Skrub & Skur A/S ~

[Cher Boydell]

Warning: Content may contain violence, swears and other exciting things.

@kayla


”Fucking slip, er du tungnem eller hvad?” Hvæsede Cher, mens hun ruskede vildt og rasende i sit håndled. Hun var kommet op i et skænderi, med sin dealer, hun kun kendte under navnet ”J”. Hun havde gerne villet købe lidt græs og ryge, men J havde åbenbart fået et eller andet tip om, at hun havde snydt ham, og taget langt mere græs, end hvad hun betalte for. Hvilket var løgn. Cher var ikke altid ærlig, men hun stjal ikke på den måde. Sådan var hun trods alt ikke.
”Prøv at hør her, Cherryl.” Cher rullede med øjnene, da han tilsyneladende ikke engang vidste, hvad hun hed. J var upåvirket, og talte videre. ”Jeg har givet dig mange ting, synes du ikke?” Tonefaldet blev uhyggeligt, og Cher vidste ikke helt, hvordan hun skulle få snoet sig ud af situationen. Så vidt hun kunne se, var der ikke rigtig nogen vej ud - han var en del stærkere end hende. ”Du har fået græs, og du har fået lov til at betale efter at have røget det, og du har tilmed fået kvalitetsgræs. Fatter du det?”
Cher tog en dyb indånding og nikkede. Det var bedst ikke at gå til modangreb.
”At du så alligevel synes, at du skal snyde mig, det begriber jeg ikke. Er det ikke lidt dumt, søde?”
Inden Cher nåede at reagere, fik hun en knytnæve i maven, med så voldsom kraft, at hun knækkede sammen. Hun kom op at stå forholdsvis hurtigt, og havde den ene hånd på sit knæ, for at få luft, mens J havde fat i den anden. Han spyttede hende i håret. ”Elskede din far dig ikke nok, eller hvad sker der for dig?” Han tog fat om hendes kinder med sin fri hånd, og gloede hende rasende ind i ansigtet. Cher var klog nok til at vide, at det her ikke ville ende specielt kønt. Han slap hendes ansigt, for at smække hende en flad, inden han smed hende ned på jorden på maven.
Sekundet efter fløj der en støvle ind mod hendes mave, med så hård kraft, at hun mod sin vilje måtte krympe sig sammen og gispe efter vejret. Hun havde lært sin lektie. Don’t get involved with your drugdealer. Meget simpelt. Endnu et spark. Og endnu et.
J gav sig til at le højlydt over, hvordan hun vred sig og prøvede at beskytte sig efter bedste evne, og Cher hadede lyden af hans åndssvage grin. Han morede sig. Han var et sadistisk, svin, hvilket hun egentlig godt vidste. Men han solgte godt pot forholdsvis billigt, så hun havde beholdt ham - hvilket hun nu fortrød. Han trak hende leende op på benene og grinede, da han holdt fast i hendes overarm.
Cher klemte hårdt sine øjne sammen, og skreg efterfølgende, da en voldsom smerte brændte hendes hånd.



Fortumlet missede Cher med øjnene mod solen, og prøvede at lure, hvor hun egentlig var. Ikke, hvor hun var startet i hvert fald. Der var en overdøvende larm, og hun havde gevaldig hovedpine. Irriteret tog hun sig til hovedet med den ene hånd, mens hun prøvede at skubbe sig op at sidde med den anden. Underlaget var hårdt, og smerten jog gennem hendes arm, og det var svært at presse sig selv til at blive ved, ind til hun kom op at sidde. Hun kunne godt mærke, at hun havde noget yderst klistreret i håret - men turde ikke fjerne hånden og se på den. Hun kunne smage, hvad det givetvis var. Jern. Blod. Hun trak sig en anelse ind til siden, ind mod en rødlig murstensbygning. Hvor var hun? Hun lod sig læne op af bygningen, da hun var kommet tæt nok på, og skar ansigt over smerterne, inden hun forsøgte at tage trække benene op til sig. Hun udstødte en dæmpet lyd, da hendes ene ben ikke kunne bevæge sig ordentligt. ”Pis.” Hvæsede hun og slog den frie hånd ned i asfalten. Det gjorde ondt, men hun var for rasende til at bemærke den nye skade. Hun lagde derefter hånden op på sit skød, og bemærkede det cirkelformede sår på håndfladen. En cigaret. For real? Hun lænede hovedet tilbage og stirrede op. Der hang et skilt over hende. Hun humpede lidt til den ene side, så hun kunne se op, og læse skiltet. ”Skrub & Skur A/S”. Hun var iført et par lyse denim shorts, sorte, udslidte Converse, og en stor, sort Jack Daniels t-shirt. Hendes hår var givetvis filtreret og klamt, og hun var utrolig lykkelig for, at hun ikke kunne se sig selv lige nu. Hun tog en dyb indånding, og forsøgte at finde ud af, hvor hun var. Hvor lå dette Skrub & Skur henne? Hvor langt fra nærmeste hospital? Hvordan skulle hun kunne komme videre, når hun ikke kunne støtte på sit ben? Mange spørgsmål fór gennem Chers hoved, og lige nu, havde hun for mange smerter, til at kunne besvare nogen af dem. 

