Mount Honesty(Advarsel)

[Deleted]

Selvfølgelig, nu hvor hun prikkede lidt til hans mani, fandt han selvfølgelig lommeuret frem, og tjekkede hurtigt tiden, så han kunne holde trit med maden. Lommeuret blev åbnet, og roligt placeret på jorden, imellem hans ben, så han ikke ville være nødt til at finde det frem igen og igen for at holde øje. Også selvom det lidt var hvad han plejede at gøre. Ja, han var en mand besat af tid og punktlighed, og han brød sig virkelig ikke om personer der havde hang til at komme for sent, eller en alt for afslappet holdning til tid. Ikke fordi han hadede personer der som sådan ikke var bekymrede over tiden, det var blot selve indstillingen. Og som det var med mange manier, var det ganske irrationelt, og meget svært at forklare til en person der ellers ikke havde de samme tendenser. Måske en mani der havde udviklet sig efter han i sine år på Hogwarts, var blevet givet en Tidsvender af den daværende Rektor, så han kunne få studeret så meget som muligt.
Heldigvis var der ingen egentlig konkurrence imellem lommeuret og den kvinde der sad ved hans side. For da han havde lagt uret fra sig, blev opmærksomheden igen vendt imod Pamela. Det var nu lidt nemmere at forklare... Hvis ikke hendes blotte tilstedeværelse havde draget hans opmærksomhed, havde hendes hånd imod hans lår ellers været rigeligt. Han lyttede interesseret og opmærksomt til hendes ord, og holdte et afslappet blik mod hende. Meget ærlige ord forlod hendes mund, men alligevel ikke ord der som sådan overraskede ham. Delen med hendes ven var en kende uinteressant, måtte han indrømme, det var nærmere hendes ord vedrørende hendes interesse i ham, som bragte et diskret smil frem på hans læber, og han nikkede også en enkelt gang, forstående. "Well... endnu en gang, så er jeg glad for at du spurgte mig. En meget god idé din ven kom frem til." Svarede han hende roligt, og lod så begge sine hænder falde om hendes ene hånd, lukke fingrene og håndflader blidt omkring hendes, og kærtegnede blot huden en smule med sin tommelfinger. Han smilte også en smule spontant med blikket mod deres hænder. Næsten smigret.. sådanne komplimenter havde altid haft en underlig effekt på ham. "Du er ikke den eneste interesseret i en imponerende krop." Tilføjede han en smule drilsk og gengældte derved hendes lille grin og skævede imod hende. Et lille smil der blev vedligeholdt, men dog alligevel et muntert blik der falmede en anelse da hun atter talte, og udtrykte følelser for ham, han egentlig havde mistænkt, men som dog stadig overraskede ham en smule. Hans forste instinkt var blot at kysse hende, og håbe på at det ville være svar nok. Men indså dog hurtigt at han nok hellere måtte udtrykke sig en smule anderledes, for hendes skyld. "Og jeg er glad for dig." En udtalelse han ikke kunne krejle sig udenom. "Du er kærlig, smuk, og en fantastisk kvinde. Enhver mand ville være heldig af at have dig. Og det synes jeg er den heldige." Tilføjede han med blikket vendt imod hende igen, og med et lille smil. Et smil der dog hurtigt forsvandt, og et blik der også blev vendt imod deres hænder. Han var ikke god til denne slags. Han var veltalende og velartikuleret, men havde nu alligevel ikke den store erfaring med denne slags. "Men jeg.." Han sukkede en anelse og lagde hovedet en smule på skrå. Han havde svært ved at finde ordene, men det var dog alligevel ord han havde tænkt sig at sige. Og noget han havde tænkt på at sige hende i noget tid. "Jeg har ikke været helt ærlig overfor dig, og der er ting jeg har undladt at fortælle dig. Ting du fortjener at vide.." Han slap hendes hånd med sin ene hånd, og lod den derefter køre igennem sit hår, for derefter at vende blikket mod hende. En smule spørgende og søgende, efter om hun mon ville give ham tiden og øjeblikket til at lade ham sige hvad der skulle siges. Og lidt for at lade hende vide, at det var ganske seriøst.

[Deleted]

Pamela smilede som han tog fat omkring hendes hånd, hun vidste godt at hun måske ikke burde åbne døren for den slags samtale, men på den anden side var der vel bedre at gøre det her ude i det frie miljø i stedet for på Hogwarts, og dog. For hvis han blev sur eller hun blev sur eller noget helt andet, så var de jo ligesom bundet af hinanden. Der gik ret mange tanker igennem hendes hoved over den lille bitte sætning hun havde sagt, men kunne ikke lade være med at gengælde hans smil da han snakkede om imponerende kroppe, hun ville dog til hver en tid fortrække hans over hendes egen, hvilket måske kun var en god ting, alt andet ville nok være en smule mystisk. Hun klemte let fat i hans hånd og smilede i mod bålet, og havde egentligt troet at samtalen var lukket, da han så sagde 'men'. Et ord der kunne ødelægge enhver fest.

Hendes smil falmede en smule og hun vendte blikket i mod ham: "Aha?" sagde hun, uden helt at vide præcist hvad ord der skulle komme ud af hendes mund. Måske han i virkeligheden af gift og havde 10 børn! Åh Gud det ville være så typisk at mænd skulle røvrende hende på den måde, eller måske han slet ikke var overhoved... Måske han var dødsgardist. Okay måske en lidt syg tanke, men alligevel kom den til hende, bare fordi at hun ikke kunne lide den måde han sagde det på. Hun holdt vejret en smule og kiggede så bare i mod ham, var det ikke bare at vente nu.

