Mount Honesty(Advarsel)

[Deleted]

Tag: @pamela


Decideret ferie havde aldrig rigtig været et fast og håndterbart koncept for Alastair. Han var stort set altid aktiv, og havde altid været det. Han havde i hvert fald aldrig spenderet sine 'ferier' med at sidde på sin flade, eller lignende. Og dette havde nu heller ikke været en sådan ferie. I tre uger, efter at havde færdiggjort sine forpligtelser på Hogwarts, var han søgt tilbage til sin families herregård. Og i ét, var han nærmest forvandlet. Forvandlet fra den ranke mand, altid iklædt jakkesæt, til en næsten landlig mand. Passet familiens magiske hesteracer og sågar også passet Gymillow.. den hippogryff der spenderede adskillige måneder af året ved og omkring herregården. Sådanne stolte væsner havde aldrig været nemme at passe eller gøre tamme, men Alastair havde nu set til ham i nogle år. Af en eller anden grund, var Alastair den eneste det stædige væsen gad at respektere blot en smule. Måske fordi Alastairs stolthed matchede dets egen? Han nød i hvert fald en sådan periode, selvom det bød på hårdt arbejde af en mere fysisk natur. Men det fysiske ville jo heller ingen ende få, selv efter de tre uger.
Ferien ville ikke have været speciel, hvis ikke det havde været for den invitation Alastair havde fået fra Pamela. Hun havde inviteret ham på en tur til Irland, ud og vandre i dets bjerge. En ganske fin idé, selvom det var kommet som et lyn fra en klar himmel. Så de fine jakkesæt var selvfølgelig blevet efterladt derhjemme, erstattet af tøj af en helt anden kaliber. Her var der for øjeblikket tale om lysebrune cargo shorts der gik til knæene med et tykt bælte, en udendørs og kortærmet skjorte i sort, og et par solide mørkebrune vandresko. Funktionen var det vigtigste, såvel som det faktum, at det hele dagen havde været ganske godt vejr. Og på ryggen var der selvfølgelig en stor rygsæk, som indeholdte teltet og alle de fornødenheder ham selv og Pamela mon skulle få brug for.
De to befandt sig i det sydlige Irland, netop på vej op ad en stadig bevokset bjergside. Stigningen var ikke særlig stor, og bunden af skoven var stadig med mos, på trods af de eventuelle klippesten der stak op ad jorden hist og her. Så det var den nemmeste rute op ad bjerget, indtil videre. "Hvad synes du? skal vi finde os et sted at slå lejr?" Spurgte han imens han trådte rundt om en træstamme, og skævede let imod Pamela, som gik måske en meter eller to skråt bagud for ham. De to havde vandret i noget nær fem-seks timer denne dag, og solen var så småt på vej ned over horisonten. Men det var nu stadig lunt, og overraskende vindstille. De burde kunne finde et plateau af en art, hvor teltet kunne sættes op, og de kunne slappe af resten af eftermiddagen og aftenen.

[Deleted]

Pamela havde haft 18 fantastiske dage sammen med sin familie, hun havde savnet dem inderligt og hun var fantastisk glad for at være i selskab med dem. Hendes bror havde som altid en masse at fortælle og selv havde Pamela da også fortalt en smule omkring Alastair når de nu spurgte til hendes gode humør - klart at der ingen detaljer var indblandet, faktisk havde hun ikke engang nævnt hans nav, hun havde bare fortalt om denne mand hun havde mødt på Hogwarts, som gjorde hende så evigt godt tilpas og som hun virkeligt nød at være i selskab med. Ingen af tingene var løgn, men det var klart at man gjorde om ikke andet et lille forsøg på at skåne sine forældre for de vilde detaljer, og desuden så var Pamela også et meget privat menneske, også selvom hun havde lyst til at dele sin glæde med hele verden. Han gjorde hende høj på en måde hun ikke før havde oplevet, og han behøvede ikke engang være til stede. Han var i hendes sind.