[Deleted]

Det var ikke mere end at par dage siden at Kayla var blevet udskrevet fra Skt. Mongus. Det var en underlig fornemmelse at være ude i verden igen og hun var helt mange for at hun ville ende med at udvikle en smule paranoia. Aldrig havde hun følt sig så knyttet til Mattheus som hun gjorde lige nu og hun følte nærmest at hun havde lyst til at binde ham fast til sig og tage ham med rundt over det hele. Ikke kun fordi at hun var bange for at noget måske ville ske hende, men hun var også bange for at noget måske ville ske ham. Tænk nu hvis Theodore kom tilbage efter Mattheus, så ville han nok bare udslette ham med det samme uden at stille spørgsmålstegn, og den tanke kunne Kayla slet ikke bære. Kayla kom netop fra et besøg ved Calista, hendes lillesøster havde naturligvis været bekymret, men heldigvis havde Kayla fået talt hende til ro, og nu var Kayla blot på vej ud og hjem for at se sin far, hun måtte også hellere forklare ham situationen.

Kayla var netop trådt ud af en af de mange udgange fra Skt. Mongus. Det var en underlig fornemmelse ikke at have sit arbejds på, og ikke være på ved hjem fordi man havde haft en lang vagt. Lige nu anede hun heller ikke om hun skulle fortsætte sit arbejde derinde, eller om hun måske burde gå igang med at uddanne sig videre. Der var så mange valg at træffe for tiden og hun kunne slet ikke få styr på sit eget hoved lige nu. Kayla trådte ud i sine sorte der sluttede lige over knæende og som sad en smule løst, og en sort top der hang afslappet over hendes skuldre, det var varmt udenfor og hun behøved eikke ligefrem pænt tøj. Som Kayla trådte ud igennem døren fra Skrub og Skur A/S fik hun øje på en ung pige der lå et par meter væk, hun så ikke ligefrem.. frisk ud. Det kærlige og moderlige gen som altid lå lige under overfladen fik Kayla til hurtigt at gå hen i mod hende: "Hey... Er du okay?" spurgte hun og kiggede i mod hende, men turde dog ikke gå galt for tæt på, hun havde jo erfaret at man ikke kunne stole på nogen.

[Cher Boydell]

I smerte klemte Cher øjnene hårdt sammen, inden hun igen forsøgte at få sit venstre ben en anelse tættere på. Men måtte give op, og lænede sig tungt tilbage mod muren, mens hun hev hektisk efter vejret, fordi det gjorde så forbandet ud. Det gjorde ondt at hive sådan efter vejret, men hun blev ved, ind til hun ikke længere følte trang til at skrige af smerte. Hun var varm, og følte, at hun kunne besvime når som helst af hedeslag. Normale mennesker ville måske kvitte pot efter denne oplevelse, men ikke Cher - hun ville skam bare charmere sig ind på en ny dealer. En mindre voldelig en. Hun fnøs og placerede trodsigt begge hænder på asfalten, og prøvede at skubbe sig opad. Armene dirrede og rystede, men hun fik skubbet sig en anelse længere op af muren, og med sit raske - forslåede, men virkende - ben, kom hun helt op at stå. Hun smilede anstrengt, inden hun vendte omkring, og havde begge hænder solidt mod muren. Et par dybe indåndinger fulgte, inden hun forsøgte at gå.
Sekundet efter faldt hun til jorden med et dæmpet bump. ”For fanden!” Hvæsede hun rasende, som hun lå dér på maven så lang hun var, frit til beskuelse for alle, der gik forbi. Det var ydmygende. Cher tænkte ikke særlig tit på sin familie, hun prøvede at lade være. Men lige nu, ville hun give alt for, at Chris kom og hjalp hende. Men det ville ikke ske, så hun bed sig i læben, satte hænderne på asfalten og kæmpede sig op at sidde igen. Da dette var sket, efter en lang, sej kamp, blev hun pænt siddende. Flere mennesker gik forbi og skulede til hende, og det generede hende, at de gloede sådan. Havde de aldrig set det her før, måske? Derudover, hvorfor fanden gik de så bare forbi uden at hjælpe hende? Ikke, at hun ville afhænge af andres hjælp, men helt ærligt. Hvordan kunne folk bare gå forbi? Røvhuller.