[Deleted]

Hvad han havde forventet i form af en reaktion fra hende, var ikke til at sige, og den korte stilhed imellem hans ord, var nok også nærmere en kunstpause. En pause der tillod hende at indstille sig selv på hvad der end måtte komme hendes vej. For første gang i lang tid, følte han sig blot en anelse nervøs, i hvert fald for hvordan hun ville tage det. Hvis hun ikke tog det godt, ville hun sikkert ende med at se ham som en mand der blot havde udnyttet hende eller lignende. Og det var da bestemt ikke sandheden, og ikke et indtryk han ønskede at give hende. Men han vidste dog, at han ikke med god sind, kunne tage et videre skridt i deres forhold, uden at have fortalt hende sandheden om hvem han var. Om det så ville gøre ham mindre attraktiv i hendes øjne, måtte han blot leve med, hvis det blev realiteten. Faktisk, var han en smule træt af hemmelighederne han havde holdt i så mange år...
Hurtigt indså Alastair at han næsten ikke vidste hvor han skulle starte.. Begyndelsen, virkede som det mest fornuftige valg. "For hvad der synes en evighed siden, da jeg stadig spillede Quidditch, var min moder værtinde for en middag, med administratorer og ansatte fra ministeriet..." Nu var det i det mindste begyndt, og han rettede lidt på sig. Pludselig fandt han det en smule svært at holde øjenkontakten, og endte med at lade blikket falde ned i hendes skød. "Den aften viste min ældre broder, Xavier, sine sande farver. Han dræbte to unge mugglerfødte hekse, og brændte laden ned over dem.. Og jeg, hjalp ham med det.." Fortsatte Alastair og skævede kort imod hende. Men af frygt for at hun ville drage sine egne konklusioner, åbnede han dog hurtigt munden igen. "Han sagde han kun ville snakke med dem, men inderst inde tror jeg godt jeg vidste hvad han ville gøre.. Men stadig fik jeg dem overtalt til at tage med mig i laden, hvor han ventede. Og før jeg vidste af det, brændte laden og Xavier var væk... det var den aften jeg fik brændemærkerne på min mave. Jeg forsøgte ikke engang at stoppe ham." Hans tone var rolig, fattet endda, men det var dog alligevel ganske hårdt for ham at sige hvad han gerne ville sige. Han vidste ikke hvordan han kunne forklare det til hende, så hun ville kunne forstå situationerne han havde stået i. Hun ville aldrig kunne forstå eller indse hvilken slags person Xavier var allerede dengang. Han strakte sin ryg en smule og endte med helt at slippe hendes hånd, og i stedet folde sine hænder omkring hinanden, med blikket mod bålets flammer. "Dagen efter, trak Aurorerne mig ud af en kamp, og smed mig direkte i Azkaban. De troede at jeg havde dræbt dem, og dragede den åbenlyse konklusion at jeg måtte have været en Dødsgardist... Men da jeg to måneder senere endelig blev ført for retten, blev jeg løsladt." Konstant bekæmpede han hangen til ikke at give hende alt for mange detaljer, og endte dog også med ikke at ville sige for meget om Azkaban, endnu. "Efter det, kunne jeg ikke længere se mig selv i spejlet, og forsvandt til hvor ingen kunne finde mig. Jeg stødte på kentaurerne i Tyskland, der holdte mig fanget i adskillige uger. Sejlede med mugglere på en fiskebåd, og endte i katakomberne under Paris... Indtil jeg efter to år, endelig besluttede mig for at melde mig selv, og fortælle sandheden." Igen undlod han at fortælle om hans videre oplevelser i Paris. Tristan og Enzo, vampyrerne og de videre prøvelser. Han måtte nok hellere komme til sagen... Så han rømmede sin stemme og vendte blikket mod hende. "Den daværende minister for magi, fandt en passende straf til mig... Givet hvad jeg vidste, givet mine talenter.. blev jeg som straf, sat til at arbejde for ministeriet, hemmeligt.. for at gøre hvad kun få andre havde gjort før, og hvad ingen havde tænkt sig at gøre.." Han rettede sig igen lidt op og lod sit blik flakke lidt fra hendes, inden han så igen lod det hvile i hendes skød. "At jagte Horcrux's og destruere dem.." Tilføjede han så og rynkede sine bryn en anelse mod hinanden. Han havde forventet at det ville have været en befriende ting at fortælle en sådan sandhed, men i virkeligheden var det ganske ubehageligt. "Med andre ord.. Så bruger jeg ikke alle mine nætter og sene aftener i selvskab med dig, eller med læsningen. Jeg bruger ikke alle mine ferier hos min familie.. I over syv år, er jeg rejst til de mørkeste hjørner af verden. Lokaliseret og destrueret objekter så ondskabsfulde, at der for hver gang, for hver Horcrux, synes at falde et stykke af mig. Som om at jeg kommer ud derfra, mindre end jeg var før." Han tiede med det samme derefter, stadig en anelse rolig i sin stemme, men ikke uden trængsler og en hvis seriøsitet i sin stemme. Næsten som når man forsøgte at holde et skrig inde, og blot lade lettere betonede ord forlade munden.

