Birds of Song

[Deleted]

Tag: Cher Boydell


William Anderson var ved at være et kendt ansigt og en kendt musisk kunster i Londons gadebillede og spillesteder. Der var selvfølgelig større kunstnere at finde, men han var da på vej frem. Og han nød hvordan det hele var ved at udvikle sig i hans liv, da han ikke længere skulle tigge og bede om jobs og chancer for at vise hvor god han var. Da det havde givet ham tid og kreativitet til en plade og en tour han var ved at arbejde på. Hvilket havde resulteret i at han var blevet kontaktet vedrørende et gig et sted der hed The Birdcage... Han havde aldrig været der før, underligt nok, så det havde da lydt ganske spændende. Det havde ikke rigtig virket som et sædvanligt sted han ville spille. Han havde nu mest spillet på Social Club's og mindre spillesteder. Kings Cross Social Club var hans stamsted.. Dette var jo en decideret karaoke-bar, med en cool vibe eller i hvert fald en farverig pub... nærmest et hipster-sted for unge. En udmærket stor pub, efter London standarter, men dog stadig godt fyldt med unge mennesker. Ikke dårligt, hvis man spurgte ham. Det var fredag. Den sene aften inden en lørdag der typisk var fyldt med karaoke og ballade. I hvert fald i følge bartenderne og stedets manager. Så det var da lidt besynderligt at de skulle invitere en fyr som William til at spille lidt.Men efter at have spillet flere timer, var det hurtigt blevet klart, at de nu godt kunne lide hvad der blev spillet i stedet for det sædvanlige karaoke. Det var vidst også et nyt initiativ, med decideret live-musik. Så han var da ganske beæret over at være blevet inviteret. Så karaoke-scenen var blevet tømt for det sædvanlige udstyr, og William og de få personer han spillede med, var i stedet blevet placeret på scenen. Han havde taget nogle med til at hjælpe ham, da han var begyndt at spille med et decideret band, i stedet for blot sig selv. Det gav jo også mulighed for større og mere storslåede jobs når den tid ville komme. Men han var både et soloact og et band, alt efter jobbet.
Da en sang sluttede, og folk klappede, men stadig sørgede for at få bestilt deres drinks og hygget sig, smilte William lidt for sig selv, lo endda kort. "Mange tak, i er så fede.." Sagde han og slog strengene på guitaren an et par gange imens han så sig lidt omkring og kiggede ned ad sig selv. Han bar blot et par lysebrune cargo-shorts og en hvid t-shirt. Intet særligt, intet fancy overhoved. Og hans hår sad egentlig bare som det havde lyst, dog med noget af det i en lille knold bag hovedet. "Yeah, såem.. vi har allerede spillet en time mere end det var meningen, så vi må nok hellere få sat en stopper for larmen.. Inden bartenderen bliver knotten." Lød det fra ham, i hans sædvanlige muntre charme, og lavede kysmund efter en kvindelig bartender der viftede efter ham med et grin. "Såe, ja.. det her bliver den sidste sang. Håber i nyder den." Tilføjede han til sidst, og vendte så hurtigt et blik imod de han stod på scenen med. Og inden der var gået mange øjeblikke, begyndte de at spille. Han havde allerede fået lidt at drikke, men de skulel da helst også have tid til at selv at fyre den af med alkohollen..!

MUSIC

[Cher Boydell]

”Mange tak,” Cher nikkede mod den kvindelige bartender, som hun også have siddet og chit-chattet lidt med under pauserne, hvorefter hun tog i mod sin nye daiquiri. Det var vel den… tredje? Det var lige meget. Live-musik var ikke noget, hun var vant til her på stedet, men da hun havde hørt om arrangementet, havde hun ikke tøvet i sin beslutning om at komme. Hvilket havde vist sig at være en ret god idé - som stamkunde på stedet var hun kommet derhen ret hurtigt efter arbejde, og havde derfor været en af de første - og dermed en af dem, der fik fri bar hele aftenen. Og det kunne man bestemt ikke klage over! Slet ikke en som Cher, der oftest drak godt og grundigt igennem, når hun var i byen. Hvilket var… alt for tit. Hun trak på skuldrene og vendte opmærksomheden mod scenen.
Forsangeren, hvis navn, hun ikke helt havde fået fat i, begyndte at tale. Hun grinede let af hans kommentar om, at de allerede havde spillet længe, hvorefter han annoncerede, at det nu var den sidste sang. Manden lavede trutmund efter bartenderen, som Cher havde snakket lidt med, og det fik Cher til at grine igen - mest på grund af kvindens reaktion efterfølgende. Hun vidste ikke, hvor lang tid arrangementet egentlig skulle vare, men det slog hende pludselig, at der egentlig var strøget nogle timer forbi. Hun lagde benene over kors, satte sig godt tilrette - eller så godt, som det nu var muligt i en barstol - og gav sig til at sippe lidt til sin daiquiri. Drinken matchede hendes lårkorte, kraftigt røde kjole, med ganske tynde stropper, og en let v-udskæring, der ikke viste for meget, men alligevel gjorde det hele… interessant. Dertil havde hun et par røde, meget simple, dog høje stiletter på. Hendes læber var farvet knaldrøde, så de matchede kjolen, og hendes mørke hår hang langt, løst ned af ryggen. Øjnene var indrammet i et fint, tyndt, classy lag mascara og eyeliner med vinger.

Koncentreret lyttede hun til musikken. Erkendte, at det ikke lige var hendes smag - hun var lidt mere vild på det punkt, noget mere rock’n’roll-ish måtte der gerne være inden over det for hendes skyld, men selvfølgelig smag og behag. Dog havde ham forsangeren en meget sprød stemme, som hun egentlig rigtig godt kunne lide. Og selve sangen var bestemt heller ikke dårlig - det var bare tempoet, der ikke sagde Cher så meget, fordi hun nok altid selv kørte max fart over feltet.
Sangen sluttede, publikum klappede, masser af piger og råbte og skreg, og Cher blev næsten helt forlegen på deres vegne. Elegant hoppede hun ned fra barstolen, der lige akkurat var så høj, at hun ikke kunne nå gulvet, og slentrede roligt med sin drink over mod scenen. Da Cher ikke var ligesom mange andre unge piger, kunne hun godt finde ud af pænt at blive stående nede foran scenen, dog sørgede hun for at fange fyrens blik, så han havde et clue om, at hun ville være interesseret i at tale med ham. Og ellers ventede hun egentlig bare på, at han kom ned, så hun kunne tale med ham - men respekterede, at der nok lige måtte være noget ’tak-for-i-aften’, skrigende teenagepiger, ’jeg-elsker-jer’, flere skrålende piger, ’der-har-været-en-fornøjelse-at-spille-for-jer’, piger der nærmest dånede. Cher tog endnu et sip af sin drink.