Varmen fik Cher til at læne hovedet godt tilbage og lukke øjnene. Hun opdagede hverken, at der kom en pige hen til hende, eller at pigen var gået direkte gennem væggen til den røde murstensbygning. Hun missede med øjnene, da hun hørte nogen tale, og så op på kvinden. ”Ser det fucking sådan ud eller hvad?” Chers tonefald var skarpt, og hun klemte øjnene sammen og betragtede kvinden. Efter nogle sekunders tænken, indså hun, at hun måske ikke havde været nødvendigt at snakke sådan til kvinden. Cher lagde armene over kors, spidsede læberne og tænkte. ”Hvis jeg var okay, tror du så jeg ville sidde her som en eller anden hjemløs uden at kunne gå?” vrissede hun. Tonefaldet var dog en anelse venligere nu. Hun var sådan set mest sur, fordi hun ikke kunne gøre noget, for at hjælpe sig selv.
Ufrivilligt så hun over på kvinden igen og betragtede hende. Pigen var køn, let påklædt og virkede som om, at hun ikke følte sig tilpas i situationen. Cher tog en dyb indånding. ”Ved du, hvorhenne det nærmeste hospital er?”

[Deleted]

Kayla var en meget varm og venlig person, så da denne kvinde pludseligt talte til hende i den skarpe tone, stoppede hun op og blev næsten en smule chokeret. Kayla havde arbejdet de sidste to år som sygeplejeske på Skt. Mongus, men det betød nu ikek at hun havde vendet sig til at blive talt grim til. Ja fra tid til anden fik man da en fuld alkoholiker ind som sagde det ene eller det andet, og med tiden fik man da også lært at håndtere dem, men sådan en ung pige som talte så grimt til hende, når Kayla i al venlighed bare prøvede på at hjælpe, ja det var hun nu alligevel en smule chokeret over.

"Hey, rolig... Jeg prøver bare at hjælpe" sagde Kayla med en stemme der var både lettere chokeret og frem for alt lettere irriteret, hun var ikke stor fan af folk der bare talte ned til hende, og hun kiggede derfor en smule afventende på pigen da hun spurgte efter det nærmeste hospital. En kort trækning viste sig på Kayla's skuldre som hun overvejede om hun havde lyst til at svare, men som altid så overvandt hendes kærlige sjæl det meste. "Jeg er sygeplejeske" sagde hun og kunne gætte sig frem til at pigen ikke kendte til skt. Mongus: "Hvad... Er du?" spurgte Kayla en smule forsigtigt, hvis det var en ganske almindelig muggler pige der var kommet til skade, så kunne Kayla jo ikke ligefrem slæbe hende ind på Mongus.

[Cher Boydell]

Kvindens meget chokeret udtryk, frydede Cher. Helt ærligt, hvad forventede denne kvinde af hende? At hun helt kærligt og varmt straks ville udbryde: Åh nej, jeg er blevet frygteligt ramt, jeg er ikke okay, oh, så hjælp mig dog, jeg vil være dig evig taknemlig! Nej, vel? Sådan var der forhåbentligt ikke nogen, der var, og Cher blev et kort øjeblik frastødt ved tanken om, at der sikkert var mennesker, der var sådan. Ækelt. Patetisk. Ynkeligt.

”Yea, du gør ikke ligefrem et fremragende stykke arbejde, ved at stå der og glo på mig, vel?” Svarede Cher, stadigvæk i en skarp tone. Var det ikke ret tydeligt, at hun ikke var okay? Hun kunne forestille sig, at hun måtte være i elendig forfatning lige nu, med størknet blod i håret og sikkert også løbende ned ad nakken eller siden af hovedet eller sådan noget pis, for ikke at tale om hendes ubevægelige ben, brændemærket på hendes fine hånd, og de blå mærker der langsomt var ved at tage farve på hendes kridhvide hud. Det var vel ikke så svært, at se, at hun var ilde tilredt?



