Igen?

[Marguerite Sophia King]

Tilegnet: Jayden Darren

   Forårsvejret havde omsider sneget sig til Hogwarts også, og det var noget, som blev nydt i fulde drag - også af Rita, selvom eksamensstresset allerede var ved at snige sig ind på hende. I år var det endnu værre, da det jo var tid til, at hun skulle tage sine U.G.L.’er - det kunne få stor betydning for, hvor hun endte i fremtiden! Derfor var det heller ikke overraskende en bog, der var genstand for hendes opmærksomhed.
   Det var midt på eftermiddagen, og Rita var stadig iført sin skoleuniform, da hun havde besluttet sig for at læse i den lille gård. Biblioteket var et alt for travlt sted, for Rita var tilsyneladende ikke den eneste, der var ved at få eksamensstress, så hun havde fravalgt det til fordel for gårdspladsen. Hun havde lagt sig på maven på en af de simple stenbænke med en opslået bog foran sig, der omhandlede menneskeskabte rumfartøjer. Det var dræbende kedsommeligt, men astronomi var et af de fag, hvor Rita overhovedet ikke følte sig sikker, så derfor var det det, hun havde taget frem. Gentagende gange måtte hun dog tvinge sin opmærksomhed tilbage til de skrevne linjer, fordi hendes tanker blev ved med at gøre krumspring i alle mulige retninger. Hvad mon det var, som Lahaina skjulte for hende? Eller hvad mon Jayden lavede lige nu? Forhåbentligt var han på vej. De havde jo en aftale. Ind imellem så hun op med et dybt suk, før hun prøvede at koncentrere sig igen. Det var faktisk lidt koldt uden skolekappen, som hun havde smidt ved siden af bænken, men hun nægtede at tage den på igen. Der var varme i solens stråler, men vinden var stadig ganske kold, desværre. Hun bøjede i knæene og vippede lidt formålsløst med fødderne, mens hun prøvede at genvinde koncentrationen. Nu havde hun læst den samme linje flere gange uden at få noget brugbart ud af den.

[Jayden Darren]

Som altid var Jayden en smule forsent på den, hvilket ærligt talt intet gjorde ham. Men lige i dette tilfælde, der var han lidt irriteret over sig selv. Han skulle jo mødes med Marguerite, så lige i dag var 'at komme forsent' ikke en mulighed. Selvom det var en smule køligt udenfor, så havde han bare sin sorte kappe på med det grønne og sølv slips. Han havde i løbet af de seneste måneders tid fået en lidt kraftige følelser for Marguerite, hvilket overhovedet ikke passede ham. Altså at det var Marguerite var perfekt. Hun var smuk og sød, til tider en smule flabet, men hvem var ikke det? Det var mere det med at hun var en halvblods. Hvis det skulle gå efter hans far, så måtte Jayden kun få noget med en fuldblods. Men igen, hvornår havde Jayden lyttet efter sin taber af en far? Eller, Jayden ville kun have noget med en fuldblods, på nær hvis det altså var Marguerite. 
Hurtig var han ude ved gården, hvor en kølig vind fik hans fyldige hår til at bevæge på sig. Han pustede lidt, for selvom han havde en god kondi, så var det hårdt at løbe op af trapper, fra Slytherins opholdsstue, og helt ud i gården. Han slog hurtig et blik på uret der sagde at han var få minutter forsinket. Nå, men det var i det mindste ikke særlig meget. I hvert fald ikke hvad han kunne komme forsent. Han genkendte hende hurtig nede ved en af stenbænkene, og straks satte han farten op igen. "Ritaaaa!" sagde han og strakte a'erne ud. Han satte sig hurtig ved siden af hende, og trak drillende bogen ud af hænderne på hende. "Hvordan har min Rita det?" 

