En håbløs opgave

[Deleted]

Tilegnet: @kaiser

   Efter lang tids venten var sommerferien endelig oprindet for Hogwartseleverne også. Selvom Amelia nød at få udvidet sin viden i lektionerne, så længtes hun lige så meget efter ferien, som alle de andre gjorde. Hun havde ikke direkte hjemve - det havde hun aldrig haft - men det, som hun altid glædede sig allermest til i ferierne, det var at se sin familie. Det var alt for sjældent, at de havde lejlighed til at sætte sig ned om aftensmaden allesammen - hendes far var Ministeren for Magi og havde ufatteligt travlt for tiden på grund af sagen med Theodore, hendes mor var leder af Skt. Mungos og en del af Hogwarts' Bestyrelse, så hun havde sådan cirka lige så travlt. Den eneste, Amelia så hver dag var hendes storebror, som dog kun var hjemme i kort tid om morgenen - han spillede quidditch på et professionelt plan og havde således ej meget tid til overs heller.
   Amelia havde været hjemme i nogle dage nu, og hun havde stadig ikke set det mindste til sin far, så hun havde besluttet sig for at tage sagen i egen hånd. Han plejede at blive glad, når de forstyrrede ham i arbejdet - i hvert fald, hvis han ikke sad midt i en høring eller lignende. Sjovt nok, så var der aldrig nogen, som vidste præcis, hvor han befandt sig henne i Ministeriet. I Atriummet havde hun fået et særdeles svævende svar om, at han nok var nede på Niveau 5 et sted. Amelia fnøs umærkeligt, da hun gik ind i en af elevatorerne, men ventede tålmodigt, mens den blev fyldt. Det var sidst på eftermiddagen, så mange havde allerede valgt at holde fri. Jo længere væk fra Atriummet, hun kom, jo færre mennesker var der. Sådan var det i reglen. Det gjorde ikke Amelia noget. Der var nogle få troldmænd og hekse, der hilste på hende, men det var ret sjældent, at hun besøgte sin far, så der var ikke så mange, der genkendte hende.
   De sorte lokker hang løst ned ad hendes ryg, den hvide silkeskjorte var uden en krølle og de mørke bukser sad tilpas tæt. Der sad et par enkle øreringe i hendes ører, foruden en fingerring på hver hånd og et par klædelige sorte sandaler med en lille hæl på fødderne - Amelia havde arvet sin mors sans for at klæde sig klassisk men pænt, så det hverken var for meget eller for lidt. Hendes skridt var korte, men hurtige, da hun kunne smutte ud af elevatoren og bevæge sig ind på afdelingen.
   "Et eller andet sted nede på Niveau 5!" fremmumlede hun lidt irriteret, da hun gik. "Som om de ikke ved, hvor stor Niveau 5 er!" Hun strøg det mørke hår om bag øret og lod opmærksomt blikket glide rundt.

[Deleted]

Ministeriet var travlt i disse dage, ministerens konstante forsøg på at fange dødsgardisterne slog fejl efter fejl. Det var jo ikke ligefrem fordi ministeren gjorde meget ved det, han ville gerne fremstå stærkere end han var, men det hele rystede. Theodore havde gjort folk nervøse på den nuværende minister. Det havde aldrig faldet Isaac ind at Theodore var farlig, han var jo bare en galning - som skulle bures inde. En alt for ekstrem personlighed, samt hans følgere - Isaac var dog enig omkring at muggler ikke var noget værd, men mugglefødte hekse, halvblods eller fuldblods. Det er ligegyldige ord. Er man heks, så er man heks og ligeså med troldmand.

Isaac havde ikke været i ministeriet i 3 uger, han havde været ude og jage som han kaldte det. Han var ude for at hjælpe nogle auror med at fange en dødsgardist. Isaac var altid lige forudret når han deltog i disse missioner, dødsgardisterne var jo ikke unik - de manglede erfaring i dueller og var sløve i optrækket. Derfor var dødsgardisten også hurtigt blevet fanget, og sendt direkte i Azkaban.