Cher satte en enkelt hånd på asfalten, for at skubbe sig selv en anelse bedre op at sidde, men igen rystede hendes arm forfærdeligt, og truede med at kollapse under hendes vægt. Hvad fanden havde den psykopat gjort? Kvinden spillede flabet, og havde Cher ikke været i denne tilstand, var hun nok faret op i det røde felt - men i og med, at Cher ikke kunne bevæge sig ud af flækken, blev hun pænt siddende på sin flade og ventede utålmodigt på kvindes svar.

”Tillykke,” Svarede hun lettere sarkastisk og med et hævet bryn, da kvinden sagde, at hun var sygeplejerske. ”Du ligner ikke en.” Tilføjede hun bagefter, og sendte kvinden et lettere skeptisk blik. Hun så meget ung ud - kunne man overhovedet være sygeplejerske så? Kvindens næste spørgsmål fik Cher til at rulle med øjnene. ”Jeg er menneske, hvad er du?” Dumme spørgsmål fortjente dumme svar, sådan var det bare. Og kvindens spørgsmål var i den grad et dumt et. Hun rystede opgivende på hovedet. Det havde ikke strejfet Cher, at kvinden kunne mene noget andet, med sit spørgsmål. Og selv hvis det havde, hvad forventede kvinden så? Hvis kvinden var muggler, ville det lyde totalt dumt af Cher at sige, at hun var fuser. Så ville hun bare blive set på, som var hun skingrende skør. ”Kan du sige mig, hvor det nærmeste hospital er, eller ej?” Spurgte Cher utålmodigt og trommede med fingrene på asfalten. Det gjorde helvedes ondt alle vegne, og hun ville bare gerne have det til at høre op snart - om hun så skulle slå sig selv bevidstløs med en stegepande.

[Deleted]

Kayla var ikke sikker på hvad hun skulle sige til denne unge kvinde, hun var slet ikke vant til at folk talte til hende på denne måde og for nu stod hun bare en smule usikkert og stirrede frem for sig. Kayla var skam en ganske selvsikker kvinde, og hun vidste også godt at ligegyldigt hvad den unge pige måtte sige til hende, så var det et problem hun havde og ikke noget der havde noget med Kayla at gøre. Så selvbevidst og så selvopfattende var Kayla trods alt. Ingen tvivl om at hun var en kvinde der hvilede ret så meget i sig selv. Kayla ignorerede derfor også hendes mange provokerende ord, hun ville ikke lade dem ramme sig og smilede i stedet venligt.

"Jeg... Jeg kan ikke hjælpe dig så" sagde hun roligt da den unge pige sagde at hun var et menneske, godt nok var Kayla sygeplejeske, men hun var jo ikke uddannet i mugglernes system. Hun kendte til eliksirer, healing og spådom. Ikke til lægemidler og hvad det ellers hed det hele: "Jeg tror det nærmeste ligger inde i London" sagde Kayla og endte dog med at sætte sig på hug ved siden af den unge pige, bare fordi hun ikke kunne lide sådan at efterlade hende, men hun havde jo ikke engang en telefon: "Har du en... Mobiltelefon?" sagde hun og rynkede let på næsen, det var vidst det som det hed: "Hvor har du mest ondt?" spurgte Kayla og kiggede på hendes krop, hun kunne ikke lige spotte hvilket område hun skulle tjekke først.

[Cher Boydell]

Kvinden, der åbenbart var sygeplejerske, stod i lang tid og tænkte. Cher kunne nærmest høre, hvordan det knagede i kvindens hovedskal - eller nej, faktisk ikke. Egentlig forestillede Cher sig, at kvinden var dybt hjernedød, og det eneste, der foregik i hovedet på hende, var den samme latterlige sang, der kørte på repeat over and over, og havde gjort det siden kvinden var blevet født. Åh ja. Cher var typen, der følte sig alle andre overlegen, og det var nok mest for at dække over, at hun i virkeligheden, dybt inderst inde, var en anelse usikker på sig selv. Ikke, at hun ville indrømme det, hvis nogen spurgte hende eller konstaterede det. Da kvinden blot smilede, var Cher 98% sikker på, at det eneste, der foregik i hovedet på kvinden måtte være sangen på repeat.



