Begyndende efterår

[Cher Boydell]

@maddix

Langt ud på eftermiddagen havde Cher endelig fået taget sig sammen til at komme ud af minivanen. Hun havde følt sig mærkeligt syg på det seneste, hvilket var pisseirriterende. Det var for lang tid siden, hun havde givet den gas. Dels fordi hun havde brugt et helt døgn på Skt. Mungos, og dels fordi at selv om det værste af hendes skader var helet forholdsvis hurtigt, havde hun stadigvæk været for øm til rigtig at kunne gøre så meget… og nu var hun så blevet småsløj. Det var bare nederen.

Nu sad hun så på en lille café, gemt i en af Londons små gader, væk fra al støjen og larmen, og fik sig en varm kakao med flødeskum. Vejret var køligt, og selv om Cher normalt ikke frøs, følte hun sig meget kold, på trods af, at hun var iført en stor, sort sweater, et par sorte jeans med huller, og et par sorte støvler med hvide pigge op af hælen. Vinterstøvler. Alligevel frøs hun, og gemte hænderne væk i sweateren, når ikke hun havde dem om den varme kop kakao. Hun var lidt irriteret over, at hun havde fået smidt den mobil væk, hun havde købt - for det betød, at hun var afskåret fra musik stort set hele tiden, noget af det eneste i denne verden, hun egentlig brød sig rigtigt om - udover stoffer, alkohol og smøger. Hvilket mindede hende om, at hun faktisk havde et par smøger tilbage endnu. Hun overvejede lidt at ryge en. Cher var ikke afhængig af smøger, men hun kunne godt lide den følelse hun fik i kroppen, når hun røg. Det føltes afslappende - også selv om det egentlig bare stressede kroppen på længere sigt, men altså…

Hendes hår var sat op i en rodet knold, så der sad små tjavser af hår og strittede lidt. Dertil havde hun et tyndt lag sort eyeliner og mascara på. Hun tog en dyb indånding, inden hun pustede til kakaoen, og førte den op til munden med begge hænder. Det var tidspunkter som disse, hvor hun godt kunne fortryde, at hun ikke havde nogen, der så efter hende. Kunne pusle lidt om hende.

[Deleted]

Det var en Hyggelig dag idag, Maddix havde frokost pause og ville finde et godt sted i london at sætte sig ned og spise noget mad, han havde haft brug for luft til at kunne tænke over en sag han havde, en sag med en ung mand der havde mistet hukommelsen, af eller anden grund, det Maddix var kommet frem til var at denne unge mand havde vist noget nogen ikke ville have ud. Men det kunne han ikke gøre så meget ved for manden kunne jo intet huske, så der var ingen mulighed for at få det ud af ham han ville, og Maddix var som sådan ikke en mand der var hård, ikke at han ikke kunne være dette, men det var ikke noget han ønskede at være hele tiden.


MAddix fik øje på en lille cafe, der så proppet ud, dog var der en der sad alene ved et bord, så mon ikke han kunne få lov at side der også, hun så ret ensom som ud. Maddix gik hen til bordet og smilede " Goddag, må man sætte sig her, der er fyldt op alle andre steder " spurgte han venlig og slog ud med armen mod stolen der var ledig. 

[Cher Boydell]

I lang tid sad Cher og kiggede lidt halvtomt ud i luften, stadigvæk med kakaoen oppe ved munden og hænderne omkring den. Det var som om, hun ikke eksisterede. Virkeligheden virkede fjern, og hun kunne ikke helt placere sig selv nogle steder. Hun var begravet i fortiden for en stund. De gange, hun havde været syg, og Chris havde været hjemme hos hende. Passet hende. Lagt hende ind i sofaen i stuen foran pejsen, lavet suppe og te til hende. Læst for hende. Sunget for hende. Strøget hende over maven, over håret, og over ryggen. Nusset hende. Snakket til hende. Holdt hende i hånden, når hun faldt i søvn. Holdt om hende, når hun mumlede i febervildelse. Alle de små ting, hun aldrig havde haft lært at sætte pris på, mens de var der. Og som hun savnede gevaldigt nu.

Hun vågnede først op, da nogen pludselig sagde noget, og det lød ret tæt på. En enkel gang blinkede hun med øjnene, inden hun grinede. ”Jo. Jo, selvfølgelig. Bare slå dig ned.” Cher smilede venligt, inden hun satte kakaoen tilbage på bordet. Hun måtte ligne en idiot, sådan som hun havde siddet før. Opslugt af tanker. Tanker, hun ellers hårdt kæmpede på at holde afstand til. Cher var ikke rigtig typen, der bare… mødte folk. I hvert fald ikke i ædru tilstand. Og hun var ikke helt sikker på, hvordan man konverserede, og var høflig, samt venlig. Hun var mere typen, der drikkede sig i hegnet og så blev bedste venner med alle omkring sig. Dumt. ”Mit navn er Cher,” Fortalte hun hurtigt, og smilede let. Hun rakte ikke hånden ud, da hun syntes det var en underlig gestus.