Læsning på biblioteket, på et niveauforskel.

[Sandie Louise Friedrichsen]

Tilegnet: @leviathan.

Tid: Eftermiddag efter dagens sidste lektion.

Sted: Biblioteket ved et af bordene med hovedet nedad i en bog.

Vejret: Et rigtig Marts måned vejr. (Er ikke god til årstider, så derfor skriver jeg det sådan.)

Omgivelserne: Nogle få elever og lærere der læser, eller snakker.

Påklædning: Slytherin's skoleuniform og håret i en flettet fletning, der er ned langs skulderen.

Sandie sad på biblioteket efter sin sidste lektion for dagen med de grågrønne øjne i fuld koncentration om at læse teksten i en bog om besværgelsen 'Upertum' men det var svært at forstå hvad der stod i bogen, men hun var for stædig til at lukke bogen i med et smæld. Selvom hun havde haft lyst til det i snart tre eller flere timer. Hun var så koncentreret om at læse, at hun ikke rigtig hørte hvad der skete i biblioteket. Det var også lidt det samme for hun havde alligevel ingen kendskab til nogen rigtig, så det var alligevel ikke en hun kendte, der fik skældud af bibliotekaren, som vist nok var sur over noget som en elev nok havde gjort. Sandie ville indtil videre gerne være Healer, når hun blev gammel nok til det. Hun overvejede også at blive en Dragepasser, men nu måtte hun vente og se på det til den tid. Hun ville gerne lærer, så det var derfor hun havde taget bogen, og havde slået op på siden. Sandie kiggede kort op fra bogen, da hun så at bibliotekaren var ved at få en elev ud som der strittede imod, men så kunne vedkommende jo bare være ordentlig tænkte Sandie og så på bogen igen mens hun mumlede stille for at bibliotekaren ikke skulle høre hende eller smide hende ud. "Den bog er svær at få noget som helst sammenhæng i, men nu er jeg også kun elleve år, så det er nok derfor. Selvom jeg kan læse og skrive." Det sidste havde hun nok mere haft sagt til sig selv. Sandie smilede lidt mens hun igen prøvede at læse bogen, som der lå på bordet, da hun var stædig og ikke havde noget andet som hun skulle gøre førend de skulle spise. Hun fortsatte med at forsøge, at få noget ud af at læse bogen.

[Deleted]

Den brutale mangel på søvn havde sat sine tydelige spor på Leviathan, hvis øjne var røde og der var sorte rande under. Søvnløshed havde han nu altid dejet med, men det blev aldrig mindre irriterende. Dette skulle dog ikke forhindre ham i at føre sig frem på sin sædvanlige "rigtige" måde. Han gik med ret ryg, svingede let med armene i rigtig takt med benene, mens hans hoved var løftet, så man ikke lagde mærke til, hvor træt han egentlig var. Det var lige efter dagens timer, så dette gjorde ikke hans mangel på søvn bedre, men han ville vente med at forsøge sig med at sove til maden var overstået, for uanset hvor punktlig han var, så kunne man stadig risikere mange ting, hvis man sov det hele væk, og han syntes nu alligevel, at han burde være til stede under måltiderne.
Leviathan bevægede sig op ad gangene mod biblioteket, hvor han havde nydt at opholde sig, dengang han selv gik på skolen, og han havde faktisk ikke været der endnu, efter han var blevet ansat, så mens han nu alligevel ventede, kunne han da vel ligeså vel gå derop en tur. Da han nåede frem, overvejede han dog næsten at vende om igen,d a han hørte, at en elev åbenbart havde været uartig, men han valgte at ignorere det og i stedet gå ind, som han jo havde planlagt det. Der var ikke mange mennesker, Umiddelbart kunne han kun få øje på en pige, der sad og læste, hvilket han fandt som værende ganske fornuftigt. Han roste hende i sit stille sind, mens han kiggede lidt på de mange bogreoler for at se, om der mon var noget spændende.