Isaac var nu ankommet til ministeriet og var nede på niveau 5, for at afleverer nogle rapporter. Samtidig fløj en fjerpen rundt om hovedet på ham, samt et stykke pergament hvor der blev skrevet alt hvad Isaac sagde. "ministerens mangel på handling, gør folket nervøse."
Isaac gik et nålestribet jakkesæt, med en hvid skjorte og et mørkerødt slips. I hans hånd holdte han et lommeur, som var guldbelagt.
Han kiggede op og stødte ind i en person, han så op for uret og kom ud af sin trance og så til sin store overraskelse Amelia.
"Frk. Scott, beklager. Leder de efter deres far?" spurgte han med en rolig og venlig tone. Hans blå øjne hvilede roligt mod hendes. Han sendte en varmt smil, hvorefter børstede sig lidt på skulderen.

[Deleted]

   Amelia hørte hans stemme, inden hun så ham. Og det var det egentlig mest fordi, at han ramlede lige ind i hende, hvilket hun ikke lige havde set komme. Man burde se, hvor man gik. Hun trippede lidt på fødderne for ikke at falde hovedkulds for fødderne af ham.
   ”Isaac Peverell,” genkendte hun ham som og lagde fraværende en hånd på hans arm, indtil hun var overbevist om, at hun havde balancen. ”Tænk ikke på det.” fortsatte hun med sin varme stemme, der på det bestemteste kunne modsiges af den kulde, der af og til viste sig i hendes tonefald. Hun vendte mundvigene en lille smule opad, da han sendte et smil i hendes retning, og kunne ikke lade være med at forbande ham lidt i sit indre, fordi han var i stand til at få hendes hjerte til at slå hurtigere bare ved dét. ”Ja, har De måske set ham? Oppe i Atriummet fik jeg at vide, at han var hernede. Et sted.” besvarede hun hans spørgsmål og hævede øjenbrynene en my i en spørgende gestus. Hun bemærkede, at hans øjne var blå, da hun rettede blikket imod ham. Amelia var af den mening, at det var ganske uhøfligt ikke at se folk i øjnene, når man snakkede med dem, så det havde hun intet problem med. Hendes egne øjne var mere grå, gråbrune måske endda. En skør blanding af de lyse øjne fra hendes far og de mørke øjne fra hendes mor. Generelt slægtede både Amelia og hendes bror deres far på hvad angik udseendet, for man skulle se ganske godt efter for at finde spor af det asiatiske blod i dem. At Amelia derudover lignede sin mor i ét og alt, det var en helt anden sag. De var forbavsende ens af sind.

[Deleted]

Amelia var datter af ministeren af magi - og Isaacs direkte konkurrent. På trods af hendes far på ingen måde levede op til hans navn, så havde han fået den her datter. Hun virkede i bund og grund som en sød ung dame. Isaac havde mødt hende et par gange, og hver gang de mødtes virkede hun enormt stolt, men samtidig kunne man se hun også fik farve i kinderne.

Nu stod de der i level 5 og hun ledte efter sin far, og så vidt Isaac vidste var han ikke hernede.
Måske inde på kontoret, men han var nu ikke sikker.
"Måske er han på mr. Jamesons kontor, men jeg troede han var på level 2?" sagde Isaac med en rolig stemme, hans blik hvilede på hende og så hende i øjne. Hun lignede sin mor meget, som han også havde mødt et par gange.
"Nu skal jeg følge dig derhen" sagde han og strakte armen ud i retningen af kontoret. Isaac lod sin ene hånd falde ned i hans lomme.

[Deleted]

   Naturligvis var Amelia og Isaac ikke enige om, hvorvidt hendes far gjorde et godt job eller ej. Dog var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun kendte sin fader lidt bedre end den mand, der stod foran hende nu. Hun vidste, at arbejde betød alt for ham. Ellers var han slet ikke gået efter posten i første omgang. Men det betød jo også, at familielivet blev forsømt af og til. Hendes mor var også en travl kvinde, men derfor havde Amelia altid lidt dårlig samvittighed, når hun tog tilbage til Hogwarts. Der var mange, der troede, vidste hun, at et godt betalt job, så man kunne forsørge sin familie og give dem alt, var lig med et godt liv. Det passede altså ikke helt.
   Amelia sukkede næsten uhørligt, da Isaac svarede hende. Det var da også bare typisk. Der var aldrig nogen, der vidste, hvor han var! ”Åh. Tak.” bemærkede hun og smilede en anelse. Hun kunne snildt selv finde det. Det eneste sted, hun ikke sådan rigtigt havde set i Ministeriet, det var Mysteriedepardementet, men det var hun til gengæld også ret skeptisk overfor. At hun så bestemt ikke havde noget imod Isaacs selskab, det var en anden side af sagen.
   ”Jeg hører, at De har været fraværende et stykke tid. På jagt ikke sandt? Det gik vel som håbet?” konverserede hun let, med et ønske om at starte en eller anden samtale. Tavshed blev hurtigt akavet.

