Fortsættelse: Endnu et møde.

[Marguerite Sophia King]

Imellem: Marguerite Sophia King & Jayden Darren

   Rita hævede tvivlende det ene øjenbryn. ”Er du nu sikker på det?” mumlede hun lavt - for hun havde da ikke set hans vidunderlige vid demonstreret i timerne i hvert fald. Det virkede ikke som om, at han var interesseret i at lære noget, mere som om han kun kom for at tale ned om mugglere og mugglerfødte. Hvad, kunne Rita ikke lade være med at tænke, mon der skete, hvis han en dag faldt for én af dem? Indrømmet, det ville være hylemorsomt.
   ”Årh, hold op. Det bedste ved den her post er da, at jeg kan få lov til at trække point. Du sagde selv, jeg manglede sjov i min hverdag.” skældte hun og slog opgivende ud med hænderne. Hvad kunne hun gøre? Det var jo også vældig hyggeligt at vejlede og vise de små elever til rette, men i virkeligheden gemte der sig måske en indre magtgal kvinde i Rita. Det var både sjovt og tilfredsstillende, når hun greb nogen på fersk gerning i et regelbrud, eller konfiskerede et helt lager af Zonkos-produkter. Men hallo.. Hvornår var hun blevet en fister?
   Rita stoppede den der. Hun var nu ganske sikker på, at han havde brugt præcis ordet ’bange’, men hun kunne med garanti ikke få ham til at indrømme det. Selvom det da havde været en trumf uden lige. Hans korte tøven i midten af sætningen, undgik ikke hendes opmærksomhed, og hun spekulerede på, hvad han mon ville have sagt. ”Jeg har ikke brug for at blive reddet, ellers tak.” bemærkede hun ophøjet og rystede igen opgivende på hovedet over ham. Nok så Rita lidt for porcelænsagtig ud, men hun var mere hård end som så. Og havde i hvert fald ikke brug for at blive reddet! Hun kunne snildt klare sig selv, hvad end han havde i sinde at kaste hende ud i.
   Rita smuttede ud ad døren efter Jayden, og efter et par lange skridt var hun oppe på siden af ham. ”Igen beviser du, at du ikke kender mig. Jeg kan slet ikke finde ud af at spille kostbar.” hævdede hun håbløst og kastede et nervøst blik tilbage over den ene skulder, som de krydsede indgangshallen.

[Jayden Darren]

”Jeg er helt sikker, Marguerite.” fortalte Jayden med en anelse irritation i stemmen. Selvfølgelig var han ikke dum, han fik da trods alt okay høje karakter i de afleveringer han lavede. I hvert fald i de fleste af dem.

”Så du har lige indrømmet at du kun kan lide dette vejleder job, fordi du kan trække point fra folk?” spurgte Jayden med en drillende klang i stemmen. ”Pas nu på, det kan jo være jeg har optaget din stemme på de der optagende tingester som mugglerne har opfundet... Og så ville du blive fyret.” sagde han hæst og kom pludselig i tanke om at han havde hørt at sådan nogle ting ikke virkede på Hogwarts. ”Vent.. Fail.” mumlede han opgivende og rystede på hovedet, mens han håbede på at hun ikke havde hørt efter.

Jayden lo ganske kort og så hånende ned på hendes lille skikkelse. Måske sagde hun at hun ikke havde brug for at blive reddet, men hvis nu en lærer, overhoved eller andet kom forbi og opdagede dem.. Så ville hun sikkert blive mere end taknemmelig for at han havde taget skylden. Så ville hun i hvert fald slippe for en eftersidning.

Men jo nærmere Jayden egentlig tænkte over det, jo mere sjov kunne han faktisk se i at hun fik en eftersidning. Det ville ikke betyde det store hvis han selv fik en, dem fik han jo alligevel så tit. Men hvis lærernes kæletøs, vejlederen og hvad hun nu ikke var fik en... Selv tanken fik ham til at le hæst.

”Så siger vi det.” sagde han ligegyldigt og trak på den ene skulder, mens hans blik kun lagde på døren ud til. Han glædede sig faktisk, lidt. Men også kun lidt, til at de kom ud. Han ignorerede hendes kommentar om at han ikke kendte hende, og lod så sine hænder finde dørens åbning, og med nogle kræfter fik han den åbnet. ”Det kan jeg se du ikke kan.” fortalte Jayden kækt og lavede et lille vift med hånden for at fortælle at hun bare kunne gå ud.
Selv gik han ud og mærkede straks nattens kulde hvilket fik han til at fortryde kun at have taget tshirt på. Det skulle nok blive en kold fornøjelse. 

