Post af Deleted den Sept 22, 2014 22:43:50 GMT 1
Ordene fik hende til at smile let, naturligvis var han en god mand og havde han været en idiot så var han nok ikke blevet ved hende alle de nætter hun havde det dårligt, han var nok ikke blevet ved hende da hun var fuld, han havde nok ikke ladet hende beholde sit tøj den nat hun havde været så fuld, og han havde nok heller ikke taget hendes graviditet så pænt. Men alt dette havde han blot handlet på som en rigtig mand, eller som en flink og følsom mand om ikke andet, og det gjorde Frigg varm i kroppen at tænke på at det faktisk eksiterede mennesker på denne jord, udover Freya, der mente at hun var mere værd end en sæk lort, som var det hun ellers følte sig som det meste af tiden. Som en, alle folk bare trampede henover.
Hans ord fik hende til at nikke: "Sikkert... Men jeg ville nu heller ikke have haft noget i mod det, hvis at faderen til barnet, var en mand som dig" sagde hun ganske stille, Luke var en kæmpe idiot og Frigg vidste ikke hvorfor hun nogensinde havde ladet den klamme mand røre ved hende, heldigvis huskede hun det knapt, men bare de få minder hun havde fik hende lyst til at brække sig, det var jo ikke barnets skyld at hun eller han havde verdens klammeste far, men hun håbede alligevel at omstændighederne havde været anderledes. Var det mærkeligt at hun nød at være så tæt på ham lige pludseligt? Som han kiggede ned i mod hende, havde hun et øjeblik lyst til bare at strække sig frem og kysse ham, men hun gjorde det ikke, måske det var dumt, hun ville sikkert bare virke for billig: "Måske... Vi burde gå ned" sagde hun en smule tøvende og fraværende, som hun stilte sig med front i mod ham i stedet for og let lod en hånd glide op på hans kind som hun et øjeblik betragtede ham, stemningen lige nu var bare så... Behagelig.
Hans ord fik hende til at nikke: "Sikkert... Men jeg ville nu heller ikke have haft noget i mod det, hvis at faderen til barnet, var en mand som dig" sagde hun ganske stille, Luke var en kæmpe idiot og Frigg vidste ikke hvorfor hun nogensinde havde ladet den klamme mand røre ved hende, heldigvis huskede hun det knapt, men bare de få minder hun havde fik hende lyst til at brække sig, det var jo ikke barnets skyld at hun eller han havde verdens klammeste far, men hun håbede alligevel at omstændighederne havde været anderledes. Var det mærkeligt at hun nød at være så tæt på ham lige pludseligt? Som han kiggede ned i mod hende, havde hun et øjeblik lyst til bare at strække sig frem og kysse ham, men hun gjorde det ikke, måske det var dumt, hun ville sikkert bare virke for billig: "Måske... Vi burde gå ned" sagde hun en smule tøvende og fraværende, som hun stilte sig med front i mod ham i stedet for og let lod en hånd glide op på hans kind som hun et øjeblik betragtede ham, stemningen lige nu var bare så... Behagelig.