[Deleted]

William havde efterladt en del af hans enorme repertoire af sange derhjemme, og havde da taget nok med under armen til at kunne spille nogle timer dette sted. Han havde fået ganske tydelige retningslinier for hvilke slags sange folk dette sted som regel bedst kunne lide. Og han havde da også givet dem lidt rock og funk med på vejen. Hans helt stille og nænsomme kompositioner og sange havde han dog helt droppet, da det jo ofte var et ret så vildt og løssluppent sted, The Birdcage. Med stive typer der stod og skrålede med til karaoke natten lang, overraskede det ham nu heller ikke. Dog kunne William ikke helt selv lide når et publikum i samlet flok bare gik helt amok og fyrede den maks af. pogo dance og totjalt flippet opførsel var nu en smule underligt i hans øjne. Så hellere at de forholdte sig nogenlunde i ro imens musikken kørte, nød den, og piftede og skrålede når de var slut eller ved andre lejligheder. Så ja, intim-koncerter eller koncerter for bestemte grupper mennesker(eller magikere) syntes han nu bedst om. Men det afhang nu af humør, og hvis han fyrede den maks af på scenen, var det da kun forventeligt at de gjorde det samme iblandt publikum. Og han nød at stå på scenen, også selvom han ofte virkede ganske ydmyg og taknemmelig når han talte imellem numrene. Entertainer-genet havde han da i høj grad, og folk havde det oftest med at lytte når han talte roligt i en mikrofon.
Han fik afsluttet sangen, fast besluttet på at komme ned fra denne scene og komme i gang med at fejre endnu en aften og nat i denne fantastiske by. Dog var der etiketter og typisk forventede ting og sager der skulle ordnes inden. "Tak." Sagde han med et smil, kørte en hånd igennem lidt hår, og imens han tog et enkelt skridt tilbage fra mikrofonen, faldt hans blik på en pige i en nærmest knaldrød kjole. En meget iøjnefaldende pige, som han jo nærmest direkte skulle ignorere for ikke at lægge mærke til. Han bukkede en enkelt gang sammen med de andre på scenen, og trådte igen hen til mikrofonen. "I er fantastiske!" Fik han sagt lidt mere muntert da folk stadig klappede og vinkede en enkelt gang med hånden og et lille nik med hovedet. "William Anderson signer af.. Vi ses i byen." Lo han mod mikrofonen, og så havde det da ellers bare at være slut. En slutning han også ganske resolut understregede ved at tage guitaren af sine skuldre og sætte den på plads op ad et lille stativ ved siden af mikrofonstativet. Og endnu et blik og et lille smil blev da også vendt imod pigen i den røde kjole, hvorefter han så trådte ned fra den lille scene. I det samme blev han mødt af en grandvoksen mand, der ville give ham hånden og gratulere ham for det fantastiske musik han spillede. Og som altid takkede William ham yderst ydmygt og trykkede hans hånd en enkelt gang, imens han hele tiden lagde op til at skulle videre i livet. Natten var måske ung, men han havde da ikke hele natten til at snakke med ham. Nogle små grupper af piger kiggede skam også lidt i hans retning, og han vendte også et par nysgerrige blikke mod dem. Dog, valgte han at gå over imod den ganske tålmodige pige der stadig stod og sippede af sin drink. William gned sine fingre imod hinanden og som det første smilte han til hende. "So... til dig, har jeg to spørgsmål." Startede han ud, stadig imens smilet var smurt over hans læber. Han hævede den første pegefinger. "Nummer et.. Må man ryge herinde? For jeg har en kæmpe craving lige nu." Selvom han som sådan ikke rigtig røg til dagligt. Men lidt festryger kunne man da sagtens være! Han hævede så langfingeren, og holdte derved to fingre op. "Nummer to.. hvad er den bedste drink dette sted har at byde på?" Tilføjede han så hurtigt derefter og holdte sit blik mod hende. Lagde endda hovedet en anelse på skrå imens han nysgerrigt og ganske interesseret ventede på svar på hans to spørgsmål.

[Cher Boydell]

Cher kunne ikke lade være med at smile let, da han gik i gang med at takke - præcis, som ventet. Og selvfølgelig skulle der være plads til det. Selv drømte Cher ikke om at blive superstor stjerne - ikke på nuværende tidspunkt i hvert fald, - og hun ville ærlig talt nok heller ikke gide alle de ting, man skulle igennem. Hun var ikke rigtig typen, der takkede. Typen med pæne manerer. Det passede ikke rigtig til hende, og det var heller ikke noget, hun som sådan stræbte efter. Hun havde det fint nok med at være den, hun var. Et flirtende, manipulerende, meget vildt, festligt hunkønsvæsen. Og hun behøvede heller ikke at være så meget andet - hun var trods alt ikke voksen endnu, så hun havde masser af tid, til at tænke over, hvad hun egentlig ville med sit liv. Lige nu skulle hun bare klare dagen og vejen, og så længe der var råd til mad, sprut, smøger, joints, og hvad hun nu ellers havde brug for, så var det cool.
Fyren trådte tilbage med en hånd gennem håret, og præcis i samme sekund fik han øje på hende. Hun smilede let, sendte et blink i hans retning, og tog derefter endnu et sip af sin drink. Mens hun stod og ventede, nød Cher egentlig bare hele atmosfæren. Fyren - der kort tid efter præsenterede sig som William, - virkede meget glad. Denne William brændte for det, han lige havde præsteret oppe på scenen, og hvis der var noget, der gjorde Cher interesseret i nogen, så var det passion og lidenskab. Egenskaber, hun måske inderst inde manglede. Hun kunne ikke selv lade være med at komme med et grin over hans sidste kommentar, og hendes ansigt lyste op, da han så på hende igen.
William kom ned fra scenen, og nærmest i samme øjeblik følte Cher sig helt overhalet af en stor mand, der åbenbart måtte over at snakke med denne William. Hun grinede blot af det. Spidsede ører. Lyttede lidt med, mens hun uskyldigt sippede videre i sin drink. Hun var ret overbevist om, at William nok skulle finde over til hende, når han var færdig med at snakke med den anden mand.

Og ganske rigtigt gik der ikke længe, før han stod ovre ved hende. Et nyt smil, fra hendes side af. Hun stillede drinken fra sig på et lille, tomt bord, hvorefter hun betragtede ham let, som han stod der foran hende, og skulle til at sige noget, der lod til at være vigtigt - hvilket kun fik hende til at smile endnu bredere. ”Fyr løs,” svarede hun imødekommende og nikkede let. Jo, det havde været det rigtige valg at komme herover, det var hun ikke i tvivl om - selv om det var kommet bag på hende, at han kom hende i forkøbet. Det var jo hende selv, der havde planlagt at skulle starte denne samtale, men sådan syntes William åbenbart ikke det skulle være.
Hun kunne ikke holde et lille, svagt grin tilbage over hans første spørgsmål. Meget vigtigt. Dog ventede hun med at svare, til hun hørte det andet spørgsmål. Hun kunne ikke lade være med at smile. Damn. Smooth. Det var lige før, at hun ikke vidste, hvad hun skulle sige. Hun tippede hovedet på skrå, og prøvede at ligne en, der spekulerede meget over hans spørsgmål. Dog holdt det ikke længe. ”Først,” Hun startede med at holde pegefingeren op, som han havde gjort det. ”Man må kun ryge, hvis man deler.” Hun blinkede drillende, og holdt efterfølgende også langefingeren oppe - præcis, som han selv havde gjort det. ”Den var faktisk lidt tough, må jeg sige.” erkendte hun og rynkede let næsen. ”De laver både en god Blue Hawaii og Piña Colada.” svarede hun ærligt og smilede. ”Tre.” Hun hævede ringefingeren og så på ham med et lettere udfordrende blik, stadigvæk smilende. ”Hvis jeg nu henter drinks, vil du så finde et sted at sidde?”