[Marguerite Sophia King]

   Rita stirrede på Jayden, mens han talte. Det blev hun ved med, indtil han nævnte ’de der optagende tingester’, så begyndte et smil at spille i hendes mundvig. Hun ventede, indtil han tog sig selv i det, og så nikkede hun overdrevet. ”Ja, det er nemlig rigtigt, kloge Jayden.” sagde hun med ironi i stemmen og kunne ikke lade være med at more sig lidt. Det stod i skarp kontrast til, hvad han lige havde prøvet at overbevise hende om.
   Rita himlede med øjnene, da hun gik efter Jayden ud ad døren, og gøs umærkeligt, da den kolde luft omringede dem. Hun tog en dyb indånding for at nyde duften af den klare nat og slog armene om sig selv, da hårene på hendes arme rejste sig for at holde på varmen. Det kunne ikke vare længe, før de fik den første nattefrost, hvis det blev ved på den måde. Men allerede i næste måned var det jo december. Så startede juleræset igen. Rita nåede at blive stresset hvert år over alle de gaver, hun skulle købe, og alt det skolearbejde, hun skulle færdiggøre før ferien. I år var første gang, hvor hun havde besluttet sig for at blive på skolen julen over - og det var kun fordi, det var deres U.G.L.-år. Hun havde en eller anden illusion om, at hun skulle bruge hele ferien på at læse. Det kom næppe til at ske.
   Rita gøs igen. Hvis hun blev stående meget længere, ville hun garanteret begynde at klapre tænder. Hun skubbede til Jaydens skulder med den ene hånd. ”Hey. Kom nu.” bød hun lavmælt og begyndte at løbe ned imod søen, uden at tjekke, om han fulgte med eller hvad. Det måtte han jo selv om. Rita havde i sinde at holde varmen. Faktisk havde hun en forkærlighed for at være ude om natten. Det var på en måde befriende. Men det var ret sjældent, hun fik mulighed for det - det var jo forbudt - og selv i astronomitårnet måtte de ikke befinde sig, hvis det var uden for lektionerne. Sådan noget pjat.

[Jayden Darren]

Jayden ignorerede høfligt hendes kommentar og forsatte langsomt hen af græsset indtil han kort mærkede hendes hånd på sin skulder. Dog svarede han ikke på det hun sagde, men kiggede i stedet efter hende da hun begyndte at småløbe. ”Det ser godt ud, Marguerite.” råbte Jayden flabet og begyndte derefter at løbe efter hende. Han fik i hvert fald varmen af at løbe, så det gjorde ham ikke det store.

Han havde ikke løbet i mange sekunder før han begyndte at nærme sig hende igen. Det havde altid været en af hans stærke sider. Hurtig-løbning. Men sådan var Jayden, bedst til alt.

Da de nåede søens bred stoppede Jayden op og lod sit blik glide ud over søens blanke vand. Han havde faktisk ikke lagt mærke til det før nu, men det var helt skyfri. Og månen skinnede utrolig flot. Hurtig vendte han sig om mod hendes skikkelse inden han hævede det ene øjenbryn. ”Nåda, hvad skal vi så laaave?” spurgte Jayden og trak med vilje ud i a'erne i lave. Han hævede og sænkede drillende øjenbrynene, da han hentydede til noget specielt. Han kunne ikke lade være, der var bare et eller andet over hende. Han havde lyst til at drille hende. Og måske endda gøre hende sur. Det kunne være så sjovt.

”Marguerite, fryser du?” spurgte Jayden og åbnede sine arme mod hende. ”Kom herover.” forsatte han med samme drillende klang og hentydede til at han kunne varme hende. Eller det var forhåbentlig det hun skulle tro. For når han først havde hende i hans arme, så ville det ikke blive svært at smide hende i søen. Og det skulle bare lykkes.

Jayden vidste ikke om hun havde tænkt sig at afvise hans tilbud, men han havde faktisk endnu en plan. ”Altså, kom herover hvis du tør.” mumlede han og blinkede drilsk til hende med et flabet udtryk i øjnene. ”Men hvis du ikke tør, så forstår jeg det godt.. Jeg er jo også farlig.” afsluttede han hånende og så på hende med at udfordrende blik.

