Duel and Cloudscapes

[Deleted]

Tag: Ake Tallak Falch

Det ville være synd at sige, at det havde været en lang dag på arbejdet. Tvært imod. Han var netop startet på sit nye arbejde i det britiske ministerie, og det var mildest talt kedsommeligt indtil videre. Det var slet ikke det samme som det skandinaviske ministerie, men det kunne selvfølgelig også være afdelingen, han var blevet forflyttet til. Leder af Teamet for Undslupende Magiske Væsner. Så mange undslupende magiske væsner var der heller ikke. Han havde befundet sig i ministeriet fra samme dag, han var blevet ansat dér, men der havde ikke være meget mere end papirarbejde at tage sig til. Noget han ligeså godt kunne lave derhjemmefra, hvilket han også gjorde. Der var der i det mindste noget mere at foretage sig, når han var færdig med det. Hrafn havde sig jo dette uendelige behov for hele tiden at have noget at give sig til. Og han fungere bare ikke ordentligt med alt det papirarbejde. Hvilket så nok også var årsagen til hans nuværende fortagende.

Hrafn slog sin højre arm ud for at støtte sig mod det nærmest træ, mens han endnu havde kåren i sin venstre hånd. Klar til et angreb fra sin modstander. Selvom han langt fra stod til at føre, så havde han heller ikke tænkt sig bare at give sig. Ikke nok med at hans fægteevner var en smule forfaldne, eftersom han stort set kun havde lejlighed til at øve sig, når han var hos Ake, som han var nu. Og ikke nok med dette, så var de også efterhånden ved at være langt nok gennem forløbet til, at hans højre ben snart ikke kunne bære ham længere. Normalt ville han også gå med stok, men det var hans egen stædighed, der overbeviste ham om, at han sagtens ville kunne fægte med det. En skade han havde fået for nogle år tilbage i sin tid som auror i det skandinaviske ministerie. Dette var også årsagen til, at han nu måtte ty til at have fat i det nærmeste træ.
Han holdt et skarpt øje på Ake, da han på forhånd havde opgivet håbet om at vinde, men var fast besluttet på at holde så længe som muligt så lige i øjeblikket, så bestod hans teknik primært af at parere sin modstanders angreb og ellers bare undvige så længe, som han kunne. 

[Ake Tallak Falch]

Ake havde også lige fået nyt job, ikke fordi han havde haft noget imod at arbejde i våbenbutikken, ikke andet end at det var meget stillesidende, og ikke helt lå til hans personlighed. Men Durmstrangs rektor, havde personlig mødt op i hans butik, men ikke for at købe våben, som han ellers havde regnet med, nej rektoren var kommet for at tilbyde ham jobbet som Professor i Magiske våben og fægtning. Da hun havde hørt, at han for det første var norges bedste fægter, men også fordi at han havde erfaring omkring våben, og de havde nettop for nylig været nød til at fyrre den gamle professor, fordi han var ved at blive gammel og langsom, så derfor havde de brug for en yngre person. Ake havde ikke brugt særlig lang tid på at beslutte sig, men sagde ja med det samme, da han heller end gerne ville arbejde på hans gamle skole. Han havde været der i et par uger, men var allerede faldet til, og der var allerede elever som frygtede ham. Men han nød dog også at komme hjem på weekend, til hans elskede hjem og hans dejlige store hun Thor.

Ake krop var ved at være svedig, da de havde kæmpet i ret lang tid efterhånden, men han var ikke træt endnu. Han havde valgt at smide sin bluse, før de var gået igang, så han var kun iført et par let løse bukser og hans støvler af brunt læder, og selvfølgelig sad hans slægts ring på hans finger. Hans krop var muskuløs, og et par tatoveringer pryde hans krop, alle med hver deres særlig betydning, dragen på ryggen var af den norske race, og minde ham om hans tid som drageindfanger, den anden var placeret på venstre håndled, og var hans slægts mærke som også pryde hans ring. Og sidst men ikke mindste var der en kåre tatoveret på venstre læg, som minde ham om hans store sejer. Ake`s hår som ellers sad tilberede og pænt, var nu uglet og en anelse vådt på grund af sved. Ake betragtede sin modstander, med fuld fokus, dog kunne han fornemme at Hrafn snart ikke kunne mere, og ind til videre førere han da også ret stort. Han lavede sit næste træk, trådte frem på det ene ben og sigtede imod ham med kåreren mod hans venstre side, men lige før den var ved at ramme ham, ændre han taktik og sigte mod højre tæt på mandens brystkasse, og udstøde en let lyd. Før han trak sig et skridt bagud, og holdt sig klar til Hrafn angreb, klar til at parere og lave sit næste udfald. Ake nød blot at træne igen på højre plan, end han kunne med sine elever, han fik brugt sin krop langt mere nu. Selvom Ake var en ret høj og robust mand, var han hurtig til bens.  

