Fullmoons Destiny

[Deleted]

Hvor hun ønske at han ville stoppe med at røre hende..den fornuftige del af hende vel og mærke. Der var ikke noget hun nød mere og det var den tanke der gjorde hende urolig. "Det er jeg glad for," svarede hun roligt. Tanken om at han satte sit liv på spil, foruroligede hende, måske et sted også fordi at Mattheus kunne lede Theodore til hende, hvilket hun naturligvis ikke ville sige højt, så endte det blot med at han slet ikke ville opsøge hende igen. Zachary ville have elsket at være hjemme nu, men Raquel var taknemmelig for at det ikke var tilfældet. "Jeg ved hvad der følger med dit arbejde, men det betyder ikke at jeg ikke bekymre mig om dig. Pas på dig selv, og tænkt dig om før du nærmer dig Theodore, han slår dig ihjel uden at blinke," hun vendte blikket mod ham og lagde hænderne i sit skød. Ikke en mand havde været forbi hende i seks lange måneder, ikke et kærtegn, ikke et kys, intet selskab ud over Zachary. Hun havde ventet i et forsøg på at bevise overfor ham at hun kunne ændre sig, og det havde ikke ligefrem givet pote. "Læg dig, dine sår har ikke godt af det der," påpegede hun fast uden at værdige ham et blik. Med tid skulle det nok gå over, men lige nu var det lidt som at blive kvalt. "Det er nøjagtigt det jeg siger. Jeg ved ikke hvad det betyder, men her føltes.. koldt når du ikke er her," Hun var aldrig blevet elsket, ikke af andre end Zachary, alle de følelser var fremmede for hende og deres betydning med. Lidt tøvende vendte hun blikket mod ham. "Jeg mener det Mattheus, hvis du havde bare en lille idé om de tanker der gik gennem mit hovede lige nu, så ville du skynde dig væk. Din kæreste vil desuden næppe bryde sig om at du lægger dig ved en anden kvinde," påpegede hun med et lidt halvhjertet smil.

[Deleted]

Mattheus smilede let. Selvfølgelig var det rart at kunne snakke mere frit med Raquel, også fordi at hun faktisk var typen som lyttede til ham. Hvilket uden tvivl var noget af det bedste af det hele. At det hele så skulle ændre sig, havde han lidt set komme, også fordi at han stod her og fortalte, at han havde en kæreste.. men da slet ikke på denne måde. Han trak vejret dybt og nikkede. At han havde gjort det for Kaylas skyld, ville han nu ikke fortælle. Han ville ikke ligefrem gøre det værre. "Det er jo bare en del af arbejdet og... jeg er jo heller ikke uheldig hver eneste gang, så.. men jeg skal nok passe på. Det lover jeg dig," sagde han roligt. Theodore var uden tvivl ikke en mand, som han havde tænkt sig at stå oppe imod igen, hvis han kunne blive fri. Det havde været frygteligt nok som det var i forvejen! 
At det var denne vending det hele skulle tage, var slet ikke noget som Mattheus havde set komme, og han kunne ærlig talt slet ikke lide det. Han rystede tankerne lidt ud af hovedet. Havde hun virkelig siddet og ventet på ham? Altså.. på ham?! "Jamen.. hvorfor pokker har du ikke sagt noget, Raquel?" Han holdt endnu fast i hendes hånd. De kunne vel godt ligge der sammen, uden at der behøvede at ske noget? Han holdt virkelig af hende, og det skulle hun da selvfølgelig vide! Han havde ondt i sine mange sår, men det var virkelig ikke noget som han tog sig af lige nu. "Hold nu op.. Jeg har måske en der venter hjemme.. men lige nu er det dig som jeg er ved.. ikke? Læg dig nu.. Lad os nyde tiden, mens Zach ikke er hjemme.." fortsatte han. Han ville bestemt ikke give hende noget andet valg.. han ville tilbringe tiden med hende.. også fordi at hun uden tvivl også var forbandet vigtig for ham.

