Tilgiv mig

[Syrena Lavento]

Hans usikre tøven fik hende til at skyde hagen lidt frem med en selvtilfreds mine. Hun vidste at hun havde argumenterne i orden lige i det her tilfælde. Det lille udbrød fik hende til at hæve et slankt øjenbryn. Han mandede sig ikke ofte op, hun havde nok kun set det en gang eller to. "Du er ikke særlig meget i en position hvor du kan stille krav," sagde hun lidt ligegyldigt og slog blikket væk et øjeblik, frem til hun fangede hans rødmen i øjenkrogen. Hvorfor rødmede han? Hun bed tænderne ret hårdt sammen. "Harper? Det er hendes navn.." mumlede hun for sig selv. "Kaya overhørte en samtale med dig og en eller anden på De Tre Koste," hun viftede affærdigende med hånden og mærkede hvordan den snigende lyst til at græde vældede ind over hende igen, hun holdt dog igen for nu. "Men det skete... fortæl mig hvornår," opfordrede hun med bankende hjerte. Egentlig sårede det hende kun yderligere at høre om det, men hun ville ikke overraskes når hun føst havde tilgivet ham. Hendes arme løsnede sig og faldt ned langs hendes side hvorefter hun støttede dem mod bordet bag hende og mærkede hendes øjne blive blanke. "Hvis jeg har haft det halvt så..? Jeg har haft det hundrede gange værre end du har Sam! Problemet er at du satte mig i den situation. Du gjorde mig ondt okay?! Ja du fik mig til at græde, beklager men det er det ingen pris for," hun hamrede hånden i bordet og ignorede den dunkende smerte. I stedet vendte hun sig om og holdt den skadede hånd op mod sit bryst mens tårerne begyndte at trille ned over hendes kinder. I det mindste stod hun med ryggen til så han ikke kunne se, det overgik hendes stolthed. "Intet har ændret sig fra sidst. Jeg er stadig ung og går i skole, og nok også stadig er dårlig knald," mumlede hun bittert.

[Prof. Samuel Roden]

Hendes kolde kommentar fik ham modvilligt til at trække sig lidt. Det havde hun jo sådan set ret i. "Nej det ved jeg godt.." mumlede han trist. Han havde virkelig ikke lyst til at snakke om Harper og han vidste egentlig ikke hvem Kaya var, men det var komplet ligegyldigt! Han ville bare have Syrena tilbage for alt i verden. "Sy..." Sukkede han næsten bedende, "jeg har virkelig ikke lyst til at snakke om det, jeg vil langt hellere snakke om det der betyder noget..os." Han så på hende med et trist blik, han hadede sig selv for at have sat hende i den situation, for t have såret hende på den måde. "Jeg ved godt at jeg ikke fortjener en chance til.." sagde han med et nedslået blik, det at hun indrømmede at hun havde grædt over ham tog nærmest livet af ham indvendigt. "Jeg er virkelig ked af det Syrena, er der ikke noget jeg kan gøre for at gøre det godt igen? Jeg vil gøre alt for at få dig tilbage!" Han kiggede forsigtigt på hende og bemærkede at hun havde vendt ham ryggen. Forsigtig gik han helt over til hende og hvilede kærligt en hånd på hendes skulder. "Det var aldrig min mening at såre dig, jeg ved at jeg har været et svin overfor dig og tro mig jeg vil aldrig tilgive mig selv det." Det mente han helt seriøst, han elskede hende så højt. Desuden var det jo en tåbelig ting der havde splittet dem. "Din alder betyder ikke noget! Jeg troede at det var vigtigt, men jeg tog fejl, det eneste der er vigtigt er at jeg har dig, du er den eneste der virkelig har gjort mig lykkelig også på trods af min mindre hjerneblødning. Desuden var du bestemt ikke et dårligt knald Sy, det må du ikke tro! Du var perfekt, alt var perfekt." Det havde været specielt for ham, han skulle bare vende sig til den nye måde at tænke på, eller rettere vende sig af med den. Det gjorde han glædeligt hvis det betød at han kunne få Syrena tilbage.