De havde ikke været afsted meget mere end et par døgn, men hun nød allerede hans selskab, hans nærvær og hans væsen. Han var en sjov mand og han var en god partner, en god ven og bare et fantastisk menneske. De havde fået snakket op mange ligegyldige ting, op og ned. Pamela havde ligeledes konstateret at samleje i et telt gjorde at man fik blå mærker, men hun var ligeglad. Hun følte sig glad og fri og havde glemt alt om den travle hverdag på skolen. "Det lyder fornuftigt... Bare jeg har en god udsigt" sagde hun i et roligt smil. Selv havde hun taget et par shorts på der gik til midt på hendes lår i en grøn farve, praktiske. En lang t-shirt i sort som gik til hvor hendes shorts sluttede, så vidste man ikke bedre ville man tro hun ingen havde på. Det var rart at skifte det fine tøj ud, desuden var han stadig lige så lækker som han plejede: "Jeg tror at jeg har tabt mig 10 kilo på denne her tur indtil videre!" sagde hun i et kort grin.

[Deleted]

Denne tur havde, hvis man så bort fra vandringen, været en ganske afslappende tur. I hvert fald i de få døgn de nu allerede havde været på farten. Det var svært at lære en gammel hund nye tricks, og det var da også lidt svært for Alastair at smide den ranke takt og tone som han ellers var så vandt til. Men han havde da i det mindste forsøgt sig, og Pamelas nærvær havde nu også vist sig en god hjælp. Han havde også forsøgt sig at deltage noget mere i passerende og nærmest ligegyldige samtaleemner, selvom det dog stadig var Pamela der løb med medaljen på den front. Der var så mange ting ved dette der bare ikke syntes ham, men det kom langsomt til ham, ellers måtte både han og Pamela blot indse, at de få ting ikke ligefrem lå til ham. At være på sådanne vandringer og ture med en anden var også lidt anderledes, men ganske forfriskende og faktisk meget rart, hvis han skulle indrømme det. Og ej at forglemme de lidt lange aftener og nætter i teltet.
Alastair havde skam nydt lidt godt af at gå bag hende, hvis han skulle være ærlig. Hvilket egentlig var den mest imponerende udsigt på denne tur, hvis en mere ungdommelig side af ham skulle have lov at tale. Men i disse øjeblikke var han løbet lidt i forvejen, på udkig efter et passende sted at slå lejr. Han smilte bare lidt for sig selv ved hendes kommentar og trådte over en sten, med hænderne om rygsækkens harnisker. Han endte med, efter lidt mere gang, at stoppe op og se sig lidt omkring. Et udmærket plateau af en art, en smule lille, men med plads til teltet og eventuelt en lille bålplads. Han var også ved at være godt træt af at vandre denne dag, selvom adrenalinen stadig pumpede en smule, og han stadig var ganske frisk og energisk. Så åbenlyst energisk som han nu ellers kunne blive. Hun fik i hvert fald set en lidt anderledes side at Alastair, måske. "Dette ser fint ud." Erklærede han, og vendte sig så om med Pamela, og vendte lidt på at hun skulle komme op til ham, og lidt på hendes reaktion. Han betragtede hende en anelse tålmodigt, ikke særlig opmærksom på så meget andet omkring ham. Han havde været meget skeptisk med denne tur i starten, og især da hun pludselig havde spurgt ham om han ville med. Men nu hvor han var taget af sted, var der ikke noget sted han hellere ville være, end hos hende. "Siger du, at jeg burde sænke farten, unge dame?" Spurgte han, en anelse drilsk, og lagde hovedet lidt på skrå. Tja, det var da også en smule udmattende for ham. Men han måtte jo nok hellere passe på, ellers ville han ikke kunne passe sine jakkesæt når han kom tilbage. Han var heldigvis i en god form i forvejen, så han håbede ikke på formen ændrede sig alt for meget. Og hendes form, ti kilo rigere eller fattigere, ville nu heller ikke kunne afskræmme ham.

[Deleted]

Pamela var utroligt glad for at hun havde fået ham med på turen, det var underligt for selvom de to var lige så forskellige som nat og dag, så var der alligevel så mange ting hun elskede ved hans selskab. Det kunne være være han ikke snakkede lige så meget af hende eller var lige så udadvent og exentrisk, men der var så mange ting der gjorde ham fantastisk i hendes øjne, især fordi han nok kunne holde hende lidt i skak, og af og til havde hun virkeligt brug for en mand der ikke bare gik med på hendes underlige samtaler som til tider kunne virke som om at hun snakkede med sig selv. Men denne fantastiske natur og hans selskab, fik hende til at slappe af og fik ham til at trække vejret. Hun havde brug for ferie, for når man nu i 16 år havde arbejdet på skolen som sygeplejeske, så fik man næsten lige så rank ryg so ham med tiden.