[Deleted]

Raquel havde for vane at tale frit fra leveren, hun så ingen grund til at pakke tingene ind, med mindre det kunne gøre ham ondt. Denne gang havde hun muligvis taget en egoistisk beslutning om at fortælle ham sandheden, men de havde altid delt alting og hun bar mange af hans byrder, dette var blot en af dem han måtte bærer for hende. "Men det er ret tæt på efterhånden har jeg hørt. Jeg ønsker bare ikke at få nyheden om din død," hun vendte sig lidt om, så hun sad med fronten til ham med vægten hvilende på sin hofte og hovedet lænet mod sin skulder. Han virkede.. chokeret trods hun selv havde synes det var ret åbenlyst. Han havde fået hende til at smile, givet hende kampgejst i forhold til at skabe trygge rammer for Zachary, han havde givet hende lysten til at lære og forandre sig, og her sad hun med intet. Intet job, intet selskab og snart heller ikke et hjem. "Ærligt? Jeg troede du vidste det. Desuden ville jeg ikke lægge pres på dig, du kom hvis du kom," svarede hun og slog blikket lidt ned. De kunne ikke ligge der. Måske han kunne holde fingrene for sig selv men det kunne hun ikke, desuden gjorde det ondt på hende at vide at de ikke kunne være sammen. "Vil du virkelig derud igen? Sidste gang var det væld af løgne og bedrageri der sårede din forlovede, dig.. Zachary.. og mig," tilføjede hun og lænede sig lidt frem mod ham.

[Deleted]

Raquel havde altid været direkte, men der var vel bare visse ting, som hun aldrig havde delt med ham? Ikke fordi at det var noget som han sagde noget til nu.. Han vidste at han ikke havde været den mest heldige hvad angik hans arbejde og.. tilstedeværelse generelt, da han havde haft utrolig mange ting at slås med, men han gjorde det jo i bedste mening. "Jeg lover dig, at den nyhed aldrig vil komme, Raquel.. Jeg skal nok forsøge at passe lidt bedre på mig selv," endte han roligt. Selv vidste han slet ikke hvordan han skulle reagere på det faktum, at hun bare havde siddet og ventet på ham. Det var da det sidste han havde regnet med. Og her gik han og grinte af Scott, når han påstod det.. og der var endda noget om det? Han sukkede tungt. "Jeg gik rundt i troen på at Scott var den som du ville have, Raquel.. Det har jo været sådan i alle tider.." Han vendte blikket mod hende. Hvor meget var det ikke lige han havde misset? Han satte sig forsigtigt op ved siden af hende, selvom hans krop med det samme begyndte at ryste.. Han havde ganske vidst sovet, men det var bestemt ikke fordi at han var fyldt med energi, for det var han da på ingen måde. Han var jo heller ikke ude på at såre nogen.. overhovedet ikke, og da slet ikke hende eller Zachary! Knuden meldte sig i hans mave, inden han så alligevel valgte at trække hånden til sig. Han så stille ned af sig. Han forstod hende jo godt.. men han ville gerne.. Han ville virkelig gerne ligge der med hende. "Zachary er her jo ikke.. og jeg.. jeg vil ikke såre dig, Raq.. Skal jeg gå..?" Han vendte sig direkte mod hende.

[Deleted]

Visse ting var bedre at han var foruden og når alt kom til alt, så gik Raquel mere op i at beskytte Mattheus end hun gjorde med sig selv, hvilket alt det her jo var et klart bevis på. Hun vendte blikket mod ham og betragtede ham med det intense blik. Et sted bag den hårde facade var antydningen af et smil at ane. "Det ville jeg sætte pris på," medgav hun. Trods sin bekymring, så var hun ikke... hverken den blide eller kærlige kvinde som Aly havde været eller som hans nuværende kæreste med garanti var, hun var bare ikke den type som mændene forelskede sig i, nærmere den de opsøgte når sexlivet blev kedeligt og andre kvinder mere interessante. "Jeg troede jeg ville have Scott, jeg holdt så meget fast i følelser jeg troede var oprigtige og stærke, men.." hun sukkede dybt og rystede på hovedet. Hun ønskede at være ærlig, men det var svært når hun aldrig vidste hvad det betød eller hvordan hun skulle beskrive det for ham. "Tingene ændre sig," konkluderede hun blot. Det var for sent nu, han havde fundet en anden og det ville hun ikke ødelægge for ham Forsigtigt lænede hun hovedet mod hans skulder, det lignede hende ikke at søge omsorg på den måde, men uden en berøring i så mange år, så længtes hun efter alt hvad man kunne få. "Med alt forlov Matt, så tror jeg desværre at det er for sent," hviskede hun og kyssede hans kind med et lidt overbærende smil. "Ikke for min skyld," sagde hun ærligt. Han skulle bare ikke føle sig presset.