[Sandie Louise Friedrichsen]

Sandie læste stadigvæk i bogen, eller hun prøvede i hvert fald på det, da hun havde hørt at der var kommet nogen ind gennem døren, og lidt nysgerrig efter at se hvem det var vendte hun sig om med hovedet, men uden at den hun kiggede på kunne få øje på det. Det ville ikke klæde hende, ligesom det ikke gjorde hende nu, at blive taget i at kigge eller stirre på folk. Det var ikke noget som Sandie var blevet opdraget med, eller til for den sags skyld. Hendes forældre havde gjort sit til at hun skulle være en god pige, men nysgerrigheden havde i dette tilfælde vundet. Men selvfølgelig ville Sandie være sin egen og sig selv ligesom alle andre ville det med dem selv, og et kort hurtigt uskyldigt kig kunne vel ikke skade, og ellers undskyldte hun, hvis det skulle komme til det. Sandie havde stadigvæk ikke kendskab til hele lærerstaben og vidste ikke så meget om de forskellige lærere, men personen hun så på var vist en hun havde set før, men hun kunne ikke genkende manden der kiggede på de forskellige bøger i en af bogreolerne. Sandie kunne se at han ikke havde set hende og vendte tilbage til bogen, for at han ikke selv skulle se, at hun havde gjort det. Sandie kiggede i bogen igen og lagde hovedet i den venstre hånd og læste videre med et smil på læben.

[Deleted]

Det gik en ti minutters tid med at kigge på de forskellige bøger, men der var endnu god tid til, at der skulle spises, så Leviathan mente, at han vel ligeså vel kunne fortsætte. Hvis ikke han fandt noget spændende inden da, kunne han måske undersøge den forbudte afdeling. Der havde han aldrig været som elev. men det var vel tilladt for en lære at gå derind, ikke sandt? Jo, det måtte det da være, hvis man skulle have underskriften fra en.
Som Leviathan gik lang bogreolerne, var hans intention egentlig bare at kigge lidt væk, før han blev helt hypnotiseret af det, og det var ubevidst, at hans blik nu lige pludselig gled hen over den bog, som den unge pige sad og læste i. Han bed ikke så meget mærke i det, men kunne dog ikke lade været med at undre sig over, hvad hun skulle med Optetum, som han så at sidens overskrift sagde. Han skulle lige til at ignorere det, men huskede så på, at han jo sådan set var lærer nu, så det var vel hans job, at fortælle hende, at den var alt for avanceret for en førsteårs elev, som hun så ud til at være. "Undskyld mig, frøken, det er ikke for at snage, men jeg kunne ikke undgå at bemærke, at du læser om Opertum. Jeg undrede mig bare lidt over hvorfor." Sagde han, og gik lidt tættere på hende. Han stod jo trods alt kun lige på kort nok afstand til, at kunne skimte bogens massive overskrift, så det virkede på sin plads at komme lidt nærmere.

[Sandie Louise Friedrichsen]

Der gik ikke lang tid førend at Sandie hørte nogen der talte til hende, eller det tænkte hun at det nok var. Hun løftede hovedet og lagde hånden på bordet mens hun rettede sig op i stolen, så hun ikke lignede en der ikke kunne finde ud af at sidde ordentligt, hun var altid afslappet i biblioteket. Der var hendes andet favorit sted, næst efter søen. Sandie smilede venligt og imødekommende overfor manden, som hun havde set på før, hun havde jo ikke gjort noget forkert så vidt at hun vidste, så hun var helt rolig og afslappet mens hun så på ham, og svarede venligt og høfligt. "Det er helt i orden Hr, at de spørger om det. Jeg læser i bogen her, fordi jeg for det første elsker at læse i alle mulige bøger. Og fordi jeg gerne vil være Healer, når jeg bliver gammel nok. Det eller Dragepasser, måske. Jeg har ikke besluttet mig for det endnu, da der er så meget at vælge imellem. Men for nu er det Healer, at jeg vil gå efter at uddanne mig til, men jeg har måske fået taget en forkert bog." Hun så roligt og afslappet på ham, da han kom lidt tættere på hende. Sandie smilede og tænkte over om hun havde sagt for meget eller for lidt, eller måske været for meget åbenhjertet overfor ham? Det var jo ikke fordi, at hun kendte ham eller noget. Det havde bare været en del af hendes natur, tænkte Sandie i sit stille sind imens hun sagde. "Nu må de selv undskylde mig, at jeg spørger dem direkte om det, og det er ikke for at være uhøflig i min undren over deres spørgsmål eller noget. Men hvorfor spørger de om det? Ikke at det gør noget, men det undrede mig bare lidt." Sandie så stadigvæk venligt, høfligt og imødekommende på manden med et smil på læben, der var glad og muntert. Hun håbede at han tog det pænt, men det var vel også fair nok at hun havde spurgt. Nu da han havde gjort det.