[Deleted]

Hrafn havde regnet ud på forhånd, at han ikke ville have sig den ringeste chance for at vinde en fægtekamp mod Ake så længe, han spillede efter reglerne. Havde det derimod været en seriøs turnering fremfir venskabelig, så havde tingene sikkert taget sig en anden drejning. Han var jo trods alt en Mortem, så han vidste godt hvordan, man rigtigt snød. Men selvom dette havde stået ham klart allerede fra starten af, så var det endnu ikke nok til, at han afslog. Ikke nok med at han faktisk fandt det ganske morsomt, men det var gså en hod måde at vænne sig til hiandens selskab på igen. Efter Hrafn havde fået arbejde i ministeriet, blev det nemlig sjældnere og sjældnere, de sås. Og det hjalp da bestemt ikke på sagen, at han nu var blevet forflyttet til det britiske ministerie, og at Ake også havde fået sig et arbejde, der optog noget mere af hans tid, end en våbenbutik havde gjort, da det var det, han foretog sig. Men så slap de for at sidde i akavet tavshed, mens de forsøgte at finde på en eller anden måde at starte en ordnetlig samtale på. Det gik ligesom bare lidt nemmere på denne her måde.
Som Ake huggede ud efter ham, var hans første reaktion selvfølgelig at undvige, men hans sanser var skarpe, og han registrerede hurtigt, at hans modstander forsøgte at narre ham ved at skifte retning midt i det hele, hvilket han selv også hurtigt gjorde. Denne handling endte dog med et lidt andet resultat, end hvad han havde forudset. Han havde nemig trådt et hastigt skridt til siden med sit højre ben skydset bagom dt venstre i farten, og dette medførte, at han kom til at lægge alt for meget vægt over på det højre ben (som bar skaden), der omgånde gav efter under ham, og han havnede nede på jorden. Dog havde han ikke tænkt sih at give sig endnu, selvom han sad i en ret så håbløs situation lige nu. Han rettede derfor hurtigt kpren imod Ake og var klar til at parrere et eventuelt angreb, da han havde opgivet alt håb om at undvige i denne stilling.
Der herskede vist ingen tvivl om, at Hrafn var ved a være færdig. Selvom han ikke just svedte (en lidt feminin tendens fra Mortem'erne), så var han god og grundigt forpustet og også godt på vej til at være svedig. Men nu havde han, i modsætning til Ake, også valgt at beholde sit tøj pp fra starten af. Ganske vist havde han smidt den lsnge, sorte frakke, som han ellers altid gik rundt i, men bukser og trøje (af samme farve som frakken), havde han da på endnu. Han ville garantere havde gjort de meget bedre, hvid det ikke havde været for det forbandet ben, men arbejdsskader som disse fik man jo nu engang, npr man valgte at påtar sig et job, som han havde. Det var efterhånden år tilbage, han havde fået den skade, men trods dette, så havde han endnu ikke vænnet sig til tanken om den. Ham passede ikke mere på bene, end han ellers ville have gjort det. Og det eneste han egentlig havde været villig til at ændre på af hensyn til det var, at han var begyndt at benytte stok. Men han var stædig, og hvor uklogt det så end var, så bed han altid smerten i sig og lod ikke skaden komme i vejen for noget.