[Marguerite Sophia King]

   Næste gang, Rita så sukkende op fra bogen, fik hun øje på Jayden, der næsten kom løbende. Hendes hjerte sprang et slag over og begyndte så at slå lidt hurtigere. Det var en reaktion, hun havde nået at vænne sig til, men det gjorde den ikke mindre træls. Hvorfor skulle hun absolut have det som om, hun havde løbet et maraton, hver gang hun var sammen med ham? Der bredte sig hurtigt et smil på hendes læber, da hun ligeså kastede et blik op på det store ur i klokketårnet. Kun et par minutter forsinket. Det var acceptabelt.
   ”Jaaay!” gengældte hun hans hilsen med samme, langtrukne a’er og satte sig op, så snart han nåede helt hen til hende. ”Kommer du kun for at irritere mig eller hvad?” spurgte hun påtaget tvært, da han som det første tog bogen fra hende. Hun rakte med et lille grin ind over ham for at prøve at tage sin bog tilbage. I virkeligheden var hun jo slet ikke tvær. Det var bare så typisk Jayden. Han var stadig lige så irriterende, som han altid havde været. Rita havde overhovedet ingen forklaring på, hvorfor han af alle mennesker kunne få hendes hjerte til at slå så hurtigt. Det havde været et rimelig heftigt spektakel på sovesalen den dag, hun havde fundet ud af, at hun faktisk godt kunne lide ham. Altså. Sådan. Virkelig godt, og ikke bare sådan en lille smule. Den største barriere var, at han jo var en Slytherin! En Slytherin! Rita kunne ikke fordrage dem. Normalt, altså. Det var ikke helt forkert at sige, at hun var en af de første til at rejse børster, hvis der var et sammenstød på gangene eller i storsalen eller et andet sted.
   Hun skar en lille grimasse over hans spørgsmål. ”Din Rita kunne godt bruge en pause.” tilkendegav hun med et dybt suk og sank udmattet sammen ind mod ham. Bogen fik nu et olmt blik i stedet for. Satans værk.

[Jayden Darren]

Jayden smilede automatisk da han hørte hendes stemme, og nikkede så til hendes spørgsmål. Selvfølgelig kom han for at irritere hende, eller noget. Faktisk havde han den seneste måned haft lyst til at tilbringe tid sammen med hende. Bare dem to, uden nogle andre, eller nogen form for forsøg på at gøre hende forlegen. Han vidste ikke hvorfor, men sådan var det bare. Og det irriterede ham. For det var ikke meningen at han skulle have det sådan med hende. Han havde spillet et spil om hende, med at han skulle få hende til at falde for ham. Et spil han havde taget meget seriøst, og så vidt han nu vidste, så var den fuldført. Problemet var bare at han stadig havde tabt. For han var faldet for hende.

”Altså Rita, selvfølgelig kom jeg for at irritere dig.” sagde han efter en kort pause med et lille typisk grin. ”Jeg lever ikke for andet.” forsatte han drillende og himlede med øjnene. Selvfølgelig undrede det ham ikke at hun kom med sådan et spørgsmål. Drillende strakte han hånden med bogen i væk fra hende da hun lænede sig ind over ham. Selvfølgelig var han irriterende, flabet og hånlig. Han var jo ikke Jayden for ingenting. Det var bare i en anden form mod Rita. Det var ikke for at være ond, længere. Faktisk havde Jayden ikke rigtig fortalt Lewis, hans bedste ven, om følelsen når Rita var i nærheden. Det var bare så forkert ifølge så mange, at en Fuldblodsdreng fra Slytherin havde forelsket sig i en Halvblods pige fra Gryffindor. For ærlig talt, det var det. Og han prøvede da også at skjule det i timerne, selvom han for det meste lige skulle komme med et drillende eller et så sødt ord som Jayden nu kunne komme med, i timerne eller møderne på gangene.

”Aw lille Rita da. Så hold en pause!” sagde han med et skævt smil, og kunne ikke dy sig for at se ganske tilfreds på hende. Hun var nu en smuk skabning. Hurtig lagde han armen om hendes ryg da hun alligevel sank sammen op af ham, hvorefter han tegnede nogle cirkler med sin finger. ”Du Rita.. Jeg har noget jeg gerne ville spørge dig om.. Det æhm.” begyndte han med en mumlen, og hans stemme lød straks noget nervøs i forhold til selvsikre Jayden.