[Marguerite Sophia King]

   Rita standsede ligeså ved søens bred og gik nogle skridt frem og tilbage for at holde blodet i gang. Hun var sikker på, at hun så kæmpeblæksprutten lave ringe i det stillestående vand ude på midten af søen, men det kunne lige så godt være mørket, der spillede hende et puds.
   "Du kan godt glemme det." snøftede hun overlegent og pegede en anklagende finger imod ham. Selvom det næsten var romantisk; natten, månen, vandet og stjernerne. Hvis det bare havde været tyve grader varmere, så ville hun ikke udelukke noget. Man kom langt med den rette stemning. Men så forfinet var Jayden vidst ikke udi jagtstrategier. "Hvor længe har du planer om, vi skal være her?" forlangte hun i stedet at få at vide. Hun stemte selv for, at de bare gik tilbage til skolen. Til varmen. Hvor de ikke risikerede at pådrage sig en lungebetændelse. Hun måtte have bevist det, hun skulle nu. Rita var mødt op, og var gået med ham. Og havde endda lovet ikke at trække point fra ham. Hvor meget mere skulle der til?
   Hun kneb mistænksomt øjnene sammen og stirrede på ham, mens hun lagde armene over kors. "Aldrig i livet." Hun havde ikke det mindste problem med at afvise hans ellers generøse tilbud - så meget frøs hun vel heller ikke, selvom det hurtigt blev koldt igen. Hendes bryst hævede og sænkede sig i takt med hendes åndedræt, der var blevet en lille smule hurtigere efter løbeturen. Kun en lille smule. Rita var i rimelig god form, på grund af hendes plads på quiddichholdet. Hvis ikke hun trænede, bare engang imellem, så kunne hun jo for pokme da næsten ikke løfte battet med én hånd, endsige svinge det imod en smasher. Så Rita trænede. Når hun havde tid.
   Hendes blik var stadig rettet mistænksomt imod Jayden, da han talte igen. Han udfordrede hende. Det mistænksomme udtryk forsvandt, og hendes arme faldt ned langs siden igen. Det var da lige godt... Han måtte have luret hende. Vidste præcis, hvordan han skulle få hende til det. Rita kunne ikke modstå en udfordring. "C'est des conneries!" mumlede hun vredt og strammede sin hestehale, før hun trampede over til ham og ind i hans åbne arme. "Så varm mig!" kommanderede hun hårdt, og trådte så tæt på at hendes arme - der igen var lagt over kors - stødte mod hans brystkasse.

[Jayden Darren]

Jayden lo hæst og rystede flabet på hovedet. ”Jeg glemmer intet.” fortalte han og gik et skridt bagud, så han kunne mærke søens start. Han rynkede brynene en lille smule da hun spurgte om hvor lang tid de skulle være her. Han vidste det ærlig talt ikke. Han elskede at være udenfor, det var der ingen tvivl om. Især om natten, så kunne man bare sidde alene og hade alle. Uden andre så noget. Men lige nu, så ønskede Jayden bare at smide hende i søen. Så kunne han altid løbe sin vej mens hun bare lagde og plaskede rundt i vandet. Og forhåbentligt kunne han nå væk før hun trak point fra ham.

”Altså, det kommer selvfølgelig an på noget.” hvislede han og lagde let hovedet på skrå mens han betragtede hende. ”Noget helt specielt.” afsluttede han hemmelighedsfuld af og blinkede drillende til hende.

Jayden smilede overlegent da han så hvordan hun overgav sig. Overgav sig til hans charme. Han lagde straks armene rundt om hende, næsten som om han låste hende fast i et bur. Han rystede kort på hovedet, og selvom han vidste han næsten ikke kunne komme tættere på søens kant, så trådte han et minimalt skridt bagud. Han havde chancen til at smide hende i nu, og selvfølgelig ville han benytte den.

”Ohoho Marguerite. Du er lidt af et fjols.” lo Jayden hæst og strammede sine arme en smule. Hun skulle jo helst ikke flygte. ”Havde du virkelig troet at jeg ville varme dig. En vejleder fra Gryffindor.” forsatte han, denne gang med hånende stemme. Jaydens hoved var lige ved Marguerites hår, så han kunne tydelig dufte hendes shampoo. Hendes gode shampoo...