[Deleted]

Stilheden før han begyndte at tale var forfærdelig og hun mærkede hvordan hendes hjerte hamrede med flere tusinde kilometer i timen, bange for hvad han mon ville sige til hende, bange for at der ville komme sandheder ud som hun ikke havde lyst til at høre. Han virkede oprigtig alvorlig og regnede derfor ikke med at han ville komme med en eller anden dårlig joke, hun kiggede kort i mod hans hænder og klemte kort omkring hans, vel nærmest for at sige at det var okay, også selvom at hun jo lige nu ikke havde den fjerneste idé om hvad det var han ville sige, men... Hun havde ikke lyst til at miste hvad hun havde sammen med ham.

Han start på samtalen fik hende mest af alt til at undre sig lidt, han... Snakkede om sin fortid? Var dette mon historien op til et eller andet stort bryllup. Hun vidste intet, men valgte bare at sidde og kigge skiftevis på ham og ned i jorden, hun var fandens usikker lige nu, fordi at hun jo ikke ligefrem kendte slutningen af hans historie. Han første del af historien med mugglerne fik hende til at sukke tungt, mon han var en eller anden hemmelig muggler hader? Hun prøvede virkeligt ikke at lade sin hjerne gætte sig frem til slutninge, men det var svært for hende, hun ville bare.. Ja det vidste hun faktisk ikke. Hun ville gerne at han kom til slutningen, at han holde mund eller at det inde i hendes hoved bare var inde i hendes hoved og ikke ude i virkeligheden.

Som han slap hendes hånd trak hun den til dig, det var ikke et godt tegn, var det? Åh Gud, var han igang med at sige at alt de havde lavet fra ven fejl? Hun lod ham dog tale ud, og lagde sine hænder i sit skød som hun indimellem skuede til ham som han fortalte. Som han sluttede historien sagde hun ingenting, men sad flere minutter i stilhed, var der overhovedet noget at svare på hvad han havde fortalt: "Hvor... Længe skal du gøre det?" endte hun alligevel med at spørge: "Og hvordan kan du overhovedet være på Hogwarts? Alastair, det giver ingen mening" forsøgte hun, mest som et håb til at han ville sige 'aprilsnar' selvom hun godt vidste at det nok ikke var sansynligt. Hun førte sin hånd op foran sin mund og lod den glide videre op i hendes hår som hun kiggede i mod ham: "Så du fortæller mig at du... Er morder, straffet... Har været i Azkaban og er selvdestruktiv?" prøvede hun at opsummere, det kunne hun slet ikke magte i sit hoved: "Og hvad laver du så overhovedet med mig?" endte hun med at tilføje, sad han og sagde at han bare var en følseskold man som måske endda var på Hogwarts på grund af en mission? Åh Gud! Var hun en del af en?

[Deleted]

I Alastairs øjne og ører, var det kun dele af hvad han sagde, som påvirkede ham negativt. Og det kom nok også til udtryk via måden han sagde det på. Intet blev sagt henkastet eller som om det var ligegyldigt, men som om at det hele bar en betydningsfuld vægt. Delen om hans storebror og hvad Alastair på en måde havde hjulpet med at gøre, var sagt i en næsten bedrøvet tone, en tydelig snert af fortrydelse i hans stemme. Nostalgi og melankoli. Men jo mere han snakkede, jo mere opsat blev han på netop at fortælle hende det, også selvom det var en anelse besværligt for ham at ytre ordene. Der var andre der kendte til hans hemmeligheder, men med Pamela var det anderledes... mere, betydningsfuldt på en måde. Fortalt ud fra tiltro og hvad der måtte være en forelskelse, ikke nødvendighed. Hun behøvede ikke at vide det, men hun fortjente at vide det. Han fortrød næsten ikke at havde fortalt hende sandheden før dette øjeblik. Men så igen, ville han have kunnet nyde alle de øjeblikke med hende, hvis han havde?
Minutterne af stilhed, syntes en evighed, og en spænding begyndte at vokse i ham, over hvilken reaktion mon ville komme fra hende. Dog blev han siddende, stadig rank, og holdte ved sine ord der stadig syntes at hænge i luften imellem dem. "Mit tvungne bånd til ministeriet er for længst blevet brudt, da den tidligere Minister For Magi døde... men hvad der startede ud som tvang og straf, er med tiden blevet til en pligt og nødvendighed.." Svarede han hende, stadig roligt, trods den tydelige uro i hende han syntes at fornemme. Han håbede hun ville kunne forstå, men det ville nok ikke overraske ham hvis hun ikke gjorde. "Jeg havde brug for noget andet. Akihito pegede mig i retningen af Hogwarts igen, og sikkert grundet min erfaring, blev jeg ansat for at værne om eleverne." Forsøgte at han klarificere til hende, og vendte blikket mod hende. Der hvilede igen nogle øjeblikkes stilhed imellem dem, indtil hun igen talte. Det var underligt, men det var vel kun et godt tegn at hun forsøgte at forstå hvad han sagde, ikke? Han kendte hende, men alligevel ikke så godt at han havde kunnet forudse hvilken reaktion der ville komme fra hende. Alastair rynkede igen sine bryn og rettede sig imod hende. "Jeg er ikke en morder.." Lød det fra ham, i en tone der forsøgte at overbevise hende. Xavier var morderen, Dødsgardisten. "Jeg modtog ingen officiel straf eller dom, og blev benådet efter min indespærring i Azkaban... Men, jeg har slået ihjel." Det sidste blev tilføjet en smule mere lavmælt og et mere undersøgende blik. Han havde måske sagt mere en han burde have gjort, vadet ud hvor det ville være svært for ham at bunde, men han fortrød dog stadig ikke. Alastair fortrød at have sluppet hendes hånd, og rakte derefter roligt ud efter den igen. Hans attitude under alt dette var både fortrydende og melankolsk, men stadig med den typiske stolthed der sædvanligvis lå over ham. "Du må forstå, at jeg ikke ønsker at gøre det, men jeg må gøre det. Gøre det, så ingen andre vil behøve at gøre det. Gøre mit for at rydde verden af en sådan ondskab og mørke..." Han rettede lidt på sig, og fastholdte denne gang blikket mod hende. "Men jeg ønsker at være med dig. Og det er derfor jeg fortæller dig dette..."