[Syrena Lavento]

Efterhånden var hende og Kaya kommet så tæt på hinanden, at Syrena følte at hun altid havde været der, hun tænkte overhovedet ikke over at Sam ikke havde en chance for at vide hvem det var. Hun lagde en arm under brystet til at støtte sin albue på, så hun kunne stryge tomlen langs sine læber med et eftertænksomt blik. "Jeg har brug for at vide hvad der skete. Det kan ligeså godt komme frem nu frem for at overraske mig senere," argumenterede hun lidt grødet. Hun havde det elendigt.. hele hendes mave snørrede sig sammen for hun havde virkelig lyst til at tilgive ham og så alligevel så havde han bare været et dumt svin. Hun blev stående med ryggen til og tørrede lidt diskret tårerne væk fra sine kinder, han skulle ikke have den tilfredsstillelse.!
"Jeg ved det ikke Sam. Jeg kan ikke så godt forholde mig til først den ene vej og så den anden vej," mumlede hun lidt tørt selvom hun forsøgte at lyde upåvirket. Det gjorde ondt at blive såret.. havde hun fundet ud af nu. Hun strøg de mørke lokker om bag øret. "Hvis du bare havde holdt dig til at være et verbalt svin, så havde det været lettere. Jeg kan ikke forholde mig til at du har været sammen med en anden Sam," sagde hun ærligt. Det var noget de skulle have haft sammen, på sit vis følte hun sig ikke engang som hans første gang mere, de havde jo aldrig fuldført det. "Ja det hele var så perfekt at du havde brug for at være sammen med en anden," nu var hun mere nedslået end vred. Såret og usikker på ham og på sig selv.

[Prof. Samuel Roden]

Måden hun sagde det på gav ham et lillebitte håb om at hun måske faktisk overvejede at tilgive ham, hvad skulle hun ellers mede med senere. Han sukkede dybt og så ned på sine fødder, han havde virkelig ikke lyst til at snakke om det. Han havde været så fuld og sølle, det var direkte ydmygende. Det havde jo ikke engang været specielt det havde bare været noget der skulle overstås fordi han havde været...ja et liderligt svin. Kors hvor han dog hadede at han på det punkt ikke havde været en skid bedre end Scott. "Du svarede ikke på mine ugler.." begyndte han langsomt, hun havde ret til at vide det. "..jeg var på arbejde og Harper kom ind. Jeg var såret og vred, og ja jeg ved godt at jeg ikke havde ret til det, men det var jeg." Skyndte han sig at tilføje, "jeg fortrød mine ord i det sekund jeg sagde dem Sy..men du var så hurtigt ude af døren..jeg nåede ikke at tænke mig ordentligt om." Han så trist på hende. "Jeg ved godt at det var mig der var en dum idiot, jeg forstår godt hvis ikke du kan tilgive mig, men jeg blev nødt til at prøve. Du har forandrede mit liv, og jeg kan ikke overskue hvis det allerede er slut." Sukkede han stille. Han kunne godt se at hun havde en temmelig god pointe. "Som sagt var jeg på arbejde, hun kom forbi og vi drak os fulde...eller jeg blev i hvert fald ret fuld, og så skete det ligesom bare..jeg ville virkelig ønske at jeg kunne tage det tilbage Syrena, jeg er så ked af det. Det var så dumt og det betød ingenting, det eneste der betyder noget er dig." Han prøvede forsigtigt at dreje hende rundt så han kunne se hende rigtigt.

[Syrena Lavento]

Et sted bag hendes ord var der en lille afsløring om at hun ikke kunne lade ham gå. Syrena havde virkelig forsøgt at overbevise sig selv om at hun ikke ville have Sam, men det var jo ikke sandt, uanset hvor meget hun prøvede. Hun rystede på hovedet og forsøgte virkelig at bide smerten fra knuden i maven i sig. Han havde været sammen med en kollega? Og eftersom han var såret og vred, så drejede det sig nok om ganske kort efter deres skænderi. Hvordan kunne han overhovedet gøre det? "Så du var.. sammen med en kollega kort efter du havde sagt til mig at vi aldrig skulle være gået i seng sammen?" der lå en undertone af bitterhed. Han var den første hun nogensinde havde overvejet at give sig selv til, både følelsesmæssigt og fysisk, og det havde hun gjort, hvilket hun lidt fortrød nu. "Du sagde de ord af en grund Sam. Og jeg ville ikke stå model til at blive talt sådan til. Du er vigtig for mig og jeg ville finde en løsning, men i dine øjne var der jo ingen," hun tørrede ret hurtigt tårerne væk med håndryggen så da han vendte hende om var hun ikke våd i hele ansigtet, til gengæld var hendes øjne stadig blanke. "Gik det op for dig før eller efter du var sammen med hende? Undskyld Sam men jeg forstår ikke hvordan du fra en måned er gået fra at det hele bare var sort, til at jeg er det eneste der betyder noget. Forstår du ikke at jeg har givet dig alt jeg kan? Det er ikke meget, men det er hvad jeg har," hun sukkede opgivende og lod armene falde ned langs siden.