[Deleted]

William var måske ganske ydmyg på en scene og overfor rosende ord og gratulationer. Men det betød skam slet ikke at han var fortabt når det angik det mere gængse sociale. Han var den han nu engang var, en charmerende, talentfuld og energisk ung mand. Og så selvfølgelig med et lækkert smil og smækkert hår. Arrogant var han nu ikke, men han gad da ikke vente på at hun fik sagt hej og truttet lidt med de knaldrøde læber, som hun jo allerede havde sendt ham nogle blink og blik. Så i stedet for at give hende hånden og præsentere sig, som han netop havde givet den til manden, så havde det nu virket lidt sjovere at komme direkte til sagen... Hvilken sag det nu ellers var. Uanset hvad, havde hun virket ganske interesseret i at snakke med ham, og det ville da være en skam at lade den stakkels pige stå helt for sig selv, ikke?
Hun slog ham som meget imødekommende og faktisk en smule interessant. For det var både en næsten suspekt opførsel fra en totalt fremmed, og samtidig en ganske tiltrækkende kvalitet hos en sådan pige. "Well, så må jeg vel dele..!" Svarede han med et smil og et lille grin, næsten som i en humoristisk klagende og opgivende tone imens han hurtigt hævede skuldrene op til ørerne. Men opmærksomheden var dog stadig mod pigen i det røde outfit, og hovedet lå stadig lidt på skrå, imens han med et gradvist voksende smil betragtede og lyttede til hende. "Uha uha, det er jo næsten for fristende... " lo han som en kort bemærkning, men endte dog med lettere udfordrende at hæve et øjenbryn da hun åbenbart havde en tredje ting at sige. Han gned hurtigt sine hænder mod sine egne hofter og lænede sig så lidt frem imod hende. Det havde været varmt på scenen. Heldigvis var han ikke rigtig typen der svedte, for ellers ville en hvid t-shirt nok ikke havde været så smart. Han følte sig knastør, rustik med sit hår, skægstubbe og næsten solbrune hud, men samtidig med lidt svedige hænder. "Deal! Hvis du henter den første omgang, finder jeg et sultans godt sted at sidde.." Erklærede han med et lille nik, et lille blink, og snurrede derefter rundt for at snakke med sine bandmates. Han måtte jo nok hellere forklare at han gik i gang med festlighederne, og at de nok ikke skulle regne med at se ham lige foreløbigt. Og da det var blevet forklaret og forstået, kiggede han efter pigen i den røde kjole igen. Der heldigvis ikke mange i samme outfit, så hun blev hurtigt spottet lidt længere væk. Og William gav sig for at finde et godt sted at sidde. Der var mange derinde, men ikke langt fra nogle poolborde i den anden ende af lokalet, var der et tomt bord. Hvorved han endte med at sætte sig, efter hurtigt at have hilst på nogle piger ved nabo bordet.

[Cher Boydell]

Selv om Cher ikke lige havde forventet det, passede det hende nu meget godt, at han var så direkte og skar lige ind til højrebenet. Hvorfor også spilde tiden? Det var bestemt ikke noget, Cher gjorde det i. Hun havde det nok med at klare for mange ting lige lovlig hurtigt, for at være ærlig.
Hun smilede tilfreds, da han overgav sig. ”Jeg laver ikke reglerne; jeg følger dem blot.” Hun grinede let. Det var løgn på løgn, og det vidste han givetvis godt. Det var en tilfældig, meget ny opfunden regel, hun lige havde besluttet sig for, og hun fulgte aldrig nogen regler. Om det så var dresscode til en fest eller halvkriminelle sager. Og så var det jo altså ikke fordi, at hun ikke kunne forsyne sig selv med smøger - det kunne hun sagtens, og meget andet også, hvis hun ville. Men det var bare lidt hyggeligere at dele, syntes hun.
Endnu et smil sneg sig frem på hendes læber. Nogle gange blev hun helt overrasket over, hvor tydeligt hun egentlig huskede diverse drinks og cocktails. Nogle huskede numre, formler, tekster… og hun huskede drinks. Hvilken egenskab at have! ”Det er farligt at komme sådan nogle steder her. De ved lige, hvordan de skal lokke,” påpegede hun og smilede.
Nysgerrigt betragtede hun ham, som han stod dér. Afventende, overvejende, udfordrende. Der var ikke længere helt lige så stor afstand mellem dem, det benyttede hun sig af. Han var i hvert fald ikke grim at se på, det måtte hun indrømme. Og kort efter accepterede han hendes tilbud, hvilket fik endnu et smil til at bryde ud på hendes læber. ”Fantastisk. Du kan godt glæde dig,” drillede hun, og da han drejede omkring, gjorde hun det samme.

I og med, at koncerten stort set lige var blevet rundet af, var der et hav af mennesker omkring baren, der skulle have en masse drikkevarer. En af de mange plusser ved at se godt ud var dog, at man bare behøvede at prikke lidt på skuldrene og spørge, om man måtte komme igennem med et sukkersødt smil - og ganske kort tid efter var hun igennem det værste af køen, godt tilfreds med sig selv.
Da det blev hendes tur bestilte hun, og der gik ikke lang tid, før hun fik de to glas. En Piña Colada og en Blue Hawaii. Best of both worlds - eller hvad man nu ville kalde det. Det stærkere alkohol tænkte hun var en god idé at vente lidt med. Hun tog et glas i hver hånd, smilede til bartenderen, og begyndte derefter med forsigtige skridt at mase sig gennem køen og ud på gulvet igen. Ret hurtigt fandt hun ud af, at han ikke lige var omkring scenen, og per automatik bevægede hun sig mod poolbordende. Hvilket viste sig at være en god idé, for hun spottede ham ved et lille, tomt bord.
Med rolige hænder placerede hun de to forskellige drinks på bordet, hvorefter hun slog sig ned i stolen overfor ham. ”Én af hver - så kan vi dele lidt,” drillede hun. Hun kastede lidt vildfarent hår om bag skuldrene med sin ene hånd. ”Jeg hedder for resten Cher,” præsenterede hun sig. Usikker på, om det var nødvendigt, men nu vidste hun jo, hvem han var - så det var vel kun fair, at han vidste, hvem hun var? Det bedste ved at være i London var, at hun ikke behøvede at bekymre sig om sit efternavn - for der var ingen, der kendte familien Boydell her. Hun rettede derfor sig selv med et smil: ”Cher Boydell.”

[Deleted]