Cher kunne dog ikke skjule sin overraskelse, og gloede derfor bare dumt på damen. Hvad fuck? ”Sagde du ikke lige for like 2 sekunder siden, at du var sygeplejerske? Ligner jeg en fucking alien eller sådan noget, siden du pludselig ikke kan hjælpe mig?” Cher havde utrolig svært ved at fatte, hvordan kvinden, der var sygeplejerske, ikke kunne hjælpe hende. Det gav da ingen mening? Hvorfor sige, at man havde så seriøst et erhverv, hvis det var løgn?
Cher måtte tage sig en dyb indånding, for ikke at komme med endnu en sarkastisk og svært flabet kommentar, da kvinden sagde, at nærmeste hospital var inde i London. Congratulations, det havde jeg da slet ikke regnet ud. Hvad Cher slet ikke havde regnet ud var, at hun sådan set sad direkte ude foran et. Åh, skæbnes ironi. Og da kvinden så satte sig på hug, var Cher helt sikker på, at hun måtte være totalt hjerneblæst - intet normalt menneske opførte sig da sådan? Og igen blev Chers teori bekræftet - hvis hun havde en mobil, så havde hun nok allerede ringet efter nogen? Hvilket mindede hende om, hvorfor hun egentlig ikke havde en? Det var sikkert utrolig nyttig, og der kunne ligge tonsvis af musik på den. ”Nej, det har jeg ikke.” Svarede hun i stedet, og prøvede kraftigt at holde sin stemme forholdsvis neutral og afdæmpet, selv om skarpheden stadigvæk skinnede en anelse igennem.
Cher havde mest lyst til at komme med en flabet kommentar igen, og sige over det hele, men hun lod pænt være. ”Mit ben.” Besluttede hun sig for at svare, og det var nok også der, hun var mest tilskadekommen. Måske havde hun fået trykket nogle ribben, men hun var ret sikker på, at hun enten havde forstuvet eller brækket sit ben, siden hun slet ikke kunne bevæge det.

[Deleted]

Kayla var ikke sikker på hvad hun skulle sige, hun var ikke god til at være klog og flabet. Hun var den langt mere rolige type: "Jo, men ikke den slags du har brug for" sagde hun med et kort træk på smilebåndet. Hun kunne ikke hjælpe hende når hun var muggler for Kayla havde ganske simpelt ikke forstand på det, men det betød jo ikke at Kayla bare havde lyst til at forlade hend enår hun nu engang havde så ondt og ikke ligefrem så ud til at være i højt humør. Om hun bare var en kælling kunne Kayla jo ikke sige, måske det bare var på grund af smerten at hun ikke var særlig sjov at danse med, men det ville Kayla jo nok egentligt ikke finde ud af, og det var hun som sådan heller ikke interesseret i.

Kayla kiggede i mod hendes ben, allerede bukserne og rifterne afslørede jo at hun nok havde brækket en knogle eller to: "Hvad er der sket? Er du blevet kørt ned?" spurgte hun en smule undrende som hun betragtede de sår og skræmmer hun havde, men Kayla rørte ikke ved det. Hun ville ikke gøre hende mere ondt end højest nødvendigt: "Jeg kan prøve at se om nogen kan køre dig hen til et hospital" sagde hun roligt, hun kunne jo ikke slæbe hende med ind på Skt. Mongus, når hun ikke havde noget med den magiske verden at gøre, selvom Kayla lige nu var fristet til at gøre det, dog vidste hun godt at hun ville ende med at blive fyret.

[Cher Boydell]

Cher hævede et bryn og så på kvinden med et meget, meget skeptisk udtryk. Det gav ingen mening. Så vidt hun vidste, blev alle sygeplejersker vil uddannet på samme måde, så hun havde vel lige så stor kunnen, som alle andre sygeplejersker? Medmindre hun var dyresygeplejerske? Tanken var lettere foruroligende, og Cher var ikke sikker på, hvad hun egentlig skulle syntes om det. Hun overvejede lidt at spørge, men vidste ikke helt… det kunne jo være, at hun ikke var dyresygeplejerske - og hun ville endelig ikke virke dum. Men hun klemte alligevel øjnene en anelse sammen og så indgående på kvinden, som for at prøve at lure hende. Finde ud af, hvad hun var.