[Deleted]

Nå, så hun ville være healer. Jamen, det var da ikke et helt dårligt valg efter Leviathans mening. Det var faktisk en ganske glimrende ting i hans bog, da det var et respektabelt job frem for at gå med i Dødsgarden. Han kunne simpelthen ikke se hvordan, folk overhovedet kunne bruge deres dyrebare liv på at tage andre uskyldige menneskers. Hvordan kunne de overhovedet finde tiden til den slags, når der var så meget andet mere meningsfyldt at opnå? Leviathan havde aldrig fattet det, og han var udemærket klar over, at ham aldrig nogensinde ville komme til det.
"Jamen, hvis du vil være healer," sagde Levi, "så er det i hvert fald den rigtige bog, du har fået fat på." Han tøvede lidt. "Dog tror jeg nu alligevel, uden at skulle betvivle dine evner, at Opertum vil være lidt for svær for dig endnu. Den er jo trods alt ikke på pensumlisten før sjette årgang." Leviathan tænkte sig lidt om. "Jeg spørger faktisk lige præcist fordi, jeg har svært ved at forestille mig, at du ville kunne mestre denne besværgelse endnu. Igen, uden at betvivle dine evner. Men har du måske tænkt lidt over Episkey? Den er lidt lettere, og hvis du vil være healer en dag, så er det noget, du ville kunne få brug for at lære. Plus, det er en meget god forberedelse til Opertum, da den heler de mindre sår." Ganske vist havde han egentlig også først tænkt sig, at Episkey skulle læres på trejde årgang, men det havde aldrig nogensinde skadet nogen at være foran, i hvert fald ikke af hvad han havde erfaret. Måske ville hun heller ikke kunne mestre den fuldt ud endnu, men det var jo alt i alt en meget praktisk besværgelse at kunne, så hvorfor ikke ligeså vel forsøge sig med den?

[Sandie Louise Friedrichsen]

Hun lyttede stadigvæk på det han sagde eller nok mere forklarede hende omkring det med bogen, og besværgelsen. Hun tog det med oprejst pande og et smil, da han havde sagt det med at kunne mestre besværgelsen. Sandie havde nemlig selv haft tænkt over det samme selvom hun godt kunne få de fleste besværgelser til at virke som regel, men hun havde ikke hørt om den besværgelse som han havde nævnt overfor hende. Men Sandie var frisk på at gøre sit bedste. Hun var jo fra en fuldblods familie og selv en fuldblods heks, så selvfølgelig ville hun gøre sit til at blive en god. Nej en fantastisk heks. Sandie så stadigvæk på ham og sagde. "Hvis De siger det er den rigtige bog, så tror jeg på dem Hr. Og hvad besværgelsen angår vil jeg gerne give Dem ret i det. Selvom jeg kan få de fleste besværgelser til at virke som regel, men jeg må indrømme at den besværgelse som De nævner. Den har jeg ikke hørt om før." Hun så rundt i biblioteket for at følge lidt med i hvad der skete omkring hende, men vendte tilbage til manden igen. Han var ikke en elev, det kunne alle se. Og uden at vide det med sikkerhed, tænkte Sandie at han heller ikke var en forældre. Så sidste valgmulighed var at han var en af de mange Professorer på skolen, men hvad var hans speciale? Mon det var den nye Professor i Besværgelser? Hun tog en dyb indånding før hun spurgte venligt og høfligt, imens hun kiggede på ham. Sandie havde nemlig lært, at man skulle det medmindre der var grund til andet. "Undskyld jeg spørger Dem, men er De den nye Professor i Besværgelser? Eller er De bare god til besværgelser generelt?" Spurgte hun venligt og med en let drilsk stemme, for hun vidste ikke hvordan han ville reagere eller svare på det. Men efter et par sekunder ville Sandie præsentere sig, da hun tænkte at det var normal skik og høflighed. "Mit navn er Sandie Louise Friedrichsen, ja jeg tænkte at det var uhøfligt ikke at præsentere sig selv, men det er i orden hvis De ikke vil gøre det samme. Det er bare endnu en ting som mine fuldblods magiker forældre har lært mig." Sandie rakte hånden frem til ham imens hun smilede venligt og høfligt.