[Marguerite Sophia King]

   Rita rullede lidt med øjnene over hans svar. Så burde han da virkelig finde sig en hobby eller noget, som han kunne kaste sin opmærksomhed på. Ikke at hun klagede. Det gjorde hun slet ikke. ”Okay, det var et dumt spørgsmål!” indrømmede hun med en lille latter og strakte sig for at kunne nå bogen. ”Giv mig så den bog igen!” tilføjede hun kommanderende, da hun erkendte, at den tydeligvis var uden for hendes rækkevidde, så hun umuligt kunne nå den.
   Rita delte alt med Lahaina, så hun havde skam fortalt det til hende. Sådan lidt i hvert fald, siden hun havde haft brug for venindens hjælp til at hitte rede på følelserne. Hvis der var noget, Rita ikke brød sig om, så var det, når noget var ude af kontrol. Og det her var helt sikkert ude af kontrol! Hun havde en fornemmelse for, at Lahaina brød sig lige så lidt om det, som hun selv gjorde. Selvom veninden ikke havde sagt det højt, så vidste Rita godt, at hun altid havde haft et horn i siden på Jayden, af én eller anden ukendt grund. Heldigvis var Lah ikke klar over, præcis hvor hårdt, hun var ramt.
   Rita kunne ikke lade være med at putte sig lidt, da han lagde armen om hendes ryg. ”Jeg holder pause nu.” slog hun fast med et mageligt lille smil og tog sig selv i at trække vejret ind igennem næsen, så hun kunne dufte ham. Hun havde engang påstået, at han lugtede afskyeligt. Det passede overhovedet ikke. Hans ord fik hende til at rynke panden en lille smule. Det gjorde hende altid så pokkers nervøs, når der var nogen, som gav udtryk for, at de gerne ville spørge om noget - i stedet for bare at stille spørgsmålet i først omgang. Det var lige som om, at så kunne det kun være noget alvorligt. ”Hmm?” mumlede hun blot bekræftende, og som en opfordring til, at han bare skulle fortsætte. Det lød slet ikke som Jayden, overhovedet, og det var sådan set det, der foruroligede hende mest. Hun kunne ikke i sin vildeste fantasi forestille sig, hvad der ville komme næst.

[Jayden Darren]

"Stiller du ikke altid dumme spørgsmål?" spurgte Jayden med en drillende, og alligevel en smule hånlig stemme. Han havde altid snakket ned til hende, men hun var trods alt også blodforræder. Selvom hun nu var ganske sød. Og ganske smuk. Han skar en lille drimasse af hans tanker. Smuk? Det lignede ham ikke at bruge sådan nogle ord. Da hun lænede sig hen over ham for at få fat i bogen kunne han ikke lade være med at stryge sin hånd ned over hendes hår. "Fint så." mumlede han blot med et lille grin.
Som han sad og betragtede hende kunne han langsomt mærke hvordan hans hjerte hamrede imod hans bryst, selvom han nu gerne ville afkræfte det. Hendes latter, hendes øjne. Det kunne gøre ham helt skør i bolden, selvom han frygtede hvad folk ville sige hvis de fandt ud af det. Det var især Lewis og hans fars meninger han frygtede. Jayden vidste godt at Lewis ikke var så glad for Rita, men man skulle bare lære hende at kende. For det havde han jo gjort.
"Hvor dejligt." sagde Jayden og kunne ikke lade være med at smile over hendes putten. Hun var nu sød, det kunne han altså ikke sige imod. Hedes hår duftede af det samme som dengang i Hogsmeade, hvilket fik hans tanker over mod den shampoo hun brugte. Den var virkelig god. "Det er sådan fordi at... jeg tænkte på noget." mumlede Jayden og mærkede hvordan hans nervøsitet begyndte at komme frem i maven på ham. Tænk hvis hun afviste. "Jeg kan virkelig godt.. æhm lide dig. Jeg synes du er sød og smuk og ikke som andre." forsatte han og skar igen ansigt ved ordet 'smuk'. I normale tilfælde ville han nok have sagt 'lækker' eller sådan noget. "Og jeg har ikke lyst til at dele dig med nogen. Og jeg har lyst til at fortælle alle at du er min." sagde han kort og trak vejret dybt. 