Endnu engang bekæmpede Cher trangen til at sige noget flabet, for egentlig var spørgsmålet slet ikke så dumt - og hun kunne let vende det til sin fordel. ”Ja, ja det er jeg.” Svarede hun hurtigt og nikkede overbevisende. Cher var utroligt god til at lyve. Og hvis pigen alligevel ikke var uddannet menneskesygeplejerske, ville hun sikkert alligevel ikke ane, at denne slags skader opstod ved slag, og knapt så tit ved sammenstød. ”Det var lidt fjollet, menøh, ja, det sker jo.” Tilføjede hun og trak på skuldrene, og skar kort ansigt over den bevægelse. Nok ikke det kvikkeste at gøre. Selv om Cher stadigvæk var fjendtlig overfor kvinden, havde hun alligevel besluttet sig for at sætte sin lid til hende. ”Det må du gerne.” Hun gav et smil fra sig, der dog ikke var helt ægte. ”Gid man bare kunne teleportere, det ville gøre livet så meget nemmere,” sukkede hun og lænede hovedet tilbage. ”Er du egentlig dyresygeplejerske, siden du ikke kan hjælpe mig eller hvad?” Selv om Cher havde besluttet sig for ikke at spørge, kunne hun alligevel ikke dy sig - for hun kom ikke rigtig frem til noget selv. Hun var menneskekender, men ikke ligefrem tankelæser.

[Deleted]

Kayla kiggede en smule kritisk på hendes skrammer som hun bekræftede at hun var blevet kørt ned, det lignede umiddelbart ikke skræmmer fra et biluheld men som sådan ragede det jo ikke Kayla hvad hun fejlede og hun ønskede heller ikke at spørge ind til det, der kunne jo være sket hende hvad som helst og hvis hun ikke ønskede at snakke om det, så ønskede Kayla ikke at presse hende. Ikke endnu ihvertfald, de kendte jo sle tikke hinanden: "Ja det ville være praktisk" sagde Kayla en smule stille. Hun var ikke god til at hjælpe mugglere, ikke fordi at Kayla var jo selv muggler, men hun var jo alligevel af den magiske verden, og den var alligevel en del nemmere at være en del af.

"Nej jeg... Er bare.. En anden slags sygeplejeske" sagde Kayla en smule usikkert, hun kunne jo ikke helt forklare hvordan hun var: "Lidt alternativ" endte hun med at sige, ja alternativ var et godt ord, var det ikke også det mugglere kaldte dem som lavede ting med eliksire og sådan nogen ting? Det var jo primært det som Kayla gjorde sig i, endnu ihvertfald. Faktisk var hun jo slet ikke sygeplejeske lige nu, men altså.

[Cher Boydell]

Cher tog sig ikke af, at kvinden virkede skeptisk og usikker i forhold til, hvorvidt det var et biluheld eller ej. Dog irriterede det hende en smule, at hun havde spurgt om det var en bil, hvis hun alligevel ikke troede på det, men oh well. Verdenen var et mærkeligt sted. Men der var ingen grund til at kæfte op om, at hun havde fået tæv. Både fordi, at hun ikke ville fremtræde svag og ynkelig, men også fordi hun ikke gad skulle igennem alt det der med, hvem overfaldsmanden var osv., hun magtede det ikke. J var et sadistisk svin og en idiot, men der var ikke nogen grund til at skaffe ham flere problemer, end han allerede havde. Blev han snuppet med stoffer på ham - som han altid havde - røg han alligevel i fængsel på livstid, givetvis, og det ville jo nok ske på et eller andet tidspunkt, uden Cher blandede sig med sin voldssag. Pigen virkede utrolig mystisk og hemmelighedsfuld, men Cher havde trods alt en anelse anstændighed i sig, og valgte at knytte kaje.

Dog kunne hun ikke klappe kaje ved det næste. Hun himlede med øjnene og gloede på hende med et ’er-det-en-joke’-blik. ”Er du seriøs? Er du sådan en nederen hokus-pokus, gammeldags medicinmand, healer whatever type? Det må være din spøg!” Hun kunne ikke lade være med at le. Hvor dum var man at tro på det pis?
Der gik cirka tre sekunder, og så gik det pludselig op for Cher, hvad hun havde sagt, og hvad det betød. I en hurtig - lidt for hurtig, for det smertede i hele kroppen - bevægelse, vendte hun sig om og gloede på pigen. ”Du er sådan en type, men knapt så kikset og skingrende sindssyg! Oh my fucking god, du er…” Cher var til tider ubehøvlet, men hun var klog nok til ikke at buse ud med det hele mega højtråbende på en åben gade. Ivrigt, dog meget forsigtigt og knapt så voldsomt, som det kunne have været, greb Cher fat i kvindens top og halede hende forsigtigt en anelse tættere på, så hun kunne hviske: ”Du er en heks.” Konstaterede hun hviskende og gav slip. ”Ja, undskyld.” Skyndte hun sig så at sige, for at hun havde taget fat i den fremmede. ”Men det er det, du er. Er det ikke?” Hun kneb øjnene en anelse sammen og så vurderende på kvinden. Cher var meget sikker i sin sag - det var kun skøre indianere, der var medicinmænd og troede på urter og naturens højere magter. Men hekse, de fandtes skam. Det vidste hun alt om, for hendes mor var trods alt en.