[Prof. Samuel Roden]

Han havde det virkelig dårligt lige nu, Det lød om muligt endnu værre når hun sagde det højt, end det havde gjort da han selv havde tænkt det. "Som sagt var jeg meget fuld og utrolig forvirret.." sagde han stille som om det skulle gøre det bedre. "Hør jeg ved godt at det var dumt og jeg forstår godt at du er sur på mig, jeg hader mig selv for at have gjort det, men desværre er det ikke noget jeg kan gøre om uanset hvor end jeg gerne ville." Sagde han og mærkede at en klump i halsen. Lige pludselig virkede det ikke særlig meget som om at hun havde tænkt sig at give ham en chance mere, hvilket han godt forstod, men det gjorde bare så forbandet ondt. Han sukkede desperat, "jeg var forvirret og frustreret, jeg mente ikke de ting jeg sagde, ikke rigtigt. Det er bare.." han sukkede blidt og så ned igen, "jeg har altid været i kontrol og jeg hader ikke at være det, efter vi gik i seng sammen havde jeg pludselig slet ikke styr på hverken min krop eller min tankegang og det skræmte mig, og ja jeg var sur over det, men det var mig selv jeg bebrejdede, ikke dig. Jeg var så bange for at komme til at være som Scott på det plan.." han så tilbage på hende og bed sig hårdt i underlæben, "og så endte jeg op med at være endnu værre end ham. Jeg er så ked af det Syrena, der er ikke det jeg ikke ville gøre for at ændre det..men der er intet der kan tage de ting tilbage." Han vidste pludselig slet ikke hvor han skule gøre af sig selv, han kunne jo stå her og undskylde resten af hans liv, men det ville ikke ændre at det var sket. Han så ned på hende og hadede sig selv endnu mere for at han var årsag til at hun havde det så skidt. "Det gik i hvert fald op for mig af uanset hvad jeg gør, kan jeg ikke få dig ud af hovedet. Det der ændrede sig er at nu ar jeg prøvet at være uden dig og..det er en følelse jeg slet ikke kan håndterer, det eneste jeg vil er at være sammen med dig Syrena, og ja det er stadigvæk hårdt ikke at se dig hver dag, men ikke så hårdt som slet ikke at se dig." Han så på hende med et alvorligt blik.

[Syrena Lavento]

Selvom Syrena hadede ham for at have været sammen med en anden, så havde han jo ret.. der var ikke meget at gøre ved det nu og hendes følelser for ham havde ikke ændret sig, det var bare noget hun måtte leve med, den følelse var bare forfærdelig! Hun havde lyst til at trampe i gulvet af ren og skær frustration. "Du var mildest talt et dumt svin Sam, og det er jeg ikke sikker på at jeg bare kan glemme, det er bare så irriterende for.. jeg er så glad for dig og ironisk nok, var jeg bange for at det var mig der ville ødelægge det mellem os," erkendte hun efter lange minutter i ren tavshed. Hun lod armene falde ned langs siden og betragtede ham med et sårbart blik, der slet ikke lignede hende. Hun havde ikke lyst til at lade ham gå i frygt for at han ville komme videre, men ej heller lyst til at tilgive ham så let. "Jeg er måske ret kold engang i mellem, men jeg ville ønske at du havde delt de tanker med mig, så kunne vi havde fundet en løsning sammen, frem for at du nærmest bare malede hende vores forhold sort," hun bakkede lidt væk for at sætte sig på bordet, hendes ben føltes så tunge. Nu hvor vreden var ude af systemet, så var det lidt lettere at snakke med hende. "Så lad os finde en løsning på det reelle problem - hvor lidt vi ser hinanden. Det er sådan her vores situation er, det må vi arbejde med," hun slog blikket ned og måtte virkelig bide tårerne i sig.