[Marguerite Sophia King]

   ”Ti stille, din dumme dreng.” bed hun ham irriteret af og skubbede lidt drillende til ham. Han skulle da ikke kalde hende dum! Hun snuppede hurtigt bogen ud af hænderne på ham, så snart den var inden for rækkevidde og proppede den ned i sin taske. Det var kun et gæt.. Men hun var ret sikker på, at hun ikke fik læst særlig meget, så længe hun var i selskab med Jayden. Men det gjorde ikke noget. Han var det afbræk, hun havde brug for lige nu.
   ”Jeg kunne godt vende mig til at holde pauser sådan her.” tilkendegav hun med et lille grin for at understrege, at det var lidt i sjov, hvilket det slet ikke var. Selvom hun var rimelig sikker på, at Jayden havde luret hende, så kunne hun ikke lade være med at prøve at pakke det lidt ind alligevel. Måske behøvede hun slet ikke at pakke det ind, ifølge hans næste ord. Hendes hjerte sprang et slag over. ”Hva’?” Hun rettede sig op så hurtigt, at hun var tæt på at give ham en kæberasler med sit hoved på vejen, så hun kunne stirre på ham. Det var det der med at løbe en maraton, igen. ”Og det siger du ikke bare, sådan.. du ved.. på grund af jagten?” spurgte hun lavt og med et noget mistroisk blik, som man lige kunne ane usikkerheden under. Mente han det, som han sagde? Rita vidste jo godt, at Jayden tit sagde ting, han ikke mente. Sarkasme, hed det vidst, og det var ikke første gang, hun havde svært ved at greje ham - om det var sagt i sjov eller ej. Men han måtte da være dummere, end hun først havde regnet med, hvis han ikke havde opdaget, at han havde vundet. Og så igen, det lignede ham slet ikke at være så nervøs. Rita håbede på, at han var oprigtig. Hun kunne allerede mærke forventningens glæde i maven, men turde ikke helt tro på det. Så hun stirrede fortsat overrasket på ham med let adskilte læber og et hjerte, der snart hamrede sig vej ud af brystet på hende.

[Jayden Darren]

Jayden lo kort over hende da hun skubbede til ham. "Hey du, jeg er i hvert fald ikke dum." sagde han og prikkede hende kort i siden. Han vidste selvfølgelig godt at hun sagde det fordi han lige havde sagt at hun var dum. Derfor morede det ham kun. Han betragtede kort hvordan hun proppede bogen ned i hendes taske, hvilket fik Jayden til at smile kort. 
"Jeg er jo også et dejligt selskab." svarede han med et skævt smil. Han nåede kun lige at få flyttet sit hoved bagover da hun rettede sig op. Det kunne have blevet en akavet situation hvis hun havde ramt ham. Jayden var godt klar over hvorfor hun reagerede så voldsomt over hans ord. Han ville nok selv have haft det på samme måde, hvis det nu var Marguerite der havde spurgt. Selvom han ikke rigtig kunne forestille sig det. "Jagten.. den.. tabte jeg." mumlede han kort og lod hurtig sit blik glide ned på sine knæ. Han håbede inderligt at hun vidste at det betød at han var faldet for hende. For det ville overhovedet ikke passe ham at sige det højt, selvom han nærmest fandt det nødvendigt. For mange ting sagde han ironisk, og han blev jo nød til at overbevise hende om at dette ikke var ironi. Hendes overraskede ansigt fik et let, men nervøs smil til at sprede sig på hans læber. Ikke hårdt som han nok ville have gjort i en hver anden situation, men blidt tog han fat i hendes kæbe, hvorefter han forsigtig lod sine læber ramme hendes. En sitren spredte sig i maven på ham, hvorefter han lod sin hånd stryge forsigtig ned af hendes kæbelinje og trak sig så fra hende. "Rita.." sagde han kort og så spørgende på hende. Han havde aldrig rigtig brugt hendes kælenavn før. "Jeg kan virkelig godt lide dig. Og jeg håber du har det på samme måde... Vil du ikke være min... kæreste?" stammede han kort og forbandede hans nervøsitet.  