[Deleted]

Leviathan havde jo endnu ikke undervist alle klasserne endnu, og han var jo kommet ind midt på året, så han ikke var blevet præsenteret ved begyndelsen af skoleåret, så han bebrejdede ikke den unge pige det mindste for ikke at vide, hvem han var. Det var jo trods alt svært, hvis man aldrig havde fået det fortalt eller vist, for den sags skyld.
"Jo, der er mig." Sagde Leviathan og nikkede til hendes spørgsmål. "Professor Wolf, er det vel passende at kalde mig." Tilføjede han, da han allerede havde mødt en elev, der var så meget på afveje, at han havde kaldt Leviathan ved sit fornavn, hvilket jo var meget upassende mellem lærer og elev. Det var det i hvert fald i Leviathans egen verden, selvom han vidste, at nogle lærere havde det på en anden måde. Unge lærere var det oftest, og selvom han selv tilhørte aldersgruppen, så var det jo ikke for ingenting, at folk havde det med at kalde ham for gammeldags. Han klædte sig sådan og han opførte sig sådan, det vidste han godt selv, så han blev hverken overrasket eller fornærmet, når andre sagde det til ham.
"Glæder mig at møde dig, frøken Friedrichsen. Du siger altså, at du aldrig har hørt om Episkey før? Jo altså, den virker lidt som Opertum, som du sidder og læser om her. Episkey healer bare mindre sår og skader, så jeg tænker, at den måske ligger lidt mere inden for dit niveau i forhold til Opertum, der jo ligger meget længere henne i pensummet." Selvom han prøvede at spille det lidt væk, kunne han ikke lade være med at bide mærke i den måde, hvorpå hun havde omtalt sine forældre. Det var måske vigtigt for hende, om man var af fuldblod eller ej, siden hun præsenterede dem på denne måde? Uanset hvad, så var Leviathan stærkt imod fuldblodsfanatisme, men han mente samtidig, at folk skulle have en chance for at ændre sig fra det, for hvis de ikke fik det, så var der jo intet håb om, at det ville ske. Specielt i blandt de børn, der blev hjernevasket af deres forældre. De var jo stadig unge og kunne reddes, men hvis ikke de fik muligheden, så kunne man ganske enkelt ikke forvente, at det ville ske.

[Sandie Louise Friedrichsen]

Sandie lyttede men var samtidig også lidt tænkende. Det havde ikke været noget særligt, eller noget problem for hende at starte på skolen, men det havde da været en smule ensomt og starte på skolen for hun havde været ude at rejse en del imellem begge verdener sammen med sine forældre, og havde derfor ikke rigtig haft mulighed for at få et fast sted, hvor hun kunne føle sig hjemme, men da hun så skulle på Hogwarts havde hendes forældre nået til enighed om at det var på tide, at de skulle have et sted som var deres hjem, så de var flyttet ind i en lejlighed i London hvor de boede den dag i dag. Hverken Sandie eller hendes forældre gik rigtigt op i det med blodstatus. De mente at alle var lige med alting, og der skulle være plads til alle i begge verdener. Sandie havde været glad da de endelig fik et sted som var deres hjem, men det havde også været skønt at se verdenen.

Men så var der jo også dem i familien, der var fuldblodsfanatikere, og ikke havde kunnet gøre for det. Men igen det var en fri verden tænkte Sandie inden hun så på ham med et roligt og afslappet smil, da hun var glad for at have fået ret med hensyn til at han var den nye professor i besværgelser, det ville have været en smule pinligt hvis nu hun havde taget fejl, men det havde jo bare været det så. Normalt havde hun nok den holdning, at lære og elever, ikke skulle tiltale hinanden ved fornavn, da det ikke virkede særligt professionelt imellem begge parter, men igen tænkte Sandie også at det var en fri verden, at de levede i, så hvis der var nogle der havde lyst til det gjorde de det. Hun kunne nok også lidt selv gøre det i sidste ende, men da hun hørte at professoren havde sagt sit efternavn, havde hun forstået det med det samme og sagde. "Glæder mig at møde Dem Professor Wolf. Og nej det har jeg ikke, men det lyder meget spændende og interessant det De siger Hr Wolf. Jeg er sikker på at De har ret i det med hensyn til det med begge besværgelser." Hun vidste ikke om hun skulle sige mere, hun tænkte kort over hans navn om Wolf var en varulv, det var lidt navnet der ledte hende på den tanke, men hun valgte ikke at spørger ind til det. Sandie vidste ikke om hun turde spørge om han ville hjælpe hende med besværgelsen. Ikke fordi hun var blevet genert, eller andet, men han var jo ikke kommet til biblioteket for at finde en ung pige der måske havde brug for hjælpen, og han havde sikkert også andet som han havde skulle førend han mødte hende.

