 

[Deleted]

Lionell kløede sig lidt i sit hår, som han stille gik af sted. De små kviste knaste under hans fødder. Januar kulden gjorde, at han kunne se hans egen ånde. Det var lidt for koldt efter hans smag.. Man var jo nødt til at klæde sig i stor jakke og haltørklæde for ikke at blive syg.. For nu havde han dog lagt sit fjollede Ordkløver tøj fra sig. Selvom det var så mange år siden. Så, fjernt, kiggede han da stadig efter Skylynn. Håbet, om at han nogensinde vil få hende at se igen, hans bedsteveninde fra Hogwarts, var skrumpet. Det var jo ikke rigtig realistisk.. Hun havde været væk i 10 år, og selvom han havde vidst, at det var familien Loren, der havde taget hende, ja, han havde faktisk gået på samme årgang som deres idiot af en søn, havde han ikke fundet hende. Ingen gang, et lille præg om, at hun var der ude et sted, og han måtte nok indrømme i sit stille sind, at han havde opgivet håbet. Hun ville nok ikke dukke op igen, men han kunne ikke få sig selv til at lade være med at kigge efter hende..

Tusmørket havde så småt taget sit tag, og han skulle til at vende om, da han så en skikkelse, der sad på knæ længere fremme. Hvad lavede personen dog herude på denne tid? Automatisk lod han sine hænder glide ned til sin tryllestav, som han tog et godt tag i bare for at føle sig sikker. Han gik lidt længere frem. Var dét en kvinde?
"Hvad laver du dog herude?"
Spurgte han med en stille stemme. Hun så ikke tryk ud. Jo tættere på han kom, jo mere kunne han se, hvordan kvinden.. Græd? Hun så også udsultet og tynd ud og ja hendes tøj var heller ikke noget at juble over. Faktisk virkede hun en anelse bekendt, men hvorfor skulle han dog kende hende?
"Hvad er der galt?"
Spurgte han hende, som han var få meter fra hende. Hun så ikke ud til at kunne gøre nogen trussel. Hun så virkelig ud til at være elendigt tilpas!

[Deleted]

Skylynn lod sig ikke høre af de skridt der kom nærmere og nærmere, hvilket efterlod en høj lyd efter sig. Faktisk hørte hun intet. Hun sad bare og så ud i luften. Hun kunne ikke mere. Hun ønskede lige nu at komme væk. Væk fra intetheden. Væk fra det hul i brystet hun havde haft siden sommerferien da hun var 15 år. Noget trak hende tilbage i virkeligheden da en stemme lød over hende, og hendes brune tomme øjne blev rettet mod en mand. De øjne der altid havde været fyldt med varme og glæde, var nu tomme. Hun havde ingen følelser indeni længere. Ingen. Endnu engang lød stemmen, og et stik gik igennem maven på hende da hun så hvor tæt han var kommet på hende. Frygt. Hvad ville han gøre? Ville han gøre det samme som hr. Loren?

”Lad være.”
hviskede hun med en stemme der skælvede, hvorefter hun med besvær fik sig rejst på sine skælvende, alt for tynde, ben. Hendes nøgne fødder stod usikkert på jorden, og hendes tynde hånd, der tydelig viste hendes knogler, strøg med automatik igennem hendes beskidte mørke hår, samtidig med at hun vaklede få skridt bagud.
”Lad mig være.”
hviskede hun igen, med en stemme der knækkede over. Hun ville bare væk. Til et varmt sted. Med mad. Bare væk herfra. Tænk hvis han gjorde hende noget. Præcis som Loren.

[Deleted]

Lionell stod og betragtede kvinden foran ham. Hun så ud til at have det så skidt, men hvad lavede hun dog ude i en skov på denne tid? ja, han selv havde jo den mærkelige grund, at have, ledte efter sin bedste veninde, der var forsvundet for 10 år siden, men hvad.. Hvad lavede hun dog herude? Hun så jo svag ud.. Hvorfor var hun ikke hjemme? Da hun talte, mindede hun igen bekendt. Hvor var det dog, han havde set hende før? Hvorfor var hun så usikker?
"Jeg gør dig ikke noget!"
Forsikrede han med en rolig stemme. Han havde virkelig ikke i sinde at gøre hende noget. Hun så virkelig ud som en, der havde brug for hjælp, men ville hun tage imod den hvis han tilbød hende mad f.eks.? Det, at hun nærmest ikke kunne stå på hendes egne ben, fik ham automatisk til at få en lille klump i halsen. Vil hun kunne klare sig herude i Januar måned?
"Jeg gør dig virkelig ikke noget.." Sagde han svagt. "Har du brug for hjælp?" Fortsatte han og strakte langsomt sin hånd ud mod hende og stoppede et par centimeter fra hendes skulder. Han ville jo ikke skræmme hende, overhovedet. Han stod med sin arm udstrakt, da hun kørte sin hånd gennem sit hår. Den bevægelse den kendte han alt for godt. Den mindede ham om Hogwarts. Om Skylynn.. Pludseligt spærrede han øjnene op. Skylynn. Han kiggede på hende. Ja, hun lignede hende da lidt. Hendes hårfarve og øjne, men var det nu hende? Var hun sluppet væk fra Loren?
"S-Skylynn?"
Stammede han prøvende. Var det hende, eller havde han bare bedraget sig selv? I sin vildeste fantasi havde han i hvert fald aldrig set, at han skulle se hende, sådan der.. Sidst han havde set hende var da de var femten, den dag familien Loren var dukket op. Han huskede det, som var det igår. Det havde uden tvivl været den værste dag i hans liv..

