The power of darkness

[Darragh Cusack]

Dette emne er tilegnet @lupa 
Påklædning

Darragh gik ned gennem Diagonalstrædets, nu øde gader da klokken var 02:00 om morgnen. Og de fleste lå stadig og sov trykt, alle folk virkede gladere nu, hvor mørkets herre var sat bag tremmer i Azkaban. Han var dog ligeglad med det, det kunne godt være hans familie/slægt havde været tilhængere, af garden men det havde aldrig interesserede ham. Han gik heller ikke ligeså meget op i bold som dem, han kunne sagtens klare at være sammen med halvblods, med dog ikke mugglere og mugglerfødte. Det var efterhånden et  år sidens, han sidste havde hørt fra sin familie, og det passede ham fint, der var jo en grund til han var flyttet til London efter Hogwarts var sluttet. Darragh havde nettop fået fri fra natbussen, da en anden chauffør havde afløst ham, og han var da også træt efter at have siddet i bussen det meste af dagen og natten. Så det var helt rart at komme ud og gå en tur, hans påklædning passede til mørket, og hans mørkebrune lange hår så nærmest sort ud, dog så hans hud mere bleg ud i nattens mørke. Han gik ned af gaden og nærmede sig tusmørkegyderene, hvor hans lejlighed befandt sig i en blindgyde, inde midt i labyrinten af små gyder. Hans ansigt lå som altid i følelsesløse folder, og de mørke øjne viste intet andet end mystisk, og svag anelse af træthed, han viste aldrig føleser og havde ikke gjord det siden han var 9 år. Darragh drejede om hjørnet, og begav sig ind i labyrinten af små smalle gader, dog var de folk som plejede at rende rundt her, ikke til at se de havde nok søgt ly for natten, og det passede ham fint for han ville ikke røre ved de bæster. Tanker kørte rundt i hans sind og han stoppede op i en lille smal gade, og så op imod den mørke himle, imens han lod tankerene køre rundt. Han vendte dog blikket frem igen, for så at fortsætte afsted imod hans hjem, dog sørgede han for at holde øje med omgivelserne, han skulle nødigt have nogle til at følge efter ham. Der var tros alt et par folk, som ønskede ham død, eller bare ville have fat i hans ting. 
 

[Deleted]

Det var sent på natten, hvilket betød, at butikkerne i Tusmørkegyden endnu var åbne. Hvilket Lupa naturligvis havde benyttet sig af. Hun havde tilbragt hele dagen på teatret og skulle øve til den kommende forestillingen, der ikke lå så langt henne. Men dette betød også, at hun ikke havde mulighed for at gå ud og skaffe sine ting ved dagens lys, som hun ellers havde gjort det, da hun ikke skammede sig over at vise de sande Mortem-farver frem ved at bevæge sig ind til et sted som dette. Alene hendes tøjstil advarede også på forhånd om, at der var noget skummelt over hende, men det forårsagede selvfølgelig også, at folk havde det med at holde sig fra hende, og sådan foretrak hun det også.
I øjeblikket var det dog ikke hendes påklædning, der gjorde, at folk ikke snakkede til hende. Det var nu mere det, at hun vandrede rundt som den hvide ulvehund, hvis skikkelse hun endelig havde taget sig sammen til at forsøge at tilegne sig på sin fars tidlige opfordringer. Og det var også lykkedes hende, som man nu kunne se.
Tusmørkegyden var stort set mennesketom, hvilket også var grunden til, at hun stoppede brat op og stirrede skeptisk fremad, da hun hørte fodtrin lige fremme. Selvom folk næppe ville spilde tiden på, hvad de troede var en hund, så var hun alligevel paranoid nok til at kalde denne lyd for en potentiel angriber. Hun stod derfor stille ude midt på gaden og betragtede nøje hjørnet, hvor fodtrinene lød fra. Hvis det værste skulle ske, så kunne hun jo altid overraske vedkommende ved en forvandling og så nakke ham med tryllestaven. Hun havde jo trods alt modtaget rigeligt med undervisning til den slags og var ekspert i brugen af en stav. Siden hun var teenager havde hun nemlig modtaget eneundervisning af familiens overhovedet, Richard, og han havde bogstaveligt talt tæsket hende igennem diverse former for prøver og øvelser, og det havde ikke kun gjort hende hardcore, men det havde også øget hende talent med en stav betydeligt. Hun frygtede derfor sjældent for sit liv, når hun så et potentielt angreb for sig. Men hun vidste godt, at det gjaldt om at være forsigtig alligevel. Ellers var der jo først grund til at mistænke angriberen for at kunne vinde.