[Prof. Samuel Roden]

Han havde det virkelig forfærdeligt med alt det her. Hvis dog bare der var noget han kunne gøre for at ændre hans enorme brøler, men sket var sket. Da hun sagde at hun ikke kunne glemme det, var han sikker på at det var det. Hans blik blev pludselig umådelig såret, det var det værste der kunne ske for ham, det føltes i hvert fald sådan. Han ville have smilet en lille smule da hun nævnte at hun var glad for ham, men siden at han stadigvæk var ret sikker på at dette her var hende der bad ham om ikke at kontakte hende igen kunne han ikke finde overskuddet til at tvinge et smil frem. Han vat så ked af det. De efterfølgende tavse minutter var som ren tortur, tiden sneglede sig afsted og han kunne mærke at hans åndedræt havde ændret sig. Han hev lidt efter vejret, men han nægtede at begynde at græde, det var for pokker en pigeting og han ville ikke have at hun skulle se ham som en tudeprins. I stedet tog han en lidt dyb indånding og mødte hendes blik. Hendes blive var underlig sårbart, ikke noget han lige umildbart kunne genkende. "Det ville jeg også ønske." Sukkede han lavmeldt. Det havde været verdens dummeste træk. Men igen ikke noget han kunne ændre nu. Blikket blev atter vendt mod skoene i mangel på andre steder at kigge hen. Ved hendes næste ord føltes det dog som om en tung sten faldt fra hans hjerte han så lidt forvirret og alligevel ufattelig lettet op på ende, "e-en løsning? Som i at..du vil..give mig en chance mere?" Han prøvede virkelig på ikke at skrue sine forventninger for højt op, men kors hvor var det svært, hans hjerte slog så hårdt i brystet.

[Syrena Lavento]

Nogle ting skulle man ikke tilgive men bare glemme, dette var en af dem. Tilgive det ville hun næppe aldrig komme til, men hvis hun ville være sammen med Sam, så var hun nødt til at komme sig over det.. med tiden. Hun fugtede læberne og svingede lidt frem og tilbage med benene siddende på bordet mens hun overvejede situationen. Den akavede stilhed lagde sig, hvilket var rart for så kunne hun få sig selv til at tænke uden alt den uro. Hendes kinder brændte, trods hun havde det ret skidt, den knude i maven ville ikke forsvinde før de var sammen igen, det vidste hun godt. "Som i at jeg giver dig en chance for at gøre det op for mig," rettede hun hurtigt. Ja hun gav ham en chance. "Jeg kan ikke tilgive hvad du gjorde Sam, så det må være din opgave at få mig til at glemme det," hun trak på skuldrene og så op på ham med et træt blik. Han var nødt til snart at afsted igen, selvom hun ikke ønskede det, men han skulle slet ikke have lov til at gå før de havde ordnet nogenlunde op. "Og hvis du så meget som tænker på at være sammen en anden igen, Sam, jeg sværger at jeg skærer visse dele af dig," mumlede hun og skjulte ikke sin skuffelse over at han havde gjort det. Hun så væk og ville virkelig ønske at han bare ville lægge armene om hende eller noget, men det kunne hun selvfølgelig ikke sige højt.

[Prof. Samuel Roden]

Han var stille mens hun tænkte, han ville for alt i verden ikke presse hende i frygt for at hun så bare ville lukke helt af. Som hun sagde at hun ville give ham en chance for at gøre det godt igen lyste han fuldstændig op, hjertet slog så højt og hurtigt at han næsten troede at hun ville kunne høre det. "Jeg lover dig at du ikke vil fortryde det Sy! Jeg skal nok gøre det godt igen!" Han modstod trange til at springe jublende rundt, de var trods alt slet ikke over krisen endnu og det efterlod stadigvæk problemet med, hvad de skulle gøre for at se mere til hinanden? Han nikkede istemmende til hendes ord. Han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at få hende til at glemme det! "Bare rolig, jeg gør det aldrig nogensinde igen!" Lovede han omgående, han vidste at han havde brudt hendes tillid og at det for nu nok bare vat tomme ord for hende, selvom han mente det, han ville hellere kastrerer sig selv end at være hende utro, og der var no way in hell at han ville gå fra hende en gang til så det var en afgjort sag. Med lidt tøvende skridt gik han hen og stillede sig mellem hendes ben, "sååh..betyder det at vi er sammen igen?" Spurgte han og forsøgte sig med et charmerende smil, som han lænede sig lidt frem mod hende og placerede en hånd på bordet på hver side af hende.