Med en hurtig bevægelse vendte Jayden sig med front mod søen, og selvom han trak Marguerite med sig, så var det overhovedet ikke besværligt. Hun var jo også så lille. Så skrøbelig, ville han selv mene. Selvom han vidste at hun selv mente noget andet. ”Vandet ser skønt ud, ikke.” spurgte Jayden ironisk og befriede hende så, inden han med et blidt, men hårdt skub, skubbede hende mod søens vand.

[Marguerite Sophia King]

   Rita blev mistænksom allerede i det, hun hørte, at det kom an på noget helt specielt. Men hun var ikke typen, der tog sorgerne på forskud. Og hun havde en eller anden absurd vane med at tro det bedste om folk - selv når hun stod overfor en Slytherin. Det var tydeligvis en fejl, ville det vise sig. Men hun lod det passere. Så slemt var det vel næppe heller. Garanteret ikke værre end noget, hun ikke havde prøvet før.
   Hun lagde hovedet let på skrå, da hans arme lukkede sig om hende og så op på ham. "Du vil bare ikke indrømme, at du gerne vil have mig i dine arme." bemærkede hun med samme ironisksøde stemme, som hun havde brugt tidligere. Hun rynkede næsten usynligt panden. Lugtede han lige til hendes hår? Men ak. Rita havde samme problem. Han duftede på præcis samme måde, som han havde gjort tidligere på dagen, i butikken. Det var måske alligevel ikke så frastødende en duft, som hun havde påstået.
   I det sekund, Jayden drejede dem rundt, krammede Rita sine fingre sammen om hans t-shirt, midt på hans bryst, fordi det var der, hendes hænder var. Det gik op for hende, hvad han havde ment tidligere med 'noget specielt'. "Jayden..." hviskede hun lavt og gjorde store øjne. Hun var jo ikke.. Altså, hun var ikke bange. Men hun havde aldrig været en ørn til at svømme. Hun kunne godt. Og vandet var trods alt helt roligt. Men hvem sagde, hun skulle i? Hun havde godt fast i hans t-shirt, og Rita var stærk i fingrene - hun skulle trods alt holde sig fast på en kost, og det gik heller ikke, at smasheren slog battet ud af hånden på hende. Han behøvede ikke fortælle hende, at vandet så skønt. Hun havde regnet ud, at han ikke havde tænkt sig at varme hende - snarere det modsatte, hvis man så sådan på det. Hvis hun skulle vælge mellem to onder - hvilket et ville hun så vælge? Han stod også meget tæt på vandet. Blikket i Ritas suggesterende øjne ændrede sig, og de glimtede skælmsk, hvor hun før havde set ganske sårbar ud.
   "Du har ret. Det vil være en skam ikke at udnytte det." bemærkede hun ildevarslende og med et uudgrundeligt smil. Så i stedet for at klamre sig til ham, da han skubbede til hende, strammede hun blot sit greb en smule og hev til af alle kræfter, i håbet om, at han ville følge med. Det var som i en dårlig film - enten ville hun ødelægge hans t-shirt, han ville falde med hende i vandet, eller han ville blive stående, og Rita ville hænge halvt udover vandet. Personligt håbede hun, han ville falde i vandet sammen med hende. Det var lidt det, der var planen. Måske hun havde overrumplet ham, så han mistede balancen. Det håbede hun.

[Jayden Darren]

Jayden smilede ironisk til hende da hun kiggede op på ham. ”Selvfølgelig ville jeg have dig i mine arme, Marguerite.” drævede han og blinkede ned til hende. Altså, det ville han faktisk, det var jo altid hyggelig at have en pige i sine arme. Og Marguerite var jo en pige, - en køn pige. Så hvorfor ikke. Og fordi hun sikkert troede det var ironisk, så ville det heller ikke blive akavet. Men alligevel, lidt ironisk var det vel. Troede han nok. Jayden lo da en tanke slog ham. Måske skulle han invitere hende med til juleballet. Også bare for at se hvad hun sagde. Det kunne da være hylemorsomt. Eller noget i den stil. Og hvis hun så afviste ham, så ville det ikke være så slemt. Det ville være værre hvis en fuldblods tøs afviste ham. Det kunne næsten blive helt pinligt.