[Deleted]

Mattheus havde altid vidst hvor han havde Raquel, som han altid vidste, at hun havde været omsorgsfuld.. et eller andet sted under alt den hårde facade som hun dagligt måtte holde oppe. Det kunne ikke komme bag på nogen. Det kom i hvert fald ikke bag på ham, hvis han skulle sige det helt ærligt. Nyheden om hans død ville aldrig komme.. for så vidt, ville han bestemt heller ikke selv tillade, at det skulle ske. Hans blik gled mod hendes skikkelse igen. "Godt," svarede han med en rolig stemme. Det var ganske vidst underligt at hun gjorde sig de tanker og bare.. aldrig nogensinde havde sagt noget! Han vendte blikket stille mod væggen.. bare for at have noget at fokusere på. Scott havde altid været den som hun ville have.. Sådan havde det altid været. "Du skulle uanset stadig have fortalt mig det," endte han med en dæmpet stemme. 
Han vendte blikket i retningen af hende igen, da hun lagde hovedet mod hans skulder. Han sukkede indædt, men endte dog alligevel med at lægge armen om hende. Han ønskede virkelig ikke at såre hende.. Faktisk ønskede han slet ikke at såre nogen som helst. "Jeg vil bare ikke ødelægge noget som helst.. jeg har savnet dig R.." Han tav igen da hun kyssede hans kind. Han vidste, at han ikke burde... men han kunne jo heller ikke lade være. Det var jo trods alt hende. Tungen strøg han let over sine læber, inden han igen vendte blikket mod hende. "Jeg vil bare gerne have, at det hele var som det var.. Jeg har ikke lyst til at tage hjem... ikke nu," endte han med en dæmpet stemme.

[Deleted]

Mattheus var nok den eneste mand der oprigtigt kunne sige at han kendte hende. Raquel havde altid værdsat at der var en i denne verden som forstod hende, også selvom hun var overbevist om at den forståelse langsomt var forsvundet. Det lettede hende at han om ikke andet ville gøre et forsøg på at passe bedre på sig selv. "Jeg har kun meget sjældent set en mand så uheldig som dig," et sted bag den lidt hårde mine som langsomt begyndte at krakelerer, kunne man ane et lidt drilsk glimt i hendes klare, blå øjne. "Havde det gjort nogen forskel?" spurgte hun direkte. Der var en grund til at han havde holdt sig væk og når alt kom til alt, så var han nok fundet sammen med.. ja hvem end den heldige kvinde var. Hun var bare ikke typen som man forelskede sig i.
For et øjeblik lukkede hun øjnene og tillod sig at nyde den sjældne nærhed. Han duftede dejligt.. trods sveden og søvnen, så duftede han af.. ham. Hun lod næsetipen løbe hen over hans skulder, før hun langsomt hævede blikket til hans. "Så lad os være de samme som før," hviskede hun velvidende om at det ikke kunne ske med de nuværende følelser. For hans skyld var hun villig til at glemme dem, hellere det end at miste ham helt. "Du er velkommen til at blive så lang tid du har lyst," hvert sekund var en kamp om ikke at dumme sig, hun måtte blot huske sig selv på at hun gjorde det for ham.