Denne pige vidste tydeligvis også hvordan man skulle lokke. Det havde i hvert fald ikke taget hende mange øjeblikke at drage hans blik og fange hans opmærksomhed. En opmærksomhed han nu også ganske villigt havde vendt imod en af de eneste piger der rent faktisk havde en kjole på, og som ikke bare stod og skreg af ham. Hvorfor, hun så havde været interesseret i at snakke og nu drikke med ham, vidste han da ikke. Men han skulle da nødigt takke nej til selvskabet. Og hun virkede skam også ganske munter og frisk, tydeligvis ikke bange for at smile eller grine. Og så var det da altid tilfredsstillende når man kunne fremkalde et smil på en andens læber. Det var altid sjovt at møde nye mennesker, og især den type mennesker der uden tøven turde kaste sig ud i et nyt bekendtskab eller lignende. Ærlig talt, så havde hun nu også lidt virket som en pige der havde manglet lidt selvskab. William benyttede tiden ved bordet, til at falde en smule til ro efter det lille show, og begyndte derfor at tømme sine lommer på bordet foran sig. Lidt af en vane, så han kunne sidde i sine shorts uden at mærke noget i lommerne. Der røg en pakke cigaretter og en lighter op på bordet, og endda også en mobiltelefon. Yep! En fuser med en mobiltelefon! Hvis man ville være professionel musiker iblandt mugglere, skulle man jo helst kunne kontaktes nemt. Og man kunne jo heller ikke regne med at en ugle pludselig kom tonsende ind af vinduet. Så var teknologi nu meget smartere og sejere, hvis man spurgte ham.
William var begyndt at pille lidt ved sine smøgere idet pigen så dukkede op igen, og han smilte til hende som hun placerede to drinks på bordet. Han havde arbejdet som bartender for en kort bemærkning, så han vidste skam også godt hvilke drinks det var. "Du kan godt lide at dele, hva?" Kommenterede han så med et lille drilsk smil og vendte blikket mod hende idet hun satte sig ned. At dele var nu også sjovere. Alt lige fra en lunken øl på en bænk, til fancy drinks og smøgere et sted som dette. Han sendte konsekvent et bredt smil i hendes retning da hun præsenterede sig selv. Smilet famlede igen, men ikke inden han havde lænet sig blot en smule over bordet og sendt hende et lille nik. "Cher." Gentog han bare, og viftede så med pakken af smøgere foran hende med et lille vip med øjenbrynene. Han tog en smøg ud derfra, og puttede den imellem sine læber, og vendte så pakken mod hende, med en enkelt smøg der stak lidt ud. "Det er jo ikke mig der laver reglerne.." Gentog han lidt mumlende imens smøgen imellem hans læber hoppede og dansede som han talte. Han skulle derefter til at tænde op i smøgen, men endte med ikke at gøre det, og vendte i stedet blikket mod hende igen. For filan! Han genkendte navnet, men kunne ikke lige placere det. Ikke andet end hans far havde nævnt det en gang, og at det var en familie af magikere... men hun var vidst ikke magiker, hvis han ikke tog meget fejl. "Small world.." kommenterede han bare en anelse muntert og tændte så lighteren foran hende, så hun kunne få tændt op i sin smøg. Noget sagde ham hun ikke havde en lighter, da der ikke ligefrem virkede til at være lommer i hendes kjole.

[Cher Boydell]

Cher var udmærket godt klar over, at hendes tøjvalg vagte megen opsigt. Men hun var også den type pige, der godt kunne lide opmærksomhed - elskede det - og hun kunne tiltrække sig både den gode og dårlige slags. Hvilket var en kvalitet, hun ikke var sikker på, om hun skulle være glad for eller ej. For nu tænkte hun dog ikke ret meget mere over det. At fyre kiggede efter hende var sådan set bare med til at give hende et selvtillidsboost - hvilket var rart, selv om hun egentlig ikke behøvede det. Cher havde aldrig haft mindreværdskomplekser. Det var dog også pigers opmærksomhed hun tiltrak, og de så lidt mere misbilligende på hende - men hvad gjorde det?

Hun trak let på skuldrene med et smil. ”Verdenen er noget bedre, når man kan enes og deles,” Det var dog ikke derfor, hun kunne lide at dele - hun synes sådan set bare, at det var smadderhyggeligt. Det kunne være fedt nok at drikke alene, ryge alene, sågar sove alene - men det alt var nu bare mere hyggeligt, når man havde nogen at være sammen med. Trangen til at være sammen med mennesker hele tiden bundede måske i, at hun forsøgte at drukne savnet til sin storebror, efter hun var løbet hjemmefra, og dermed havde cuttet kontakten til ham? Det var i hvert fald det, mange prøvede at prakke hende på.
Endnu et smil bredte sig på hendes ansigt, da han sagde hendes navn. Hun havde altid godt kunne lide at høre andre sige det. Smilet ændrede sig en anelse, da han viftede med cigaretæsken foran næsen af hende; det udviklede sig til et smil, der kunne minde om det, Lucifer måtte have smilet, få sekunder før han blev smidt ud af himlen. Måden, han havde viftet med pakken foran hende mindede hende om den måde, Chris havde plejet at gøre med et par lakridspastiller, når hun var ked af det - rystede pakken lige foran snuden af hende, så hun kunne høre, at der var nogen tilbage, hvorefter han selv åd næsten dem alle, og efterlod hende de sørgelige rester.
Hun fugede læberne med spidsen af tungen, inden hun med en elegant bevægelse tog i mod den smøg, han tilbød hende og placerede den mellem de knaldrøde læber med et skævt, lettere forførende smil. Hun lænede sig et par centimeter ind over bordet, så han kunne få tændt hendes cigaret, og lige inden han gjorde det, så han på hende. Næsten helt undersøgende, og det undrede hende egentlig lidt. Han lignede en, der tænkte. Med en rolig bevægelse greb hun cigaretten med sin pege- og langefinger, støttede den med sin tommelfinger og fjernede den fra sine læber, hvorefter hun tippede hovedet en anelse på skrå. Men han sagde ikke rigtig noget, andet end small world, hvilket hun ikke rigtig kunne udlede ret meget af. ”Pardon?” Hendes stemme bar præg af det smil, der stadigvæk prydede hendes læber, men samtidig også det lettere forvirrede, undrende, nysgerrige udtryk i de krystalblå øjne.
Lighteren klikkede, og en gulligorange farve steg op af den, og hun tændte cigaretten, inden hun placerede den mellem læberne igen, inhalerede, fjernede den fra læberne, og lænede sig en anelse tilbage, hvorefter hun pustede røgen ud igen i en sidelæns retning. Cher brød sig ikke selv om, at folk pustede røg ud i hovedet på hende - og derfor gjorde hun det ikke selv. ”Hvor længe har du spillet musik?”

[Deleted]

Det var i hvert fald svært for William, at holde kontakten til sin storebror, efter at være løbet hjemmefra. Og det var nok også kun sket, takket være hans eget energiniveau og storebroderens tolerance overfor mugglere og fusere og lignende. Og ej at forglemme deres altid gode forhold. Tolerance var nok også hvad han oplevet i hjemmet da han var yngre, dog mere indædt, på en måde. Man kunne jo lige forestille sig hvordan det var gået til. En stolt fuldblodsfamilie, med en succesfuld førstefødt og så en, fuser. Men de stolte og højrøvede forældre kunne rende ham, så han var selvfølgelig skredet hjemmefra. Og havde ikke så meget som hørt et pip fra sine forældre siden. En fælles rebelsk front havde vidst gjort at storebroderen også havde takket nej til forældrenes selvskab..
William tog sig af og til lidt tid til at betragte hende. Både en smule åbenlyst, og disket. Eller så diskret som han nu kunne gøre det. For William var ikke typen der bar på eller gemte sig bag facader. Når han var ygmyg, var han netop det. Og når han var nærgående og energisk, det samme. Tja, han var vel nærmest som en åben bog, der ofte kunne tydes af menneskekendere og intuitive personligheder. Men, ofte nød han da også at være blot en smule hemmelighedsfuld, som han nærmest var i nogle få øjeblikke. Så efter hun havde fisket sig en smøg fra pakken, og tændt den, tændte han sin egen smøg og fiskede ligeledes den blålige drink til sig. Imens smøgen lå imellem hans læber, indhalerede han og kørte den frie hånd igennem sit hår. Han lænede sig også lidt imod hende med et lettere hemmelighedsfuldt smil. "Tjah... Hvis jeg siger fuser, hvad siger du så?" Spurgte han så og blinkede let til hende. Det var sagt venligt og afslappet, men med et ganske udfordrende blik i øjnene, lidt som gengæld til hendes ofte forførende smil. Et meget kraftigt hint, men der var vel heller ingen grund til at danse udenom busken og undgå emnet. Det var da også meget hyggeligt at møde en anden fuser i London, eller en magiker. Og om hun var fuser eller heks, vidste han ikke helt. Hun lignede dog ikke en heks eller lignende.
Han sippede lidt til drinken og holdte stadig øje med hende, selvom både poolbordet og omgivelserne skam dragede hans blik en smule. Men pigen i den knaldrøde kjole og samme læbestift, var jo nærmest som et rødt stykke slik imellem hundredevis af sorte og grå. Hun fik i hvert fald en stor del af hans opmærksomhed. "Jeg har spillet i godt og vel... Seks-syv år. Siden jeg smuttede hjemmefra... Og inden da var jeg begyndt at spille lidt sækkepibe og mundharmonika, bare for at irritere de gamle. " Lo han og tog endnu et sig af sin dmøg, ganske afslappet og tilfreds med situationen.