[Deleted]

At bevæge sig rundt i ministeriet alene kunne hurtigt blive tolket forkert, af forskellige folk. Selvom man var ministerens datter.
Isaac så endnu en gang på sit lommeur. Han vendte sig imod to vagter som kom gående og nikkede høfligt til Isaac.
Der var altid så mange rygter på ministeriet og ikke mindst, at han havde rejse til fordel for at indfange en fra dødsgarden. Samtidig var det også et spor i hans ultimative søgen. Dødsregalierne..

Han måtte indrømme den unge ministerdatter var ikke dum og nysgerrig.
"Jo, det er korrekt." sagde han og begyndte at bevæge sig ned af gangen.
"Auror kompagniet har svigtet over det seneste stykke tid.. Jeg tog sagen i mine egne hænder" Ordene var kontante, men han havde også noget at have det. "Du skal jo tænke på, at alle magiker er bange. Hvis deres auror og minister ikke kan beskytte dem, så må andre jo kunne." sagde han i en bestemt tone, og henviste selvfølgelig til sig selv. Isaac var ikke bleg for at duellere og de fleste vidste også at man skulle undgå det. At slå ihjel for en større sag, gjorde Isaac intet. Isaac var så idealistisk at det kunne forveksles med det hensynsløse.

[Deleted]

   Sladder betød ikke så meget for Amelia. Både hende og hendes bror havde lært fra barnsben, at de så vidt muligt ikke skulle lytte til det. Hverken det, der blev sagt højt eller det, der stod i Profettidende. Man kunne ikke regne med det. En ganske lille ting kunne blive blæst op til noget kæmpestort på ingen tid. For nylig var der blevet sat et rygte i gang om Amelias mor og pedellen på Hogwarts, hvilket var latterligt. Fuldkommen latterligt. Amelia bemærkede, at han så på sit lommeur, igen.
   ”Skal De nå noget?” forhørte hun sig. Det kunne man hurtigt fristes til at tro. Men så igen… Der var bare nogle mennesker, som var ufatteligt optagede af tiden. Det var egentlig kun fordi, hun jo ikke ville optage hans tid, hvis han havde noget.. vigtigt, som han skulle, at hun spurgte. Det kom jo principielt heller ikke hende ved. Amelia mærkede et strejf af irritation over hans ord, der anfægtede Aurorkorpset og dermed Ministeriet. Hendes loyalitet lå flere steder, men deriblandt selvfølgelig hos Ministeriet. Det var dog ikke til at høre i hendes stemme, da hun talte, for dertil var hun lidt for høflig.
   ”Med al forlov, hr. Peverell, så er det endnu ikke gået ud over den magiske befolkning i al almindelighed.” startede hun roligt, men ganske alvorligt. Det var ikke til at kimse af, og det var desuden heller ikke til at vide, hvornår Theodore tog skeen lidt i den anden hånd. ”De eneste indblandede har været fra aurorkorpset selv, foruden den unge sygeplejerske, som ér hjemme igen.” Hun trak en lille smule på skuldrene. Der havde selvfølgelig været nogle ret uheldige flugter fra Azkaban, men der kunne Ministeriet næppe krænkes, siden troldmandsfængslet havde sin egen leder. Med det sagt, så var Amelia alligevel ret kritisk overfor aurorkorpsets håndtering af problemerne. Redningsaktionen virkede ikke til at have været særlig godt planlagt, selvom det var gået mere eller mindre som det skulle.