[Marguerite Sophia King]

   ”Stop med det der!” udbrød hun, da han prikkede hende i siden og daskede til den hånd, han havde gjort det med, som om det var en irriterende flue, hun skulle slippe af med. Jo jo, han var skam dejligt selskab, men bemærkningen gik lidt tabt i den overraskelse, han havde givet hende ved at tage emnet op. Under andre omstændigheder havde hun nok leet over den nervøsitet, han udviste, for det var så ulig ham. Men ingen kunne da være så god en skuespiller? Tabte han jagten? Men han havde jo nået sit mål! Så dæmrede det for hende, hvad det var, han sagde. ”Sig det, Jayden!” tillod hun sig at forlange, næsten med en hvisken og rokkede sig ikke ud af flækken, da han kyssede hende, udover at hun lukkede øjnene i så længe, det korte øjeblik varede. Hun løftede den ene hånd halvt, tøvende, som om hun ville forhindre ham i at trække sig væk igen, men nåede ikke at beslutte sig, før han allerede havde trukket sig tilbage. Det behøvede han ikke for hendes skyld.
   Det var altså ikke ligesom dengang med juleballet, hvor hun bare havde trukket på skuldrene og sagt ’okay’. Det her var noget helt andet. Rita vidste stadig ikke helt, om hun turde tro på det. Det kunne lige så godt være noget, ham Lewis havde fået ham til, fordi han syntes, det kunne være uhyre sjovt. Efter den episode i køkkenet havde de ikke været særlig gode venner. Et smil bredte sig langsomt på hendes læber, dog. Hvis ikke, man gamblede, vandt man heller ikke. Kærester? Med Jayden? Sådan rigtigt? Det var nyt for Rita. Hun tog en dyb indånding. ”Ja.. Jo! Det vil jeg!” svarede hun sådan lidt famlende, og stadig med hjertet på vej ud af brystet og en følelse af, at hun kunne slå vejrmøller.

[Jayden Darren]

Jayden kunne ikke lade være med at grine kort til hendes dasken, hvorefter han trak hånden til sig. Helt ærligt, så havde han bare lyst til at forsætte for at irritere hende lidt, hvilket selvfølgelig var alt for kærligt ment. Derfor lod han være. "Rolig nu sweetheart." sagde han drillende og tillod sig igen at køre en hånd igennem hendes lyse hår der føltes så blødt imod hans hånd. Da hendes ord ramte ham stoppede hans hjerte med at slå kort, hvorefter han trak vejret dybt. Det lagde slet ikke til ham at skulle sige disse ord. "Jagten skulle vindes. Jeg skulle få dig til at falde for mig." fortalte han, helt ærligt. "Men jeg tabte. Jeg måtte ikke forelske mig i dig. Men det gjorde jeg." forsatte han efter et par få sekunders tænkepause. Det passede ham slet ikke at skulle sige sådan nogle ord. Men hvis hun ønskede han sagde det, så ville han gøre det. Og at se hvordan hun ikke trak sig tilbage med væmmelse efter hans kys fik ham til at smile skævt.
"Du bliver nød til at tro på mig Rita." mumlede han, stadig nervøst. 
Da hun begyndte at smile kunne Jayden ikke lade være med at gøre det samme. Hvis han ikke tog meget fejl, så betød dette noget godt. Noget rigtig godt. Og som han havde tænkt det, hørte han hendes 'Ja.. Jo'. Et oprindeligt smil - ikke en af de skæve eller kølige som han plejede at komme med - men et smil som kun en anden havde fået frem før. Nemlig hans bedste ven Lewis. Han kunne ikke lade være, og en varme spredte sig i maven på ham. Helt uden at sige noget lod han sin ene hånd fange hendes, hvorefter han igen lod sine læber placere sig på hans.