[Deleted]

Svagt, men alligevel tydeligt hørte hun mandens ord. Og et eller andet sted inderst inde, troede hun på stemmen. Såret fra hullet i hendes bryst begyndte at røre på sig ved stemmen. Som om stemmen var en hun havde savnet. Hvilket også var grunden til at hun ikke rørte sig ud af flækken da han nærmede sig hende. Hun betragtede ham blot med varsomme øjne. Man kunne jo aldrig vide med nogle folk! Man kunne jo ikke stole på nogen!

”Slap af frk. Unihaed. Jeg gør dig intet.” lød hr. Lorens stemme, og Skylynn så panisk på ham. Hvorfor havde de taget hende i går, i skoven? De var jo syge i hovedet. ”Du ville måske gerne vide hvorfor du er her?” forsatte stemmen, og Skylynn nikkede hurtig. Ja Gud om hun ville! En hæs latter lød, hvorefter et lysglimt viste sig, der fik hende til at krampe i smerte. Han lovede ikke at gøre hende noget.

Mindet fik hende til at trække sig lidt sammen, man kunne ikke stole på nogen. Men hvorfor hun havde stolet på hr. Loren til at starte med, vidste hun ikke. Han var trods alt en af dem der havde kidnappet hende.
Ja hun var så! Ja hendes navn var Skylynn! Hun prøvede virkelig på at råbe det højt, men stemmen sad fast i halsen på hende. Gud om hun var Skylynn! Ingen havde kaldt hende Skylynn i mange mange år, ingen! Han måtte kende hende dengang! Endnu engang rørte hullet på sig, hvorefter hun indså det. Lionell! ”Lio...nell?” mumlede hun svagt og kastede kort et blik på ham, hvorefter hendes ben faldt sammen så hun endte på jorden. Måske skulle hun bare blive her...

[Deleted]

Lionell var en anelse nervøs for, om hun blev bange for, at han havde nærmet, sig hende. Hun lignede jo en, der havde det værre end skidt. Hun var jo ikke bare syg, det var tydeligt. Var hun medtaget af et eller andet? Det var jo heller ikke normalt, at man bare sad ude i en skov i Januar måned. Hun ville jo fryse ihjel? Det kunne han alligevel ikke tillade, men han skulle ikke bare tage hende om håndledet og slæbe hende ud af skoven. Så risikerede han jo msåek at gøre hende rædselslagen? Hun havde jo i første omgang bedte ham om at lade hende være.. Men han ville jo kun hjælpe!
Som hun trak sig sammen, kiggede han intenst på hende. Det kunne da godt, måske, være Skylynn? Det fik han i hvert fald bekræftet, da hun sagde hans navn. Stod han virkelig overfor Skylynn? Hans bedsteveninde på Hogwarts, som var blevet kidnappet det sommerdag for 10 år siden? Han kunne tydeligt huske, hvordan de havde kastet Dolor over hende, og at Malachi Tate havde tabt sin hætte, inden de bare var forsvundet med hende.. Han nikkede kort for at vise, at han var Lionell.
Han havde stået lidt paf, men da hun faldt ned på jorden igen knælede han hurtigt ned og tog en arm rundt om hendes skuldre, så hun vil kunne støtte sig til ham.
"Lad os få dig ud herfra!"
Sagde han og kiggede afventende på hende. Hvis hun var flygtet fra Loren, som nok var en af de eneste muligheder i den tilstand, hun var i, skulle hun bare væk. Ti år hos Loren og et lille stykke tid i en skov? Ej.. Han kunne slet ikke tage tanken om det.. Skylynn fortjente så meget bedre. Han havde faktisk savnet hende lidt mere, end han havde sagt til sig selv. Det var jo altid hårdt bare at miste sin bedsteveninde, men han havde aldrig i sin vildeste fantasi forestillet sig, at han skulle se hende, sådan.