[Cher Boydell]

Mange piger ville givetvis begynde at rødme og blive generte, når de kunne mærke, at folk så på dem - men ikke Cher. Cher nød det i fulde drage, og kunne ikke få nok af det. Flere gange havde folk udtrykt deres bekymring for, om hun var narcissist. Egentlig ikke. Ifølge hende var der bestemt ikke noget galt i, at kunne lide opmærksomhed og elske sig selv. Der var så mange unge piger rundt omkring, der hadede sig selv og gjorde alt, hvad de kunne, for at lave om på sig selv. Og sådan var Cher bestemt ikke - hun vidste, at hun så godt ud, og hvis nogen sagde andet, vendte hun bare omkring og gik. Så Williams mange blikke gjorde hende godt tilpas, og hun følte sig i sit rette element.
Selv om hun ikke helt syntes om, at hun ikke kunne greje sig ind på, hvad han tænkte, da han så på hende. Afslappet tændte han dog bare sin smøg, efter at have tændt hendes. Han havde i hvert fald ikke travlt med at fortælle hende, hvad han havde spekuleret på - han tog sig god tid. Og selv om Cher ikke brød sig om at vente - tålmodig kunne man vel ikke kalde hende - formåede han alligevel at holde hendes interesse, og hendes nysgerrighed blev kun forøget, som sekunderne gik.
Hun betragtede ham let, som han lænede sig ind over bordet på nu og så på hende - gud, hvor var han attraktiv. Spændende. Hun slog en lavmælt latter op og rystede på hovedet. ”At du er skør.” Dog fangede hun underlæben med tænderne nogle sekunder, inden hun slap igen. Det gav ikke mening, at han skulle spørge en fremmed om sådan noget, så hun var ret sikker på, at det var hendes efternavn, der havde fået ham til at spekulere. Ærgerligt, eftersom at hun regnede med, at hun var forholdsvis safe her i London; Åbenbart ikke helt. At blive associeret med sine forældre, var ikke rigtig noget, hun ønskede - hvilket også var en grund til, at hun var stukket af.”… men at du ikke er alene, om at være skør.” Hun smilede varmt og trak på skuldrene - hun var bestemt ikke sur, bare overrasket, og lettere forvirret over, at han lod til at have luret hende. Det var trods alt mange år siden efterhånden, og han kunne umuligt have været ret gammel, da det var fremme. Oh well.
Han sippede lidt til den blå drink, og hun inhalerede endnu engang, hvorefter hun pustede røgen sidelæns ud på ny, og sippede til Piña Coladaen. At drikke fancy drinks på knapt så fancy steder, havde været Chers maingoal - at hun bare kunne slappe af og gøre, hvad der passede hende, uden at skulle stå til skideballe, når hun kom standervissen hjem. Altså, hun forstod det jo godt, men alligevel. Hun var sgu da ikke den eneste teenager, der elskede at fyre den max af, vel? Det var kun fordi hendes forældre var så snæversynet og mugglerhadende, at de var så overreagerende. Det var dejligt selv at være herre over, hvad med ville og gjorde med sit liv. Og der var no way in hell, at hun skulle tilbage til det fængsel, hun kom fra. Hun var tilfreds med det liv, hun førte sig lige.
Hun vendte opmærksomheden mod ham igen, efter at have set lidt rundt omkring i baren, da han svarede på hendes spørgsmål. Hun sippede til drinken på ny og smilede svagt. Han var også en lille rebelsk runaway, og det morede hende, fordi det var det, hun selv var. Et grin undslap dog hendes læber, da han kom med den sidste kommentar - det kunne hun også relatere til. At spille musik var så ikke for at genere dem - men at få septum, tragus og tatovering havde været det, og hun havde nydt, hvor vrede hendes forældre var blevet over det. ”Man kan i hvert fald godt høre, at du har spillet længe. Du er ret dygtig,” påpegede hun og smilede sødt. ”Hvad med din familie? Hvad synes de?” Det var et spørgsmål af interesse for Cher, i og med, at hun regnede med, at han selv var fuser - og det var ikke lige alle, magikere, der synes om, at døres børn gik ud og spillede. Hans lød ikke til at have været glad for det, med henblik på hans sidste kommentar i hvert fald. Smøgen blev placeret mellem læberne igen, og hun inhalerede på ny.

[Deleted]

På trods af at han var en fuser, og opvokset i et hjem der var meget fordomsfuldt, følte han sig alligevel heldig. Han havde mange talenter, og havde trods alt arbejdet hårdt for at kunne det han kunne. Og hans udseende var da i manges øjne, deriblandt hans egne, et ganske udmærket kort at have i hånden. Han vidste godt han så godt ud, og sikkert kunne se meget bedre ud. Men han var typen der foretrak det lettere rustikke udtryk for sig selv. Selvom han gik uhyre meget op i personlig hygiejne. Der var aldrig tale om fancy jakkesæt eller så meget som en blazer. I stedet var han mere afslappet, og bar hvad fa'en han nu ellers havde lyst til. Og hans outfit denne aften var da også meget afslappet, i hvert fald i forhold til hendes. Han lignede jo nærmest bare en gademusikant imens hun lignede en fin ung dame, måske ude på lidt ballade. Måske lidt ligesom ham selv, der nærmest havde svært ved at holde de kridhvide smil og den muntre latter til sig selv. En latter der også præsenterede sig selv da hun svarede ham, og kaldte ham skør. Han kunne med det samme se på hende at hun vidste hvad han talte om, ellers ville han ikke have sagt det, og lænede sig næsten tilbage i sin latter. "Jeg er afsløret!" Lød det så muntert fra ham og han lod øjnene køre en omgang rundt inden han så derefter satte sig lidt godt til rette. Men egentlig ventede han jo lidt på at hun endegyldigt skulle bekræfte at hun vidste hvad han snakkede om. Også selvom det jo egentlig ikke var så stor en deal. Nu, var de jo bare to herre awesome mugglere der havde det hyggeligt og forhåbentligt var i færd med at drikke sig en lille skid på. En tanke der mindede ham om at tage endnu en lille slurk af den blå drink. Da hun fortsatte, lænede han sig igen lidt over bordet. Denne gang skubbede han så den blå drink mod hende og smilte. "Endnu en ting vi kan dele..! Men nu ikke tag for meget af min vanvid. Nogle ting vil jeg helst have for mig selv." Han blinkede til hende.
Idet hun havde taget et sip af Piña Coladaen begyndte to af hans fingre at vandre over bordet, snigende, inden de så nåede til den farverige drink, og trak den hen imod ham. Hun havde jo foreslået at de skulle dele, og der fandtes heldigvis bedre drinks end Blue Hawaii. Et glas whisky ville næsten være bedre, så kunne han rigtig få smurt sin stemme, hvis det var hvad han lystede. Han førte så glasset op til sin mund, og skyndte sig at synke den lille slurk idet hun gav ham endnu et kompliment og nikkede en enkelt gang. Han svarede dog ikke med andet end det lille nik, og gengældte blot smilet hun sendte ham. Han havde sagt tak nok denne aften, men hun kunne da alligevel få noget med på vejen.. "Det er jeg glad for du synes." Sendte han hendes retning med det samme smil, og holdte derefter sit blik mod hende. Smøgen havde hvilet lidt imellem hans fingre, og han førte den op til læberne, for så at suge ind endnu en gang. Han lagde hovedet lidt tilbage, og pustede røgen direkte op i luften. "Jeg tror min storebror har hørt mig spille et par gange måske, men han er nok lidt ligeglad... " Han han med et lille fnys og vendte så igen blikket mod hende, hvorefter han satte sig lidt mere afslappet i stolen. "Og de gamle kan rende mig. De synes nok ikke ligefrem det er det bedste i verden, hvis altså de ved hvad jeg laver."