[Syrena Lavento]

Hans begejstring delte hun ikke helt. Jo inderst inde var hun lykkelig for at kunne kalde ham for hendes igen, men hun turde ikke at blive for glad, ikke før han havde bevist overfor hende hvad det var han ville. "Det håber jeg ikke," mumlede hun en kende skeptisk. Hvad pokker de skulle gøre ved deres andre problemer, det måtte de tage på et andet tidspunkt, den halve time som Isiah havde givet dem var sluppet op for lang tid siden, desuden kunne det jo ikke bare løses på et øjeblik. "Det håber jeg virkelig på at du mener," hun sank en klump og vidste ikke helt om det var ord hun stolte på, han havde jo allerede misbrugt den tillid der havde været mellem dem og det ville tage tid at genvinde, det kom man ikke uden om. 
Hendes ben spredtes let så han kunne komme til at stå i mellem også selvom hun ikke kom i direkte berøring med ham som sådan. I et langt øjeblik så hun ham bare i øjnene. "Ja det betyder vi er sammen," bekræftede hun og lænede sig frem for at skænke hans læber et flygtigt kys. Det var alt hvad Syrena havde tænkt sig at give ham for nu, mere fortjente han ikke. "Men jeg tror vores halve time er ved at være gået og jeg vil nødig have dig bandlyst fra grunden," påpegede hun lidt træt. Det var energikrævende at være vre dog ked af det. 

[Prof. Samuel Roden]

Han så meget beslutsomt på hende, "jeg mener det hundrede procent!" Det gjorde han virkelig, men igen forstod han godt at hans ord bare bar tom snak lige nu. Som hun gjorde plads til ham uden at skubbe ham væk kunne han mærke lettelsen skylle ind over ham, men det var intet imod den lettelse der skød op i ham da hun til sidst tilkendegav at de atter kunne kalde sig et par. Kysset forbavsede ham en smule og han nåede dårlig nok at gengælde det før det var overstået, han lænede sig lidt frem i håb om at kunne nå at stjæle et mere, men hendes ord fik ham til at tøve lidt. "Ja..ja du har nok ret," sagde han uden at ligge skjul på ærgelsen. Han kunne godt bruge de næste timer..dage..uger på bare at kysse hende, for nøj hvor følte han sig i underskud! Alligevel kunne han ikke modstå trangen til lige at lukke afstanden mellem dem med et nyt kys. Det var blidt og uskyldigt og varede ikke særlig længe. Han prøvede at fange hendes blik med sit. "Jeg elsker dig så højt Syrena." Sagde han og smilede blidt inden han bakkede væk og gik mod døren. "Jeg skriver til dig!" Lovede han, bare så de kunne finde en dag hvor de kunne snakke alting ordenligt igennem. Skønt det stadigvæk gjorde ondt og der stadigvæk var lang vej frem så var Sam pludselig i langt bedre humør end han havde været meget længe.

// out

[Syrena Lavento]

Lige nu var alt han sagde bare tom snak, han var nødt til at bevise overfor hende at han mente det. Hun blev siddende og betragtede hans glade øjne, som en lille hundehvalp der endelig fik sit kødben. Sandheden var jo at hun havde savnet ham. Det lille kys var kort og mere bare et bevis på at hun mente det ligeså, hun nåede end ikke at lade ham gengælde det, mest fordi hun endnu var bange for at han ville såre hende eller skifte mening inden for den nærmeste tid. Han var så flabet.. bare måden han stod der og lænede sig frem til hans endelig nåede hendes læber gav hende lyst til at smile, men hun beherskede sig og gengældte i stedet blidt, inden hun trak sig. "I lige måde," svarede hun måske lidt ufølsomt, men det var for hurtigt for hende at give ham de direkte ord, men samtidig også for koldt overhovedet ikke at sige noget. Der ville nok gå lang tid før hun turde blotte sig på den måde. Hun sagde intet men så blot efter ham som han forsvandt mens hun selv blev siddende et øjeblik og fik lidt styr på sig selv. Ingen skulle helst bemærke at hun havde grædt. Hun rejste sig op og tørrede øjnene inden hun endelig forlod klasselokalet med lidt blandede følelser.

//Out