"Det er perfekt" sagde hun som han stoppede og smilede så let i mod ham: "Vi skal også slå lejer inden solen går ned jo" smilede hun kort, hun var langt mere glad for at han var taget med på turen, end hun faktisk troede at hun ville være og hun havde nok fået et lille bitte håb om at deres forhold på et tidspunkt kunne udvikle sig til mere end deres venskab, for hun følte sig faktisk ret så knyttet til ham: "Nej, jeg siger at du burde gøre bjergsiderne en smule mere flade" sagde hun i et drillende grin og kiggede roligt på ham, ja det var jo ikke så svært at forstå vel? Hun satte sin taske på jorden og sukkede så kort for sig selv.

[Deleted]

Alastair kunne sagtens se sig selv arbejde på Hogwarts i lang tid, måske endda resten af sit liv. Men han havde dog aldrig set sig selv leve et langt liv. Ikke efter hvad han havde set og oplevet, ikke når han gjorde hvad han gjorde. Men en uforklarlig følelse syntes at hvile over ham, hver gang han var sammen med Pamela. Måske var det en ekstatisk følelse af tiltrækning og behag, eller måske en smule mere. For første gang måske, så han en fremtid for sig selv, i hvilken han ikke behøvede at slide og slæbe som han hidtil havde gjort. Måske var et dybere og mere seriøst forhold under opsejling imellem de to? Det håbede han næsten. Allerede i disse tider var hun begyndt at fylde en del i hans hverdag. Men han vidste også at intet kunne fortsætte imellem de to, uden han udfordrede skæbnen og lod hende vide mere end hun allerede gjorde. Hun havde været... fantastisk, overfor ham. Og at skænke hende sandheden var vel det mindste han kunne gøre til gengæld?
"Javel, Frøken Lavendway." Lød det fra Alastair og han skævede imod hende med et diskret smil, inden han så vendte sig imod den lille plads de havde fundet. Han spændte op for rygsækkens harnisker, og satte sig ned på hug. Efter at have åbnet for den store rygsæk, begyndte han med det samme at finde teltet og de dertilhørende ting frem derfra. Det tog heldigvis ikke lang tid at få sig ordnet en lille lejr. Han rejste sig op, lod rygsækken være hvor den var, og tog nogle skridt væk. Han spredte teltet ud over jorden og stille sig oprejst da det var gjort. "Jeg burde måske minde dig om, at det var din idé at vandre i bjergene.. hvad? Er bjergsiderne lidt for hårde ved dig?" Spurgte han, og fortsatte så lidt den lettere drilske tone. Alastair rakte sin ene hånd ud, vendte håndfladen opad, og hævede hånden. I det samme hævede teltet sig. Det var et simpelt men solidt telt. Et telt Pamela havde anskaffet sig, sikkert fra en ven, hvis han ikke tog meget fejl. Med plads til to personer og deres tasker. Men at teltet kunne være en smule trangt, havde dog ikke været noget problem for de to. Teltet forblev oprejst, og Alastair begyndte at banke pløkker i snorene, og føre stængerne igennem stoffet.

[Deleted]

Man kunne ikke ligefrem sige at Pamela var en hemmelighedsfuld person, hun var blevet skilt, hun ønskede børn, men følte det var for sent. Det var primært de ting der foregik i hendes liv og det var ikke særligt hemmelighedsfuld, der var jo naturligvis alle de små ting hun havde oplevet i fortiden, men det var sikkert ingenting i forhold til hans. Nu havde han jo givet hende en forklaring på alle hans ar, eller ihvertfald nogen af dem: "Jeg vil gerne se solen gå ned på toppen af en bjergtop!" sagde hun i et grin: "Man er vel håbløs romantikker" drillede hun og blinkede til ham, alle kvinder kunne vel lide en flot solnedgang på en bjergside, men jordens mest sexede mand ved sin side. Dette her var uden tvivl en af de bedste ferier hun havde været på i mange år, også selvom hun ikke engang var taget rent langt væk, men tilgengæl var selskabet jo fantastisk.