[Cher Boydell]

Personligt gik Cher ikke meget op i blodstatus - eller forskellen mellem mugglere og magikere, selv om hun var vokset op blandt en familie, der gjorde. Om det så var fordi hun bare gerne ville være på tværs af sine forældre, var ikke til at sige. Faktisk var det nok bare det, der gjorde, at hun var bedøvende ligeglad med, om hun mødte nogen, der ikke var fuldblod - altså det var der jo ikke nogen af mugglerne, der var. Og hun levede også blandt dem uden problemer med at tilpasse sig. Hun havde alligevel bedst kunnet lide mugglernes måde at leve på.
Hun nød lyden af hans latter - det var dejligt at vide, at man kunne få andre til at grine - eller bare smile. ”Du kan være helt rolig; jeg kan holde på en hemmelighed.” Hun grinede let. Det var pudsigt, hvordan hun - ud af alle de unge fyre, der var - skulle rende ind i en, der var ligesom hende selv. Et skævt smil indfandt sig på hendes læber, da han skubbede den blå drink over til hende, efter at have lænet sig ind over bordet igen. Hun lo hjerteligt af hans kommentar. ”Hvem er det nu, der godt kan lide at dele?” Hun satte en vildfaren tot om bag øret. ”Det er en deal, jeg godt tror, jeg kan leve med.”
Inden hun selv kunne nå at rykke den tropiske drink over til ham, fik han selv fat i den og trak den tættere på sig. Cher kunne bestemt godt nyde fancy drinks som nu, men hun ville nok altid mere være en shot-pige. Forkærligheden for dem ville nok altid være der, og hvis hun selv skulle sige det, var hun egentlig rimelig ferm til at bunde ret mange af gangen, før hun behøvede en kortvarig pause. Problemet var bare lige, at det så ret kikset og desperat ud at stå og bunde det ene shot efter det andet under en koncert - der var det trods alt bedre med cocktails. Det samme gjaldt, når man skulle møde nogen for første gang - man kunne godt lige nå at tale lidt sammen inden man bare begyndte at fyre den max af og køre alkohol ind. Det var i hvert fald hendes holdning - derudover, så håbede hun da bestemt på at kunne drikke et par shots med ham senere. Hun havde jo fri bar. Sorgløst tog hun en tår af den blå drink - Cher var vild med cocktails i stærke, spændende farver. Og stort set alt andet, der kunne spises eller drikkes, der havde interessante farver - farver, der ville få mange andre til at rynke på næsen og gå i en stor bue uden om.
Det ville være synd at sige, at Cher var god til komplimenter - det var sjældent hun gav dem, hun plejede nemlig at være den, der fik dem. Men den primære grund til, at hun havde valgt at komme over til ham til at starte med var jo, at hun syntes, at han var god - så hun var jo næsten også nødt til at fortælle ham det? Han nikkede, smilede, og sagde indirekte tak, og det fik hende til at smile igen.

Hun betragtede ham, da han svarede på hendes spørgsmål. Nikkede genkendende til det han sagde indeni - hun kendte ligesom følelsen af, at folk var ligeglade. Da hun havde brækket armen som barn, havde hun også bare fået lov til at sejle sin egen sø. ”Det er ærgerligt,” kommenterede hun - personligt syntes hun, at det var øv. Selv om hendes forældre havde været bedøvende ligeglade, havde hun trods alt haft sig en støttende storebror. Som hun havde stukket i ryggen og lagt bag sig, da hun smuttede. Et træk, hun på ingen måde var stolt af. Men det var bedst sådan.
Dog voldte det hende en anelse besvær ikke at grine, da han snakkede om sine forældre. Endnu engang kunne hun nikke genkendende, til det han sagde. Hun havde nok været så godt som død, hvis hendes forældre vidste, at hun var model og servitrice - og brugte så godt som hver eneste aften i byen. ”De bryder sig ikke om dette samfund?” Hun hentydede til mugglersamfundet, og de karrierevalg mugglere oftest havde. Det var de færreste magikere, der valgte at blive musikere. Han var jo så også fuser, så det var lidt mere åbenlyst, at han havde valgt det. Hendes forældre hadede alt, hvad der havde noget med denne verden at gøre. Hadede de usle jobs, mugglere havde. Hadede deres løn, deres mad, deres barer, deres unge mennesker - alt. ”Hvordan vidste du egentlig, hvem jeg var?” Hun sendte ham et nysgerrigt blik og førte den blå drink op til læberne, for at tage en ny tår.

[Deleted]