[Deleted]

Skylynn slog hurtig blikket forbi ham, og videre ud i skoven. Hvor mange nætter havde hun været i skoven? Hun vidste det ikke, for man kunne knap kende forskel på dag og nat, her nede på skovbunden. Frygten for at hr. Loren eller en anden fra familien skulle komme frem, fik hende til at ryste. Både af kulde og af frygt. Men Lionell var her! Han ville kunne få hende væk. Ville han ikke kunne det? Hun var ærlig talt ikke sikker. For hvor gammel var han? Hvor gammel var hun selv? Alt løb rundt i hovedet på hende, hvilket forvirrede hende.

”Unihaed.” lød en stemme, hæs som bare pokker hvilket fik det til at løbe koldt ned af ryggen på hende. Men mørket lagde stadig over rummet, og Skylynn sad krøbet over i det ene hjørne. Tænk hvis der var noget i mørket? Samme sekund blev lyset tændt, hvilket afslørede Malachi Tates ansigt. Af frygt for hvad han kunne finde på, lukkede hun øjnene og lod sig blive et med muren.

”Lio.” mumlede Skylynn da hun mærkede hans arm om hende. ”Ja, jeg ville væk herfra.” hviskede hun lavt, så lavt at hun ikke var sikker på at han hørte hende. Hendes bedste ven. Hun havde ikke set solen siden dengang, så for hende var alle de samme. Lio, Char, Elena. Alle. Der havde intet ændret sig. Hendes stemme var hæs af kulde, og selvom hans var varm, så var det ikke nok. Han var blevet højere. Selvom han altid havde været højere end hende, så var forskellen enorm for hende. Selv havde hun ikke ændret sig overhovedet. Hun var blevet alt for tynd, og hendes hår var blevet længere og mere slidt.

[Deleted]

Lionell lod sit blikke følges med Skylynns ud i den nu efterhånden ret mørke skov. Nu stod der vel ikke nogen derude? Bare tanken fik ham til at gå kuldegysninger, men nu måtte han lige holde hovedet koldt. Der var jo ikke nogen derude. Hvis Loren havde stået og overværet alt dette, vil de forlængst være dukket op, ville de ikke? De var jo ikke ligefrem tålmodige, det, havde han opdaget for ti år siden. Det var bare et par besværgelser og væk. Men for nu ville han bare gerne have dem væk fra skoven. Det var sgu ikke særligt betryggende at stå derude. Slet ikke når Skylynn havde det, sådan.
Det var blevet koldere, og koldere synes han, men det var nok, bare fordi han havde været ude i den kolde luft et stykke tid. "Sky." Sagde han han roligt tilbage til hende som han hørte sit kælenavn "Lio." Det lettede ligesom et eller andet. Han følt sig, bedre tilpas. Det var så lang tid, han havde sagt det kælenavn, Sky. Alt var bare for så lang tid siden. Hogwarts tiden var fjern, hvilket alt i det sammenhæng også have været, men det var lidt lettere at huske, når han stod overfor Skylynn. Hun havde jo heller ikke ændret sig i højden overhovedet. Hun havde nogenlunde den samme højde som for ti år siden. Hvad havde Loren familien dog gjort ved hende?
"Kom, lad os transferer os væk!"
Sagde han, blot, da hun sagde hun gerne ville væk. Det ville han også så med et lille, rask, tag prøvede han at få hende op og stå. Det kunne hun forhåbentligt lige klare, hvis ikke, vil han bare transferer dem væk siddende, men den evne, havde hun vel ikke nået, at lærer? Hun var jo blevet kidnappet som 15 årig, men man kunne jo aldrig vide om hun alligevel kunne.. I hvert fald vil han godt kunne transferer dem begge væk, det vil bare være nemmest, hvis hun stod op. Det skulle jo helst ikke gå galt!

[Deleted]

Skylynn lod for første gang i lang tid et smil komme frem på sine læber der efterhånden var ved at være blå af kulde. Det var koldere nu, end det havde været for nogle timer siden, det kunne hun nemt mærke. Og den nedslidte tshirt og de beskidte shorts var heller ikke ligefrem for varme, og at de var alt for store hjalp heller ikke. At han sagde hendes kælenavn var overraskende beroligende. Han havde præcis samme stemme som dengang, og hun var med et helt sikker på han intet ville gøre. Det var jo Lionell!
”Kan du finde ud af det?”
Det var med overraskelse i stemmen hun spurgte. Måtte man ikke først det som 17-årig? Hvad pokker, havde hun været væk i over 2 år? Hun var inderligt nysgerrig, og hun overvejede kort om hun skulle spørge ham. Men dog valgte hun at vente. Det hele kunne vente. Hun ville bare gerne væk. Da han tog fat i hendes arm, prøvede hun at rejse sig op, som bedst mulig, på de rystende ben. Men det var som om de ikke rigtig ville samarbejde med hende.