[Deleted]

Det var meget at opsluge for Pamela, i det mindste var han da ikke hemmelig gift, men dette var jo ikke ligefrem meget bedre: "Selvom du ikke blev døbt så har du stadig taget folks liv..." sagde hun med en næsten kold stemme, det var hårdt for hende helt at sætte sig ind i, eftersom hun aldrig selv nogensinde havde været i nærheden af folk der havde slået ihjel, men kun havde set de stakler som kom ind på hospitalet: "Hvor længe er det siden, sidst?" spurgte hun blot, hun ville vide det. Hun kunne jo altid skyde tingene på at det dengang han var yngre, men det kunne hun jo trods alt ikke hvis det ikke var særligt længe siden: "Men hvorfor ville man dog gøre sådan noget frivilligt?" spurgte hun og kiggede på ham som han rakte ud efter hendes hånd. Hun lod ham gøre det, selvom hun ikke følte sig helt overbevist om at det var en god idé.

Som han sagde han ønskede at være sammen med hende så kiggede hun blot en smule tomt på ham, næsten uforstående: "Og hvad ønsker du fra mig?" spurgte hun blot, ville han have at de fortsætte som de hele tiden havde gjort? Han ville vel nødigt have et rigtigt forhold op at stå når han så og sige kunne dø hvert øjeblik, og dog... Så ville han vel næppe være ansat på Hogwarts hvis de frygtede at han pludseligt ville kradse af: "Du ved det her er bare meget at tage ind" sagde hun og sukkede dybt imens hun prøvede at opsluge alt som han sagde. Hans attitude var så rolig og afslappet, og Pamela forstod ikke hvorfor, for hun havde mere lyst til at løbe rundt og skrige. Hun slap stille hans hånd for at rejse sig op og gå lidt væk imens hun prøvede at suge ind hvad han havde sagt og hun stilte sig hen og kiggede ud på udsigten, hun havde pludseligt mistet appetitten.

[Deleted]

Når man havde levet mere eller mindre alene, som karrieremand og Horcrux-jæger, kunne man med lethed falde fra hinanden uden et anker. Hans anker havde været hans stolthed. Hans stolthed, stoiske sind og urokkelige autoritet var hvad der definerede ham, og alt ved ham. Nogle så det som egoisme eller arrogance at finde stolthed i hvad han havde gjort og ofret, men han gjorde det nu alligevel. Det var derfor han kunne ytre disse ting og stadig forholde sig roligt. Hvad han havde gjort var ikke hvad der gik ham på, men nærmere en frygt og spænding over hvordan Pamela mon ville reagere eller hvordan hun mon ville handle. "Jeg dræbte ikke de to i laden.." gentog han lidt lavmælt, og følte det lidt nødvendigt at tage sig selv i forsvar. Hendes spørgsmål skar en smule i ham. Både fordi han derved måtte forklare sig yderligere og afsløre flere ting, og da det tydeligvis udtrykte en generel utilfredshed og uenighed fra Pamela.. men det var jo ikke særligt overraskende. De to var jo mere eller mindre modsætninger. "Jeg har slået ihjel tre gange... Alle Dødsgardister. To af dem i London for fem år siden, og den sidste var en varulv, i Frankrig for otte år siden." Svarede han ganske konkret. Han gad ikke skjule mere fra hende, og havde skam tænkt sig at svære ærligt på hendes spørgsmål. Ærlig, på trods af konsekvenserne. Men han ville ikke undskylde sig selv, end ikke forklare omstændighederne og de konkrete situationer han havde stået i. Sådanne detaljer ville han helst ikke kaste over hende.
Hun virkede kølig, som havde han såret hende og hun gengældte det med en kølig front og facade. Men han holdte dog stadig blikket mod hende. "Dødsgarden har splittet min familie, forurenet min broders sind. Og hans handlinger har gjort min søster fjern og drevet mine forældre til vrede. Horcrux' er usandsynligt ondskabsfulde genstande, der rummer en mørk magi der kræver mord og vederstyggelige gerninger. Jeg gør hvad jeg gør, har ofret meget af mig selv og mit liv for at rydde verden af hvad der truer os alle. Jeg gør det fordi jeg kan.." Forsøgte han sig, men følte dog at sine forklaringer og blikke var forgæves. Da hun spurgte ind til hvad han ville have fra hende, tiede han en smule. Og lod hende egentlig blot rejse sig og gå lidt væk fra ham, inden han selv rejste sig og vendte sig imod hende. Han var dog ikke tilbageholden eller frygtsom af sig, og gik mod hende. "Jeg forventede ikke at en som du ville komme ind i mit liv, og troede at den del af livet var blevet utilgængeligt for mig... Jeg fortæller dig disse ting, fordi du fortjener at vide hvilken slags mand du inviterer ind i dit liv. Jeg fortæller dig dette, fordi en potentiel fremtid med dig, bringer min fortid og alt hvad jeg har gjort, til skamme. Jeg ønsker intet af dig som du ikke er villig til at give, men længes dog alligevel efter alt hvad du kunne give... Jeg ønsker, dig." Fortsatte han, og stoppede op lidt fra hende, lidt bag hende, og sneg dog også et blik over hendes skuldre og mod horisonten. Han havde næsten glemt hvordan det var at være så tiltrukket af en kvinde, at det kunne kaldes forelskelse..