[Deleted]

Mattheus vidste at han aldrig havde været den mest heldige på denne her jord.. Faktisk det stik modsatte, og det var jo ikke fordi at han var klodset eller noget lignende. Bare.. uheldig. Han rystede let smilende på hovedet. Det havde jo ikke taget livet af ham endnu, og det kom forhåbentlig heller ikke så vidt. "Jeg må erkende, at jeg ikke har været den mest heldige," endte han med en sigende mine, inden han igen så på hende. Smilet var falmede til stort set ingenting. At vide at Raquel havde følelser for ham, var faktisk svært nok for ham at kapere i det hele taget! Hans hjerte begyndte at hamre mod hans bryst.. Han kunne virkelig ikke finde ud af det.. og da slet ikke nu. ".. Og hvad så hvis det havde gjort?" spurgte han sigende, da han igen vendte blikket i retningen af hende, som hun sad der ved siden af ham.
Problemet for Mattheus, var at skaden allerede var sket. Han kunne jo ikke ligefrem gøre alverdens ved det nu. Hans arm forblev hvilende omkring hende. I dette tilfælde, ville det ganske vidst ikke gå ud over Zachary, men.. hende og ham.. var det virkelig det værd? Han var pludselig blevet usikker igen.. han hadede når hun forsøgte at få ham til at tænke fornuftigt. "Det er jeg glad for.. Jeg er for træt til den omsorg som jeg vil få derhjemme.." Han var ærlig. Kayla var utrolig vigtig for ham og han.. elskede hende, men ja.. til tider blev den omsorg bare for meget, når man slet ikke var vant til den. Han gled igen ned i sengen og med Raquel tæt ved sig. Han havde nemlig ikke sluppet hende endnu.

[Deleted]

Raquel havde ikke tal på hvor meget Mattheus var kommet til skade i de år hun havde kendt.. eller det var jo faktisk altid, han var altid den der var faldet ned fra træet, eller snublede i søen, eller faldt over en kæmpe sten midt på gaden. Sådan var han. "Nej der vil jeg ikke modsige dig, men måske dit held er vendt nu," hun strøg fingrene gennem sin mørke manke der var ret ugler efter hun selv var faldet en lille smule hen. Selve nyheden om følelserne havde han taget ret pænt hvis hun skulle sige det.
Hun tav et langt øjeblik og så i stedet ud af vinduet hvor solen atter var på vej ned. Det ville snart være sent så Zach måtte tilbringe endnu en dag sammen med Trescott hvilket han næppe havde nget imod. "Så var du kommet udelukkende for ikke at såre nogle. Jeg ønskede at du skulle komme fordi du.. følte bare noget," svarede og tog sig en del mod til for at se op på ham. De havde været intime ikke blot rent fysisk men også rent psykisk, det kunne ikke bare fjernes eller erstattes.
Lidt forsigtigt lod hun sig fører ned i den bløde seng og gled om på siden, så hun igen lå ind til ham, dog med dynen i mellem. Det ville blive hårdt at tage afstand når han konstant ønskede hende tæt på sig, men for hans skyld, måtte hun forsøge. Denne kvinde var en af de søde piger.. det konstaterede hun alene ud fra hans ord. "Så blev til du er udhvilet," bad hun stille og lagde hovedet mod hans skulder.

[Deleted]

Mattheus havde uden tvivl aldrig været særlig heldig, men han ville ikke påstå at han var klodset.. for det var han altså ikke! Han havde vel bare for vane med at komme til at skade med det hele? Ikke at det var en tanke som han bifaldt.. han hadede det faktisk. Han smilede let for sig selv. "Det vil tiden jo vise.. jeg kan ikke ligefrem påstå, at jeg har været den mest heldige til nu i hvert fald," pointerede han med en rolig stemme. Det gjorde ham selvfølgelig trist, men.. så var det vel bare at se positivt på det man havde, ikke sandt? 
Hvor lang tid han overhovedet havde ligget der, havde Mattheus ikke nogen anelse om, men han måtte i sandhed erkende, at han havde savnet det.. Han havde jo savnet hende.. savnet at tilbringe tiden med hende, og da særligt når han ikke havde hørt fra hende i måneder! Han vendte blikket i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Hvorfor tror du at du har stået som min kontaktperson i Azkaban, Raquel? Jeg vil have noget, som også var.. vores.." Kayla ville han ikke have til det.. Hun var for omsorgsfuld til at han regnee med, at hun ville kunne forholde sig professionelt i den sammenhæng. 
Selv fant Mattheus sig ikke i, at hun bare lagde sig ovenpå dynen, når han gerne ville have hende under den. Selv tog han fat om dynen, for at tvinge den om hende, så hun kunne komme helt ind til sig. "Og jeg kommer mig bedst, når du ligger her ved siden af mig," sagde han roligt. Armen lagde han så omkring hende igen, blot for at sikre sig, at hun kom helt tæt ind til ham.