”Marguerite.” hviskede Jayden tilbage og så med fryd ind i hendes store øjne. Det lignede virkelig hun var bange. Var hun bange for vand? Jayden var ikke sikker, men det var forsent han fortrød noget. ”Hvis du gør det, tøs!” hvæsede Jayden truende da han mærkede hendes fingre om hans tshirt. Men som sagt, så var det forsent. Han havde givet hende skubbet, og han mærkede med det samme hvordan han blev trukket over mod hende. Det var også bare typisk at lige når man havde en fremragende plan, så blev den ødelagt. Men han måtte nu indrømme. Dette havde han ikke set komme.

”Forbandede blodforr....” begyndte Jayden hvislende hvorefter hun trak i ham så han hamrede ind i hende, og forsatte videre ud over søens kant. Han nåede lige at se søens blanke vand for sig, inden han chokeret forsvandt ned under vandoverfladen. Hans øjne var helt åbne, men han kunne intet se da søens vand var helt sort. Han plaskede en smule med armene og kom med ét hostende til syne i vandet. Han trådte en smule i vande, mens han rystede hans filtrede, nu våde, hår.

”Marguerite, for pokker.” udbrød Jayden med langt mere venlig stemme end han selv havde forestillet sig. Han var sur, han var irriteret. Og nu var han også våd.

[Marguerite Sophia King]

   Rita hævede det ene bryn og så et øjeblik ganske overrasket ud. ”Virkelig?” udbrød hun forbløffet og glippede lidt med øjnene. Hun måtte indrømme, at hun havde lidt svært ved at greje ham. Hvornår mente han mon det, han sagde? Han sagde jo så mange ting, som han ikke mente. Så hvornår han mente det… Det måtte hun vel gætte sig til. Den ironiske attitude gik vidst aldrig helt af ham.
   Den hvæssende trussel gjorde ikke andet end at forstærke Ritas lyst til at få ham i søen også. En slags omvendt psykologi - Skal jeg ikke gøre det? Okay, jeg gør det! Til gengæld blev hun ramt af et anfald af galgenhumor, da han hviskede hendes navn tilbage. For enhver forbipasserende måtte det se ud som om, at de var elskende på en romantisk måneskinstur. De vidste jo ikke bedre. Det var i virkeligheden en virkelig absurd situation, Rita fandt sig selv i. ”Jeg kan jo ikke lade være.” undskyldte hun sig uskyldigt med et håbløst skuldertræk.
   Det var lige før, alt luften blev slået ud af hende, da de stødte sammen. Okay. Hun havde måske brugt lidt flere kræfter, end der var nødvendigt. Hun var ret sikker på, at hun hvinede rimelig tøset, da det gik op for hende, at de faktisk faldt i vandet. Rita var under vandet et øjeblik mere, før hun fandt ud af mørket dernede og kom hostende og spruttende til syne ved siden af Jayden. Det var ikke så meget fordi, hun havde slugt vand og var ved at drukne, men hun var ganske enkelt ved at dø af grin.
   ”Åh, undskyld Jayden!” fik hun fremstammet imellem latteren, men hun kunne simpelthen ikke stoppe, selvom hun bed sig i læben og prøvede at holde det inde. Det var bare for morsomt. Hun gned vandet ud af øjnene og hagede sig fast i hans ene skulder, fordi hun hverken kunne nå bunden eller var i nærheden af at kunne træde i vande med kondisko på.

[Jayden Darren]

Jayden smilede skævt og nikkede lidt. ”Ellers ville jeg nok ikke sige det, eller ville jeg?” svarede Jayden og hemmelighedsfuld på hende. Han kunne godt lide at være uregelmæssig. Eller hvordan man nu kunne beskrive det. At folk ikke rigtig vidste om han mente noget eller ej. Så måtte folk jo selv gætte sig frem. Og at høre hende være forbløffet, det var sjovt. Han kunne nærmest se på hende at hun ikke var sikker på det han sagde.

Jayden så overvejende på hende og trak lidt på den ene skulder. Altså han håbede lidt på en afvisning, men så alligevel ikke. ”Hey Marguerite.” sagde Jayden og lænede sig en smule frem mod hende. Hans stemme var fuld af flirt, noget han tit brugte på piger. I hvert fald dem der var fuldblods. Det var faktisk første gang han havde flirtet med en halvblods. Eller prøvet på det. ”Hvad siger du til at følges med mig til juleballet?” forsatte han i samme flirtende tone, og han blev virkelig nød til at tage sig sammen for at han ikke begyndte at grine. ”Hvis du altså tør.”