[Deleted]

Hun kiggede i mod ham som han forsvarede sig selv: "Alastair... Du sagde selv du vidste hvad din bror ville gøre, så du var medskyldig" sagde hun blot, det kunne da godt være at han ikke havde tændt for flammen, men det ændrede jo ikke på at han vidste det eller havde en fornemmelse, og alligevel ikke havde stoppet det. Hun forsøgte virkeligt ikke at være for hård ved ham eller ved sig selv, men hun holde meget af ham og det her var et stort chok, hun havde prøvet at gætte sig frem til mange ting i minutterne op til hans fortælling, men dette var ikke ligefrem et af de ting som hun havde forventet: "Dødsgardister..." sagde hun som om hun tyggede lidt på ordet, well det var da bedre end at slå uskyldige mugglere ihjel, det var jo ofte at dødsgardister blev slået ihjel og Pamela var jo også på den side der mente de skulle være ude af denne verden, men det betød jo ikke hun ønskede at være tæt på dem der havde mod og hjerte til at slå ihjel.

Hun sukkede: "Men du siger selv at du mister en del af dig selv. Hvad så om 10 år? Så sidder du bare og stirre ud i væggen som en eller anden død skal? Hvad hvis du bliver voldelig med tiden" sagde hun bekymret, hun kunne jo ikke leve med at vide at han en eller anden dag ville snappe eller ende med at slå sig selv ihjel af ren og skær sindsyge, det ville gøre for ondt på hende. Allerede nu var han en mand med mange år på krop og sjæl - men endnu flere? Der var da grænser for hvor meget et menneske kunne holde til. Som han rejste sig og kom i mod hende, sukkede hun tungt, men flyttede først ikke blikket fra horisonten: "Men du kunne dø..." sagde hun og endte med at vende sig i mod ham: "Den frygt skal jeg leve med" konstaterede hun, ja hvis hun ønskede fortsat at se ham, så var hun jo nødt til at leve med den frygt: "Og det ved jeg ikke om jeg kan... Bare tanken..." sagde hun og rystede på hovedet, nope hun ville slet ikke lade sig selv gå i den retning: "Hvorfor har du ventet så længe med at sige det?" spurgte hun roligt, okay super længe var det ikke, men deres såkaldte venskab havde da stået på lidt over en måned nu.

[Deleted]

Alastair sukkede og lagde hovedet en smule på skrå. "Inderst inde tror jeg også du altid har vidst at der var noget anderledes ved mig, og det stoppede dig stadig ikke. Det var det samme med min broder. Jeg var ung og bekymringer lå stadig langt væk. Når jeg ser tilbage på den aften, ved jeg at jeg inderst inde mistænkte noget... men han var min broder..." Svarede han, det sidste næsten nænsomt. En broder der havde snakket om hvordan deres rene blod gjorde dem bedre og mere værdige, og samtidig en broder der havde beskyttet og hjulpet sin lillebror, været der for ham med en hjælpende hånd igennem den del af barndommen han stadig kunne huske. På det tidspunkt havde han ikke kunnet ændre på noget, havde ikke kunnet finde snarrådigheden til at stoppe sig selv. Alastair nikkede en enkelt gang for sig selv, men sagde ikke noget. Og gav hende i stedet et øjeblik til at damle sine tanker og tygge på ordet.
"At destruere en Horcrux er en prøvelse uden lige. En bid af en korrupt sjæl ligger gemt i hvert af disse genstande, og at overkomme alle de jeg har destrueret har krævet store ofre." Lød det fra ham og han blev stående hvor han var. "Jeg vil ikke gøre dette for evigt.. men så længe jeg forbliver stærk, vil jeg fortsætte med at gøre hvad jeg kan." Fortsatte han. Han så ikke sig selv sidde og stirre ind i væggen. Han ville ønske hun kunne forstå det, at det ville være soleklart i hendes sind hvorfor han gjorde det. Men han kunne nok ikke forklare det bedre. "Jeg ville aldrig gøre dig ondt." Pludselig blev hans stemme en smule mere insisterende. Stadig ikke hævet, men fattet og i lave toner som altid.
Da hun begyndte at snakke om at han kunne dø, begyndte han igen at træde lidt nærmere, tålmodigt. Han regnede nu ikke med at hun gik nogen steder, og hvis dette gik hende utroligt meget på, ville hun sikkert være gået længere væk. Måske var der alligevel noget der holdte på hende? Han vidste dog ikke helt hvad han skulle sige, og holdte blot en medfølsomt blik mod hende. Et næsten empatisk blik. Læberne blev endda også adskilt, som om at han ville trøste hende og sige at det aldrig ville kunne ske, men det ville være en løgn. "Dette er ikke noget du fortæller nogen ved første møde, eller noget man slynger ud af tilfældighed... Men jeg ved ikke. Jeg forsøgte vel at finde det rigtige øjeblik, men et sådan øjeblik findes vel ikke." Sagde han, lidt mere bestemt. Så meget burde hun da kunne indse. Og hvis der havde været et 'bedste' øjeblik til at fortælle hende det, havde det da været denne aften, ikke? "Jeg har holdt denne hemmelighed i årevis.. Jeg ønskede ikke at skræmme dig væk fra mig."

