Lion on the loose

[Aimé York Hosyo]

@alastair

Klokken var omkring de 11 ude på formiddagen eller middagen alt efter hvordan man definerede dagen. Der var gråt vejr udenfor og det træk tydeligt op til regn, men indtil videre var der endnu ingen regn kommet. Der var lyde fra klasselokalerne hvor man kunne høre professorene undervise rundt omkring på skolen og første sal var bestemt ingen undtagelse. Aimé selv havde valgt at skippe sine timer i Eliksir og var sneget sig op fra krypten af for at se sig rundt for at sikre sig at han var alene. Han havde stadig sin skoleuniform på og dermed også sit gule og røde slips der beviste at han gik på Gryffindorkollegiet. Aimé nikkede let for sig selv da han opdagede at han stadig var alene og hev sin taske frem fra siden der havde hængt over hans skulder hele tiden inden han bevægede sig hen foran lokalet til Muggler Studier. Det var ikke fordi Aimé havde noget mod mugglere for det havde han skam ikke, men det fag var simpelthen bare for kedeligt hvis man spurgte ham. Ligeså kedeligt som Magiens historie. Desuden handlede det om at være så langt fra chancen at blive busted i det her af hans overhoved Alastair Barclay II for han var næppe den sjoveste her i verden at blive fanget af. Aimé lagde sit øre ind mod døren til Muggler Studier blot for at se om deres professor stadig underviste og da han havde konkluderet at undervisningen stadig var igang smed Aimé to stinkbomber og sætte i løb henover gangen for at komme til at gøre det samme ude foran Magiens historie. Inden længe blev gangen da også fyldt af en liflig duft af stank og Aimé måtte virkelig tage sig selv i ikke at dø helt af grin før han var færdig med sin mission og smed et par bomber mere på sin løbe tur selvom det ville efterlade et spor af ildelugtende stank. Aimé var kendt blandt eleverne da han var ansat som Quidditch kommentator på skolen og han var ikke den som lavede mest ballade, men når han gjorde det var det i stor stil trods for hans kærestes søster var Præfekt, nemlig Atkin Bainbridge. Aimé selv var kæreste med løven og quidditch spilleren Cerys Bainbridge.

[Deleted]

Denne formiddag var som langt de fleste var; rolig og fyldt til randen med undervisning inden den samlede middagspause for eleverne. Og dagen var som altid startet med morgenmad og fællessamlingen. Alastair havde været en smule træt hele dagen, grundet end dårlig nat, og var gået direkte til sit kontor efter morgenmaden, hvor han havde været siden. Og hvor han havde haft et enkelt møde og egentlig blot smidt sin underskrift på de verse rapporter og pergamenter. Tja, Alastair opholdte sig oftest på sit kontor, med mindre han havde andre steder at være eller andre ting at lave. Men jobbet som Overhoved indebar nu ikke alt for mange forskellige ting. Nogle dage var det kedeligt, imens det andre dage var fyldt med en masse forskelligartede opgaver. Dette skulle åbenbart ikke være en af de kedelige dage, da et portræt tæt på reolen pludselig kom til live, og en mand klædt i sort med hvide blonder og paryk viste sig derpå. Et magisk portræt af et tidligere Overhoved af Gryffindor, Muldoon Cragg. "Alastair. Jeg tror De bør tage til 1. Sal." Lød den ret så formelle, men stadigt hastige besked fra manden i portrættet. En af de mange måder hvorpå Alastair kunne vide hvad der foregik på Hogwarts, selv uden at han bemandede og patruljerede dets gange dag ud og dag ind.
Og hvad Muldoon foreslog, var hvad Alastair gjorde. Han forlod straks sit skrivebord, greb sin blazer, og trådte ud af sit kontor i Astronomitårnet. Ganske bestemt og ude på at se hvad det mon var der skete, men han havde nu alligevel på fornemmelsen at det ville være noget ballade af en art, da han vidste at undervisningen stadig var i gang. Hvordan han ankom til gangen indenfor så kort tid som han nu gjorde, var vel ikke godt at vide. Lad os blot sige, at han ikke ligefrem benyttede sig af trapperne og de lange korridorer. Han trådte frem fra rundt om et hjørne, og blev i det samme mødt af den ildelugtende stank af hvad der uden tvivl måtte være stinkbomber. Hvor lang tid de havde lagt der, vidste han ikke, men han ville ikke lade det forstyrre nogen form for undervisning. Så uden at fortrække hverken en utilfreds eller anden mine, trak han sin stav frem fra hoften, og vendte den imod gangen og de stinkbomber der var blevet smidt. Men milde røg og kraftige lugt derfra, blev på magisk vis, suget mod staven og forsvandt. Men selve bomberne lå stadig på gangen og rodede. Alastair kneb sine øjne en smule sammen og kiggede ned ad gangen. Han skulle nok finde den ansvarlige. Han var oftest en yderst tålmodig mand. Så han begyndte at gå ned ad gangen, i samme retning Aimé var løbet, i sin søgen efter den ansvarlige for denne drengestreg. En drengestreg der meget vel kunne have forstyrret lektionerne, og sikkert allerede havde forstyrret lektionerne.

[Aimé York Hosyo]

Aimé forsætte i løb hen af gangen og smed flere stinkbomber. En del af ham vidste jo også godt at det nok ikke var det smartest fordi han netop ville efterlade et helt spor af lugt efter sig, men på den anden side ville han lige nu gerne bare væk. Han endte da også med at få smidt dem han ville omkring Magiens historie og havde netop gerne ville forstyrre lektionerne. Ikke længe efter havde han dog hørt en lyd af han følte var efter ham og stoppede op. Han tabte derfor ved et uheld resten af sit lille lager og gemte sig bag en rustning da han var sikker på at lyden var en del tættere på end han ønskede det. Det var ikke som sådan fordi Aimé var direkte bange for Alastair, men på den anden side var han den mand her i verden som han nærede den største respekt for som ikke var hans fædre der ligeledes begge havde gået på Gryffindor. Faktisk var den ene af hans fædre som også var hans biologiske far den her i verden som Aimé nærede størst respekt for. Som han gemte sig bag ved rustningen overvejede han da også kraftigt om han bare skulle stille sig frem og indrømme hvad han havde gjort og komme med et flabet svar med chancen for at straffen ville være værre eller blive ved med at gemme sig her som den kujon han følte sig som lige nu. Det sidste var dog ingen mulighed i hans verden og derfor mandede han sig op og trådte ud fra sit skjulested ved rustningen og så sig omkring for at se hvem det var der var ankommet og tage straffen som den var. Aimé lod en hånd glide igennem sit små lange og alligevel ikke helt lange mørke hår og rettede sig helt op. Et let stolt smil over hvad han havde gjort gled over hans læber. Det var nu alligevel lidt sjovt at tænke på at han havde gjort det her for at forstyrre lektionerne og det helt sikkert havde virket. Især fordi han var sikker på han kunne høre folk roste og råbe inde fra klasselokalerne af og det kaos han lige nu følte han herskede gjorde bare det hele så meget bedre.