Jayden tilføjede med vilje udfordringen da han vidste at hun hadede at afslå dem.

Jayden mærkede hvordan hun hang sig ved hans skulder, og hvis ikke det var fordi han var nogenlunde god til at svømme, så var han nok kommet under vandet igen. ”Det gør noget.” jokede han og rystede endnu engang hans våde hår. Han kunne ikke rigtig tillade sig at blive sur, han havde trods alt startet. Og retfærdighed kendte han altså til. ”Sig mig, kan du ikke svømme?” spurgte han og løftede det ene øjenbryn, hvorefter han lod sin arm glide om Marguerite, så han kunne trække hende ind til sig. Men han kunne også holde hende bedre oppe over vandet, hvis man så det på den måde. Forsigtig begyndte han at svømme længere ud på søen, blot for at drille.

[Marguerite Sophia King]

   Rita himlede lidt med øjnene. Hun kunne ikke stole på ham. ”Jo, du ville.” fastslog hun uden tøven og rystede lidt på hovedet. Rita fandt det selv sjovt at sige ting, hun ikke mente - nogen gange. Men de fleste gange mente hun nu det meste. Hun satte ærlighed rimelig højt.
   Havde Rita været ved at drikke, så havde hun helt sikkert fået det i den gale hals. ”Til juleballet?” udbrød hun med et mærkeligt blik. Så rynkede hun tænksomt panden. ”Med dig?” Rita havde haft så lynende travlt med at hjælpe med planlægningen, at hun overhovedet ikke havde nået at skænke det en tanke, at hun burde finde en at følges med. Altså, hun havde da fået nogle få tilbud, men dem havde hun afvist. Fordi hun ikke havde lyst til at følges med en 3års elev. Eller ham den vattede fra Hufflepuff. Men hun troede da heller ikke, at hun havde lyst til at følges med en fra Slytherin. Eller hvad? For en gangs skyld forbigik hans ’hvis-du-tør’-kommentar hende, men hun kunne ikke lade være med lige at se op og ned af ham en gang. Så trak hun på skuldrene. ”Okay.” lød hendes korte svar, der ikke indbød til yderligere formaliteter. Rita var bare ikke typen, der tog det så højtideligt. Joh, hun glædede sig da lidt. Og var lidt spændt, fordi hun havde været med til at sætte fut i planlægningen. Og, opdagede hun, så fik hun da også lidt sommerfugle i maven.
   ”Joh, altså, det kan jeg godt.” påstod hun fast, men slækkede dog ikke sit greb i ham, da hun fortsatte: ”Bare ikke, når jeg har jeans og sko på.” Hun prøvede at forsvare det overfor ham. Måske det lykkedes, måske ikke. Han virkede jo ikke til at have de mindste problemer med at holde dem begge oppe. Men så slog hun alligevel blikket ned. ”Og jeg kan ikke nå bunden.” sluttede hun mut. Det var måske en af hendes svagheder. Og det var faktisk også ganske uhyggeligt ikke at vide, hvad der var neden under én, men det holdt hun for sig selv. Vandet var jo kulsort i natten.
   ”Nej, Jayden!” lo hun og sprællede lidt, da hun forsøgte at padle den anden vej med sine hænder. Hun havde ikke lyst til at komme længere ud. Men Rita havde alligevel en klar fornemmelse for, at det aldrig kunne falde ham ind at efterlade hende eller overlade hende til sig selv.

[Jayden Darren]

”Det kan der være noget om.” sagde han blot, da hun nævnte at han nemt kunne finde på at lyve. For det var jo sandt. Han havde løjet før, og han kunne nemt komme i tanke om det igen. Og især noget som dette kunne han komme i tanke og lyve om.

”Ja til juleballet.” forklarede han hånende og trak endnu engang på sin skulder. Altså havde hun ikke hørt ham eller hvad. Derfor valgte han også bare at ignorere hendes næste kommentar. Selvfølgelig var det med ham. Han gad jo ikke ligefrem stå og invitere hende med til juleballet for en anden dreng. Hendes 'okay' fik Jayden til at skære en grimasse. Ikke fordi han ikke ønskede at følges med hende, for ellers havde han nok ikke inviteret hende, men fordi hende 'okay' lød så ligegyldig. Som om hun overhovedet ikke var interesseret i at følges med ham. Han var jo Jayden Darren, så lidt virkning burde det næste og have på hende. Altså han var lækker, det vidste han jo godt. Og hvor mange havde ikke lige forsøgt noget med ham, rettere sagt, hvem ønskede ikke at han inviterede dem?