[Deleted]

Som han sagde at hun inderst inde nok godt vidste der var noget, sukkede hun let, som om hun mærkede efter. "Ja måske" sagde hun og rystede alligevel på hovedet i ren frustration: "Men jeg havde da ikke forventet det var så alvorligt" sagde hun blot og kiggede i mod ham, Frustration var uden tvivl det bedste ord på den følelse hun havde i kroppen lige nu, hun følte ikke engang hun kunne få sin hjerne omkring alle de ting han sagde lige nu og hun ønskede virkeligt bare at det hele var en dårlig joke, men hun vidste godt at sansynligheden for det nok var lig 0. Hun kiggede blot i mod ham, og stod derved med ryggen til udsigten, hun vidste slet ikke hvad hun skulle sige eller gøre. Hun var jo alligevel magtesløs og kunne ikke ændre på hans liv.

"Og hvor ofte gør du det så?" spurgte hun og lagde armene over kors, ikke fordi hun var sur, men fordi at hun prøvede at finde ud af hvad der foregik og om det var noget hun havde lyst til at være en del af, selvom hun jo aldrig ville blive den der rejste afsted. Som han trådte tættere på, løftede hun blikket og kiggede i mod ham, hun så absolut intet ondskab i den mand og det var nok også derfor at alt dette var svært for hende at holde styr på: "Jeg er da også glad for du siger det... Du ved det er bare... Meget" sagde hun og lod en hånd hvile på hendes pande. Det var svært for hende bare at sige ja og acceptere alt hvad han sagde, men hun havde heller ikke lyst til bare at vende sig om og gå, hun følte sig meget splittet: "Jeg frygtede du ville fortælle mig at du var gift eller sådan noget... Men selvmordsmissionær fra ministeriet havde jeg ikke set komme" indrømmede hun, det fik næsten tåre frem i hendes ansigt, bare fordi hun slet ikke følte hun kunne være i sig selv: "Det er jo alvorligt..." påpegede hun, selvom han jo nok godt vidste det.

[Deleted]

Alastair holdte en passende afstand til hende, på trods af at han gerne ville mindske den. Hendes kropssprog skræmte ham ikke rigtig, det lod ham blot vide hvorledes hun havde det med alt dette. Han havde langt mere lyst til hende end denne samtale. En samtale domineret af hendes spørgsmål, og ham der på en eller anden måde var bundet til at besvare dem så sandfærdigt som muligt. Og ligeledes domineret af de to der på en måde snakkede forbi hinanden. Ham der fortalte hende sine inderste og dybeste hemmeligheder, og hende der ikke kunne acceptere ordene, ej heller forstå det stærkt ideologiske mønster der lå i hans begrundelser. Ikke alle kunne være som ham, dele hans synspunkter, mod, vilje og stolthed. Og ikke mange gjorde. Hvis der var mange som gjorde, ville han jo ikke være som han var, og hans hidtil valgte levevis ville ikke have været så ensomt og smertefuldt. Men der var jo ingen andre, i hvert fald ikke mange af alle de som kunne, der var villige til at gøre hvad han gjorde. Men nogen måtte jo gøre det. Og dette var måske den første gang i hans liv, at det ville være en komplikation. "Når ministeriet og Aurorkontoret sender mig deres mistanker." Svarede han hurtigt og blev stående. Som om at han havde set spørgsmålet komme før hun stillede det. Han hvilede sin vægt på det ene ben, og folde sine hænder bag lænden, da han ikke vidste hvad han ellers skulle gøre med dem. "Det ved jeg..." Kommentere han med et lille nik, men holdte et opmærksomt blik mod hende, som om at han ville gøre næsten alt for at kende til hendes kaotiske tanker i disse øjeblikke.
Alastair kunne se solnedgangen der så småt var begyndt bag hende, og ærgrede sig næsten lydløst og usynligt. Nok ikke ligefrem den solnedgang hun havde håbet på. Da hun fortsatte, ulmede en pludselig trang under huden på ham. En trang der fortalte ham at han burde hæve stemmen, og udtrykke sig aggressivt og autoritært. At han burde tage sit standpunkt, tegne en streg i sandet om man ville, og lade den hvile der. Derved tvinge hende til enten at acceptere eller foragte ham som hvad og hvem han nu havde afsløret sig selv for at være. Men han gjorde det ikke. Hvis sådanne følelser kom til udtryk på synlig vis, var det via hans stadig ranke holdning, hvilket vel var bedre end ingenting. Hendes ord ville under andre omstændigheder sikkert bringe et smil frem på hans læber, men han fandt det nu ikke særligt sjovt. "Jeg har ingen intentioner om at begå selvmord, Pamela.. Men jeg er heller ikke bange for at gøre hvad der er nødvendigt." Svarede han hende, ganske bestemt. Han var og havde ved mange lejligheder været villig til at ofre hvad der måtte ofres, og hvis det kunne defineres som selvdestruktivitet, så måtte det vel være således. Men han gik ikke ind i denne kamp, jagede ikke Hocrux' med det ene mål at dø. Han sukkede. "Men ja, jeg forstår.." Han forstod skam hvad hun sagde, hvorfor hun var frustreret og sikkert også forvirret. Også selvom han ville ønske det var anderledes.