"Nu skal du huske at du taler til en som plejer at sidde ved syge elever, og ikke en bjergløve!" sagde hun med et grin: "Tilgengæl kan jeg fremkalde eliksire ud af blomsterne her der kan give dig bumser som en teenager, så pas på hvad du siger" drillede hun og smilede til ham. Hun kiggede i mod ham som han begyndte at hejse teltet og blev et kort sekund fristet, og gik hen for at stjæle et kys imens han bankede pløkker i: "Jeg er virkeligt glad for at du tog med" sagde hun i et lille smil og gik så væk fra ham igen så han kunne arbejde: "Skal vi lave bål i aften?" spurgte hun roligt, det var så hyggeligt sådan noget.

[Deleted]

Det var netop den ene ting Alastair måske frygtede mest. Netop at slæbe hende ind i det liv der nu havde været hans i næsten 32 år. Han var måske en stolt, rank og talentfuld mand, i manges øjne en fabelagtig og kraftfuld troldmand. Men hvad han havde oplevet ville han ikke ønske på en kvinde som Pamela. Kærlig, elskværdig og fantastisk som hun var. Hans talenter og nærmest mystiske og dystopiske, hans valg og konsekvenserne deraf, havde ledt ham ud på en vej i livet han aldrig ville have kunnet forudse. "Helt håbløs er du nu ikke..." Tilføjede han blot til hendes romantiske og pludselige bemærkning. En solnedgang var nu ganske rart. Et syn og en oplevelse der kun ville blive gjort bedre af hendes selvskab. Han smilte lidt over hende og tanken om en solnedgang i hendes selvskab, imens han fortsatte med at hejse teltet og sætte det på plads. En direkte camper var han nu ikke, der havde som regel aldrig været brug for at overnatte et usselt sted, når man jo havde en tryllestav eller en kost til at bære sig langt væk til mere trygge omgivelser. Men han var nu hurtig til at lære, og at sætte et telt op, var nu ikke så forfærdeligt svært.
Stadig var Alastair koncentreret om at hejse teltet, men smilte lidt diskret for sig selv over hendes ord som de forlod hendes mund. Han så sig også lidt omkring, og havde nu også set nyttige urter på vej op ad bjergsiden. Han havde nu lært lidt af hvert, men måtte sikkert se sine evner som eliksir-brygger, slået af Pamela. Han kunne jo knapt lave mad, så at blande komplicerede eliksirer havde været noget der havde krævet megen øvelse. Men blikket ned på pløkken nikkede han lidt for sig selv. "Ja, det må jeg hellere forsøge.." Fnøs han en smule og slog pløkken i jorden for derefter at binde snoren omkring den. Han måtte dog indse sig selv en anelse distraheret af Pamela der pludselig var ved ham. Og han nåede blot at spidse sine læber en smule, inden han blot kunne tage imod kysset af hendes bløde læber. Han sukkede i en lille brummen, nydende og trak en anelse i den ene mundvig da hun havde trukket sig væk igen. "Jeg er glad for at du spurgte.. Der er intet andet sted jeg hellere ville være." Svarede han hende roligt, og ikke mindst ærligt. Han betragtede hende lidt idet hun igen forlod hans side, men endte dog med at fortsætte med at sætte teltet op. Der var pløkker der skulle ordnes, det bløde underlag inde i teltet, og resten af de brugbare ting i rygsækken skulle pakkes ud, så de var tilgængelige. "Det synes jeg... Jeg finder nogle kviste og grene lige om lidt, hvis jeg kunne lokke dig til at ordne resten inde i teltet?" Spurgte han imens han befandt sig på den anden side af teltet, og netop var blevet færdig med at sætte pløkker i. Det virkede ikke til at det ville blive slemt vejr denne nat, så det kunne de jo forsøge at nyde lidt med nogle levende flammer. Han rejste sig op, smed hammeren fra sig og børstede sine hænder mod hinanden. Han betragtede hende et øjeblik, inden hans opmærksomhed så blev rettet imod deres omgivelser. Der skulle nok være nogle kviste og grene at finde. Måske endda nogle sten til omridset af bålet..