[Darragh Cusack]

Darragh stoppede op, da trangen til en smøg opstod pludselig, og derfor frembragte han en pakke med smøger fra lommen. Han placerede en i mundvigen, før han med hjælp fra sin tryllestav fik tændt den, før staven blev lagt på plads i hans lomme. For så at tage et ordenligt sug, før han pustede røgen ud af næsen og lod et tilfreds suk slippe hans læber, der fandtes ikke noget bedre end en god smøg, og efter alt det arbejde var det rart. Han stirrede let frem, imens han lænede sig op ad muren bag sig, for lige at nyde smøgen for en stund, han spekulerende på om Bossen måske var hjemme hos ham? man vidste aldrig med den meget stille mand, som Darragh havde haft boende i et stykke tid nu. Han var ganske uvidende om ulven, rundt om hjørnet men det ville hans snart ikke være. Darragh tog sig altid god tid hjem, for at sikre sig at igen fulgte efter ham, og denne nat var ikke en undtagelse, man måtte være forsigtig i disse tider. Darragh smed smøgen på jorden, og kvaste den med foden, før han fortsatte afsted, og drejede skarpt om hjørnet. Det første hans så var en hvid hund, men ved nærmer eftersyn så den mere ulve agtig ud, og det var ikke fuldmåne så animagus var hans bedste bud. Han lod den ene hånd glide ned til tryllestaven, men uden at tage den frem, de mørke øjne var ud fokuseret på den hvide skikkelse. Men han forholdt sig fuldkommen rolig, og hans øjne var som altid mystiske og hans ansigts udtryk, følesesløst dog hævede han det ene buskede øjenbryn. Der var ikke andet at gøre end at vente, han var klar til at trække staven hvis bæstet ville angribe, men ellers stod hans krop stille...

[Deleted]

Lupa stod fuldkommen stille, mens skridtene kom nærmere efter at være stoppet op. Vidste man ikke bedre, så havde man troet, at hun var en ualmindelig statue. Men dette var blot et resultat af, at alle hendes muskler var spændte til bristepunktet, fordi hun var klar på, at det værste måtte snige sig omkring hjørnet om et øjeblik. En nærmest unødvendig frygt. Hun var dygtig med en stav og kunne om ikke andet bide, hvis den nu slet ikke var nødvendig. Men hun var blevet paranoid hen over årene. Altså, mere end man plejede at være i hendes familie. Som Mortem var det nemlig en del af barndommen, at man fik konstante formaninger om, at man skulle passe på og altid have et ekstra øje åbent, for man vidste jo aldrig, hvad der kunne ske. De blev opdraget til at være paranoide, men gennem tiden var hun blevet vagtsom selv i forhold til en Mortem. Det var efter hun var begyndt at udvikle skitzofreni dette var sket. Hun hørte stemme og lyde generelt, som hun ikke vidste hvor kom fra. Og hun vidste aldrig rigtig helt, om det overhovedet var der eller ej. Det var til at blive vanvittig af! Men hun holdt det for sig selv. Også selvom sådan en som Raoul allerede havde regnet det ud med sikkerhed.
Klar på at springe på vedkommende, betragtede Lupa nu en mand svinge omkring hjørnet. Hun stirrede på ham i et kort øjeblik, mens han selv stillede sig klat til angreb. Hun havde set denne mand før. Hun kendte ikke ham særlig godt personligt, men hun havde bestemt set ham før. I følge med sin familie, naturligvis, for dem kendte hun så til gengæld.
Uden at fjerne øjnene fra ham, lod hun sig forvandle tilbage til sin normale skikkelse og lod diskret sin tryllestav glide ud ad sit ærme og ned i sin venstre hånd. Hun nikkede som hilsen, men var dog endnu tydeligt på vagt. Selvom hun havde set ham før, så stolede hun endnu ikke på ham. Det var altid en god idé at være forberedt på det værste. Og det var hun også.