[Marguerite Sophia King]

   Rita fulgte kort hans hånd med blikket, som han tog den til sig igen, for at bliver overbevist om, at han stoppede. Han var ikke til at stole på. ”Jeg er ikke …” startede hun, men tav i stedet i midten af sin sætning. Hun var ved at sige, at hun ikke var hans sweetheart, fordi det var jo sådan, hun plejede at svare, når han kaldte hende sweetheart eller noget, der var i retningen af det. Det passede vidst ikke helt længere. Hun kunne ikke løbe fra det i hvert fald. Hun lyttede, da han talte om jagten. ”Det sucks for dig, hva’?” kunne hun ikke lade være med at bemærke, men ude af stand til at lade være med at smile lidt. Det kunne hun bestemt godt vænne sig til at høre ham sige. ”Det øøh.. gik heller ikke helt, som jeg havde planlagt, du ved.” Hun var absolut lige så dårlig til at sige den slags ting, som han var.
   Han sagde, at hun skulle tro på ham. Det var svært, men det, der overbeviste Rita, det var det smil, som viste sig på Jaydens ansigt, da hun sagde ja. Hun havde vidst aldrig set sådan et smil før, undtagen når han så på Lewis engang imellem. I øvrigt også et smil, som det var umuligt ikke at smile med på. Lysten til at le højt ramte hende som et lyn fra en klar himmel, men hun undertrykte trangen og da Jayden tog hendes hånd, flettede hun fingrene ind imellem hans. ”Jeg tror på dig.” forsikrede hun ham med en lav mumlen, før han kyssede hende. Sin frie arm snoede hun om halsen på ham, så hun kunne trække ham tættere på. Hun behøvede vel ikke lægge låg på nu, at hun gerne ville have ham tæt på?

[Jayden Darren]

Jayden blinkede kækt ned til hende som hun fulgte hans hånd. Helt sikkert fordi hun udmærket vidste at han godt kunne finde på at forsætte. En typisk ting som Jayden godt kunne finde på. At irritere. Han skar en kort grimasse ved hendes ord, hvorefter han nikkede lidt. "Ja, hvor er det typisk at forelske mig i en lille blodforræder." sagde han drillende, dog med et smil så hun forhåbentlig vidste at han drillende hende - igen. Det gjorde han altid, og ved at de var kommet i et forhold holdte det ham stadig ikke fra det. Det var vel bare en del af ham, altid at drille Marguerite. "Det gjorde du vel. Vi kan være tabere sammen." sagde han kort med et lille hæst grin.
Jayden mærkede hvordan hun flettede sine små yndige fingre ind i hans hånd, hvilket fik ham til at smile endnu mere. Hendes yndige fingre, der var noget mindre end hans egne var. Men nu var hun jo heller ikke så stor i det hele taget. Lille, fin og smuk. Et øjeblik sad han helt stille ved tanken. Der var et eller andet helt galt med ham, for så sødt plejede han overhovedet ikke at tænke om folk. Hun gjorde bare et eller andet ved ham. Da hun lavt mumlede de få ord kunne Jayden mærke en varme sprede sig inde i brystet på ham. Da hun snoede sin arm om Jaydens hoved, kunne han ikke lade være med at trække lidt i hende så hun nærmest sad i hans skød. Han begyndte let at skille sine læber fra hinanden, og skilte hendes ved hjælp af hans tunge. 

[Marguerite Sophia King]

   ”Tal for dig selv. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle synke så dybt, som til at være sammen med en Slytherindreng.” gav hun igen i samme tone og vrængede ansigt, men kunne ikke lade være med at le lidt. Altså, de blev nok aldrig klogere, men det gjorde ikke noget. For det var jo sjovt. Det var sjovt at mundhugges for sjov. Rita havde heller ikke lyst til at blive et af de der pladderromantiske par, der brugte hele dagen på at sidde og holde i hånd og se himmelfaldent på hinanden nede på Madam Nuttetrut i Hogsmeade. Aldrig i livet! Hvis Jayden begyndte på den slags, kunne det godt være, hun stejlede lidt.
   Rita rystede lidt på hovedet, da han sagde, de kunne være tabere sammen. ”Vindere.” rettede hun ham bestemt, samtidig med at hun gav hans hånd et lille klem. Hun kunne ikke lide at kæde ordet ’taber’ sammen med sig selv, og i sidste ende havde de vel begge vundet alligevel. 
   Hun kom med en overrasket lyd, da han uden videre trak hende over til sig, så hun nærmest sad i skødet på ham, men hun protesterede ikke, smilede bare lidt imod hans læber. Den hånd, der ikke var flettet ind i hans, lod hun glide op i hans nakke og hår, mens hun koncentrerede sig om fornemmelsen af ham under sine hænder. Hans tunge kildede hendes læber, så hun åbnede op og lod sin tunge møde hans. Hun vidste ikke helt, om hun burde fortælle ham, at det var første gang, hun sådan rigtigt havde kysset med en fyr. Men nej, det kunne vente. Det var i det hele taget en forløsning at kunne få lov til at gøre det, som hun havde haft lyst til flere gange i løbet af de sidste mange uger.