[Deleted]

Pamela var bare glad og taknemmelig for at en mand som ham, gad en kvinde som hende. Faktisk så havde hun ingen dårlige ting at sige om ham overhovedet, måske han ranke ryg, men det var jo en del af hvem han var og det gav hende en god undskyldning for hvorfor han havde brug for at få massage. Han var dejlig og sød, og han var sjov. Især fordi han ikke prøvede at være alle de ting, det var han bare inde i hendes hoved: "Næsten håbløs så" sagde hun i et kort grin, hun var jo trods alt en kvinde og naturligvis drømte hun om alle de ting som alle andre kvinder drømte om. Mand, børn, ægte kærlighed og alle de ting, men hun vidste godt at det til tider kunne virke så godt som umuligt at finde. Han gav hende dog alt hun havde brug for, uden at have givet hende noget af det hun ønskede, men nu havde de jo også kun kendt hinanden sådan... Rigtigt, i et par måneder. Pamela håbede dog på at det ville blive mange flere måneder.

Hun nikkede til hans spørgsmål: "Med glæde" tilføjede hun, og fortsatte så med teltet hvor han slap, i det mindste var det en høj seng hun havde taget med sig, på omkring 20 cm, hun gad ikke sove på sådan en lille ting på gulvet, især ikke med hans ryg og det ting som hun havde haft planer om nætterne frem til nu, det var trods alt ret svært at holde fingrene fra en mand som ham, især med den trange plads i teltet. Hun følte i momenter stadig at hun huskede hvordan det var at være teenager når hun var i hans selskab: "Hvad skal vi spise?" spurgte hun, som hun endeligt var blevet færdig med teltet, og vendte sig så roligt om for at nyde udsigten.

[Deleted]

Det var næsten sjovt, egentligt, hvordan de to nærmest kun havde set noget til hinanden under deres bedste opførsel, så og sige. Der havde ingen dramatik været, ej heller større komplikationer eller beslutninger imellem dem. Måske var det blot fordi de drog det bedste frem i hinanden, eller måske var det blot tilfældighed. Alastair følte det i hvert fald som var han gledet på en bølge der bar ham nærmere hende, meter for meter. Arbejdet havde han da lidt, men aldrig mere end hvad han var mere end villig til at gøre. Det var nok også ganske heldigt at de to var som de var. Han kunne sagtens forestille sig Pamela råbe og skrige i ubehag, vrede eller utilfredshed. Hvorimod han selv nærmest aldrig hævede stemmen i aggressivitet, og det var da så sandelig heller ikke noget han havde lyst til at gøre overfor hende. Men de to havde stadig ikke set hinanden på deres værste dage.. en næsten skræmmende tanke, at hun potentielt og sikkert ville komme til at opleve ham på en sådan dag.
Imens Pamela fik ordnet resten i teltet, var Alastair begyndt at finde kviste og grene til bålet. Han gik lidt rundt imellem træerne og de skarpe sten, ikke langt væk fra teltet og hende. Hvis bålet skulle brænde i timevis, skulle der jo findes en del, og helst også nogle større stykker og mere solide grene. Så imens hans ene arm og favn var fyldt til randen af grene og kviste, slæbte han en langt større gren efter sig, op til deres lille plateau. Han lod det falde til jorden, og vendte sig imod Pamela. Alastair tøvede et øjeblik ved hendes spørgsmål. "Der er stadig mad i rygsækken..." Hentydede han kort og roligt. Simpelt mad. Urter og krydderier til suppe, kød, bønner, ris og lignende. Nu havde han jo ikke regnet med at de to skulle spise gourmet ude i bjergene. Han bevægede på sig, hen imod en samling sten. "Eller vi kunne koge suppe på nogle sten, eller brændenælder.." Tilføjede han så lidt derefter med et diskret smil på sine læber, en smule retorisk og blot en anelse muntert. Nej, så var deres rationer nok en anelse bedre. Pamela kunne sikkert trylle en ganske fin middag sammen, så han tillod sig at være en anelse tilbageholden og blot overlade det til hende. Alastair slæbte nogle sten tilbage til brændet. Stenen blev placeret ved siden af hinanden i en cirkel, stor nok til at kunne huse et ganske fint bål. Mosset indenfor cirklen af sten blev derefter hevet op af jorden og smidt til side, så der kun var jord. Bål havde han da lavet før, men nu hvor det var med Pamela, kunne han så lige så godt gøre sig lidt umage. Så han placerede og stablede brændet, kvistene og grenene fornuftigt indenfor stencirklen, og rejste sig derefter op igen. "Så skulle bålet vidst være klar til Dem, Miss Lavendway." Lød det, igen, en smule muntert fra ham og måske en anelse drilsk. Han fjernede derefter sit blik fra hende, og mod horisonten og den imponerende udsigt. Det ville ikke vare særligt længe inden solen ville ramme horisonten, hvorefter hun ville kunne nyde en solnedgang.