”Hvis du flygter, går det ud over dig selv.” lød en drævende stemme, og lyset blev tændt så den 17-årige Skylynn måtte misse med øjnene. Hun havde været i mørket i mange, mange dage, og hun havde slet ikke styr på det længere. Dage? Uger? Måneder? År?

Skylynn lod kort sin ene arm glide om ham, hvorefter hun tog fat i hans jakke. Hun vidste ikke hvordan det føltes at transferer sig, men hun havde hørt det nemt kunne gå galt. Lidt rystende stod hun og betragtede ham med sine brune øjne. Hvad gjorde han nu? Hvad skulle der ske? Hvad skulle hun gøre?

[Deleted]

Lionell trak vejret, og selvom det var blevet ret så mørkt, kunne han tydeligt se hans ånde. Det var blevet koldt. Rigtig koldt, men hvad kunne man forvente en sen aften i Januar måned? Det faktum, at Skylynn havde sommer tøj på gjorde ham en anelse utilpas. Hun skulle ikke blive mere elendig tilpas, end hun allerede var. Hans brune øjne strejfede Skylynn endnu en gang. Havde hun tøjet på fra den dag, hun var blevet kidnappet? Meget kunne han huske fra den dag, men ikke hvilket tøj de havde haft på, dog, var det bare så slidt, så gammelt. Havde familien Loren ingen haft nåde til at give hende noget nyt tøj? Bare tanken gjorde ham sur. Tænk, at de kunne slippe af sted med det..
"Selvfølgelig."
Svarede han hende med et lille smil. Hun havde været væk længe. Alt for længe. Vidste hun mod overhovedet hvor lang tid? Familien Loren havde nok ikke ligefrem informeret hende om datoer. Det kunne de idioter ingen gang gøre sig ulejlighed til..
Som hun prøvede at komme op på sine ben, tog han lidt hårde fast i hende for at hjælpe hende op, men, så fik hun fat i hans jakke, og det hjalp, da betydeligt, men for en sikkers skyld holdt han fast i hende, så hun ikke skulle falde. Han holdt sin arm en anelse hårdt om hendes skuldre, for at der ikke skulle ske noget under transfereringen.
"Det kan godt være lidt ubehageligt, men det er hurtigt overstået!"
Sagde han til Skylynn, inden han fokuserede på sin lejlighed i London og drejede om på hælene, og med det samme forsvandt skoven fra hans syn og blev i stedet erstattet af mørke og et hårdt tryk for ørerne.

//OOG: Out

[Deleted]

Skylynn hævede automatisk hendes øjenbryn, hvorefter hun så overrasket med let åben mund på ham. Så måtte han være over 17 år, så måtte hun være over 17 år. Havde hun gået glip af sin myndige-fødselsdag? Bare ved tanken havde hun lyst til at græde. Hun havde aldrig været særlig følsom, og faktisk kun ved mørke kunne hun dengang finde på at græde. Men indenfor de sidste mange mange år kunne hun græde ved næsten intet. Hun var jo helt inderst knust. Ødelagt. Alt inde i hende var ramlet sammen. Hun kunne virkelig ikke klare mere. Hun havde da tænkt på at døden ville være den nemmeste vej ud af helvedet hos Loren, men aldrig havde hun rigtig fået chancen. Men at hun endelig fik lyset, verdenen, Lionell at se igen viste blot at det var godt hun ikke havde fået chancen. Men ville smerten nogensinde gå over?
Hun valgte blot ikke at svare ham, men stod bare og ventede afventende. Hendes ben rystede stadig, og jo flere sekunder de stod her, jo mere begyndte de at ryste.
”Ubehageligt?” stammede Skylynn panisk og prøvede at gøre sig fri af Lionells greb.

Rystende prøvede Skylynn af alle kræfter at gøre sine luftveje frie. Hendes skælvende hænder prøvede at trække Hr. Lorens hånd væk fra hendes hals, men hun kunne ikke. Han var for stærk, og på det sidste var Skylynn blevet for svag. Hun klamrede sig til hans hånd i håb om at han ville give slip, samtidig med at hun gispede efter det luft hun ikke kunne få. Den ubehagelige følelse af at mangle ilt kom op i hende, og tårerne trillede ud af øjnene på hende. Ville hun endelig dø?

”Nej Lio, stop stop jeg ville ikke.” hviskede Skylynn og slog så hårdt hun kunne på ham, for at få ham til at slippe hende. Men hun havde ingen kræfter i armene, og få sekunder efter mærkede hun hvordan alt luften blev presset ud af hende. Præcis som dengang.

//Out//