[Deleted]

"Nej ikke ligefrem," medgav hun ærligt, der var ikke nogen grund til at pakke tingene ind. "Men du har stadig et godt og solidt job, et hjem og en formentlig smuk kæreste, der findes folk der er mere uheldige end dig," tilføjede hun roligt. Hun henviste lidt til sig selv, som stod uden nogen mand der var i stand til at forelske sig i hende, hun havde snart intet hjem og ej heller noget job, ikke at hun ville bebyrde ham med det nu.
Trods den lidt... usikre stemning mellem dem der aldrig havde været der før, så måtte Raquel erkende at hun havde savnet hans selskab. Ensomheden var tung og Zachary var der ganske vidst men et barns selskab ville aldrig være det samme. Når hun sad her med ham, så kom hun i tanke om hvor uretfærdig hun havde været og følte en ustyrlig lyst til at kramme sin søn, det var en effekt som udelukkende Mattheus havde på hende. Hun så op med et kort forvirret blik og forsøgte at samle de mange tanker der nåede at passere hendes sind. "Noget som var vores? Der er ikke meget tid i at dukke op fra tid til anden når noget går galt Mattheus," hun sukkede stille og nød lidt at han stædigt lagde dynen om hende på trods af hvad hun lige havde sagt. Uden helt at vide hvor hun ellers skulle lægge sin hånd, lod hun den falde til hans bryst det virkede som det mest naturlige. Hendes blik hvilede tænksomt på den modsatte væk mens hun uden at tænke over det, begyndte at tegne usynlige streger med fingrene hen over hans bryst. "Hvis du ville have noget sammen med mig, kunne du så ikke have givet mig en hund eller et barn.. eller en drage? Noget som faktisk påkrævede at jeg kunne se dig?" spurgte hun drillende.

[Deleted]

Matheus nikkede og med et skævt smil på læben. Det var ikke nemt at være ham, men han lærte da at leve med det om ikke andet. "Det har jeg, og det ved jeg godt.. Lige der er jeg heldig.. selvom jeg ikke altid er lige god til det.." Mattheus havde jo ganske enkelt for vane for at ødelægge tingene, og det var virkelig ikke noget som han kunne gøre noget for. Det var bare den mand som han var, og han var ekspert på at ødelægge det.. på den ene eller den anden måde.
Det var måske temmelig forkert sagt, men Mattheus forsøgte. Han ville gerne have noget som han bare havde sammen med Raquel.. Han ville jo ikke ende med at miste hende, også selvom han havde en sjov fornemmelse af, at det var ham som havde dummet sig et eller andet sted, og han kunne ikke lide den fornemmelse. Da hun nævnte både hund og børn, måtte han alligevel grine mildt af sig selv. Selvom det spændte i hans sår at gøre lige så. "Hvem siger da ikke, at du kan få mig at se, udenom at skulle have den slags sammen med mig?" Selv gik han uden tvivl med drømmen om at skulle blive far en dag.. og han håbede virkelig, at det ville lade sig gøre, uanset hvilke anbefalinger Matthew nu end måtte komme med. Han pakkede Raquel ind i dynen ved siden af sig, hvor han også nærmest.. faldt til ro, da hun lagde hånden på hans bryst. "Det er sådan her det skal være.." endte han dæmpet tæt ved hendes øre. Han kunne jo ikke komme udenom, at han virkelig havde savnet hende.