[Jayden Darren]

Jayden rystede kort på hovedet af Marguerite med et drillende glimt i øjet. "Lille du, en Slytherindreng er da bare det bedste. Det skal du ikke være ked af." svarede Jayden lavt og lo kort. Han tog blidt fat i hendes kinder hvorefter han skar ansigt af hende. "Du er nu meget pæn sådan her." sagde han ironisk og drillende og pressede forsigtig hendes kinder ind mod hendes næse. Jayden måtte virkelig anstrenge sig for ikke at grine en høj latter. Hun så virkelig dum ud sådan, men det gjorde alle jo. Hun havde jo nærmest en fiske-mund. 
Jayden rullede kort med øjnene, hvorefter han nikkede. "Vindere, selvfølgelig." sagde han efter hende, med et skævt smil placeret på læberne. Selvfølgelig var de vindere, dybest inde. Jayden ville frem for alt aldrig indrømme at han kunne tabe. Okay overfor Rita kunne han godt, han havde trods alt lige gjort det.
Han kunne ikke lade være med at smile over Rita der kom med en lille lyd der nemt kunne lyde som overrasket. Han kunne tydelig mærke smilet på hendes læber, og da hendes hånd kørte over hans nakke og op i hans hår kunne han mærke kuldegysningerne. Hendes berøringer gjorde ham en anelse sløret i tankerne, og han måtte virkelig anstrenge sig for ikke at kysse hende mere voldsomt. Han ønskede jo ikke at gå for hurtig frem, for han kendte jo ikke rigtig til hendes fortid når det kom til drenge, kærlighed og kyssen. Han kunne ikke lade være med at sukke lydløs, da han mærkede hendes tunge mod sin. Han lod sin frie hånd høre om på hendes ryg så han kunne presse hende længere ind mod sig, samtidig med at han lod sin finger tegne cirkler.

[Marguerite Sophia King]

   ”Det er kun fordi, Gryffindordrengene er så vattede for tiden!” hævdede Rita med en opgivende grimasse, da hun tænkte på drengene på sin årgang. Slatne som karklude, var de. Det var jo heller ikke sjovt med sådan nogen, der bare forføjede sig. Man behøvede faktisk bare at kigge på dem, sådan lidt nedladende og lidt medlidende, så fortrak de helt af sig selv. Ikke spor sjovt. ”Ih, tak! Det er ikke sjovt.” udbrød hun lettere sarkastisk og skubbede hans hænder væk med en latter. Det var ikke sjovt. Men det var jo umuligt ikke at le af det, på samme måde som når man blev kildet. ”Jeg ender med at spytte på dig, når du gør sådan.” advarede hun ham leende og hev lidt i hans slips med de grimme Slytherinfarver. Han ville være meget pænere uden det!
   Hun lod sig villigt presse længere ind mod ham og gav slip på hans hånd, så hun kunne slynge den arm om ham også. Det var fascinerende at mærke, hvordan han reagerede på hendes berøringer, men det nødede hende blot til at fortsætte. Hun kunne tydeligt mærke hans hånd på sin ryg, nej, det var faktisk som om, den brændte igennem stoffet på den hvide uniformsskjorte, og hans suk imod hendes læber tændte noget i hende, så hun for et øjeblik tog sig selv i at ønske, at de var et helt andet sted end i gårdpladsen. Rita blev så tilpas overrasket over sig selv, at hun brød kysset for en stund. ”Blev det ikke pludseligt så varmt?” spurgte hun og måtte rømme sig lidt før ordene kom klart ud. Hun havde det lidt som om, hun havde kuldegysninger og var hed i hele kroppen på én gang. Svimmel.