[Deleted]

Pamela kunne sagtens blive hidsig, og hysterisk. Men det var sjældent at hun blev det med mindre man havde trådt langt over hendes grænser og det var der heldigvis kun meget få mennesker der havde, hun håbede da bestemt heller ikke at Alastair ville blive en af dem, for hun holde meget af ham og hun var slet ikke itvivl om at han også godt kunne styre hende på hendes dårlige dage, hun havde bare brug for en mand der kunne bede hende om at tie stille på en ikke råbende måde, og Alastair slog hende på ingen måde som en råbende eller audiotiv tyve generelt: "Jeg tror måske jeg vil lave noget oksekødssuppe" sagde hun i et smil og satte sig så roligt på en sten som hun så ham gøre bålet klar, hun var faktisk ved at være en smule sulten efterhånden.

Som han kiggede udover horisonten efter at have lavet det fint bål, gik hun hen og stilte sig ved siden ham for at lade sin hånd glide ind i hans og hun stilte sig så på tæer for at give ham et kys på kinden, hun var meget glad for at han var kommet med, og hun var generelt bare verdens lykkeligste kvinde lige nu: "Hvis du starter bålet, så sætter jeg maden sammen" sagde hun og kiggede på ham, egentligt havde hun slet ikke lyst til at slippe ham, hun kunne godt lide at stå og holde ham i hånden og mærke varmen fra ham, hun fattede slet ikke at hun havde været så heldig at møde ham, for man kunne jo roligt sige det havde været en smule tilfældigt.

[Deleted]

Det ville bestemt ikke være en udelukkende dårlig ting, at Pamela var en kvinde der højlydt og åbent kunne give udtryk for sine følelser og frustrationer. Hvis han skulle være ærlig, kunne han godt lide den nogenlunde åbenlyse kontrast der var imellem de to, og hvordan de så potentielt kunne komplimentere på hinandens svageste eller mest uvante områder. Der havde i hvert fald ingen problemer været endnu, og ikke en eneste gang havde Alastair følt sig irriteret eller lignende over hendes adfærd. Hun var en befriende kvinde at være sammen med. Lækker, kærlig, intelligent og med sine talenter, var der jo nærmest ingen bedre kombination. Han havde i hvert fald intet at klage over.
"Det lyder fantastisk.." Kommenterede han blot roligt til hendes ord. Det var da næsten bedre end hvad han havde forventet kunne brygges sammen herude, og ville da med glæde spise sig mæt i intet andet end bær, hvis blot det betød at han kunne blive herude med hende. Han syntes selv at hans tanker omkring hende og de to, var en anelse fjollede. Men han kunne nærmest ikke lade være. Hvad, var han pludselig blevet en lille teenager igen? Alastair klæmte lidt blidt om hendes hånd da hun pludselig stod ved siden af ham, og fjernede sit blik fra udsigten og i stedet ned imod hende. "Det kan sagtens arrangeres." svarede han med et diskret lille smil og kunne ikke lade være med at trække hende lidt tættere, læne sig ned imod hende, og placere et kort kys på hendes mundvig. "Måske vil jeg blot nøjes med at spise dig.." Lød det lidt lavmælt og drilsk fra ham efter at have givet hende det lille kys. Men nej, det mad hun bikse sammen ville sikkert mætte lidt mere. Jo hurtigere de to fik ordnet deres mad og bål, jo hurtigere kunne hun få lov til at nyde hendes solnedgang. Så Alastair lod sine fingre glide af hendes hånd for så derefter at vende sin opmærksomhed mod bålet igen, og få det tændt.. Her var det jo ingen som at snyde lidt, og måske gøre brug af en smule magi..