William levede ikke udelukkende i muggler-verden. Han boede i London, spillede musik med mugglere og gik i byen med en næsten sædvanlig gruppe af mugglere i Kings Cross, som han havde lært at kende igennem gademusikken og teater og lignende. Men eftersom han havde et stærkt forhold til sin ældre broder, endte han også ofte med at tage en gåtur ned ad Diagonalstræde, eller til Gringotts, hvor han stadig havde en bankboks. Magikernes banksystem var nu alligevel lidt mere awesome end det komplicerede system mugglere gjorde det efter. Og det var jo trods alt den verden han var vokset op i, hvorimod han selv havde fundet sin vej iblandt mugglere. Men i sidste ende følte han nok også selv, at han var mere muggler end magiker. Derfor lagde han nu heller ikke det helt store i at hun var en fuser eller lignende. I hans øjne var hun stadig bare en charmerende og forførende pige, der havde lokket ham med på en drink og en hyggelig lille samtale. "Hey! Jeg elsker at dele! ... og det er jo heller ikke mig der laver reglerne, skal du huske." Ak ja, en linje han ikke lige kunne lægge fra sig, ikke endnu. Og det blev skam også sagt i en lidt mere humoristisk tone imens han drilsk blinkede mod hende. Tja, han fulgte jo bare hendes regler og deling og fair game, nærmest. Og så var det jo egentlig ligemeget om det var en fancy og farverig drink eller en lunken og halvt ulækker øl. Bare så længe selvskabet var til det. Han drak nærmest hvad som helst, og havde heldigvis også blæren og leveren til det, endnu. Og ofte vågnede han op lidt underlige steder, såsom en bænk eller lige udenfor sin dør, fordi han ikke har kunnet finde nøglerne... som så har lagt i hans lomme alligevel. Jo da, han havde haft sin del af vilde, eksotiske, begivenhedsrige byture. Og han ville da heller ikke bytte dem for en eller anden kedelig familiemiddag med spørgsmål efter spørgsmål.
Egentlig var han også selv lidt nysgerrig på den front. Nysgerrig om hun var blevet behandlet nogenlunde lige som han var blevet. Eller, 'behandlet', var måske så meget sagt. I det gamle hjem havde William nok været af en værdig lig en hjemløs hund. Opdraget og fostret med en konstant forsømmelse, imens hans storebror ligesom løb med al den positive opmærksomhed. Hvilket jo havde gjort at William lidt var blevet typen der ledte efter opmærksomhed hvor han kunne få den. Og på en scene, var det nu rimelig nemt at få lidt opmærksomhed. "Nej nej, altså.. min bror og jeg har det fint. Han er bare lidt for stiv i betrækket til at kunne fyre den af til lidt musik." Kommenterede han hurtigt, for ligesom at få det klargjort, så hun ikke gik rundt og troede anderledes. Nej, William elskede sin storebror. Som havde været den eneste i familien der havde givet ham opmærksomhed og holdt af ham, så og sige. Så da de to var yngre, ville Samuel komme hjem og vise de nye tricks han havde lært på Hogwarts, imens William ville vise ham nogle muggler-trylletricks eller en sang han havde lært at spille. Han savnede det næsten, og så alligevel ikke. Nej.. skide være med det hjem og den familie!
William sad godt lænet tilbage i stolen, afslappet, men stadig med en tydelig opmærksomhed rettet imod hende. Helt magelig var han nu alligevel ikke, og trippede måske også lidt med foden til en rytme der lurede inde i hans hoved... næsten som om han var klar til at springe op når som helst og danse på bordet. Han smilte lidt skævt, trak på skulderen og askede lidt i et askebæger imellem dem. "Jeg tror ikke de giver en skid for den.. min storebror er Auror, så han har ikke så meget med den at gøre, og min far er vidst stadig en eller anden big-shot indenfor den internationale samling af trylletosser." Sagde han som en lind tankestrøm fra hans læber. Stadig i et forsøg på at gøre det lidt hyggeligt. For han var da egentlig også selv ligeglad, og det var næsten mere humoristisk end det var spændende eller sørgeligt. Der var i hvert fald ingen grund til at sidde og tude over det nu. "Du ved; fuldblod mig her, og fuldblod mig dér.." Han tog en sug af cigaretten og rystede lidt på hovedet af det inden han så med et smil fik vendt blikket imod Cher igen. William vedligeholdte den afslappede og samtidigt muntre attitude imens han drak lidt mere af sin fancy drink, næsten klar på en mørk guinness der bare røg ned i halsen, eller et lakridsshot. Hun virkede nysgerrig, men han var da også ganske nysgerrig selv... så det var da kun godt at noget af samtalen blev vendt imod hende. "Tja, jeg har vidst hørt min bror eller far nævne Boydell før, sikkert for nogle år siden..." Svarede han bare lidt henkastet og ligegyldigt, og viftede endda også med sin frie hånd, lidt for at kaste det væk, inden han så lænede sig lidt over bordet, endnu en gang, og betragtede hende med hovedet lidt på skrå. "Men det er da også ligegyldigt!.. alt hvad der betyder noget, er at du hedder Cher, og til hverdag laver du...?" Et øjenbryn blev hævet og læberne adskilt i et næsten afventende og spændt udtryk.

[Cher Boydell]

Hun grinede igen og rystede opgivende på hovedet, da han igen kommenterede det med reglerne. Det var ikke lige en vending, hun havde forventet at høre så meget for, men det morede hende. ”Du følger dem bare.” Hun blinkede og fangede endnu engang kortvarigt sin underlæbe, inden hun med spidsen af tungen fugtede læberne. En vane. Det var nu meget rart at kunne køre lidt ping-pong. Cher havde mødt sin dosis af kedelige, letfornærmelige typer, og der var ikke noget hun hadede mere, ende de der tørre typer, der virkelig ikke kunne tage en joke. For det var en stor del af hendes liv - sammen med alkohol, stoffer, flirteri og ballade. En spændende mix, egentlig. Ikke noget, man lige umuligt tænkte, at man ville blive, når man blev stor - men det var nu engang det, Cher var blevet til. Indtil videre. Hun var heldigvis ung endnu, og kunne sagtens nå at lave om på det, hvis det ikke længere var det, hun ville.

Hun lyste op i et lille smil, da det gik op for hende, at hun bare havde misforstået sammenhængen - altså, William var åbenbart i samme heldige situation som hende selv, at have en sød bror. Chers havde dog bare altid engageret hende til at blive ved med at spille, fordi det var noget, hun godt kunne lide. Så selv når hun kastede vildt omkring med den guitar, hun havde, så fiksede han den bare med lidt trylleri og bad hende spille noget for hende. Det gjorde lidt ondt at tænke på. Cher brød sig ikke om at indrømme det, men hun savnede ham utrolig meget. Og det var sandsynligvis derfor, at hun følte behov for at feste natten lang, og tage fremmede mænd med hjem - eller med dem hjem - for ikke at skulle være alene. Alle havde vel et lod i livet - måske var dette hendes? ”Det er da meget fint, så. Det glæder mig.” De lignede næsten hinanden på for mange punkter.
Selv om rygning på sigt egentlig bare skadede og stressede kroppen, syntes Cher alligevel altid, at hun blev noget mere rolig, når hun havde en cigaret i hånden, og kunne føle, hvordan det brændte ned gennem lungerne. Dog blev hun ikke lige så rolig af cigaretter, som af joints - og de var bestemt hendes favoritter! De var bare også lige dét dyrere, og de var ikke særlig gode at mikse med alkohol. Cher var bestemt ikke skrøbelig, men hendes mave havde da sagt stop et par gange, når hun fik mikset hash og alkohol, så det prøvede hun at lade være med, når det endelig var. Mange mennesker syntes, at det var irriterende, når andre trippede - Cher var ikke en af dem. Primært fordi hun selv sad og trippede ret ofte, det var dog ikke tilfældet i dag, da hun sad med krydsede ben - kjolen var trods alt kort, og hun følte ikke lige for at flashe trusser. Hun var skødesløs, men ikke så skødesløs, trods alt.
Da han begyndte at fortælle, inhalerede hun på ny - langsomt og roligt, mens hun lyttede. Cher var generelt ikke god til at fastholde interesse over længere tid, men af og til faldt hun over nogle spændende mennesker, som hun faktisk godt gad høre på - og William var en af dem. I hvert fald ind til videre. Hun nikkede kort, for at vise ham, at hun hørte efter, hvorefter hun pustede røgen sidelæns ud gennem en lille åbning mellem de farvede læber. ”Jeg ved, hvad du mener. Kender typerne.” Hun smilte let. Faktisk forstod hun det bedre, end hun egentlig lige ønskede - hun kom fra nøjagtig samme kår, med undtagelse af, at hendes bror skulle læse til… hvad fanden var det nu? Dragetæmmer? Dragetræner? Hun kunne ikke huske det - noget med drager, i hvert fald. Hvilket var grunden til, at hun var meget fascinerede af dem - det føltes som om de bragte hende tættere på Chris, på et eller andet mærkeligt, spirituelt level. Og det var sikkert bare ønsketækning, men alligevel. Faktum var bare, at Chris i hvert fald ikke havde helt lige så mange fordomme, og helt lige så meget had mod mugglere, som resten af hendes familie havde. ”Jeg synes det er en skam; jeg kan godt lide det her.” Cher forstod ikke, hvordan man kunne hade mugglere så meget, på trods af, at det var det, hun var vokset op med - de var onde og dumme, lød det egentlig bare. Men ingen nogen anden forklaring. Og hvad hun havde erfaret selv, var de altså hverken onde eller dumme. Hun spekulerede kortvarigt over, om hans familie også var Slytherin, som resten af hendes var. Det ville alligevel være lidt af et freaky coincidence. Hun trommede let på cigaretten med sin tommelfinger, og holdt kortvarigt opmærksomheden mod de grålige stykker aske, der hvirvlede fra cigaretten ned i askebægret. Hun skubbede let underlæben frem, da han fortalte, at han havde hørt hendes efternavn før - præcis, som hun forventede. Men han sagde ikke rigtig mere til det, og kommenterede ikke på det. Det var slet ikke sikkert, at han anede, hvorfor navnet Boydell var blevet nævnt engang for flere år siden. ”Pudsigt.” Eller knapt så pudsigt - det var de færreste, der ikke havde hørt om det. Desværre. Og dem, der kendte til sagen, delte sig oftest op i to grupper - hvoraf den ene gruppe hadede Cher og mente, at hun måtte være lige så skingrende skør, som hendes far. Og den anden gruppe var skrækslagne og kyssede røv, som om verdenen snart ville ende. Der var ingen mellemting, det var enten eller - og det var udmattende. Hendes efternavn virkede meget uinteressant for ham, og det passede hende fint, for det var egentlig ikke et emne, hun lige følte for at starte en længere samtale om - hun havde blot været nysgerrig for at vide, om det var det, der havde fået ham til at spekulere, og hun havde fået sit svar.
Selv fulgte hun hans eksempel, og lænede sig også en anelse ind over bordet igen, og kunne ikke lade være med at bryde ud i et stort smil, da han bekræftede, at det var pisseligegyldigt, hvad hun hed til efternavn. Det gjorde hende glad - om han kendte til selve sagen eller ej, - at han tog sig tid til at lære hende at kende først uden at dømme. ”Det er jeg glad for, at du synes.” kommenterede hun og tog endnu et sip af den blålige drink, hvorefter hun så på ham igen. ”Jeg arbejder et par gange om ugen som servitrice, og har et on-off job som model.” forklarede hun kort og smilede let. ”Så, ikke det vilde.” Egentlig måtte hun slet ikke arbejde som model, eftersom at hun var under 18, og der hvor hun var, krævede det forældrenes sammentykke - hvilket hun jo under ingen omstændigheder havde eller ville få. Men det var overraskende hvor langt, man kunne komme med nogle forførende blikke og en lettere nedringet bluse. ”Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med mit liv endnu. Jeg tager det bare en dag af gangen.” Så længe hun havde til dagen og vejen, så var det fint nok - hun tog endnu en tår af den blålige drink.