[Deleted]

Efter kort at have kigget på sit lommeur, besluttede Leviathan sig for, at der var rigeligt med tid til at øve denne besværgelse en lille smule. Ganske vist var biblioteket ikke det rigtige sted at gøre det, men på den anden side, så var besværgelsen meget ufarlig, så det ville nu nok ikke gå forfærdeligt galt og få det hele til at eksplodere. Tanken om at bibliotekaren ville komme hen og tage dem i det strejfede ham også en enkelt gang, men da måtte han minde sig selv på, at han jo faktisk var lærer nu og ikke elev længere. så mon ikke der ville blive stolet på, at lærerene trods alt ikke ville bryde reglerne, selvom dette var ganske harmløst.
Han trak stolen ved siden af frøken Friedrichsen hvorefter han satte sig på den. Han rullede derefter sit venstre ærme en smule op og trak sin tryllestav frem, for så at lave en lille rift i sin arm. Det blødte en smule, men det var ikke noget at klynke over. Derefter vendte han igen opmærksomheden mod frøken Friedrichsen. "Den er faktisk ganske simpel," sagde han, "du peger bare med staven, ingen bestemt håndbevægelse," han rettede staven mod det lille sår, "og så siger du Episkey." Uden det mindste lysglimt eller noget som helst andet, der kunne afsløre brugen af en besværgelsen, begyndte den lille rift med det samme at lukke sig. Leviathan fik den dog til at åbne sig igen med det samme, hvorefter han lagde sin tryllestav fra sig. "Den er ganske simpel," sagde han "prøv du." Leviathan vidste udemærket godt, at det ikke var helt efter reglerne dette, men man lærte jo ikke altid så meget, hvis man blot holdt sig til teorien, nogen gange måtte man altså lære det med praksis, og dette var en meget god besværgelse at kunne, hvis man nu skulle komme ud for noget en eller anden dag, så han skammede sig heller ikke over at vise den unge frøken, hvordan man udførte denne formular. "Du skal ikke give op, hvis det ikke lykkes første gang," tilføjede han, inden hun gik i gang. "Den er stadig lidt over dit niveau, så tag den tid, du behøver, så lærer du den nok i sidste ende."

[Sandie Louise Friedrichsen]

Sandie fulgte ikke rigtig med i hvad han foretog sig, hun ville ikke gøre ham nogen ulejlighed, hun kiggede på bogen og ledte efter besværgelsen. De kunne jo ikke udføre den på biblioteket, eller kunne de? På den anden side tænkte hun også at de måske kunne det. Hun fandt den efter at have bladret et par sider igennem og skulle til at give sig til at læse endnu engang, men da hun hørte en stol blev trukket ud, og havde set at han havde sat sig lukkede hun den igen. Han havde måske valgt, at han ville hjælpe hende. Selvom hun ikke havde sagt noget, men hun blev glad og smilede og lyttede efter det han fortalte hende. Sandie så opmærksomt til imens Hr. Wolf demonstrerede for hende med at bruge sig selv til at vise hvordan det fungerede. Blodet gjorde hende ingenting, hun så at det kom og forsvandt igen med det samme næsten. Hun så på ham og tænkte at det nok ikke helt var tilladt, at gøre det på den måde som han havde gjort det, men det gjorde hende ikke noget det var i hvert fald mere praktisk og smart, end det kun var læsning i bøgerne med teorierne omkring de forskellige ting som de studerede i fagene. Men da han sagde at hun skulle prøve og samtidig i Sandie's ører lød en lille smule usikker, men uden at være sikker på det, og så endda efterfølgende havde sagt, eller det troede hun i hvert fald, at han ikke virkede som om han havde den store form for tillid til hende tænkte hun bare at han ikke kendte hende, og hendes magi. Sandie sendte ham et smil og svarede imens hun ud af sit eget ærme trak sin stav frem. "Ok Professor Wolf. Det skal jeg nok," sagde Sandie og pegede så med sin stav i venstre hånd på professoren's arm, hvor den lille rift var imens hun sagde med tillid til sig selv og hendes stav, samt troen på, at hun ville kunne klare det. "Episkey." Hun så på hans arm imens hun havde staven hen over det lille sår, og ventede på at se om det var lykkedes for hende, men hun ville ikke undre sig over det, hvis den ikke gjorde det. Hun var jo netop en førsteårs elev, trods alt.