[Deleted]

Kayla var altid en smule skeptisk og nervøs blandt folk hun ikke kendte. Eller nervøs var måske ikke ligefrem ordet, men usikker. Dog viste hun det sjældent, når man nu havde arbejdet på skt. Mongus et par år, ja så blev man jo vant til bare at tage et professionelt og selvsikkert smil på, der var jo ikke ret mange der kunne lide at have en sygeplejeske som lignede en der ikke anede hvad hun lavede. Kayla smilede kort for sig selv, ja den eneste der kunne bryde hendes facade var uden tvivl Mattheus, hun var altid blød som smør i hans nærvær og med maven fuld af sommerfugle, det var virkeligt forfærdeligt at være forelsket til tider, især fordi hun ikke havde nogen idé om, om han havde det på samme måde med hende.

Kayla blev afbrudt af sin tankestrøm som denne pige pludseligt begyndte at tale, et øjeblik var Kayla ikke sikker på hvad hun skulle sige, og hun valgte bare at være helt stille indtil pigen havde talt færdigt: "Ehm..." sagde hun en smule tøvende, var det meningen at hun skulle svare på det? På den anden side kunne man vel ikke svare forkert: "Ja.." sagde hun med en rolig stemme: "Er... Du?" spurgte Kayla ligeledes, hun måtte jo også være en heks hvis hun var magisk og i såfald kunne Kayla jo langt bedre hjælpe hende. "Hvad hedder du?" spurgte Kayla med en rolig stemme og kom så med et roligt smil.

[Cher Boydell]

Cher følte sig meget sikker i sin sag om, at denne kvinde måtte være heks, troldkone, magiker, eller hvad man nu foretrak at kalde det. Mere sikker, end hun havde gjort, da hun gættede på dyresygeplejerske i hvert fald. Og måske var hun så en af de der healere, som hendes forældre af og til snakkede om? Og hvis hun var, kunne hun så hjælpe? Cher var ikke helt sikker, men det gav i hvert fald mening, at hun så ikke vidste ret meget om, hvordan man hjalp mennesker i al almindelighed - for det vidste alle sygeplejersker i landet forhåbentligt.

Cher kunne ikke lade være med at komme med et selvtilfreds smil, da kvinden svarede ja. Så havde hun haft ret, og det var dejligt at vide, at man ikke var helt tabt bag på en vogn, trods alt. ”Jeg tænkte det nok.” Alternativ var kodeord til skør. Vegetarer, der levede ”alternativt” for at hjælpe dyrene - nej, de levede sindssygt, fordi de er deres små kyllingehoveder havde en opfattelse af, at hvis ét menneske, som tilfældigvis var dem selv, stoppede med at spise kød, så ville dyr aldrig dø igen. Men sådan forholdt verdenen sig altså ikke, og Cher fattede ikke, at man overhovedet kunne være så stupid. Men det kunne man altså, åbenbart, og hun havde skam også fået det bekræftet ved flere lejligheder. ”Jeg er vokset op blandt magikere, hvis det tæller.” Hun trak på skuldrene og skar ansigt igen. At komme til skade mindede en om, hvor meget kropsprog man egentlig talte, i løbet af en dag. Smertefuldt meget. Normalt stod Cher ikke ved, at hun var fuser, fordi hun syntes det lød så grimt. Men hun så ikke det store problem i, at indrømme det overfor denne mystiske kvinde. Desuden ville det virke åndssvagt, hvis hun havde svaret, at hun var magiker, fordi så kunne hun jo bare have hjulpet sig selv. ”Cher,” Svarede Cher kort for hovedet, og valgte med vilje ikke at sige sit efternavn. Denne kvinde var magiker, og det kunne meget vel være, at hun kendte til Boydell-familien. Og det ville Cher gerne undgå at blive involveret i. ”Hvad med dig?”