[Deleted]

Pamela kunne godt se på ham at han var anspændt, ligesom hun selv var, han havde alle svarende og hvad der frustrerede hende var at hun ingen havde, for det var som om hendes hoved ikke var villig til at komme med noget fornuftigt: "Og du siger at selvom du gør alt det her... Selvom du har et hemmeligt liv, og selvom du kan risikere at dø... Så syntes du stadig at vi kan starte et forhold?" spurgte hun med en stemme der gjorde antegn til at hun havde lyst til at begynde at græde, og det var hun skam også tæt på. Bare fordi at hun ikke helt følte at hun kunne være i sin egen krop, nej det var ikke sådan her hun havde forventet at turen skulle gå, og naturligvis var hun lykkelig for at han havde fortalt hende det, hun ville bare virkeligt have ønsket der sket ikke var noget at fortælle.

"Kan du huske jeg sagde til dig at jeg gerne ville have børn? Jeg kan jo ikke starte et forhold med dig og håbe på det, hvis du går ud og bliver dræbt!" sagde hun og mærkede hvor ondt det gjorde det hun selv sagde, men alligevel så følte hun at hun havde brug for at sige alt hun tænkte, bare fordi hun håbede han havde en eller anden magisk løsning på det. Ikke fordi hun regnede med at de stod overfor problemer som børn og giftemål, de var jo ikke engang et par, men det betød jo ikke at hun ikke havde brug for lufte sine tanker omkring det. Roligt trådte hun frem i mod ham, bare fordi at afstanden var for stor, og lod en hånd glide op på hans kind som hun roligt kiggede i mod ham, uden overhovedet at vide hvad hun skulle sige og hun endte med at presse sine læber hårdt sammen: "Jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige.." sagde hun lod og lukkede frustreret sine øjne imens hun sukkede, og lod sin hånd dale fra hans kind, nedover hans bryst til den hang langs siden på hende igen.

[Deleted]

Pamela trådte ud på et ømt emne, sikkert mere ømt for hende end det var for ham. Ømt, da han ikke rigtig havde givet det meget eftertanke igennem den tid de to igen og igen havde været draget til hinandens selvskab. Jovist, han havde da tænkt lidt over det. Flygtigt forestillet sig en fremtid med hende, og forestillet sig hvor tilfredsstillende det ville være at vågne op ved hendes side hver morgen. Dagligt se hende, røre hende, tale med hende. "Hvis jeg troede at det ikke var muligt, ville jeg ikke have fortalt dig alt dette." Svarede han ganske ærligt. Ja, han troede det var muligt. Også selvom det måske var af lettere selvviske årsager. For hvad han ville have, var hende. Hvad han havde fået af hende hidtil, og mere. Han ville på ingen måde kunne forklare sine følelser for hende, uden potentielt at lyde selvvisk. "Og jeg ønsker ikke længere at holde noget hemmeligt for dig. Jeg vil fortælle dig alt, hvis du ønsker det. Svare på alle dine spørgsmål. Også selv hvis det skulle tage halvtreds år." Tilføjede han roligt derefter og betragtede hende fortsat, dog kun hendes øjne. Måden hendes stemme næsten havde lyst til at knække, og måden hvorpå hun kiggede på ham, skar en smule i ham. Frygten for at hun skulle begynde at græde, fik hans øjenbryn til at trække sig lidt imod hinanden.
Endnu fortsatte hun med at ytre hvad han ikke havde regnet med at høre fra hende, i hvert fald i et stykke tid endnu. Men endnu en ting han også selv havde tænkt på. Pludselig følte han sig utilstrækkelig, og flygtige tanker fór frem i hans hoved, om at hun fortjente bedre end ham. Men han nægtede stadig at forsvare eller undskylde sig selv. Hvilket dog stadig føltes en smule nødvendigt, da det nærmest var som om hun angreb ham med sine spørgsmål. "Tror du ikke jeg også har tænkt over det? Fra de første ord ytret imellem os, har jeg set dig langsomt tiltrukket af mig, og følt mig selv falde for dig.. alt imens det nagede i mig." Det var lige før stemmen blev hævet, i en tone der næsten grænsede sig til at være en anelse arrig. Som om han reagerede på de sørgmodige følelser med en svag vrede. Imens han talte havde han hævet sig hånd, og ladet de fem fingerspidser prikke til hans brystkasse, lænet en smule frem imod ham. Hvad nu hvis han ikke var manden til at give hende hvad hun ønskede sig? Hvor ville det efterlade ham? Han faldt en smule mere til ro, og rankede igen sin ryg, med hovedet vendt ned imod hende, da han mærkede hendes hånd mod hans kind. I det mindste virkede det ikke til at hun var på vej nogen steder hen, andet end hen til ham. "Pamela... Jeg vil gerne at du får alt hvad du ønsker dig, og alt hvad du fortjener. Jeg vil gerne at du får dig det liv du gerne vil have, og jeg ønsker at være en del af den." Sagde han så, lidt mere lavmælt, nu hvor hun jo stod lige foran ham. Sagde han mon for meget? Tanken om børn havde altid været ganske skræmmende i hans hoved, og han vidste stadig ikke om han var den rette mand til at opfostre et barn. Men han ville gøre hvad han kunne for at være den rette mand for hende.. Da hendes hånd gled ned fra hans kind, førte han begge sine hænder til hendes kinder og nakke, og kiggede stadig ned på hende. Han sukkede en smule da han heller ikke vidste hvad han skulle sige. "Sig hvad du føler for at sige.." Han plantede et kys på hendes pande, inden han derefter vovede at føre sine arme rundt om hendes skuldre og trække hen en smule ind til sig, i en blid omfavnelse han håbede hun kunne acceptere.