[Deleted]

Tja, William havde næsten altid vidst hvilken slags person han var, og det var ikke ligefrem noget han nogensinde havde tænkt sig at vige fra. Han var ikke ond, og havde på ingen måde tænkt sig at gøre andre skade eller lignende. Så at være opfostret med fremmedhadsk retorik omkring mugglere og hvad man egentlig ikke rigtig kendte til, var fuldstændig prellet af på ham og hans indlæring. I stedet havde han mere eller mindre selv stået for sin egen opvækst, og hvilke ting han havde taget til sig, og hvilke han ikke havde. Og nu hvor han var mere eller mindre voksen, og fuldstændig ansvarlig for sine egne handlinger og sit eget liv, stod det da rimelig klart for ham hvem og hvordan han var. Og det stod nok også hurtigt klart for de som mødte ham. Han var en fri fugl, og i kontrol over sit eget liv. Han drak når han lystede, festede når han lystede. Men mest af alt var han bare hvad han selv ville kalde en lettere chill fyr. Ikke chill, som i afslappet og sumpet. Han kunne skam godt sparke en fest i gang eller få latter til at sprede sig i et lokale. Han nød fest og ballade til samleje og stille og rolige samtaler. Hans personlige erfaring var, at der ikke fandtes kedelige mennesker. Og hvis de så skulle være lidt langsomme i betrækket og opstarten, så kunne han da sagtens underholde både sig selv og den person.
Heldigvis syntes Cher ikke at være en af de mere kedelige typer. Hun virkede dog ganske afslappet, bortset fra de smitsomme latter-udbrud hun kom med, eller smilene af hendes røde læber. Men han forestillede sig nu at hun var rimelig god til at feste løs, hvis hun ellers ønskede det. Han var ikke dum, heldigvis, og han havde da en bestemt mistanke om hvorfor hun havde valgt at snakke med ham og 'lokke' ham til at drikke lidt med hende. Om hun bare var typen der elskede at flirte, eller om hun havde en anden tanke bag, kunne han ikke regne ud. Men meget af hvad hun gjorde, opfattede han som en tydelig flirten. Og hvis det var, var hun skam ganske god til det. Især hendes små bid i underlæben, dragede altid hans blik i hvert fald et øjeblik. Men han havde nu overhoved intet imod bare at sidde og snakke lidt med hende om vind og vejr, lortefamilier og karrierevalg.
Så efter at have siddet lidt lænet forover og spændt ventet på hendes svar, smilte han blot en smule bredere da han endelig fik et svar. Han nikkede også en enkelt gang med et overdreven imponeret udtryk, og lænede sig lidt tilbage. "Så vi snakker trutmund, frækt pose og undertøj?.. Eller er det i reklamer for dynejakker?" Spurgte han drilsk, og idet han havde lænet sig tilbage, gjorde han lidt mimik. Han spidsede sine læber i en let adskilt trutmund, himlede med øjnene og satte en lillefinger til mundvigen, i et øjebliks tolkning af model-karrieren.. Tja, han ville da godt kunne gå som model? Han elskede at drille, og det var altid velment. Han gik nu heller ikke ud fra at det var et job hun fandt stor stolthed i, eftersom hun selv gav udtryk for at hun ikke helt vidste hvad hun ville. "Det lyder da mega vildt! Dig, der står foran læderet, og en flot fyr bag kameraet, der knipser billeder.." Han samlede sine fingre mod hinanden og klikkede med rungen et par gange mod hende. Well.. han ville da ikke have noget imod at have et par billeder af hende. En modelkarriere var dog ikke noget han havde af planer for sig selv. Men modeller var der jo brug for, ikke? Der skulle jo lige smides lidt brænde på ilden af muggler-samfundets skønhedsidealer. Han lyttede stadig til hvad hun sagde, men opdagede også at smøgen igen havde fået tid til at hvile imellem hans fingre. Nu var der nærmest ikke mere tilbage af den, så han endte bare med at skodde den i askebægeret, og igen skæve mod Cher ud af øjenkrogen. "Well, min pige.." Sagde han så og rømmede sig lidt, inden han bundede resten af sin drink, og stillede glasset fra sig. Han tog alle sine ting i lommerne igen, lænede sig lidt over bordet mod hende, med håndfladerne på bordpladen. "I sidste ende ved vi ingenting. Vi kan kun håbe og forsøge at forudse.. og jeg vil vove at påstå, at jeg inden alt for lang tid, står ved baren og forsøger at bestille mig et glas whisky.." Sagde han så muntert og blinkede til hende, hvorefter han så med det samme rejste sig op fra bordet. Han nåede at gå halvvejs udenom bordet, inden han så vendte blikket mod Cher igen. "Vil du med, røde, ud på eventyr?" Han smilte lidt drilsk over sine egne ord. Heldigvis havde havde han også fri bar, da det altid var en af betingelserne for de jobs han spillede. Så smil skulle han nok få sendt en del af denne aften.