[Deleted]

Pamela var allerede meget taknemmelig for at hun havde mødt en mand som ham og for første gang pÃ¥ en ferie havde hun nærmest ikke lyst til at tage hjem igen, hun ville gerne blive sammen med ham, langt væk fra alle andre og ude hvor at man faktisk kunne trække vejret og bare føle sig en smule fri og rolig. Som han trak i hende og lænede sig ned for at kysse ham, lod hun en hÃ¥nd glide op af hans brystkasse, det var virkeligt forfærdeligt at begynde at indse at hun faktisk var blevet en smule forelsket i ham, men det var svært ikke at være forelsket i en mand der behandlede hende sÃ¥ godt, som var sÃ¥ sød, sÃ¥ lækker og som hun bare virkeligt følte at hun klikkede med. Pamela slap ham roligt, som han slap hende og gik sÃ¥ ind i teltet for at lave maden.

Det var som sådan ikke svært. En smule vand, bullion som hun havde lavet hjemmefra, forstegt kød og gulerødder. Alt sammen noget hun havde gjort klar hjemmefra, det var jo ikke så lækkert at have råt kød i tasken, der gik ikke meget mere end 10 minutter før hun var ude af teltet med gryden: "Så.. Her.." sagde hun og rakte den til ham, hun kendte ikke super meget til hvordan man placerede det på et bål. Hun slog sig roligt ned foran bålet, et par meter derfra og satte sig på jorden i skrædderstilling og kiggede i mod ham, bare fordi hun ikke kunne lade være. Som om at hendes øjne hele tiden blev draget til ham og som om hun fysisk umuliggjorde muligheden for at kigge på noget som helst andet: "Jeg kunne godt finde på at sove herude i nat" sagde hun med et smil og betragtede så kort udsigten.

[Deleted]

Pamela var allerede meget taknemmelig for at hun havde mødt en mand som ham og for første gang pÃ¥ en ferie havde hun nærmest ikke lyst til at tage hjem igen, hun ville gerne blive sammen med ham, langt væk fra alle andre og ude hvor at man faktisk kunne trække vejret og bare føle sig en smule fri og rolig. Som han trak i hende og lænede sig ned for at kysse ham, lod hun en hÃ¥nd glide op af hans brystkasse, det var virkeligt forfærdeligt at begynde at indse at hun faktisk var blevet en smule forelsket i ham, men det var svært ikke at være forelsket i en mand der behandlede hende sÃ¥ godt, som var sÃ¥ sød, sÃ¥ lækker og som hun bare virkeligt følte at hun klikkede med. Pamela slap ham roligt, som han slap hende og gik sÃ¥ ind i teltet for at lave maden..

Det var som sådan ikke svært. En smule vand, bullion som hun havde lavet hjemmefra, forstegt kød og gulerødder. Alt sammen noget hun havde gjort klar hjemmefra, det var jo ikke så lækkert at have råt kød i tasken, der gik ikke meget mere end 10 minutter før hun var ude af teltet med gryden: "Så.. Her.." sagde hun og rakte den til ham, hun kendte ikke super meget til hvordan man placerede det på et bål. Hun slog sig roligt ned foran bålet, et par meter derfra og satte sig på jorden i skrædderstilling og kiggede i mod ham, bare fordi hun ikke kunne lade være. Som om at hendes øjne hele tiden blev draget til ham og som om hun fysisk umuliggjorde muligheden for at kigge på noget som helst andet: "Jeg kunne godt finde på at sove herude i nat" sagde hun med et smil og betragtede så kort udsigten.