[Deleted]

Pamela kiggede i mod ham, af en eller anden grund så kunne hun ikke bare skride, det betød han for meget for hende for. Hun vidste godt at han måske var en mand der ikke var god til at udtrykke sine følelser, og det forvirrede hende nok mest fordi at hun selv var så god til det og fordi at hun selv altid sagde præcist hvad hun følte: "Så fortæl mig hvad du føler for mig..." sagde hun som hun kiggede i mod ham og vidste udemærket godt det var en stor ting at bede om fra ham, eftersom han var en mand af få ord der ikke altid havde de vilde følelsemessige udbrud, han havde allerede sagt meget, men han havde ikke sagt hvad han følte. Han sagde at han ønskede hende og at han holde af hende, men det var ikke det samme og hun afventede roligt.

Som han trak hende ind til sig, lod hun ham gøre det, og lagde roligt sit hoved i mod hans bryst og trak så vejret dybt, hun vidste snart ikke hvad hun tænkte mere, men trak sig lidt væk fra ham for at kigge op i mod ham: "Jeg føler..." startede hun og rynkede lidt på panden i en tænkende mine, som om hun prøvede at komme frem til præcist hvad det var hun tænkte: "At vi burde give det en chance" sagde hun stille og smilede en smule sammenbidt til ham: "Jeg holder meget af dig Alastair og jeg har ikke lyst til at tænke på dig med nogen anden..." sagde hun, faktisk gjorde bare tanken hende både ked af det og syg af jealousi: "Og alt det her.. Må jeg prøve at leve med, men jeg kan ikke garantere dig at det bliver nemt" sagde hun og rystede på hovedet, hun skulle nok prøve fordi at hun gerne ville ham, resten måtte de jo se med tiden.

[Deleted]

Han havde mÃ¥ske talt en smule over sig. Men sÃ¥ igen, nu hvor hun endelig spurgte, havde han det egentlig ikke særligt dÃ¥rligt med at fortælle hende det. Det tog ham dog alligevel nogle øjeblikke før han kunne finde frem til ordene. Ikke en tøven, men en eftertænksomhed, idet han ledte efter de rette ord. Ikke blot de ord hun gerne ville høre, men de ord der ville beskrive det bedst. Han kunne tale hende efter munden, men det fortjente hun ikke. Nej, sÃ¥ hellere stÃ¥ ved hans ord og egen integritet, og fortælle hende sandheden. Han vendte kort blikket ned, inden det med tiden sÃ¥ endte ved hendes blik endnu en gang. "Af alt hvad jeg har oplevet og set ske, har ikke mange ting kunnet hæve min puls eller overraske mig. Men omkring dig, føler jeg mit hjerte hamre og mit blod pumpe. Jeg føler mit blik, mine fingre og mine læber, draget mod dig som insekter mod et lys." Han tog en dyb indÃ¥nding, efterfulgt af et stille suk. Sm om han var skuffet over sin egen formulering. En hÃ¥nd røg hurtigt igennem hans hÃ¥r. ".. Du er alt hvad jeg nogensinde kunne ønske mig. En kvinde, der er kærlig og fuld af omsorg, og ualmindeligt lækker. Og jeg har lyst til at være den med hvem du ler. Den til hvem du betror dig, og den du inviterer i din seng.." Fortsatte han, og smilte skam ogsÃ¥ lidt diskret ved noget af det sidste. Et smil der dog hurtigt falmede, da omstændighederne nok endnu ikke ville tillade megen morskab. Han sendte blikket pÃ¥ en rundtur mod deres omgivelser, hvorefter de endte mod hendes øjne, hvor hans hoved var lagt en smule pÃ¥ skrÃ¥. Han kunne ikke lade være med at se sine ord og tankerne der kom til udtryk, som en smule fjollede. "Du er en kvinde der tillader mig at være som jeg er, og du fÃ¥r mig til at føle mig som en mand... og ikke som det monster jeg mange gange har følt mig som." Tilføjede han i en afsluttende bemærkning, og selvom han egentlig bare havde lyst til at kigge væk og lade hende smile fjoget eller grine i fred, holdte han dog blikket ned mod hende.
Det var som en sten faldt fra hans hjerte, da hun fortalte hvad hun følte for, vedrørende de to. Men han forholdte sig stille og stående, imens hun talte. Følelsen af hårdhed og skarpe spørgsmål var forsvundet, til gengæld for en sensation af glæde han kun sjældent oplevede. Allerede i disse øjeblikke, anerkendte han dette øjeblik som værende vigtigt og af stor betydning. For de to. Hvordan han dog nogensinde havde været så heldig at møde hende, vidste han stadig ikke. "Jeg har ingen interesse i andre kvinder, så længe du er min.." Han blot forsikrede hende en smule hurtigt, da han lidt følte at han var nødt til at sige i hvert fald noget. Sagt med en svag hovedrysten. Hans en hånd vovede sig atter en gang at placere ved hendes ene kind, med nogle fingerspidser i hendes hår og hendes nakke. "Vi finder ud af det, sammen." Tilføjede han og fastholdte sit blik mod hende, og forsøgte sig med et af hans svage smil mod hende. Et næsten taknemmeligt smil, og han lod sine øjne betragte de smukke træk ved hendes ansigt. "Jeg fortjener dig ikke..." Næsten fnøs han og fasrholdte det svage smil på sine læber.