[Deleted]

Mattheus var langt mere priviligeret end han nok lige regnede med, personligt var der mange steder hvor hun inderligt var misundelig på ham og de ting han havde opnået trods den triste barndom. "Du er langt mere heldig end du regner med, desuden har du mig, det tæller for en del," hendes morende undertone blev skærpet lidt. Et sted bag de mange facader gemte der sig jo faktisk en mere mild og mere morsom kvinde, det var bare sjældent tydeligt.
De burde ikke have noget sammen for at bevarer et venskab der havde eksisteret længere end de næsten havde været eksisterende, dog ville det ikke gøre hende noget. Hun lagde sig helt ind mod ham, puttet godt under den varme dyne og nussede hans bryst uden om de mange sår og rifter han havde pådraget sig, det var trods alt ikke meningen at det skulle gøre ondt. "Som den højest upassende kvinde jeg er, så tillader jeg mig at sige at jeg har savnet dette," hun plantede et pirrende kys mod hans skulder og indåndede den søde duft der havde en beroligende effekt på hende.
Hans ord var hun ikke helt sikker på at hun forstod ret. Det lød jo næsten som om at han ønskede at give hende en af de ting. "Måske det faktum at du har fundet en kæreste som nok ønsker at have den slags med dig?" foreslog hun og så op med et intenst blik. "Men du går glip af noget med mig," fastholdt hun selvsikkert. "Vi ville få kønne, intelligente børn," konkluderede hun med et næsten køligt træk på mundvigen. Hvorfor kunne hun lide den tanke? Det eneste hun ikke orkede var at stå alene igen.

[Deleted]

Hvor heldig Mattheus egentlig var, når det kom til det hele, var nok svært for ham at se.. Han var vant til at se frygtelig negativt på tingene sådan.. generelt, og det kunne han virkelig ikke gøre for. Smilet bredte sig ved hendes ord. "Du har ret.. når jeg har dig, så burde man jo være jordens lykkeligste mand, ikke?" endte han morende. Det var jo heller ikke nogen hemmelighed, at han virkelig var glad for hende. 
Bag facaden, vidste Mattheus jo godt, at der gemte sig en kvinde, som godt kunne have det sjovt og faktisk også drille.. det var bare ikke hvad han tænkte på lige nu. Selv nu hvor han lå der sammen med hende, og virkelig kunne føle, at han kunne slappe af igen, så var det jo også det, som for ham var det vigtigste. Han smilede let for sig selv, og selv med en tydelig sitren, da hun kyssede hans skulder.. hvor havde han dog savnet det.. Jo mere han lå der, jo mere glemte han faktisk Kayla. "Det er du ikke ene om.. Jeg havde næsten glemt, hvor dejligt det her var.." Sandt var det.. Han elskede at ligge med hende ved sin side.
Selv tanken om at få børn sammen med Raquel, havde slået Mattheus en gang eller to før, men det var ikke noget, som han direkte havde gjort alvor ud af, når det nu endelig var. Ikke fordi at han gjorde noget ved det.. for det gjorde han ikke. Han smilede let for sig selv. "Du ved.. vi ville få de mest perfekte, smukke og intelligente børn.." endte han næsten som en dæmpet hvisken mod hendes øre. Hendes strøg over hans bryst satte en sitren i ham. Han havde virkelig glemt hvor behageligt det føles!

[Deleted]

Mattheus havde altid haft en vane med at se sig sort på alting, særligt efter hans forhold til Aly hvilket var præcis det som Raquel forsøgte at vende, ikke fordi hun selv var frøken solskin, tværtimod. "Du har ret det burde man," bekræftede hun med et lidt bestemt nik. De færreste måtte dog være det eftersom de altid fandt det som var takket bedre, måske ikke i sengen med til daglig. En der forstod behovet og begrebet af at være en familie, en der kunne sige at hun elskede dem og selv opsøge omsorgen, hvilket hun var elendig til.
Hendes fingre gled let hen over hans bryst og tegnede forskellige figurer hvad der nu lige faldt hende ind, hen over hans nøgne hud, der fik det til at sitre under fingerspidserne. "Jeg kan være ganske bekvemmelig," medgav hun selvsikkert. "Men jeg.. havde også glemt hvor rart det er," hun bed tænderne hårdt sammen, den slags ord kom stort set aldrig fra hende, det var en ret så stor indrømmelse.
Tanken om børn og familie havde slået hende flere gange mens hende og Mattheus havde haft deres. Hun stolede på ham, og vidste at han forstod sig på betydningen af det, han kunne lære hende det, men nu var det for sent. Den intense hvisken i hendes ører vakte en lille djævel frem i hende. "Det ville vi..." det var alt sammen en meget fin idé, hvis ikke hun igen blev efterladt alene.