”Så du kan godt svømme.. Bare ikke med tøj på?” spurgte han undrende indtil han drillende løftede det ene øjenbryn. ”Jamen, så smid det da.” forsatte han i samme muntre tone hvorefter han selv lod blikket falde ned i vandet hvor han vidste hendes ben var. Med en hurtig bevægelse trak han hende helt hen til sig, så han nemt kunne mærke hendes krop. ”Sådan går det når man er lav.” fortalte han drævende og undlod med vilje at fortælle at han ikke selv kunne nå bunden. Ikke fordi det ville komme som en overraskelse for nogle af dem, altså søen var jo dyb. Men han havde lige kaldt hende lav.

”Det der hjælper ikke, Marguerite.” sagde Jayden med en anelse morskab i stemmen da han betragtede hendes forsøg på at komme ind mod land. Han havde langt flere kræfter end hende, så det var nemt nok bare at forsætte længere ud. ”Bare rolig, jeg slipper dig ikke.” hviskede han hæst og trak hende endnu engang tættere mod sig. Drillende.

”Har du fået varmen Marguerite? Eller skal jeg varme dig?” åndede han og lod sine øjne falde på hende.

[Marguerite Sophia King]

   Rita observerede hans grimasse, og gengældte den på samme måde et øjeblik efter. "Ja, jeg beklager, men du forventede vel ikke, at jeg jublede?" Ritas hverdag drejede sig altså ikke kun om drenge, og om, hvad hun skulle tage på til ballet. Det havde den i hvert fald ikke gjort indtil nu. De, der kendte hende godt nok, ville vide, at hun ikke tøvede en tøddel med at afvise en dreng, hvis hun ikke brød sig om ham. Det var vel på en måde et kompliment til Jayden. Men han var stadig afskyelig, når han spiste! Lahaina var den eneste, som Rita virkelig betroede sig til, når det kom til det. Mest fordi pigen tit var bedre til at tolke Ritas følelser, end Rita selv var.
   "Du må være gal! Det er koldt nok uden!" protesterede hun heftigt, og måtte erkende, at så ville hun faktisk hellere hægte sig på ham, end at fryse endnu mere. Rita hadede at fryse. Hun gjorde det godt nok heller ikke så tit, men hvem ville ikke fryse, hvis de badede i søen på en novembernat?
   "Små piger er de sødeste." snøftede hun snusfornuftigt, som han trak hende tættere på sig. Hun opdagede, at hun kunne stjæle en lille smule varme fra ham på den måde, og derfor skubbede hun ham ikke væk. Hvad, man dog var villig til for lidt varme. Hun sukkede opgivende, da han påpegede, at det intet hjalp. Det havde hun lidt regnet ud. Når det kom til stykket så havde hun vidst i virkeligheden ikke en chance, så længe de dystede på et fysisk plan. Nogen gange… så var det virkelig irriterende at være lille og skrøbelig. Som i, virkelig irriterende. ”Du er selv ude om det.” mumlede hun og slyngede armene om hans hals i stedet. Så kunne hun få så meget varme ud af ham som muligt. ”Vi kan ikke komme tættere på hinanden.” bemærkede hun med en lille latter, og lagde panden imod hans, da han trak i hende endnu engang. Det var faktisk ikke så koldt for de dele, der var under vandet. Måske var det fordi, hun var ved at blive følelsesløs. Der kunne heller ikke gå længe, før hun begyndte at blive blå om læberne. Det plejede at gå rimelig hurtigt.
   "Nej, jeg er iskold. Vi ender med at blive syge af det her." mumlede hun og lød ikke helt så anklagende, som hun havde tænkt sig. Det var jo på en måde hans skyld, at de var havnet i vandet.