[Deleted]

Kayla smilede roligt for sig selv, da hun endeligt fandt ud af at denne kvinde faktisk var magiker. "Åh puha... Så kan jeg godt hjælpe dig" sagde Kayla næsten helt lykkelig, hun var glad for at denne pige var magiker lige nu, fordi at hun så rent faktisk havde en chance for at vide hvad hun skulle gøre: "Det er din heldige dag.. Du er landet lige ude for Skt. Mongus" sagde hun og pegede i mod skuret et par meter fra hende, Kayla var godt nok ikke på arbejde lige nu, på grund af kidnapningen og alt det der, men det betød jo ikke at hun ikke kunne hjælp en ung pige når hun havde brug for hjælp. Desuden havde Kayla heller ikke samvittighed til nogensinde at lade hende ligge.

"Jeg hedder Kayla" sagde hun med et varmt smil og betragtede den unge pige: "Kan du gå? Jeg kan støtte dig derind?" sagde Kayla, hun skulle blot vide om hun skulle skaffe en anden måde at komme derind på, hun havde jo ingen idé om hvor skidt denne pige rent faktisk var, men det så nu ikke ligefrem rart ud: "Du skal nok forberede dig på at tilbringe et par dage derinde" sagde hun roligt, der var eliksirer der kunne fikse de fleste ting hurtige, men det var jo ikke få sekunder det blev gjort på, så hun måtte forhåbenligt have lidt tålmodighed, men det var jo ikke altid nemt når man var ung.

[Cher Boydell]

Cher slog kort ud med hænderne, sådan lidt ’what-the-fuck’-agtigt. Det var totalt underligt, at hun blev ved med at veksle mellem godt at kunne hjælpe og ikke at kunne. Og for at være ærlig, så fattede Cher ikke en meter af det. Efterfølgende faldt brikkerne dog på plads. Opgivende lænede hun hovedet ind mod muren. ”Er det en fucking joke,” mumlede hun for sig selv og sukkede dybt. Der havde aldrig været den store grund til, at hun skulle vide noget om skt. Mungos, for det var jo et hospital for magiske kvæstelser, og i og med, at hun var fuser, mente hendes forældre ikke, at det var nødvendigt, at hun vidste hvor hospitalet var. Inden i kogte Cher af raseri til hendes hjernelamme forældre. Hvordan kunne man dog tage så meget fejl? Selvfølgelig kunne de ikke vide, at hun ville begynde at ryge hash og ende i klammeri med sin dealer, og havne på et tilfældigt gadehjørne i London. Meeen, de kunne måske godt have fortalt hende om hospitalet alligevel, så hun i det mindste havde vidst noget om det. ”Heldig er mit mellemnavn.” Det var dybt sarkastisk, og egentlig var Cher meget træt af sit million-dobbelte nederlag i dag. Det kunne bare nærmest ikke gå værre.

Selv om Cher på ingen måde var i humør til at præsentere sig eller lære hinanden at kende eller noget som helst andet, nikkede hun alligevel høfligt, da pigen, Kayla, præsenterede sig. ”Hej med dig.” svarede hun og prøvede virkelig ikke at lyde alt for nederen. Selv om hun havde den sygeste nederen på. Hun rodede lidt rundt i sit hår, mens hun tænkte over Kaylas spørgsmål. ”Jeg ved det sgu ikke, ærlig talt.” Hun trak igen på skuldrene, og hun fortrød endnu engang sin bevægelse. ”Men vi kan da godt prøve, det værste der kan ske er, at jeg falder.” Hun skulle til at trække på skuldrene igen, men mindede sig selv om, hvilken uendeligt dårlig idé, det var.
Lige som før, inden Kayla var kommet, forsøgte Cher at skubbe sig opad, ved at benytte sig af muren og sit raske ben, mens hun med hænderne mod asfalten forsøgte at skubbe sig op ad. Efter noget, der føltes som 200 år, var hun kommet forholdsvist op at stå, og stod nu på et ben, lænet op af muren. ”Så langt, så godt,” mumlede hun for sig selv, og skulle nok lige vænne sig til, at hun ikke længere var alene i situationen. Hun sukkede tungt og dramatisk af det næste, Kayla sagde. ”Som sagt, heldig er mit mellemnavn.” Hun skar en opgivende grimasse. For første gang ville hun ønske, at hun ikke var stukket af hjemmefra.