[Deleted]

Der måtte meget gerne være en fin balance imellem udelivet og det indendørs, ifølge Alastair. Han kunne finde på at løbe ture, hvis han havde tid, eller blot slentre en smule i sine egne tanker udendørs. Og med familiens Herregård der snart ville efterlades i hans hænder og pleje, kunne han skam sagtens tilbringe alverdens tid i det åbne og fri. Men når han slappede mest af, var med fire vægge omkring sig, døren indenfor sit udmiddelbare synsfelt, og i færd med at læse eller arbejde... eller i selvskab med Pamela. Hans eget univers hvor han, på en ganske selvvisk og måske endda narcissistisk facon, dominerer og regerer ethvert udfald. På trods af modet til at udforske hvad han endnu ikke kender og måske endda frygter. Det var ikke paranoia, men nok nærmere en øget sans for sine omgivelser, givet hvad han havde oplevet. For selvom han i høj grad nød denne ferie og tur i det fri, og kunne slappe ganske meget af, faldt han dog aldrig rigtigt til ro. Fast og holdent opmærksom på at noget uventet kunne opstå i et univers og omgivelser han ikke kontrollerede...
Alastair fik tændt op i bålet, og gradvist begyndte flammerne af tage fat i brændet og kaste en svag glød over de to og deres omgivelser. Det var dog stadig en smule lyst, da solen stadig var oppe, men det kunne ses. Og med den næsten rødlige glød fra solen og skyerne strålerne ramte, var det faktisk meget rart og behageligt. Han vendte sig mod Pamela. "Fantastisk." Sagde han med et lille smil og tog imod gryden, for derefter at indse han ikke havde lavet noget at placere gryden på. Et kort øjeblik overvejede han at gøre det, men endte så ved en måske lidt mere simpel konklusion.. magi. Han førte så gryden over bålet, med en passende afstand til brændet og flammerne, og da han slap den, svævede den for sig selv over bålet. Et lille tilfreds nik faldt fra hans nakke, og han skævede kort imod Pamela der i mellemtiden havde sat sig ned. Han gik roligt hen imod hende. "Hvis vejret holder, kunne det da være meget hyggeligt." Kommenterede han og lod sig selv synke ned og sidde ved siden af hende. Han satte sig ligeledes i en skrædderstilling, med benene godt krydset, armene hvilende på hans lår, og en rank ryg der lod ham kigge over hende i samme retning som hendes blik. "Hvordan og hvornår faldt det dig egentlig ind, at du ville på den her tur?" Spurgte han lidt nysgerrigt, og vendte så blikket mod hende. Det var jo ikke en dårlig idé, men det havde dog alligevel virket en smule pludseligt, som om at det havde været en strøtanke der blev til virkelighed efter han havde sagt ja til at tage med.

[Deleted]

Pamela betragtede ham som han sørgede for at placere gryden fint over de mange flammer: "15 minutter..." sagde hun med et smil og vidste at han nok var den helt rette til at holde øje med tiden, faktisk syntes hun ikke at hun havde set ham skue til sit ur særligt mange gange på denne tur i forhold til hvad han ellers havde gjort når de havde været sammen, hvorfor han havde denne besættelse med tid, ja det vidste hun virkeligt ikke, men hun havde ikke haft lyst til at spørge ind til det, det var jo ikke fordi at det generede hende, det var jo hans ur og det var ham der ønskede at holde styr på den del af livet, Pamela personligt var ligeglad, hun kiggede kun på et ur når der var et sted hun skulle være eller noget hun skulle huske.

Som han satte sig tæt ved siden af hende, lod hun automatisk en hånd glide over og ligge på hans lår, bare fordi hun kunne og fordi at hun godt kunne lide fysisk kontakt til ham, den behøvede ikke altid være så stor, men det var bare trygt og bekræftende på en eller anden fantastisk måde: "Jeg havde besøg af min gode ven, Erik" sagde hun og smilede kort i mod ham som de sad der og kiggede i mod det høje bål: "Vi kom til at snakke om ja... Dig og bare livet generelt, Erik har ret store problemer omkring kærlighed" forklarede hun roligt, Erik var en af hendes aller nærmeste venner, også selvom de ikke så hinanden ofte: "Også foreslog han at jeg kunne tage dig med på turen... Fordi jeg trængte til at komme lidt væk, og for at du ikke troede jeg kun var interesseret i din imponerende flotte krop" sagde hun i et drillende grin, og lod hånden på hans lår flytte sig op og gribe fat omkring hans hånd i stedet for, imens hun håbede det var forklaring nok: "Jeg er virkeligt blevet glad for dig.. Og det vi har" sagde hun og smilede roligt til ham, ikke sikker på om det var en klog samtale at åbne.