[Deleted]

Det var ikke fordi, at Leviathan ikke nærede tillid til den unge frøken, der sad ved siden af ham. Men han havde jo ikke haft æren af at undervise hende endnu, så han vidste jo fra den side set heller ikke, om hun mon nærede tiltro til sig selv. Der var jo mange elever, der tvivlede meget på sig selv især på første årgang. Det havde han bemærket, dengang han selv gik på skolen. Så at han fortalte hende, at det nok ikke ville lykkes i første omgang, var ikke fordi han troede, at hun ikke kunne gøre det, men mere for at hun ikke selv skulle give op, hvis det nu ikke lykkedes. Leviathan havde den holdning, at det var bedre at opmuntre eleverne til at lære det, end at nedgøre dem og på den måde tvinge dem til det, hvis de ikke ville ydmyges foran hele klassen. Han havde selv haft sådan en lærer, dengang han selv gik der, men heldigvis for ham, så var han ikke blevet placeret på Ravenclaw i sin tid helt uden grund. Det skulle ikke være en hemmelighed, at han havde været en af de dygtigere elever i klassen, så han var aldrig selv udsat for denne ydmygelse, men det var der til gengæld mange andre, der var. bevars, de lærte det jo også i sidste ende, så metoden havde vel fungeret udemærket, men Leviathan var nu stadig ikke vil med det. Det var ligesom han havde det med heste. De skulle ikke tvinges ind i at lære noget, men opmuntres til det. Dette havde han fået meget kritik for blandt de andre jagtryttere, men det skulle vise sig, at han jo trods alt ikke havde været toprytter i den gruppe for ingenting. Han stoppede dog igen, da han ikke længere kunne tage at se, hvordan de behandlede de stakkels heste, men det var jo en længere historie.
Leviathan så opmærksomt til, som frøken Friedrichsen forsøgte sig med besværgelsen for første gang, og da hun jo gjorde det nøjagtigt dem det skulle gøres, blev Leviathan ikke forbavset, da blødningen i såret holdt op. Det helede sig ikke helt, men at stoppe selve blødningen var jo et stort skridt i den rigtige retning. "Udemærket, frøken Friedrichsen, jeg er imponeret," sagde han med et anerkendende nik. "Hold dig ikke tilbage, forsøg endelig igen," tilføjede han, da han havde kigget sig omkring og endnu engang sikret sig, at der ikke var nogen til stede, der kunne få er fur over dette.

[Sandie Louise Friedrichsen]