[Ake Tallak Falch]

Ake spillede efter reglerne denne gang, mest af alt fordi de var en venskablig kamp, han havde da også før spillet uden regler. Men det var farligt, og kunne ende med skader, som han ikke ligefrem lige nu ønskede. Han havde endda prøvet en kamp, om liv og død, dog var det ikke endt med døden men det havde været tæt på, men Ake havde været en bedre fægter, og havde vundet men skånet mandens liv, men det var efterhånden et par år siden nu. Ake var ikke så heldig, han svedte en del, men for ham betød det ikke så meget, han så det som endnu et mandig tegn, ligesom hans skæg, og muskuløse krop, samt tatoveringerne. De fleste muskler han havde, kom fra hans tid som drageindfanger, det havde været hårdt, men han elskede det dog stadig, men fortrød ikke sit karriere skift. Det var fedt at opleve mange ting, og han ville ikke kunne lave det samme hele sit liv, så som sagt fortrød han intet. Ake fokuserede nøje på sin modstander, han fik dog ikke indført det træk han ville men det gjorde intet, for manden faldt og nu havde Ake sin store chance for at afslutte denne kamp. Han tørrede kort noget sved af panden med, sin håndryg før han tørrede den af i bukserene, og var igen klar til kamp. Ake begyndte at lave nogle hop fra side til side, med hurtige bevægelser. Han rette kåreren imod ham, og lavede endnu et udfald, hoppede til side og lavede et nyt. Sådan fortsatte han, hoppede og lavede udfald, men stoppede så pludselig op, hvorefter han snurede rundt og pressede kåren imod mandens brystkasse, eller han sigte ihvertfald imod den med al sin styrke og elegance. Hans store irske ulvehund Thor, kom nysgerrig ned fra træhytten, og dukkede op i nærheden af dem, hvorefter den lagde sig ned, og fulgte deres bevægelser med øjnende imens halen logrede. Ake vidste at han efter denne kamp, nok var tvunget til at tage et hurtigt bad, og påføre sig noget mere tøj. Selvom han nu havde det helt fint, med ikke at bære skjorte for en gang skyld, han var desuden nysgerrig omkring hvilke nyt job Hrafn havde fået, for han havde da hørt noget om at manden havde skiftet job, ligsom han selv havde. Han lavede endnu et par udfald, samt parrede de udfald der end måtte komme imod ham, og håbede at manden snart vær færdig. 

[Deleted]

Hvis Hrafn på forhånd havde set sig en mulighed i at kunne vinde, så havde hans spil på ingen måde foregået efter reglerne. Beskidte kneb var vel en del af det at være en Mortem, for det var sådan, de fandt deres vej til succes. Ved hjælp af list, snuhed og frem for alt deres intellekt. Hrafn var alt for klog til at holde sig efter reglerne, hvis han i sandhed gerne ville vinde; det var jo heller ikke uden grund, han var havnet i Loki's hus.
Selvom det ikke just til Hrafn sådan at svede, ligesom det ikke lå til ham at blive solbrændt, så var det heller ikke fordi, han bare var en plejs. Han havde den typiske Mortem bygning med at være høj og tynd, men arbejdet som auror havde hærdet ham på et eller andet plan. Selvom langt det meste af hans teknik foregik oppe i hovedet fremfor fysisk (da han altid tænkte før han handlede), så var det jo nu engang også påkrævet at føre planerne ud i livet. Og det var jo heller ikke for at sidde stille indenfor, han havde fået den skade i benet. Så selvom denne skade hæmmede ham, så havde han endnu rigeligt at bruge af.
Hrafn fulgte nøje med i Akes enkelte bevægelser og var klar på, hvad denne metode gik ud på. Derefter nåede han at parere sig modstanders angreb. Han skubbede derefter Akes klingen bort, mens han selv rullede den anden ved for at gøre sig klar til endnu en parering. Dette endte dog ikke helt som forventet, for da han hastogt hævede sin kåre for at gøre sig klar til forsvar, kom han i stedet til at slå sin hånd hårdt ind mod et træ hvilket resulterede i, at han tabte kåren. "Helvíti," sagde han og sænkede sin hånd. At tabe kåren var jo lidt det samme som at tabe, men han kunne trods alt også mærke på benet, at det måske var for det bedste, at de stoppede nu. Han vendte blikket hen mod akitaen Logi (Låji) og den langhårede colli, Skolli (Skådli), som var hans egne. "Vera þar" sagde han, da de lignede nogle, der var på vej hen for at forsvare deres ejer. Han havde altid de to med, når han var henne og besøge Ake, men de var altid meget parate til at springe ind i kampen, når Hrafn stod til at tabe. De havde dog heldigvis ikke gjort det endnu.