[Jayden Darren]

Jayden så først mistroisk på hende, derefter mere charmerende. I hvert fald på hans helt egen måde. ”Ja det havde jeg, Marguerite. Dette er jo trods alt mig der har spurgt. Et sjældent syn.” forklarede Jayden med hans hæse stemme der blev en anelse mere kølig. Ikke fordi han var sur, i hvert fald ikke mere end normalt. Han blev bare overrasket over hendes ord, selvom han troede hun løj. Altså, de fleste piger ville have jublet over det, hvis han havde spurgt dem. Så at Marguerite ikke gjorde det, måtte vel betyde hun spillede kostbar. Selvom hun havde sagt at hun ikke kunne finde ud af det.

”Jeg tror faktisk, helt ærligt og uden en bagtanke, ikke at du ville komme til at fryse mere, hvis du smider bukserne.” sagde Jayden hånende og frydede sig lidt over sit kloge hoved. Altså han var klog, han gad bare ikke rigtig vise det, og overhovedet ikke i timerne. Men hvis man kendte ham rigtig, så ville man vide hvor tænkende han rent faktisk var.

”Små piger er de sødeste, kan du bevise det?” spurgte han drillende og låste sine arme fast om hendes liv, i takt med at hun lagde sine rundt om hans nakke. Han var faktisk endnu engang en smule overrasket over at hun ikke skubbede ham væk, eller i det mindste beklagede sig. Han mærkede hendes pande mod hans, hvilket fik ham til at smile svag. Nu kunne de jo næsten ikke komme tættere på hinanden. Eller jo, Jayden kunne godt komme i tanke om mulighed.

”Og hvad så? Jeg tror ikke vi bliver syge af dette.” sagde Jayden og blinkede kort til hende, inden han løsrev den ene arm og kørte let en finger ned over hendes læber. Han kunne nemt se hvordan de havde ændret farve siden storsalen. ”Jeg har en måde hvorpå du kan få varmet dine læber.” hviskede han hæst og smilede svagt. Jagten var godt i gang.

[Marguerite Sophia King]

   Han havde virkelig ventet, at hun ville juble. ”Så skulle du have spurgt en af dine sædvanlige dukker, Jayden.” konstaterede Rita tørt. ”Der skal meget mere til, før jeg jubler.” Hun havde jo forsøgt at forklare ham, at hun ikke var ligesom de piger, der bare var nogen skvat. I lang tid havde hun faktisk været, nå ja, lidt af en drengepige, men det var - heldigvis, ville nogen sige - ved at gå af hende. Det var først på det seneste, det var ved at gå op for hende, at drengene måske havde en eller anden skjult bagtanke, når de foreslog at slippe boldene løs en eftermiddag.
   ”Men det ville bare være ekstra besværligt, ikke?” Hvis han vidste, hvor svært det var at få et par stramme jeans på, hvis ens ben bare var det mindste smule våde. Og nu var de sjaskvåde - det kunne umuligt gøre det bedre. Og hun skulle jo uvægerligt have dem på igen. Og hun ville også blive nødt til at tage skoene af. Nej. Og slet ikke herude på den sorte sø! Men han havde nok ret, måtte hun erkende. Hun var frossen ind til benet alligevel. Det ville først betyde noget, når de kom op af vandet. Rita ville helst ikke tænke på det. Det ville blive knaldhamrende koldt.
   ”Jeg er da u-i-mod-ståelig. Hvem ville dog vælge edderkoppeagtigt lange ben over mig?” påstod hun og himlede lidt med øjnene. Halloo.. Det kunne han vel nok se? Det var faktisk rimelig… Rita ville ikke bruge ordet grænseoverskridende. Men det var nok det, det i virkeligheden var. Hun plejede at være rimelig hys med sit private rum. Kunne ikke have, når folk kom for tæt på, medmindre hun kendte dem godt. Faktisk, så var det vidst første gang, at hun overhovedet havde været så tæt på en fyr. Men det lod hun klogelig være med at sige højt. Han ville sikkert bare gøre nar af hende.
   ”Tal for dig selv. Jeg har ikke tid til at være syg.” mumlede hun lidt hidsigt, mest fordi det fik hendes blod til at strømme lidt hurtigere. Hun var sikker på, det ville tage flere timer for hende at blive varm igen. Hans finger kildede hendes læber, og hun klemte dem helt per automatik sammen, så det blev til en tynd streg. Det gik op for Rita, at hun lidt sad i den. Hun kunne jo ikke komme væk, medmindre hun begav sig ind til bredden selv. Hun skævede overvejende derhen, og så tilbage på Jayden.