Det var ikke fordi, at Sandie havde taget det personligt med, at hun havde tænkt, at Professoren ikke måske havde haft tillid, eller andet til hende. Der skulle normalt meget til, at slå hende ud, for at være ærlig og det var en af de ting som hun var, medmindre at det var bedre med en hvid løgn, men det var sjældent at hun løj. Selvom hun godt kunne det uden at vise det, man var vel en Slytherin. Men det var ikke noget som hun brød sig om, at lyve medmindre man hjalp med løgnen. Han havde jo ikke haft æren af, at undervise hende endnu heller, hvilket også havde været en af de mange grunde, som Sandie havde tænkt. Hun var jo også selv ny ligesom Hr. Wolf var det, så hun kunne forstå ham på en måde. Det var vel ikke ligefrem let at starte på en skole? Men hun ville ikke gøre sig klog ved det. Hun lod de mange tanker passerer imens hun så på hans arm og havde staven over riften, da blødningen blev stoppet kom et glad og lykkeligt smil frem på hendes læber. Det var jo et skridt i den rigtige retning, så hun var glad og tilfreds med det. Hun så på Professor Wolf med øjnene og smilede, for at vise at hun værdsatte hans hjælp, det var jo hendes første gang med besværgelsen, det var med at vise at man værdsatte det. Da Professoren jo ikke havde haft nogen særlig grund til det, hvilket lidt havde undret hende, men hun holdte det for sig selv. Sandie prøvede altid, at gøre sit bedste og at hjælpe hvor hun kunne det, da hun blev rost for sin indsats blev smilet en smule større og tilliden til at kunne klare det ligeså. "Mange tak, Hr Wolf, jeg skal nok sørge for at Deres rift bliver helet. Og tak for Deres hjælp, jeg værdsætter den virkelige," sagde Sandie fuld af tillid til sig selv og en masse andet, inden hun sagde noget som hun havde fået fortalt engang. "Det siges, at Dem med et stærkt hjerte er god til magi, hvis De ønsker at glæde andre mennesker med den. For det er jo det der gør, at magien virker. Er det ikke rigtigt Professor Wolf? Eller er det forkert?" Hun så på ham med et smil og et spørgende blik, for han måtte jo vide det på en måde. Hun tog staven over hans arm igen imens han kunne tænke lidt over det hun havde fået sagt, og sagde endnu engang. "Episkey." Hun så endnu engang på armen, nok mere for at hun ikke kom til at grine over det, at han var bange for at blive taget i sin gerning, og så af respekt og høflighed for ham. Sandie tog ikke den slags særligt tungt, da hun jo nok mere burde være det end Professoren i det med at hun var elev på skolen og Professoren ikke var det, men det gad hun ikke. Hun tog tingene som de kom til hende, men det var jo heller ikke en forbrydelse at de var i gang med nu, eller var det egentlig? Sandie vidste det ikke, men for nu koncentrerede hun sig om at få helet riften på Professoren's arm.

[Deleted]

Leviathan nikkede blot og ventede på, at hun ville forsøge sig med besværgelsen igen, men så sagde hun noget, der omgående fik fjernet hans forhenværende mistanke om, at hun var blodsfanatiker. Han rynkede panden og tænkte lidt over, hvordan han skulle svare. Hvor ville han dog ønske, at det var sådan, det hang sammen, men han tvivlede nu stærkt. Ud af alle de magikere han havde mødt i den tid, han duellerede, havde han mødt ædle og vise troldmænd, der beherskede de mest vidunderlige former for magi... Men han havde desværre også mødt skrækkelig troldmænd med onde sind, der havde vist sig at være ligeså dygtige, men bare på et helt andet plan. Og så igen... Var det nu også noget andet? En ting var sikkert, og det var, at denne pige da i hvert fald havde et positivt sind, og det var ofte det, der kunne hjælpe en ud af grimme situationer. Han havde slev befundet sig i sådan nogle, men i stedet for at have erklæret sig selv død, så var han fortsat med håbet om at overleve, og det var til sidst det, der havde reddet hans liv, så det var kun en god egenskab at have. Hvis man da kendte dens grænser. Til tider kunne man jo også få et for lyst syn på verden, at man ville blive blændet for alt dens ondskab, og det kunne også koste en livet. Men kunne man finde ud af at styre det og holde det på en fornuftigt plan, så kunne denne evne ende med at redde liv. Og måske ikke kun ens eget. "Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne give dig ret." Svarede han så sandfærdigt. Der var ingen grund til at lyve. Hvis hun gik med denne tro, kunne det komme til at koste hende dyrt, hvis hun undervurderede en modstander en eller anden dag. "Men det er desværre ikke sådan, det hænger sammen. Der er ikke noget menneske her i verden. der er helt godt eller helt ondt. Men se på de mægtige troldmænd gennem tiden. Albus Dumbledore og Lord Voldemort går jeg ud fra, at du har hørt om." For hvem havde ikke det. "Jo, Lord Voldemort frygtede Dumbledore, men det så alligevel. Dumbledore var en stor troldmand, men uanset hvor meget ondskab, der har være hos Lord Voldemort, så kunne det ikke benægtes, at han ligeledes har været en af tidens dygtigste troldmænd."
Leviathan flyttede sine tanker tilbage til sin arm, som frøken Friedrichsen endnu engang forsøgte sig. Der var ingen tvivl om, at hun nok måtte ende med at blive en dygtig heks, for det var store fremskridt hun gjorde sig, selvom det var første gang, hun skulle forsøge sig med besværgelsen. Flængen begyndte nemlig at lave en eller anden form for skorpe omkring sig, som den jo gjorde, hvis den hele naturligt. "Ikke dårligt, frøken Friedrichsen, slet ikke dårligt. Der skal ikke meget mere til, så har du den vist."